Selfiebørn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 nov. 2017
  • Opdateret: 15 feb. 2018
  • Status: Igang
Mette Thybo bor i Skive. Hun er 16 år gammel. Hun lever for memes, snapchat og der findes heller ikke noget bedre end instagramfiltre. Mange filtre. Selvom #nofilter nogengange er at foretrække, hvis altså bare lige lyset falder rigtigt. Søde fyre på tinder er også meget spændende, selvom hun er for ung til tinder. Niels Ejbo fra Aakjærskolen er fjorten år gammel. Han kan godt lide Nadja omme fra 8.c. Han er nok bare ikke sådan rigtigø god nok til at snakke med hende. Han er måske ikke sådan god nok i det hele taget. Men så er der den her meget sjove internetgruppe, “Skives Bedste Patter”, hvor det handler om at få likes på billeder, man har taget af pigers bryster, og den med flest likes vinder, og der kan han pludselig være god nok. // Bidrag til Mirror Mirror konkurrencen nr. 2, sociale medier. // Indeholder groft sprog, realistiske voldsscener, samt scener omkring psykologisk misbrug, der kan vække anstød eller triggers. //

31Likes
199Kommentarer
14094Visninger
AA

32. (31)

Femtende december. Det er om fredagen. Efter skoletid. Jeg følges hjem med Nikolaj. Det er koldt og blæsende, og solen er allerede på vej ned under horisonten. Han bor lidt syd for stationen. Nede i Egeris. Vi tager først lige i Føtex. Der køber vi en masse slik, og jeg tror sådan set, at vi køber meget mere, end vi kan spise. 

  Jeg lægger poserne ud på min story. Jeg har en elendig humor, så jeg skriver bare SÅ DER SLIK I LANGE BANER, og tænker lidt på den der sliksang i Pyrus, jeg elskede, da jeg var lille. De viste også Pyrus sidste jul. Det var Alletiders Nissemand. Vi sad hver aften, hele familien - når altså far ikke havde sin patruljevagt - og puttede os sammen i de sorte stuesofaer, i varmen fra glaspejsen, der står op ad væggen. Hele familien elsker Pyrus. Mor og far gør, og Nadja gør, og jeg gør også. Vi kan alle sangene. Gi' mig guf og gi' mig godter! Det må man sige, at vi har fået i dag, mig og Nikolaj. Guf og fucking mange godter. 

  I år viser de Ludvig og Julemanden. Den er vist fra 2011 eller sådan noget. Jeg kan ikke huske det med sikkerhed. Men den kan jeg også ret godt lide. Hende Martine er min fucking yndlings. 

  Jeg sender min storysnap til alle, præcis som jeg plejer.

  Jeg får ret hurtigt en snap fra Chelle. Hun har sendt et billede af sine fødder. Hun har jeggings på, blå, og de blotter hendes nederste ankler. Huden er bleg. Så bleg, faktisk, at den næsten går i ét med de hvide strømper. Michelle er sådan en, der altid bliver fucker solskoldet. Når vi om sommeren har været på stranden sammen - eller været til Skive Festival, som vi var i år -, er hun altid blevet brandrød henover skuldrene og ryggen og nedover armene. Hun kan slet ikke ligge ned bagefter. Hun har en meget følsom hud, hvad angår solen. Det har hendes mor også. Det er vist noget, der ligger i familien. 

  Altså jeg har selvfølgelig også prøvet at blive solskoldet, men det er i sådan mere mild grad, over nakken, der mere bare klør og strammer uden at være sådan virkelig smertefuldt, og så bliver jeg slet ikke ligeså rød, som Chelle gør. 

  Men Chelle har altså sendt mig en snap. Der står uuuuuh og så er der en blinkesmiley. Jeg snapper hende tilbage, og rækker tunge imens.

  Jeg vælger det rigtige filter. Sorthvid. Det passer altid bedst. Det giver virkelig kontrast til mit hår, på en eller anden måde. Der er nemlig rigtig mange skygger i håret, altså også i virkeligheden, og med sorthvidt filter bliver de skygger bare ekstra sorte. Jeg ser helt noir-agtig ud.  Som en skuespiller fra en 60'er-krimi. 

  hold din kæft Chelle <3 

  De spiller julemusik i radioen. Shu-bi-dua synger om Jesus, der fødes på magasin, oppe på anden sal.

  "Skal vi have mere? Eller tror du det rækker?" afbryder Nikolaj mig. Jeg sænker telefonen og kigger over på ham. Han vifter med en indpakket chokoladenisse. Som er kæmpe stor, i øvrigt. Jeg smiler.

   "Vi kan sgu godt klemme sådan lidt mere ned, tænker jeg lidt, ikke?" 

   "Godt så." 

  I vognen med den. Han kaster den nærmest, iskold overfor, at chokolade faktisk er ret skrøbeligt. Jeg har fået endnu en snap fra Chelle, som jeg åbner.

  shipper dig og Nikolaj for vildt, gør jeg! 

  Smiley med hjerteøjne.

   det er der mange der gør svarer jeg hende, og sender et billede af Nikolaj, der står der, med sin hue på, og hans kinder, der får de der bløde, små hulninger. 

   Da vi kommer hjem til ham, sidder vi først på hans seng og snakker. Nikolaj bor i Egeris, ligesom Marlene og Michelle gør. Men i modsætning til Marlene, der først startede på Aakjær halvvejs inde i ottende klasse, har Nikolaj - og Michelle - gået på Aakjær ligeså lang tid, som jeg har. Det skyldes et eller andet med, at skolen i Brårup, som Egeris hører med til, var totalt overfyldt, da Michelle og Nikolaj skulle starte i skole tilbage i 2007, og de kunne ikke rumme alle eleverne. Den der finanskrise, som jeg ikke selv kan huske så meget af, andet end at der blev fyret en masse lærere og at mor og far fik økonomiske problemer der gjorde at de skændtes ret ofte, som brød ud året senere, gjorde nok heller ikke situationen bedre. Derfor endte de på Aakjær. Sammen med mig. 

   Vi snakker om alt. Bogstavelig talt. Vi går fra at snakke om, hvorfor kaffe smager så meget af pis, første gang man smager det, men begynder at smage godt, jo mere kaffe, man drikker, til at snakke om, at de fleste af de stjerner, vi kan se derude, egentlig bare er sole, der har været der længe før mennesket. At det var de samme stjerner, dengang dinosaurerne trampede rundt på jorden, og sikkert også de samme stjerner, dengang jorden blev til. Eller det er måske mere mig, der snakker om det. 

  "Det er måske lidt for deep, det der," siger han så. Vi er gået fra at sidde op, på det her tidspunkt, og til at ligge ned. Vi ligger op ad hinanden. Ingen af os har rigtig tænkt over, at det er sket. Det skete bare. Jeg er varm over det hele, jeg er varm, og jeg smelter.

  Lidt ligesom smør på toppen af risengrød.

   Jeg smelter, og bliver ikke til andet end varme.

  "Sorry," skynder jeg mig at svare. Jeg drejer hovedet og kigger på ham. Vores ansigter er under tredive centimeter fra hinanden. Jeg kan lugte hans hårvoks. Det har sådan lidt en bivoksduft. Det minder mig om honningmadder og de der særlige vokslys, man kan købe i specialbutikkerne. "Men, øh ... hvad har du så lyst til at snakke om?" 

  "Det ved jeg ikke."

  "Nå. Okay." 

   Jeg bliver lidt bange for, at det så er det. At det ikke bliver til mere, og at vores samtale dør ud. Min hånd strejfer hans. Jeg vrider mig omkring, så jeg ligger på siden. Jeg hviler kinden mod min hånd, og kigger på ham. Nikolaj kigger på telefonen. Hans tommelfinger laver den der lynhurtige stepdans over touchfladen, som den altid gør, hver gang han skriver. Sådan ekstremt hurtigt. 

   "Glæder du dig til jul?" 

  Han trækker på skuldrene. Han er væk i skærmen.

  Altså ... altså jeg ved godt, at vi bare er venner, og at der ikke er noget, og at ... men jeg får alligevel den der brændende, sydende, ædende fornemmelse i ansigtet, og min mave bliver hård og kold. Det visner. Alt omkring mig, det visner bare. 

  "Hvem fuck er det du hele tiden skriver med?" spørger jeg, og jeg lyder nok mere vred, end jeg burde. 

  Nikolaj vrider i sine håndflader, så de vender lidt ud af, i den der let opgivende måde, som han også havde, da vi sad på skøjtebanen.

  "Det bare Marlene." 

 Det fjerner overhovedet ikke den der syreætsen i kinderne. Jeg tænker på det kolde lagen, der trak sig over hendes ansigt, og gjorde øjnene brune, døde småsten. Blodet, der varmede mig nedover hagen. Jeg har fået en tandfyldning ved lægen, så man ikke kan se den knækkede flig af min ene fortand, men det var vanvittigt dyrt, og følelsen i begge fortænder er forsvundet, så de mere bare føles som plastic. 

  Det var et uheld? siger hun. Ansigtet er dødt. 

  "Marlene?" spørger jeg bare, total dumt. Jeg synes at det er blevet svære at trække vejret. 

  "Ja," siger han. "Hun skriver sådan rimelig meget. Hun er fucking desperat nogen gange." 

  "Nå," siger jeg. Hans øjne er stadigvæk klistret til telefonen. "Er det ikke sygt irriterende?" 

  Han svarer mig ikke. 

  Selvfølgelig kan han ikke lide mig. Altså, helt ærligt, hvad fanden regner jeg med? Han er bare sådan en, der flirter lidt med alle, ikke? Men ... Marlene ... 

  "Hun er vild med dig," siger jeg, kort og konstaterende. Luften kradser.

  "Mette, hold nu ... " 

  Så flår jeg telefonen ud af hånden på ham. Jeg bliver chokeret over, hvad det egentlig er jeg gør, men kan heller ikke rigtig stoppe mig selv. Mit ansigt er ædt af flammer og af syre og af millioner grader varmt lava, der koger og syder. 

  "Hey, hva' fuck?" udbryder Nikolaj. 

  Jeg svarer Marlene i en kort, hurtig besked. 

   ER SAMMEN MED NOGEN SÅ STOP MED AT SPAMME

  Jeg lægger hans telefon på natbordet bag mig. Jeg har lyst til at tage hjem. Der er overhovedet ikke noget varme tilbage i min krop. Nikolaj gør ikke nogen modstand. Ligger bare der og glor målløst på mig.

  "Hallo, hvad fuck laver du?" spørger han. Han lyder ikke vred, bare sådan forvirret i det. 

  "Hjælper dig ligesom med at være fokuseret!" svarer jeg bare, og min stemme er blevet meget lysere end hvad den plejer. Nu ved han det sikkert. Nu ved han det helt sikkert. Sådan her gør en ven ikke. Nu ved han garanteret, at jeg er glad for ham, og er det på en måde, man altså ikke bare er overfor en, der bare er en ven, men på en måde, der er sådan anderledes og dybere og rødere. 

  Og det er garanteret ikke gengældt.

  Han flirter jo med fucking alle. Det er det, Chelle siger. Og hun har nok ret. Ikke? 

  "Måske burde jeg ... sådan ... tage hjem." Jeg vender mig rundt, og når at sætte mig op, da han griber fat i min albue.

  "Hey, undskyld!" siger han. Jeg vrider hans hånd af mig. Jeg kigger mig ikke tilbage, men jeg rejser mig heller ikke op. Jeg bliver bare siddende. Glor på den lukkede dør ind til værelset, og derefter på julestjernen, der hænger i rødglimtende silkebånd fra loftet, og drejer lidt under tyngdekraftens påvirkning eller sådan noget. Rødt silkebånd. På et drengeværelse. Det hele føles fandeme underligt. 

  Jeg bliver helt drænet, og jeg har ikke rigtig lyst til noget. Jeg har ikke lyst til at sove, jeg har ikke lyst til at græde, jeg har ikke lyst til at gå, jeg har heller ikke lyst til at blive, jeg kan bare sidde og jeg kan bare glo og jeg er en idiot og det er alt, hvad jeg fucking er. 

  "Undskyld!" siger han. Nu sætter han sig op ved siden af mig. Madrassen hopper meget svagt i fjedringen. Jeg kigger ned i gulvet. Noget af mit hår klør mod panden, men jeg gør ikke rigtig noget ved det, for jeg gider ikke. Jeg gider ikke noget som helst. Vil bare sidde.

  "Ska' vi, øh ... gå en tur, eller noget? Jeg skal nok lade telefonen blive." 

  Jeg ryster bare på hovedet. 

   Vi er jo for helvede ikke kærester. 

  Men nu troede jeg måske lidt at ... altså den der måde, hans kinder rødmede og blev sådan virkelig lyserøde ... men det har måske bare været fordi, at det var koldt. Selvom han også kiggede på mig, med de der dybe øjne, men ... 

  "Jeg har bare svært ved ikke at svare folk. Du ved ... jeg er ikke ... ja. Sårn ... Marlene bliver så såret og det, og ... jeg kan ikk' lige magte det." Han lyder meget desperat. Næsten fortvivlet.

  "Okay." 

  Jeg kan ikke rigtig sige andet. 

  Der bliver stille på værelset. Jeg fryser lidt. Han sidder med låret op ad mit lår, og jeg burde få hjertebanken af det, som jeg har gjort alle de andre gange, men det får jeg ikke. Jeg føler mig som en kæmpe idiot. Hvorfor skulle han have følelser for mig? Altså for mig? Jeg burde måske lytte mere til Michelle ... 

  "Mette, jeg kan altså godt lide dig." Hans stemme har dæmpet sig til sådan en lidt blød mumlen. Jeg gnider min hånd op og ned ad armen. Hvorfor er der så koldt? Er radiatoren ikke tændt eller hvad?

   "Undskyld. Er du sur på mig?" 

   Den måde han siger undskyld. Huden på mine arme kildrer. Jeg gnider hånden lidt hurtigere, og ser over på ham. Hans ansigt er ekstremt tæt på mit. Han har sådan et helt bedende udtryk i øjnene, og varmen svulmer op bag mit ansigt, og jeg knuger fast i min arm. Der lugter af vokslys og honning. Hans øjne er sygt tæt på, jeg ved ikke, om det er ubehageligt, og ...

   Kysset varer så hurtigt, at jeg ikke rigtig når at tænke, før det er sket. Han har rykket sin mund de få centimeter længere frem, og så har han kysset mig. Mine fingre summer og jeg stirrer bare på ham og har det som man har det når man er sådan virkelig træt og virkeligheden er helt gennemsigtig. 

   Så kysser jeg ham. Det er ikke som jeg har forestillet mig. Det er bare en våd, svampet blødhed, der klistrer sig til munden. Der er ikke rigtig noget romantisk over det. Bare læber, der suger hinanden fast et par sekunder, og løsner sig igen. Vi kigger på hinanden.

   "Ups," siger han.

  "Ups?" siger jeg.

  "Så fik de andre ret," svarer han. 

  "De andre?" svarer jeg. Mit hjerte tæsker derudaf. Jeg er ikke helt sikker på, at jeg kan lide den følelse. Jeg tror aldrig jeg har prøvet det før. Og mit hoved, det svæver. Virkeligheden er tynd, gennemsigtig. 

  "I at jeg kan lide dig."

  "Åh." 

  Vi stirrer på hinanden. Min pande er glohed. Ligesom luften over et bål. Som hvis jeg har feber. 

  Så er det ham, der kysser mig. 

  Igen bare sådan en kort svampet blødhed. 

  "Same, I guess," siger jeg så. 

  Mine læber er helt døde. Det smager lidt af metal. 

  "Så, øh ... vi, øh ... " begynder han, men han kan ikke rigtig fortsætte. Jeg har aldrig set hans kinder så røde før. 

  "I don't know," siger jeg. Jeg aner ikke hvordan min stemme lyder. Jeg aner ikke engang, om det her er fucking virkeligt. 

   "Så ... er vi venner eller ... ?" 

  "Måske. Det ved jeg ikke." Lortesvar, men jeg kan ikke rigtig sige andet. For jeg aner det ikke. Jeg aner ikke noget som helst. 

  "Nåeh." Han klør sig i nakken og kigger ned mod gulvet. Feberheden triller ned i halsen på mig. Virkeligheden er totalt gennemsigtig. Det er jeg også. 

  Stilheden strækker sig og strækker sig og strækker sig, indtil den også bliver gennemsigtig. 

  "Så du vil ... du vil ikke være, du ved?" spørger han så. 

  Mit hjerte er ved at banke hul i brystkassen.

  "Øh. Måske. Ved ikke. Vil du?" siger jeg bare, hult. 

  "Måske?" svarer han, igen med den bløde mumlen. 

  "Okay." 

   Vi bliver stille igen. Jeg kigger over til døren. Julestjernen drejer stadig. Men den er der ikke. Der er ikke noget der er her. Jeg er heller ikke. 

   "Vil du gå en tur?" spørger han så. 

  "Det ved jeg ikke."

  Der er fandeme meget, jeg ikke ved. Især lige nu. Jeg ved bare at mit ansigt er pisse varmt og mit hjerte skaber sig. 

  "Hvornår skal vi spise?" spørger jeg, selvom jeg overhovedet ikke er sulten. Jeg er ikke engang sikker på, at min mave er der. 

  "Om en time, tror jeg."

  "Okay." 

  Så læner jeg mig frem, og kysser ham, og denne gang forsvinder jeg i det, jeg smelter, og bliver til en grød, der sluges ind i sumpede læber, som er bløde og dybe og uendelige. 

    

   

  

  

    

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...