Selfiebørn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 nov. 2017
  • Opdateret: 15 feb. 2018
  • Status: Igang
Mette Thybo bor i Skive. Hun er 16 år gammel. Hun lever for memes, snapchat og der findes heller ikke noget bedre end instagramfiltre. Mange filtre. Selvom #nofilter nogengange er at foretrække, hvis altså bare lige lyset falder rigtigt. Søde fyre på tinder er også meget spændende, selvom hun er for ung til tinder. Niels Ejbo fra Aakjærskolen er fjorten år gammel. Han kan godt lide Nadja omme fra 8.c. Han er nok bare ikke sådan rigtigø god nok til at snakke med hende. Han er måske ikke sådan god nok i det hele taget. Men så er der den her meget sjove internetgruppe, “Skives Bedste Patter”, hvor det handler om at få likes på billeder, man har taget af pigers bryster, og den med flest likes vinder, og der kan han pludselig være god nok. // Bidrag til Mirror Mirror konkurrencen nr. 2, sociale medier. // Indeholder groft sprog, realistiske voldsscener, samt scener omkring psykologisk misbrug, der kan vække anstød eller triggers. //

31Likes
199Kommentarer
14191Visninger
AA

18. 17

AAKJÆRSKOLEN

SKIVE MIDTBY: FORMIDDAG

 

Tag dig sammen Niels, tænker han. Du kan godt, okay? Du 

  (er ikke god nok)

   kan godt. 

  Nadja sidder i sofaen lidt længere forude. Hun sidder og snakker med sine veninder. Han kan høre høje, lidt skingre, grin. Den ene ørering glitrer. 

  Han retter blikket fra sofagruppen og mod biblioteksarealet. Vinduerne på den smalle gang forude vender i den ene side mod skolegården, og i den anden vender de ud til Asylgade og Møllegade og over mod Fakta. Han kigger tilbage til Nadja. Hun griner igen. Ligesom til Aakjærfesten, er hendes kinder røde og opsvulmede og lidt som nyplukkede, blanke æbler. 

  Han tænker lidt på det første møde. Det var under skolernes motionsløb lige inden efterårsferien. Turen gik ned til jernbanestien, og ad den mod Resen. Selvom han er vant til at løbe, og også var det dengang, endte han alligevel med at gå. Han tog det ikke så seriøst. Det var der ikke så mange der gjorde, og dem der gjorde, de grinte bare ad ham. 

  Han kunne ikke lide, da de gik langs skinnerne. Heller ikke selvom der var hegn for. Det var meget tæt på indgangssignalet til stationen, det der med de fire lodrette lys, at 

  (blodet maler de store kvadratvinduer totalt røde)

  ulykken var sket. Meget tæt på, hvor de lige nu gik. Han syntes at han kunne høre et toghorn vræle, selvom sporet var øde og det ensomme signal kun lyste gult og rødt. Men det tudede. Det tudede og vrælede og ... 

  Så stødte han ind i Nadja. "Skal du ikke løbe?" spurgte hun ham, da hun kom luntende forbi, så gruset knasede under hende. Der gik en elevflok tyve meter længere foran og et stykke bag ham. Han gik alene for sig selv. Hendes kinder var endnu rødere nu, end de normalt er, fordi hun var i bevægelse. Det var smilet, det brede smil der gled hendes øjne sammen, han forelskede sig i. Lige på stedet, faktisk. 

  "Kom nu, det er mega sjov'!!" siger hun. "Vi ka' løbe om kap, hva' sir' du? Kom nu!" 

  "Øh," svarede han bare, fordi han ikke helt kunne få blikket væk fra smilet, eller fra de der blå himmeløjne, eller i det hele taget fra hende. 

  Hun mistede lidt tålmodigheden, og sukkede højt, så han kunne høre det, hvilket sikkert også havde været formålet. "Altså, hvis du har tænkt dig at være kedelig, kan jeg bare spørge en anden."

  "Øh, nej nej. Jo, ja ... jeg vil gerne løbe om kap." 

  "Okay, nice! Hvad hedder du?" 

  "Niels."

  Det fik hende til at smile endnu kraftigere. Hans hjerte slog flere slag over. 

  "Fuck hvor grineren! Det hedder min far ogs'!" Hun rakte ham en hånd. "Jeg hedder Nadja Thybo."

   "Hej."

   "Klar til at løbe?" sagde hun så.

   Han nikkede. "Ja, øh, det er jeg."  

   Og så talte hun ned, og så løb hun som den første, og han spænede efter hende, og han blev virkelig overrasket over, hvor hurtigt, hun kunne løbe. 

  Nadja griner i sofaen. Han knuger hænderne 

  (du skal holde dig fra hende!) 

  sammen, og tager en beslutning.

   Han kan godt det her. Det kan han godt. Han er

   (en kæmpe taber)

  god nok til det her, og han kan godt. Hun har jo ikke noget imod ham, vel? Det er jo heller ikke fordi, de har snakket så meget sammen. 

  Han tager en dyb indånding, og så træder han frem imod hende. Hjertet begynder at banke virkelig kraftigt nu, banke og banke og banke, men han kan godt, det kan han godt, det skal han, også selvom hans håndflader bliver lumre og varme og alt for klistret. 

  Han når hen til sofagruppen. Nu er det ikke kun håndfladerne, som er varme. Nu er hans hals og ansigt også. Varme, dampende kogeplader.

  "Øh, hej, Nadja!"

  Talen forstummer, og hun kigger imod ham. Hun smiler. "Åh. Hej, Niels." 

   Han åbner munden for at sige noget, men han aner ikke, hvad han skal sige. Hans ansigt er virkelig varmt. Det brænder. 

  Fuck. 

   FUCK!

   Varmen bliver til en kriblen. Han åbner munden igen, for at sige noget. "Øhm." Men han kan ikke. Han aner ikke hvad han skal sige 

  (ikke god nok)

  og han kan ikke. 

  Istedet vender han sig rundt, og den der kampesten i maven er vendt tilbage, og han går med hastige skridt tilbage den vej, han var kommet. Han hører nogle piger grine. Ingen af dem lyder som Nadja, men det gør det ikke mindre ubehageligt. Han øger farten. 

  Nogen støder ind i ham med skulderen. Hårdt. Han bliver nærmest vredet ud til den ene side. Han ser gerningspersonen. Det er ham den lyshårede, ham som 

  (du er ikke go' nok til hende!)

   fik Nadja til at grine, der til Aakjærfesten, og som gled hånden nedover hendes ene skulder, og som havde det kolde og hårde blik. Han har det samme blik nu, som han kigger sig tilbage over skulderen og imod ham. Isen breder sig ud i Niels brystkasse, og han svinger omkring, øger farten på sine skridt og fortsætter hastigt derfra. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...