Selfiebørn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 nov. 2017
  • Opdateret: 15 feb. 2018
  • Status: Igang
Mette Thybo bor i Skive. Hun er 16 år gammel. Hun lever for memes, snapchat og der findes heller ikke noget bedre end instagramfiltre. Mange filtre. Selvom #nofilter nogengange er at foretrække, hvis altså bare lige lyset falder rigtigt. Søde fyre på tinder er også meget spændende, selvom hun er for ung til tinder. Niels Ejbo fra Aakjærskolen er fjorten år gammel. Han kan godt lide Nadja omme fra 8.c. Han er nok bare ikke sådan rigtigø god nok til at snakke med hende. Han er måske ikke sådan god nok i det hele taget. Men så er der den her meget sjove internetgruppe, “Skives Bedste Patter”, hvor det handler om at få likes på billeder, man har taget af pigers bryster, og den med flest likes vinder, og der kan han pludselig være god nok. // Bidrag til Mirror Mirror konkurrencen nr. 2, sociale medier. // Indeholder groft sprog, realistiske voldsscener, samt scener omkring psykologisk misbrug, der kan vække anstød eller triggers. //

31Likes
196Kommentarer
13869Visninger
AA

28. (27)

Den der paranoide følelse vil bare ikke gå væk, og den gnaver sådan ret kraftigt mod det bagerste af mit kranie. Jeg føler mig nærmest besat af den der hvide blitz. Mathias mener godt nok ikke, at det er et kamera, for hvem i alverden skulle dog tage et billede, og da slet ikke ude fra jernbanen, men hvis ikke det er et lynglimt, og hvis der ikke er nogen andre i Skive, der har opdaget noget, hvad skulle det så ellers være? 

  Men hvem fanden skulle dog tage et billede, og hvorfor? 

   Det giver jo ikke rigtig nogen mening, gør det? 

   Den der paranoia gnaver kraftigere i bagkraniet. Jeg følges med Nadja det meste af vejen op ad Frederiksdals Allé. Det her er en morgen uden regn, men det blæser til gengæld en del. Vi siger ikke så meget til hinanden. Hun er mest begravet med snuden i sin telefon, og det er jeg også lidt, men jeg har også lidt en kold prikken henover min ryg. Altså der er jo ikke nogen efter mig, og det ved jeg godt, men jeg tænker alligevel lidt på manden fra Skive station, og den der klamme, skællede, indtørrede håndflade, der langede og knugede fat om min arm. Af en eller anden grund har jeg lyst til at skrive til Michelle. Jeg når endda så langt som til at åbne messengerindbakken, men så stopper jeg. Jeg er stadigvæk sur på hende, og jeg er stadigvæk såret, er jeg ikke? Nej. Der er ikke nogen grund til at skrive til Michelle.

  Mascarafingre kravler nedad over hvide, sammentrukne kinder.

  Mig og Nadja tager afsked oppe ved kirken. Hun skal fortsætte lige over lyskrydset, og så ligger Aakjærskolen som den første bygning på venstre hånd. Vinduerne er oplyste, så man kan se ind i klasseværelserne. Der er firkantede, hvide lamper henover loftet, og nogle af væggene er multifarvede og fyldt med mærkater og opslagstavler. Jeg bliver mindet lidt om, da jeg selv gik der. Jeg bliver mindet lidt om da hele min årgang rendte rundt på skolen og kastede karameller sidste skoledag inden ferien. Jeg var klædt ud som Sadness fra Inside Out. Sådan med glimmersminke på kinderne og glimmer i håret, som jeg havde farvet sort. Udklædningen var noget, jeg havde besluttet en måned i forvejen, før ... 

  Jeg kaster en bog og jeg skriger og de salte tårer stikker mig på tungespidsen.

  Det kom til at passe perfekt til mit humør den dag, selvom det nok mest var et tilfælde. Det passede til mit humør, uhyggelig godt, men jeg gik alligevel og smilte og lavede sjov og grinte, og vi sang sange og kastede karameller og alt var en fest, fordi ingen af os vidste, at folkeskolen er det rene vand til sammenligning med gymnasiet. Alt var en fest. Når jeg altså ikke lige gik ud på toilettet, hvor jeg satte mig og græd og græd, indtil jeg fik ondt i halsen. Det ødelagde noget af min mascara, men jeg havde ekstra med, netop alene af dén årsag. 

  En nøgen krop. Men den her gang er det en andens, men det er ikke Jonas'. 

  Den hvide blitz gennem vinduet, som Mathias ikke mener er et kamera, selvom jeg bliver mere og mere overbevist om, at det er. Jeg forstår det ikke, for det er aldrig sket før. Jeg har aldrig før rigtig haft nogen grund til at trække gardinerne for mit vindue, fordi der alligevel aldrig er nogen, der kan kigge ind. Måske bortset fra togpassagerer, når toget til og fra Struer kommer kværnende forbi ude på sporet, men det går nok alligevel så stærkt - uanset om det er Arriva eller DSB -, at ingen af dem rigtig lægger mærke til, hvad der foregår på mit værelse. Det hele har føltes så frit. Der har jo aldrig været noget at bekymre sig om. Aldrig nogensinde. 

  Men måske er det det, som er farligt? Når man bliver så vant til, at der aldrig sker noget, at man nærmest lulles i søvn af det komfortable, og ikke når at reagere, før det værste allerede er sket.

  Men slap nu af, Mette. Du ved jo ikke om det var et kamera. Det kan også have været en komet eller en lommelygte fra en eller anden der rendte rundt ude i mosen.

  Haha. En komet.

  Tror du helt ærligt selv på den? Hvis en komet glimter, er det fordi den eksploderer et sted i atmosfæren, ligesom det der skete i Rusland for noget tid siden, og når det sker, så kan man høre det. Et højt brag, der smadrer vinduer. 

  Så nej, Mette. Det er ikke en komet. 

  Jeg tager Glattrup-bussen fra Posthustorvet som jeg plejer. De er nået lidt længere med skøjtebanen, og har efterhånden fået sat de der trægærder op.

  Jeg tænker igen på Nikolajs hånd, der trækker mig henover isen, og den måde, vi kigger på hinanden, lige inden ...

  Og så bliver jeg paranoid igen.

  Hvad fanden kan det have været, udover et kamera? Det kan sgu da ikke have været andet end et kamera? 

  Mit baghoved gnaver. 

  Der er ligeså mange med bussen i dag, og det er en mur af støj og larm, som bare summer overalt. Signe sidder lidt længere oppe i dag. Jeg tjekker ind med rejsekortet, og det giver sådan en lidt skinger bimlen, og skærmen fortæller mig, at min saldo er lav. Fuck det. Jeg har andre ting at bekymre mig over.

  Hun sidder faktisk lige over midtertrinnet, og ude til venstre. Hun har en vinduesplads. Hendes knæ peger ind på den der lille skillevæg af plexiglas, der adskiller bussens hævede sektion fra den sænkede. Tjek Ud terminalen lyser blåt, som et stort rundt øje, ligesom på stationen.

  Et skarphvidt glimt gennem vinduet. 

  Det klør i nakken.

  Jeg sætter kursen direkte op mod Signe. Hun har stillet sin poseagtige Day-taske på det venstre sæde, næsten som om hun har reserveret pladsen, og som om den er reserveret til mig. Jeg stopper ved siden af hende.

  "Hey," siger jeg. 

  Signe kigger op. Hun har en oversize cardigan på, og sorte jeans og nike-sko. Det er nøjagtigt den samme type nike-sko som dem, jeg selv har på, og hende og jeg har også fuldstændig samme fodstørrelse. Det har vi begge to fundet ret grineren. Det har dog også givet anledning til uheld i idrætstimen, hvor skoene er blevet forbyttet. Det er heller ikke nemt, når de har samme farve. 

  Hun smiler, og trækker sin ene øreprop ud. "Dav!" siger hun, griber day-tasken - den er knald lyserød - og trækker den ned for sine fødder, så jeg kan sidde ned. Jeg når at sætte mig, inden bussen rykker i gang og kører fra Posthustorvet. 

  Min nakke kradser. Det samme gør bagkraniet.

  "Signe, må jeg ikke godt spørge dig om noget?" siger jeg så.

  "Øh, jo, det må du vel gerne?" siger hun, med et lidt forvirret smil.

  Jeg tænker lidt over, hvordan fanden jeg skal sige det, uden at få det til at lyde halvvejs sindssygt. 

   Så siger jeg det.

  "Du har heller ikke, øh ... oplevet sådan noget sygt mærkeligt i går aftes?" 

  "Mærkeligt? Hvad mener du?"

   "Altså, så'n ... et glimt eller sådan. Lidt ligesom et lynglimt, men mere blitzagtig, ish."  

  Signe ryster på hovedet. Min mave synker. Ret langt ned, faktisk.

  "Nej?" 

  "Nå, okay," svarer jeg, og kigger ligefrem. Vi holder for rødt ved Søndre Boulevard. Ude mod højre gløder McDonald's gule mågeikon gennem morgenmørket. 

  "Er der noget galt?" spørger hun, og jeg kigger på hende, og prøver at smile, men ved ikke helt om det lykkes særlig godt.

  "Naj, ikke sådan ... altså ... jeg så bare det her glimt i går. Det mindede mig lidt om en kamerablitz, udenfor mit værelse, men ... det er sikkert ikke noget." 

  Manden griber fat i mit håndled, og hans hud er tør og skællet og klam. 

  Signe kigger på mig, og hun ser bekymret ud, og det kan jeg slet ikke lide, og det forstærker bare paranoiaens gnaven. 

  Bussen sætter igang igen, krydser Søndre Boulevard og Ågade og fortsætter ligeud. 

  "Det lyder altså også pænt weird," siger hun.

  Jeg knuger lidt hårdere fat om toppen af glasbarrieren, og smiler stort og bredt og med alle tænderne fremme, og det ser helt sikkert vanvittigt kunstigt ud. "Ja, men, som sagt, det er nok ikke noget." 

  Og da slet ikke et kamera. Du overtænker tingene, Mette. 

  Ikke? 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...