Selfiebørn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 nov. 2017
  • Opdateret: 15 feb. 2018
  • Status: Igang
Mette Thybo bor i Skive. Hun er 16 år gammel. Hun lever for memes, snapchat og der findes heller ikke noget bedre end instagramfiltre. Mange filtre. Selvom #nofilter nogengange er at foretrække, hvis altså bare lige lyset falder rigtigt. Søde fyre på tinder er også meget spændende, selvom hun er for ung til tinder. Niels Ejbo fra Aakjærskolen er fjorten år gammel. Han kan godt lide Nadja omme fra 8.c. Han er nok bare ikke sådan rigtigø god nok til at snakke med hende. Han er måske ikke sådan god nok i det hele taget. Men så er der den her meget sjove internetgruppe, “Skives Bedste Patter”, hvor det handler om at få likes på billeder, man har taget af pigers bryster, og den med flest likes vinder, og der kan han pludselig være god nok. // Bidrag til Mirror Mirror konkurrencen nr. 2, sociale medier. // Indeholder groft sprog, realistiske voldsscener, samt scener omkring psykologisk misbrug, der kan vække anstød eller triggers. //

31Likes
196Kommentarer
13765Visninger
AA

40. (39)

Klokken kvart over elleve, eller sådan cirka i hvert fald, kommer Signe ud på badeværelset. Jeg sidder stadigvæk indespærret bag toiletdøren. Mine øjne er udgrædte, og jeg har en svidende tør fornemmelse, der slanger omkring øjnenes undersider. Jeg har grædt så meget, at jeg ikke rigtig er i stand til at græde mere. Nu er hele min krop bare en død fornemmelse. Jeg er udhulet. Og jeg fryser. Og folk, der er kommet ud på toilettet, har sikkert hørt mig, men det er jeg ligeglad med.

  Væggen der er overskriblet, lidt ligesom en gæstebog.

  "Mette?" hører jeg hende kalde. "Er du herude?" 

  Jeg river toiletpapir til mig. Tørrer det over næsen. Den lille mængde mascara, som jeg påførte mig i morges, er sikkert løbet med ud i tårestrømmen. 

  "Mette?" 

  "Er her," siger jeg. Jeg vil egentlig gerne gøre min stemme højere, og få den til at skære mere igennem, men jeg har ikke rigtig kræfter til det, så det bliver bare sådan en hul, åndeløs lyd.

   Signe siger ikke mere. Jeg smider papiret ned i kummen og rejser mig op og skylder ud. Mine ben er blevet til luft. Ligesom alt andet. Jeg tror egentlig bare, at jeg bevæger mig på automatik. Det er måske ret akavet, det her, bare at sidde og græde højlydt på et offentligt skoletoilet, med folk der vandrer ind og ud, og som kan høre en, men jeg er sådan set ligeglad. Jeg er ligeglad med alt. 

  Inden jeg åbner døren, tjekker jeg mig selv i telefonkameraet. Makeuppen er blevet sådan lidt mere smeltet i det. Jeg flår yderligere et par stykker toiletpapir til mig, og tørrer dem over ansigtet. Bare sådan lige for at få det værste væk. Sorte, glimrende pletter væder sig i tjæreklumper mod papiret. Også det smider jeg i kummen, men denne gang skylder jeg ikke ud. Synes ikke rigtig, jeg sådan har kræfterne til det.

  Jeg går ud fra toiletbåsen. Signe står med ryggen til mig, kigger ned mod den fjernere ende af pigetoilettet, mod rækkerne længere væk. "Ska' vi, øh ... ska' vi videre?" siger jeg, lidt hæst. Gråden sidder stadigvæk på mit stemmebånd. 

  Jeg er vanvittigt tørstig lige pludselig.

   Signe vender sig imod mig. Hendes læber er spidset lidt til. Sådan gør hun altid, når hun er bekymret. Det giver mig lyst til at bryde sammen igen, og mine øjne stikker. 

  Michelle har jo ret. Jeg er fandeme en lorteveninde. Og jeg fortjener overhovedet ikke omsorg. 

  "Er det rygterne?" spørger hun bare. Hendes grønligblå øjne spejler sig mod lampelyset. Det ligner, at hendes mund strammer til, skyder sig mere spids. 

  Jeg prøver at smile. Det ser garanteret pisse dumt ud i et ansigt, der er totalt forgrædt. Jeg glor istedet ned mod vasken og aktiverer vandhanen, og lader den lune stråle skylle ned mellem fingrene. Der er noget lindrende ved vandet. Sådan en form for blød varme, der gør verden lidt mere fjern, og indhyller mig i en slags tåge, hvor tingene er nogenlunde okay og virkeligheden mest bare er en drøm. 

  Så mærker jeg Signes hånd mod skulderen. Den der stikken i mine øjne vokser i styrke, og jeg får lyst til at kradse dem ud. 

   Fandeme goe patter

  "Hey," siger hun, med en al for blød stemme. "Mette." 

   Jeg holder fingrene under vandstrålen. Kan ikke tænke. Vandhanens metal blinker til mig i et sådan let hvidligt skær. Det minder mig lidt om ... 

  Blitzen.

  Nej. Ikke blitzen ... mere ...

   vi skal have en pause

  mere ... øreringe. Ja. Mere ligesom det der blink, øreringe nogen gange har. 

  Eller 

   goe tits af en på 16 

   den der måde havet nogen gange blinker, når der er solskin. Jeg har tit været på stranden med Michelle. Mine forældre har sommerhus ude i Øster Hurup, sådan, ovre ved Kattegat. Der er en bred, hvid månestrand. Den er egentlig af sand, men både mig og Chelle kalder den bare en månestrand, fordi sandet er meget hvidt, og stranden buer på samme måde som en halvmåne. Chelle ligger udstrakt, med maven, på sit håndklæde. Solen stråler nedover ryggen på hende. Vandbølgerne ude i Kattegat glitrer. Lidt som diamanter og vandhanemetal. 

  Lidt som ... 

  Jeg lægger ikke mærke til at den automatiske vandstråle er stoppet, før Signe udpeger det for mig.

  "Øh, jeg tror dine fingre er sådan ... ved at være rene nu." 

  "Åh." Jeg fjerner dem fra hanen. Signe har trukket hånden til sig igen. Jeg ved, at hun kigger på mig. Det kan jeg mærke på den der måde, at min kind bliver stram. 

  Der kommer nogen ind på toilettet. To piger. De snakker. Ret højt, synes jeg. 

  "Altså det ka' sgu fucking godt være at kunden altid har ret, men når en kunde spørger efter en iPad, og fordansker ordet, så går jeg altså grammarnazi, sorry to say," siger den ene. 

  "Ej what, er der virkelig nogen, der gør det?" 

  "Ja. Der var seriøst en i går, der sagde ipad!" Hun udtaler det med et blødt, dansk D. 

  "Fuck hvor cringe," siger veninden. De passerer forbi os. "Sagde du noget til ham?" 

  "Nej." De stopper begge foran hver deres toiletbås. De ser ikke ud til at have lagt mærke til os. Den ene piges hår glitrer nærmest. Det har en fad tone af leverpostej, men det er en køn form for leverpostej. Så hedder det nok ikke leverpostej. Hvis det er kønt. Så hedder det nok noget andet. 

  "Eller jo, jeg spurgte ham "nååh, mener du en iPad?", og så svarede han bare "ja, en iPad", du ved, på den der mega danske måde, ikk'å, og så løftede han fingeren på sån' sygt gammelklog måde, ikke, og så sagde han: Nu skal du ikke glemme hvilket land du kommer fra, unge dame. Fuck jeg blev mad!" 

  "Mathias venter derude. Han vil gerne til bageren. Vil du med?" siger Signe så, sikkert i et forsøg på at få mig til at tænke på noget andet, fordi hun ved, at jeg ikke har det godt, og at der er sket noget, og at det ikke vil nytte noget at spørge ind til det, fordi jeg sikkert ikke vil svare. 

  Jeg hører ikke rigtig efter. Kigger på pigernes samtale. Hende den højeste af dem, hende iPad-pigen, slynger håret tilbage over den ene skulder. Sådan gør Michelle også.

  Min mave vrider sig sammen som en fugtig klud.

  "Oh my god, det var sgu da også mega nederen sagt." 

  "Ja, ikke?" 

  "Men hva' sagde du så?" 

   iPad-pigen åbner båsen.

  "Ingenting. Men jeg havde  mega meget lyst til bare at fortælle ham, at hvis han ska' være konsistent i sin fordanskning, så ska' han kalde det en jeg-plade, og ikke en fucking i pad." 

  "Det sku' du sgu ha' gjort. Det ville være pisse savage."

   "I know." 

  Begge piger går ind på hver deres bås. Døre lukker. De snakker videre til hinanden gennem væggen.  

  "Mette, for fanden," siger Signe, dæmpet, men højt nok til, at jeg kan høre det, men jeg reagerer ikke, ikke lige til at starte med, for jeg er ikke helt sikker på, at jeg er her. Michelle sidder foran mig. Hendes hænder lukker sig om det store Bog & Idé-krus, hun fik af mig i julegave. Teen damper. Jeg kan lugte sojamælken, en tung sødme der flyder rundt i et urtehav. Hun griner på hendes skingre, nasale måde, man kan høre fra kilometers afstand, og læner sig forover imens.

  "Mathias ventede, sagde du?" Jeg kan ikke mærke noget som helst. Kun min mave, der vrider sig og vrider sig og vrider sig lidt mere.

  Bekymringen gør hendes ansigt spidst og stramt. Jeg har lyst til at tage en klud og tørre det væk. Jeg kan ikke holde ud at se på det. Hun skal ikke være bekymret for mig. Jeg fortjener ikke nogen som helst bekymring, for Michelle har ret. 

  send mig nudes

  "Ja. Han tog dine ting med, for ... " Hun tøver lidt. Åbner munden. 

  "Super!" afbryder jeg hende. Jeg vender mig rundt. Kan ikke rigtig se på hende. Spejlet er overfor mig. Mit ansigt er smeltet. Jeg er ligeglad. "Vi skal til bageren, ikke?"

  "Øh, jo." 

  Vi bevæger os begge. 

  Til bageren.

  Fucking bageren. 

  Det sidste, jeg har brug for at glo på lige nu, er noget, der bare minder om mad. 

  

  

  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...