Selfiebørn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 nov. 2017
  • Opdateret: 15 feb. 2018
  • Status: Igang
Mette Thybo bor i Skive. Hun er 16 år gammel. Hun lever for memes, snapchat og der findes heller ikke noget bedre end instagramfiltre. Mange filtre. Selvom #nofilter nogengange er at foretrække, hvis altså bare lige lyset falder rigtigt. Søde fyre på tinder er også meget spændende, selvom hun er for ung til tinder. Niels Ejbo fra Aakjærskolen er fjorten år gammel. Han kan godt lide Nadja omme fra 8.c. Han er nok bare ikke sådan rigtigø god nok til at snakke med hende. Han er måske ikke sådan god nok i det hele taget. Men så er der den her meget sjove internetgruppe, “Skives Bedste Patter”, hvor det handler om at få likes på billeder, man har taget af pigers bryster, og den med flest likes vinder, og der kan han pludselig være god nok. // Bidrag til Mirror Mirror konkurrencen nr. 2, sociale medier. // Indeholder groft sprog, realistiske voldsscener, samt scener omkring psykologisk misbrug, der kan vække anstød eller triggers. //

31Likes
196Kommentarer
13891Visninger
AA

27. (26)

December måned. Sidste år. Vi er på Posthustorvet. Det er skide koldt, og kulden bider igennem mine tynde, sorte stofhandsker, og jeg ved ikke engang hvorfor jeg har dem, for de er ikke særlig effektive. Mine ånde bliver til damp. Klokken er 15. Det er dagens sidste skoletime, men vores engelsklærer er temmelig chill, og har foreslået, at vi alle skulle tage ned på skøjtebanen og nyde decemberstemningen. Skøjtebanen har udsigt direkte til gågaden på den anden side ad vejen. Gågaden er overhængt med guirlander af pyntegran, og der er julestjerner, der lyser blegt i eftermiddagslyset. En skurrende lyd af de der metalskinner på undersiden af skøjterne glider over den kunstige is. 

   Jeg sidder på trægærdet, med ryggen mod lyskrydset ved Reberbanen. Jeg er iført min lange vinterjakke, der glider under min røv som en varmepude. Mine jeans er stramme og blå. Jeg hviler skøjtehælen mod isen. 

   Jeg har mine nye kontaktlinser på. Jeg skal stadigvæk vænne mig lidt til at gå med dem, for de gør hurtigt mine øjne tørre. Drengen med de store fregner sidder ved siden af mig. Han har sort tophue på. Hvide dampskyer puffer ud fra læberne. Resten af vores klasse skøjter rundt foran os, men vi skøjter ikke. Vi sidder bare.

   Jeg drejer hovedet over til ham.

   "Nikolaj, ved du hvem du ligner med den hue?" 

   Han kigger over på mig. De fine fregner mod den blege hud er virkelig smukke. Han har bløde huller i kinderne. Han har telefonen i den ene hånd. Han vrider hænderne en anelse udad, for at vise, at han ikke aner, hvad fanden jeg snakker om. Huen slutter tæt nedover ørerne, og den er blød og så er den ligeså sort som mine alt for tynde handsker. 

   Jeg har lyst til at grine.

   "Isak, for helvedet! Fra Skam!" 

  Han ruller øjne, ryster på hovedet og kigger tilbage på telefonen. "Du seriøst for obsessed med det lort." 

  "Undskyld mig?" Jeg føler mig lidt som hende Noora, da jeg siger det. Jeg tænker på fiskekage scenen. Eskild, har jeg lyst til at råbe, de er mine fiskekaker! Istedet hæver jeg bare brynene så højt, de kan komme. "Dissede du lige min yndlingsserie? Hvad fuck er du for en drittsekk!

  "Hold nu din kæft, altså," siger Nikolaj, men han smiler. "Du ved jeg ikke er med på det der. Jeg ser det ikke engang."

  "Det er en kæmpe fail!" Jeg puffer til ham med skulderen. Han rykker overkroppen en anelse til side, og smilet bliver bredere, og kinderne mere hule. "Alle skal se Skam. Alle. Og du vil ku' lide Isak. Han er ret lækker." 

 Hans kinder bliver øjeblikkeligt røde, sådan virkelig meget, og hold kæft det er cute. Jeg tror ikke der findes noget bedre i hele verden, end en dreng, og især en dreng som Nikolaj, der rødmer. Og når han rødmer, så skutter han sig også lidt, sådan ligesom hvis han fryser, og ruller skuldrene op. Nogen gange, så er det bare de bittesmå ting, der gør hele forskellen, ikke? De der små vaner, der virker ubetydelige, og som folk ikke engang gør bevidst, men som bliver altafgørende for, hvad man tænker om dem. 

   "Hvad laver du?" spørger jeg ham så. 

  "Snapper," svarer han. 

  Jeg kroger min arm forsigtigt ind i hans. Han gør ikke nogen modstand. Jeg føler, at jeg kan smelte igennem skøjtebanen, og bare blive til vand, der flyder helt krystalklart rundt gennem honningsmagende grotter. 

  "Med hvem?" 

  "Marlene." 

  Hans tommelfinger laver stepdans mod skærmen. Så sender han. 

  "Jamen er hun ikke hernede?" 

  "Jo, men nogen gange snapper vi hinanden, selvom vi er det samme sted. Det ved jeg ikke. Det er bare sådan en thing, vi har." 

  Jeg aner ikke hvorfor, eller jo, det er løgn, jeg ved det måske godt, men det syder i mine kinder. "Hun er lun på dig," svarer jeg bare. Jeg har lyst til at fjerne min arm fra hans næsten med det samme, men holder den alligevel fast, selvom det hele føles sådan lidt visnet. 

  Han glider telefonen i lommen, og kigger på mig. "Ej. Det er lidt langt ude."

  "Jeg er en pige, Nikolaj, og vi ved sådan noget. Hun er totalt skudt i dig." 

  "Nå, men too bad, for jeg er ikke skudt i hende. Hun er bare en ven," svarer han roligt, og smiler. 

  Det letter lidt på den der sydende varme i ansigtet. "Nå. Okay så. Hvorfor er du venner med hende?" 

  "Hvorfor ikke?" 

  Jeg trækker på skulderen, og kigger ud på skøjtebanen. Sorte jakker, grønlige jakker, pelskraver og pelsløse kraver, langt hår, kort hår, huer og vanter, det skurrer hårdt, skurrer af is og metal, og ude bagved gløder julelys pisfarvet i granguirlander. "Jamen, jeg mener, er hun ikke bar' sådan sygt træls?" 

  "Tjoh, eh, altså, det ved jeg ikke. Hvad har du imod hende?" 

  "Øh, hvad er der ikke at have imod hende, spørger jeg bare? Altså hun er for det første pisse flabet. For det andet skal hun altid spille så mega voksen. Hun opfører sig som en på tredive, det er så latterligt. Og så bruger hun et fuckton af makeup, som om hun bare er sådan en liderlig dulle. Og så har hun den der latterlige modeblog. Hun ved jo ikke engang noget om mode?" 

   "Altså hun er ikke verdens kønneste, det giver jeg dig ret i, men så er det da godt, jeg ikke er tiltrukket af hende," svarer han bare. 

  "Goodie!" siger jeg. "Det skal du heller ikke være. Hun er ikke god nok til dig." 

  Han kigger på mig igen. Der er noget virkelig dybt i hans store, grønlige moseøjne. 

  "Du, øhm ... du er lidt sød, når du bliver sådan der, ved du godt det?" 

  "Årh, luk røven!" Jeg hiver min arm til mig, og kigger væk. Mine kinder brænder igen, og de dunker også lidt, og tykke skyer fylder mit hoved, tykke og bløde og uendelige og superlette skyer. 

  Han lægger hånden på min skulder. Jeg kigger ned i den mathvide, kunstige is under os. Jeg smelter. Jeg smelter og bliver til krystalvand, og en grotte buer til alle sider omkring mig, og safirblå og rubinrøde og guldklare glimt af bjergkrystal vinker til mig over det hele, og krystalvandet bliver til en kildrende bæk, der giver liv til høje, paradisgrønne træer. 

  "Jeg kan godt lide dig uden briller," siger han, men han siger det lidt tøvende, og det gør ham på ingen måde mindre cute. 

  "Så jeg er grim med briller, eller hva'?" Jeg siger det drillende, men han tager det åbenbart meget seriøst, for han skynder sig at kigge væk og ned mod skøjtebanens is. 

  "Nej, nej. Nej! Nej! Slet ikke. Du er aldrig grim. Det var ikke, øh ... ikke sårn ment." 

  Jeg griner lidt, men det er sådan en svag form for latter. 

  "Okay, men hvasså?" 

  "Ikke noget." 

  Vi bliver stille. De andre kigger sikkert imod os, og de tænker sikkert deres, og der kommer sikkert til at blive rygter, selvom ingen af os rigtig har sagt noget, og ... altså ... vi er jo bare venner, ham og mig, men ... vi er måske lidt mere, et eller andet sted, tænker jeg, sådan, lige umiddelbart. Der kommer sikkert rygter. Selvom der ikke er sket noget og vi bare sidder og snakker og kigger lidt på hinanden. Men de rygter er jeg egentlig ret fucking ligeglad med. Jeg er fucking ligeglad med alle andre omkring os. Jeg er ligeglad med at den næste episode af Skam ligger og venter på mig derhjemme. Jeg er ligeglad med, at det er juleaften om to uger. Jeg er fucking ligeglad med alt det, der ikke er Nikolaj, og sådan tror jeg aldrig rigtig jeg har haft det før. 

  "Nå, skulle jeg hjælpe dig med at skøjte?" siger han så, og rejser sig op. Han vender sig imod mig, og spærrer min udsigt, men det gør ikke noget. Hans kinder har sådan en rejeagtig nuance af blegrødt. Han rækker en behandsket hånd ned til mig. Det er en stor luffe, der passer mere til et barn, end det passer til en dreng på femten, men jeg elsker det bare. 

  Jeg lægger min hånd ned i hans luffe, og lader ham trække mig op. Jeg har svært ved at holde balancen et par sekunder, men finder den igen. I hvert fald sådan nogenlunde. Han vender sig rundt, og trækker mig med. Jeg holder godt fast i hans greb. Han er så elegant til at skøjte. Det gør ham bare smukkere.

  Seriøst, hvad fuck er der i vejen med mig? Alt kan jo ikke gøre ham smukkere. Vel?

  Vi når et lille stykke ud på skøjtebanen. Jeg synes, at der er ret crowdet, men vi får både plads og albuerum. Han drejer sig imod mig, og han smiler, så hans kinder bliver hule og, sådan, Isak-agtige. Det passer fucking godt til hans regner. Det gør ...

  Tag dig nu lige en lille smule sammen, Mette, ikke?

  Men tiden står stille. Der findes ikke noget. Folk omkring os er bare skygger af en anden verden, uden liv eller sjæl. Det eneste, der sådan virkelig er i live, som sådan virkelig er der, det er mig og ham. Vi er i live. Vi er der. Vi ...

   En hård skurren lyder lige bag mig, og jeg bliver skubbet. Jeg falder forover, skrider på isen og lander på ansigtet og slår fortænderne i det hårde underlag. Ildkugler flyver ind i virkeligheden. Jeg kan høre sådan en knasende lyd, der giver genlyd i mit kranie, og som gør verden gullig og kvalm. 

   Jeg glider mine fingre hen til munden. En døsig tåge har omsluttet mit ansigt. Tårerne stikker i øjnene. 

  "Hvad fuck laver du, Marlene?" udbryder Nikolaj. Jeg kigger svimmelt ud til den ene side. Marlene skøjter baglæns et par meter, og stopper. Hendes ansigt er en voksmaske. Øjnene er bare sten. Brune, dybe, døde sten.

  "Det var et uheld?" siger hun bare. Mit tandkød pulserer helt vanvittigt. Den der blodige metalsmag svulmer i mundhulen. 

  "Et uheld? Det her gjorde du med vilje!" 

  "Okay," siger hun bare. Hendes ansigt bliver nu helt dødt. Hun er bare en robot. Har ikke nogen sjæl.

  Jeg vipper fingrene lidt væk fra munden, kigger ned i den matgrå halvblålige is under mig, og jeg spytter. Lyserødt blodspyt med hvide tandstumper. Jeg begynder at græde. Jeg ved ikke hvorfor jeg græder. Måske fordi det er noget af mine tænder, der ligger dernede, i spyttet. Måske fordi fine, små blodstrømme siver lunt nedover underlæben og pibler fra hagen. Men det får mig til at græde. Nogen hjælper mig op. Nikolaj er den ene af dem.

  "Seriøst, fuck af helvede til!" råber han til Marlene. Jeg kigger over på hende, gennem tåresløret, der er lidt ligesom en matteret bruserniche. 

  Hun stirrer bare fortsat med sit døde lagenansigt.

  "Okay," svarer hun igen. Som om det er det eneste, hun kan sige. Så ser jeg hende vende sig rundt og skøjte langsomt, men mærkværdigt elegant, ned mod den fjerneste afkrog af skøjtebanen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...