Selfiebørn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 nov. 2017
  • Opdateret: 15 feb. 2018
  • Status: Igang
Mette Thybo bor i Skive. Hun er 16 år gammel. Hun lever for memes, snapchat og der findes heller ikke noget bedre end instagramfiltre. Mange filtre. Selvom #nofilter nogengange er at foretrække, hvis altså bare lige lyset falder rigtigt. Søde fyre på tinder er også meget spændende, selvom hun er for ung til tinder. Niels Ejbo fra Aakjærskolen er fjorten år gammel. Han kan godt lide Nadja omme fra 8.c. Han er nok bare ikke sådan rigtigø god nok til at snakke med hende. Han er måske ikke sådan god nok i det hele taget. Men så er der den her meget sjove internetgruppe, “Skives Bedste Patter”, hvor det handler om at få likes på billeder, man har taget af pigers bryster, og den med flest likes vinder, og der kan han pludselig være god nok. // Bidrag til Mirror Mirror konkurrencen nr. 2, sociale medier. // Indeholder groft sprog, realistiske voldsscener, samt scener omkring psykologisk misbrug, der kan vække anstød eller triggers. //

31Likes
196Kommentarer
13813Visninger
AA

24. 23

FREDERIKSDAL ALLE

SKIVE: AFTEN

 

Nadja Thybo bor et lille stykke nede ad Frederiksdal Allé, i en gåafstand fra Frederiksgade på cirka tyve minutter. Men Niels kender en omvej. Den har han benyttet en del her på det seneste, efter mørkets frembrud, når han gerne ville hen til Nadja, men ikke rigtig turde at banke på eller sådan rigtig besøge hende. Det er han jo ikke god nok til, vel? Han er jo

  (en kæmpe taber)

  på ingen måde god nok. 

  Mor sidder op ad væggen, og kigger imod ham med røde, fulde og forgrædte øjne. Han ser også far. Far sidder ned, ligesom mor, men denne gang på en stol. Det er den der stol inde i forsamlingshuset under konfirmationen. Han sidder på stolen, og han glor ligefrem, og hans øjne er tomme og fjerne og han er der ikke sådan rigtig. 

   Den omvej, Niels benytter, får ham også til at tænke på far. Han ser toget, der kværner over sporene, og han hører skriget, han ikke kan lade være med at udsende, selvom det er et skrig, der aldrig vil kunne stoppe virkeligheden, og gnister fyger op fra skinnerne, da toget bremser ned, og der er blodige, savlende, røde klatter malet mod firkantede togruder. Men selvom omvejen får ham til at tænke på

  (FAR NEJ FAR!)

   ulykken, så er der ikke rigtig andre veje, han kan tage, hvor han sikkert og uforstyrret kan kigge ind til Nadja. Og Nadja kan få ham til at glemme, altså bare sådan lidt, så det opvejer det på en måde, og det gør også lidt det hele værd.

  Han svarer hurtigt på et par ligegyldige snaps, og funderer over, hvad Nadjas snapchat er, og om han måske ikke burde gå hen og spørge, om han kan adde hende, så de ligesom ... du ved  ... så de ligesom kan skrive lidt sammen og ...

  (knæet smækker op i hans underliv og han spjætter forover og drengen stirrer på ham med skarpe blå øjne)

  Nej. Dum idé, Niels. Det vil aldrig gå. Vel? Det er du ikke god nok til. 

  Han tager den mørke, lygtefattige vej nede bag kirken, og kommer ned til jernbanestien. Det er hundrede meter fra hans første møde med Nadja i den ene retning, men det også cirka hundrede meter fra ulykken 

   (toget vræler og vræler og vræler)

   i den anden. 400 meter væk, i retning bag ham, ligger stationen, skjult bag en bugtning i jernbanen. Han begynder at gå. Han passerer indgangssignalet, som står ovre på modsatte side ad jernbanesporet. Han skuler lidt til det, og kan faktisk ikke helt lide den måde, det står der og lyser på. Rød og orange, der glor lodret ud mod sporet. Signalet ser vredt ud. Hans albuehuler bliver iskolde, og det kravler og stikker henover skuldrene. 

  Han synes også, at han kan se blod på kædehegnet mellem stien og jernbanen, men det er måske bare indbildning. Han graver hænderne dybere ned i vinterfrakkens lommer og øger farten. Han drejer af fra stien der hvor den deler sig, og den ene sektion leder ad en viadukt henover Frederiksdal Allé, og den anden glider til venstre og mod Resen og under vejen. Han vader gennem bladløs krat og småtræer og når over til jernbanen. Sporet skærer i en bue gennem landskabet på en forhøjning af grå småsten. På den anden side af sporet strækker moseengen sig ud, opslugt i novembermørket. Der er klar himmel. Orion lyser med dens velkendte bælte af tre linjesatte stjerner et lille stykke syd for. Om dagen ville han kunne se Karup Å i samme retning som Orion. Far kunne rigtig godt lide at fiske nede ved åen. Da Niels var yngre, havde far nogen gange taget ham med derned. 

   Ligesom i Gudenåen, kommer der nogen gange laks og havørreder op igennem Karup Å, for at svømme ud i Skivebugten, videre op i Limfjorden og til sidst ud mod Kattegat. Det er noget, der typisk sker på et bestemt tidspunkt hvert forår. Det har han lært af far. Der er et helt særligt sted ved åen stik syd for jernbanen, der er ideelt for ørredfiskeri i april og maj måned. Niels funderer lidt over, om det måske er derfor, at far, han ... 

  Blod på vinduer. 

  Han tvinger sig selv til at tænke på noget andet, og ser istedet Nadjas æblekinder. Hun løber op ved siden af ham. Hendes smil er en engels. Ska' vi løbe om kap?  

   Hans hjerte begynder at banke, men det er ikke ubehageligt. 

   Skinnerne er tomme og øde. Sporet forsvinder uendeligt gennem natten. Han kigger sig over skulderen. To hundrede meter derfra står indgangssignalet til Skive Station. Det lyser ud mod ham. To ondsindede kyklopøjer stillet ovenpå hinanden. Det øverste lyser faretruende rødt. Det nedenunder lyser i en ildevarslende pestorange. De der insektben begynder atter at krable over hans nakke og skuldrer, og han vender sig rundt. Signalet holder vredt øje med ham. Han kan ikke lide det. Han har aldrig kunnet lide det. Måske er signalet hjemsøgt. Hjemsøgt af ...

  Et tog, der vræler. Far, der står nøgen, og kigger mod himlen, og smiler, og løfter armene. 

  Han sætter i bevægelse. Sporet svinger mod venstre forude, og bag svinget er der træer, og gennem træerne lyser vinduer op. Det ligner lidt øjne. Ligesom signallysene bag ham. Han øger farten lidt på sine skridt. Han har ikke lyst til at se sig tilbage. 

  Han går ad sporet nogle minutter. Han har gået her så tit, at han efterhånden ved, hvornår det næste tog kommer, og at toget, der kommer, er et Arriva-tog, og ikke InterCity, for det kører slet ikke på det her tidspunkt, bortset fra i weekenden. Det var også et Arriva-tog, som ... 

  Nej. Tænk på Nadja. Tænk på Nadja, Niels, okay?

  Mor kigger alligevel på ham med sit rødskudte blik. Far løfter snapsglasset, og har tårer i øjnene. Far står også på skinnerne og løfter armene op, lidt som et træs grene. Han står også midt på Frederiksgade, i januarsne, og klæder sig nøgen. 

   Niels stopper ved huset. Han kan kende det på at det er hvidt og har et trekantet tag, og at baghaven støder direkte op til togskinnerne. Der er lidt buskads til at skjule sig i, så han ikke kan blive set indefra, selvom det nok alligevel er for mørkt til, at Nadja vil få øje på ham. 

  Han burde ikke stå og holde øje med hende på den her måde, og det ved han egentlig også godt. Han ved bare ikke, hvad han ellers kan gøre. Han er jo ikke god nok til at snakke med hende. Selvom han virkelig gerne vil. Sådan ekstremt meget. 

  Nadjas værelsesvindue befinder sig mellem ti og tyve meter væk derfra. Han træder væk fra sporet og ind i buskadset, langer fat i en trægren, og bukker sig lidt, indtil han har frit udsyn tværs over haven.

  Nadja sidder i sengen. Det er sådan en seng med et myggenet, der falder over madrassen i et prinsesseslør. Hun har benene bukket under sig som siddepuder. Han elsker, at hun sidder på den måde. Han ved ikke hvorfor, at han elsker det, men det er rigtig smukt, synes han. Hun er rigtig smuk. 

  Hun sidder og glor ned i sin iPad. Han kan se, at hun filer negle. Hun har trådløse hovedtelefoner på. De er lysegrå. Hun har det samme fine pagehår, som hun plejer at have. Hans hjerte banker og hans ben er varm suppe. 

  Hvis han nu bare kunne snakke til hende, ikke? Måske spørge hende, om hun har lyst til at hænge ud en dag. Ikke hjemme ved ham, men måske ... når skøjtebanen nede på Posthustorvet åbner, kan han måske ...

  (jeg smadrer dig for real)

  Nej. Det kan du ikke, Niels, og det ved du godt. Du er en kæmpe taber, og det kan du ikke.

  Så istedet står han bare der og ser på Nadja. En af de første gange, han havde kigget på hende, havde hun stået og mere eller mindre danset til Hailee Steinfeld's You're Such A... , og vinduet havde været åben imens, så han kunne høre alt, hvad der blev sunget. Hun havde stået og viftet lidt med håret. Hendes mund havde bevæget sig til sangen, men han vidste ikke, om hun rent faktisk sang med, eller bare mimede efter. Ligesom smilet, han havde forelsket sig i næsten lige på stedet, gjorde det her blot hans varme følelser endnu dybere og fik det til at kildre over hele kroppen. 

  Det kildrer også nu. Han er forsvundet ind i en tæt, varm sky, og har glemt alt det, der gør ondt. Der findes kun Nadja, og ikke noget som helst andet. Der findes kun ...

  Men så bliver et andet lys tændt, og oversvømmer haven i gult, og den pludselige ændring i omgivelserne får det til at gibbe i Niels. Han trækker sig en anelse tilbage, og det suser i øregangene. Han skuler over mod højre.

  Det er storesøsterens vindue. Han ved ikke, hvad det er hun hedder, men han har set hende et par gange før. Hun har været en enkelt gang på skolen, kan han huske, og hentet Nadja, og så er de gået hjem sammen. Han ser hende træde ind på værelset, og lukke døren i samme bevægelse. Hendes hår er sat op i sådan en bold. Hun løsner håret, og lader det falde, og det er langt og en anelse kruset, meget længere end Nadjas, og også mørkere. Derudover har hun briller, sådan nogen lidt hipsteragtige nogen med kraftig, sort stel. 

  Storesøsteren trækker sin trøje af. Det ligner sådan en butiksuniform. Han kan se noget, der i hvert fald ligner et skilt, lille og rektangulært, være hæftet fast til den ene brystlomme. Hun lægger trøjen på sengen. Hun har en sort T-shirt inde under. Trods afstanden, har Niels ikke noget problem med at se, at T-shirten buler stramt omkring hendes bryster, hvilket tyder på, at de er lidt store i det.

  Han ser igen billedet af hende der den tyveårige pige fra Resen. De spidse bryster med hårlokken imellem. 

   Skives Bedste Patter - damer hver måned, og til enhver smag! Post DIT damebillede, og du får måske et like.

  Han griber om telefonen, endnu før han når at få det tænkt ordentligt igennem, og han har i et kort øjeblik glemt Nadja.

  Storesøsteren krydser armene og hiver T-shirten af sig som det næste. Nu er hun i bar overkrop og bh. Han ser, hvordan hendes bryster hopper og vibrerer til hendes bevægelser, og det tyder på, at de nok er sådan ret fyldige i det.

  Post dit damebillede og du får måske et like.

  Han løfter telefonen og rykker sig bare en anelse tættere på haven. Det er først, da han har storesøsteren i fokus - nu tager hun sgu bh'en af også, hvad fanden! -, at det egentlig går op for ham, hvad han er i gang med, og han tøver.

  Det er forkert at gøre, det her, er det ikke? Altså, hun har jo ikke bedt om at få taget billeder af ... og han er heller ikke helt sikker på, om han har det særlig godt med det her. Og hvad vil Nadja sige, hvis hun nu finder ud af, at han ...

  Men hun har samtidig sådan nogle virkelig pæne bryster, har hun ikke? Han har faktisk aldrig før i sit liv sådan rigtig set nøgne bryster. Ikke udover det der billede inde på siden. Han får en mærkelig følelse i skridtet. Ikke en kløen, men mere sådan en stram, kold fornemmelse, der breder sig ud i hans inderlår. 

  Er det ikke forkert? Er det ikke det?

  Men så tænker han på, hvor mange likes, billedet af hende den anonyme pige fra Resen har fået, og han tænker på alle de likes, han aldrig selv har fået, og han tænker også på, at 

  (du er ikke god nok din taber)

  han ikke kan finde ud af at snakke med Nadja, og ikke rigtig kan finde ud af at blive populær, og egentlig nok i sidste ende ikke kan finde ud af ret meget. Ham drengen

  (smadrer dig for real)

  har jo ret. Han er en taber. 

  Men måske ... måske kan han ... altså bare sådan måske, ikke? Måske kan han gøre noget, der kan gøre ham til en lidt mindre taber ... som ... som måske vil få nogen til at, du ved, anerkende ham ... sådan ... bare en smule. Og der er jo heller ikke nogen, der nogensinde behøver at finde ud af det. Pigerne inde på den side er anonyme, er de ikke? Han skal bare sørge for, at man ikke kan se hendes ansigt, og så går det nok. Nadja finder aldrig ud af det. Det er der ikke nogen der gør. Det sker der ikke noget ved, og det er sådan okay, er det ikke? Altså så længe det ikke skader nogen, og det gør det vel ikke, gør det vel? 

  Storesøsteren står midt på værelset, med bh'en mellem sine fingre, og hun er også midt i fokusset på Niels' iPhone. Han zoomer dog en anelse ind, og rykker sig samtidig længere frem. Det knitrer lidt i buskene, og han stivner. Hverken Nadja eller storesøsteren i værelset ved siden af, reagerer. Han har praktisk talt sin ene fodspids på deres grund. Hans hjerte banker, og tommelfingeren ryster lidt. Han lader det svæve over kamera-ikonet. 

   Han zoomer lidt længere ind, men ikke for meget. 45 %. Billedet må helst ikke blive for uskarpt eller for grynet, og det ved han, at det vil blive, hvis han zoomer meget længere ind. 

   Nadjas storesøster vender sig rundt, mod sengen. Sengen står samme sted på hendes værelse, som den gør på Nadjas. Hun træder frem, og kaster bh'en fra sig, og hendes bryster er helt blottet, kun et kort øjeblik, og han tager et billede. 

   Et hvidt glimt.

   Pis.

   Blitz på.

   "Shit," siger han mellem sammenbidte tænder, og krummer sig sammen, i et forsøg på at skjule sig. Han kigger over mod vinduerne. Nadja har rynket panden, og skuler lidt undrende rundt. Der går ikke ret længe, før hun vender hovedet tilbage mod iPadden og atter forsvinder i den digitale verden. 

   Sveden, der klistrer mellem Niels' fingre, er vammel. 

   Han slår blitzen fra telefonen, og vifter øjnene tilbage mod Nadjas storesøster i det andet værelse.  Hun kigger også rundt, og det slår ham, og skræmmer ham, hvor meget det udtryk, hun har i ansigtet, ligner Nadjas. Måske går Nadja ikke med briller, og måske har Nadja ikke hår, der er så mørkeblondt, at det næsten er brunt, og som er langt og halvkrøllet. Men nu kan han tydeligt se, at de er søstre. 

  Hans pande begynder også at blive klistret, og damp snor sig ud af munden på ham i takt til hans vejrtrækninger. Storesøsteren står længe på værelset og kigger rundt med den der Nadja-agtige undren, der vrider hans mave sammen i en hul, kvalm fornemmelse. Så træder hun væk fra sengen og mod vinduet. Niels trækker sig en anelse længere tilbage i buskadset. Hans læber er presset hårdt sammen. Hun åbner vinduet. Han krymper sig lidt mere. Hun stikker hovedet ud, og kigger rundt. Så trækker hun sig tilbage og lukker ruden til igen. Har hun set ham? Det ser ikke sådan ud.

  Hun drejer sig rundt, mod højre, går et par skridt, løfter blikket og rækker armen i vejret.

  Han ved med det samme, hvad det er, hun vil til at gøre. Han ser snoren, en lille, sort, næsten usynlig streg ude til højre.

  Han skynder sig at løfte telefonen og zoome ind. Hendes bryster er blottet, og de er i fokus, og de er i front. 

   Han tager et billede. Denne gang er det uden blitz.

  Han tager endnu et. Han tager endnu et. Og ...

  Gardinet ruller ned. Det er en stofvæg af blåsort, der afskærer ham fra storesøsterens værelse. Han sænker telefonen. Kulden har fået hans knoer til at dunke, og forvandlet hans fingre til stive glasskår. Munden er tørret ind, og han har det som om, at tungen er forsvundet. 

  Han skuler mod Nadjas værelse. En firkant af lys, der som et øje glor ud til ham gennem aftenmørket. Nadja sidder stadigvæk med benene under sig som siddepuder. Hun har øretelefonerne på, og glor fortsat ned i skærmen.

  Måske er det på tide at forsvinde. Han kan se billederne igennem, når han kommer hjem.

  Men ... altså ... han burde ikke gøre det her. Det burde han nok ikke, vel?

  Post DIT damebillede, og du får måske et like!

   (ikke god nok Niels du er ikke god nok)

   Han træffer sin beslutning, rejser sig op, glider telefonen ned i lommen på vinterjakken, og trækker sig væk fra buskadset. Han går med hurtige skridt tilbage ad sporet. 

  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...