Selfiebørn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 nov. 2017
  • Opdateret: 15 feb. 2018
  • Status: Igang
Mette Thybo bor i Skive. Hun er 16 år gammel. Hun lever for memes, snapchat og der findes heller ikke noget bedre end instagramfiltre. Mange filtre. Selvom #nofilter nogengange er at foretrække, hvis altså bare lige lyset falder rigtigt. Søde fyre på tinder er også meget spændende, selvom hun er for ung til tinder. Niels Ejbo fra Aakjærskolen er fjorten år gammel. Han kan godt lide Nadja omme fra 8.c. Han er nok bare ikke sådan rigtigø god nok til at snakke med hende. Han er måske ikke sådan god nok i det hele taget. Men så er der den her meget sjove internetgruppe, “Skives Bedste Patter”, hvor det handler om at få likes på billeder, man har taget af pigers bryster, og den med flest likes vinder, og der kan han pludselig være god nok. // Bidrag til Mirror Mirror konkurrencen nr. 2, sociale medier. // Indeholder groft sprog, realistiske voldsscener, samt scener omkring psykologisk misbrug, der kan vække anstød eller triggers. //

31Likes
199Kommentarer
14090Visninger
AA

31. (30)

Trætheden har bidt sig vej helt ind til  skelettet, da jeg klokken halv otte træder ind på værelset, og jeg har hovedpine, men jeg ved ikke om det er fordi at dagen har været lang, eller om det er fordi jeg bliver konstant ved med at tænke på det hvide glimt i går aftes. 

  Jeg spurgte en af de andre i Matas, hvor jeg arbejder, om hun havde set et glimt over Skive, og jeg vidste egentlig godt, hvad svaret var, men det begyndte alligevel at klø sådan virkelig ubehageligt i det nederste af nakken, da hun rystede på hovedet og sagde, at hun ikke havde lagt mærke til noget. Det begyndte også at gøre ondt i maven, og jeg følte mig også pludselig meget tung i armene. 

  Der er ikke nogen, der har set noget.

  Der er kun mig.

  Men hvad med Nadja?

   Den der knoglehvide, skeletagtige glimten er altså ikke til at tage fejl af. Det er det samme glimt, som mit telefonkamera udsender, når jeg har blitzen sat til. Jeg testede det selv i Matas under en af mine pauser. Gik ud på toilettet, slukkede lyset og tog et billede. Glimtet, der i et kort milisekund kastede lange, smeltede skygger ud på de hvide flisevægge, var nøjagtig den samme type, som det, jeg oplevede i går aftes. 

   Fuldstændig det samme.

    Jeg fik kvalme, og havde ikke rigtig lyst til at spise noget, og det har jeg stadigvæk ikke.

   Det kan bare have været en eller anden ledning ude langs skinnerne, der måske sprang eller kortsluttede. Men så ville togene ikke køre. Og Arriva-toget, der sejlede forbi mod Struer ude foran vinduet i morges, da jeg vågnede, kørte helt fint. Så det er heller ikke en ledning. Det kan kun have været en blitz. Det bliver jeg mere og mere overbevist om, og det gør kvalmen mere grøn og får den til at vokse som klistret, tyk slim i toppen af spiserøret. 

   Det er nok også det, der fremkalder den her intense, strammende, tunge hovedpine. 

   Men hvem fanden vil tage et billede?

   Jeg slynger min taske fra mig, så snart jeg er trådt ind på værelset. Gardinet er oppe. Der er frit udsyn til mørket. Jeg plejer at elske det mørke. Den måde, det presser ind på vinduet, og den måde, man nogen gange kan se et tog glide afsted ude på jernbanen som en lysende orm. Og når man slukker lyset, og kan se udover moseengen, og se lidt af lyspletterne fra Egerises nordlige kant. Men nu kan jeg ikke lide det. Nu kan jeg overhovedet ikke lide det, for derude, i det der tætte sorte tæppe, som kvæler det ydre af ruden, er der øjne. Der er mange øjne. Øjne, der stirrer, og øjne, som ... 

   Blitzen. Der glimter over væggen på mit værelse. 

   Jeg går hen til vinduet og ruller gardinet for med det samme.  

  Er det bare mig, der er paranoid? Altså hvem fanden skulle helt ærligt stå derude og tage et billede af mig? 

  En mærkelig, hul fornemmelse fylder brystkassen. Jeg vender mig om og går tilbage mod sengen og min taske. 

  Jeg plejer ikke at have gardinet for. Jeg plejer aldrig at have gardinet for. 

  Jeg når hen til sengen, da det banker på min ikke-helt-lukkede dør. Jeg løfter hovedet. Far træder ind. Han har et lidt kækt smil på. Det giver dybe furer omkring hans øjne. De små, lyse hårstubbe på hans kronragede hoved glimter svagt sølv i værelseslyset. 

  "Velkommen hjem."

  Far arbejder i politiet. Den mest oplagte person at sige det til, vil vel være ham. Men sige hvad? Ja, hej far, øh, jeg så et mystisk glimt udenfor mit vindue i går, jeg tror faktisk det var et kamera, og jeg har fucking noia på, og ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv. 

  Hvis jeg var min far, og hørte min datter plapre om sådan noget, ville jeg helt klart tro, at hun havde mistet forstanden. Sådan helt. 

  Men altså ... man har jo hørt om sådan nogen ting ... sådan med nøgenbilleder og intimbilleder på nettet og sådan ... så ... måske ...

  Istedet smiler jeg. Jeg er pludselig meget træt. Rigtig træt. Træt på en tung måde, der tilslører min hjerne og brænder mine øjne og tvinger mig til at sætte mig ned på sengekanten, for at benene ikke skal bukke sammen under mig. "Hey, far," siger jeg. 

  Han læner skulderen mod dørkarmen. Han har hænderne i lommerne. Det kække smil forsvinder ikke. Det begynder at kradse mod baghovedet igen.

  Hvad nu hvis den, der tog et billede i går

  (altså hvis han tog et billede, Mette)

   vender tilbage igen i dag? Hvad nu hvis han står udenfor vinduet lige nu, og prøver at kigge ind? Hvad nu hvis han rent faktisk står derude, med håndfladerne presset mod glasset, på sådan en klam og uhyggelig måde, der minder lidt om gyserfilm? 

  Nej, hvad fanden tænker du på, Mette. Hvem skulle være derude?

  Jeg har lige pludselig ikke lyst til at være sammen med nogen andre end Chelle. Gode dejlige Chelle. Chelle, som ... jeg er ikke engang sikker på, at jeg virkelig er sur på hende. Okay, hun kaldte mig en luder, men hun har vel en pointe et eller andet sted, altså, at det ikke er fair af mig, at jeg bare glemmer hende totalt, fordi jeg har fået noget at drikke, vel? 

  Og lige nu tror jeg ikke der er nogen andre, jeg sådan virkelig vil kunne snakke med om det her. 

  Nu er det ikke legehuset med sandkagerne i vindueskarmen, jeg tænker på. Nu er det hendes værelse med himmelsengen og væggen, hvor der er skrevet talrige proklamationer fra ligeså talrige gæster, som om værelset er en gæstebog. Et af stederne står der "PIKKEMANDEN VAR HER." Det er Patrick fra Aakjær. Han går ovre på Handelsskolen nu. Ingen af os snakker med ham mere, men Michelle havde det vildeste crush på ham i ottende klasse. Jeg forstod ikke dengang, præcis hvorfor, og det gør jeg stadigvæk ikke, for han var lidt en taber. Jeg var sikker på, at han en dag ville gøre hende skide ked af det, fordi sådan en type var han bare. Det kom jeg op at skændes med hende over, selvom jeg endte med at få ret. Hun græd i flere dage, hvor vi sad sammen, med Ben & Jerry's, og holdte Disney-maraton. Det er to år siden nu. Det skænderi, vi havde dengang, medførte, at vi ikke snakkede sammen i en uge, men vi endte med at snakke sammen. Og nu får jeg rigtig ondt. Ikke i maven, men mere bare sådan - Over det hele. I lårerne, i tarmene, i hovedet. 

  Michelle kan jeg snakke med om det her. Hun er måske den eneste, et eller andet sted, er hun ikke? 

  Men hun kaldte mig en luder.

  Jeg fornemmer igen hvordan den lidt kølige håndflade aer mig blidt op ad låret, så kuldegysningerne gør min hud stram og får små hår langs mine arme til at stritte lige op. Jeg ser også et glimt af svedige kinder og høre høje støn, og derefter husker jeg en sort bølge af ufortyndet skam, som gjorde mine muskler gelébløde. 

  Far rynker brynene lidt. Jeg har fået at vide, at den måde, jeg rynker brynene, og den måde, far gør det, er fuldstændig identisk. Når han rynker brynene, får han lidt sådan et wifi-signal i panden. Sådan bølger, der nærmest breder sig udad i muslingeformation, eller som en vifte. Det gør jeg også. 

  "Du ser træt ud, Mette?" 

  Jeg trækker lidt på skulderen. Skuler hen mod gardinet, imens jeg klør mig i nakken. 

  "Tjah," svarer jeg bare. 

  Tomheden i mit bryst er virkelig dyb. En hul, livløs grotte, der bare strækker sig uendeligt.

  Michelle sidder ved siden af mig, med ryggen mod væggen, hvor Patricks store, sorte, fede skrift siger PIKKEMANDEN VAR HER. Hun tuder. Hendes ansigt er en rød, opsvulmet ballon. 

  Jeg tænker på de sorte mascarafingre, der smelter fra hendes øjne.

  En luder.

  "Men nu skal du ikke blive så træt, at du glemmer den tjans, du har for her i aften." 

   For helvede. Rengøringen.

  "Nej, nej. Jeg har ikke glemt noget." 

  "Det var godt. Har du lektier for?" 

  Jeg holder hånden på nakken. Mine tindinger dunker. Lidt ligesom de gjorde, da jeg vågnede op med tømmermænd hjemme hos Jonas i lørdags. Kamerablitzen gennem vinduet. Det var en kamerablitz. Jeg bliver mere og mere sikker. Jeg har lyst til at græde. Bare sådan lidt.

  "Altså, har en engelskaflevering til i morgen." 

   Han nikker. "Så må du stå lidt tidligere op, så du kan få den lavet."

  "Far, behøver jeg?" 

  "Ja. Det gør du. Sådan er aftalen. Hele resten af ugen." 

   Jeg presser læberne sammen, men siger ikke noget.

  Kamerablitzen bliver ved med at hjemsøge mig. 

  "Men godt at du er kommet godt hjem," siger far så, og vender sig rundt. 

  Jeg er nødt til at spørge ham. Nødt til at være sikker.

  "Far?" 

  "Ja?" Han drejer sig om, og træder tilbage under dørkarmen. 

  "Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal spørge om det her. Det lyder weird."

  Han rynker igen brynene, så hans pande bliver et wifi-symbol. "Du ved jo ikke, om det lyder "weird", før du har spurgt om det, vel?" 

   Det har han en pointe i.

  Jeg tager en dyb indånding. Jeg holder stadigvæk hånden mod min nakke. 

  "Jeg vil bare spørge om ... om dig og mor, om I, sådan ... så et glimt i går? Altså i går aftes? På cirka det her tidspunkt?" 

  Far ryster på hovedet. "Et glimt?" 

  "Ja, altså, lidt ligesom et lynglimt."

  "Lynglimt?" 

  Jeg nikker.

  "Jamen, Mette, det er november?" 

  Jeg kigger ned mod gulvet. Mine kinder føles varme. Rigtig varme, faktisk. 

  "Nej, det, øh ... nej," svarer far så. "Vi har ikke set noget."

   Varmen i mine kinder fordamper, og bliver istedet til is. Bidende, ondskabsfuld is.

  Jeg tror, at jeg mister noget af farven i mit ansigt, for far spørger mig straks: "Er der noget galt?", og han lyder bekymret.

  Jeg kigger op på ham. Min hånd har ikke forladt nakken på noget tidspunkt. Jeg tvinger et lille smil frem, og ryster svagt på hovedet. "Nej, nej. Har det fint." 

  Far ser lidt skeptisk på mig, men han siger ikke noget.

  "Jeg skal nok få ordnet den rengøring," siger jeg så, i håbet om at det kan få ham til at gå væk.

  På den ene side, så vil jeg gerne fortælle ham det. At jeg oplevede det der glimt. På den anden side ... så ved jeg ikke om jeg tør. Jeg ved faktisk ikke engang, om jeg orker at tænke på det mere. Det har fyldt mit hoved nok for i dag. 

  "Okay. Jamen så ses vi om lidt." Han afslutter med et lidt skævt smil, og fjerner sig fra døren og forsvinder ind i huset.

  Jeg klemmer hånden mod nakken. Metalhjelmen strammer hårdt omkring kraniet, og får mine tindinger til at dunke endnu mere. Jeg glider blikket over til gardinet, som er trukket for vinduet. Der gemmer sig mørke derude. Mørke hvor ...

  Så rejser jeg mig op. Mine kontaktlinser er begyndt at svide, men jeg har ikke lyst til at tage brillerne på. De sidder af helvedes til efter gårsdagens episode. 

  Din fucking lorteluder

  Så rammer en dyb, lammende frygt mig, skyder ind i min mave med ispile. 

  Hvad nu hvis det er hende? Hvad nu hvis det er Alberte fra 3.g? Hvad nu hvis det er Jonas eks? 

  Men hun ved jo ikke engang hvor jeg bor, gør hun?

  Var det fedt, Mette?

  Altså hun kendte jo mit navn ... men det kan være, hun kender navnet fra Jonas.

  Jeg trækker trøjen af, og bevæger mig ud af værelset. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...