Selfiebørn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 nov. 2017
  • Opdateret: 15 feb. 2018
  • Status: Igang
Mette Thybo bor i Skive. Hun er 16 år gammel. Hun lever for memes, snapchat og der findes heller ikke noget bedre end instagramfiltre. Mange filtre. Selvom #nofilter nogengange er at foretrække, hvis altså bare lige lyset falder rigtigt. Søde fyre på tinder er også meget spændende, selvom hun er for ung til tinder. Niels Ejbo fra Aakjærskolen er fjorten år gammel. Han kan godt lide Nadja omme fra 8.c. Han er nok bare ikke sådan rigtigø god nok til at snakke med hende. Han er måske ikke sådan god nok i det hele taget. Men så er der den her meget sjove internetgruppe, “Skives Bedste Patter”, hvor det handler om at få likes på billeder, man har taget af pigers bryster, og den med flest likes vinder, og der kan han pludselig være god nok. // Bidrag til Mirror Mirror konkurrencen nr. 2, sociale medier. // Indeholder groft sprog, realistiske voldsscener, samt scener omkring psykologisk misbrug, der kan vække anstød eller triggers. //

31Likes
196Kommentarer
13820Visninger
AA

16. (15)

Mandag starter ud som den her helt almindelige skoledag, hvor jeg skal op klokken kvart i syv, selvom det stadigvæk er mørkt udenfor. Jeg har ikke lyst til at stå op. Dynen er for varm og tryg. Men det er jo ikke noget nyt novembermorgener (eller alle former for vintermorgener, egentlig). 

  Jeg starter altid dagen ud med at holde mig opdateret og svare på alle eventuelle snaps, jeg har fået i dagens løb. Konfiskeringen af min telefon varede nemlig ikke så længe, før mor kom ind på værelset og tog en snak med mig. Det var egentlig en meget rolig snak. Alt sådan noget med, at de kun vil mig det bedste og nogle erfaringer fra da hun var ung og fyre syntes det var lidt for sjovt at overtræde hendes grænser. Alt det fik mig bare til at tænke på Jonas og hans kæreste. De der øjne, der stirrede granithårdt på mig. Og så tænkte jeg både lidt på gyngerne, og drengen, der sad ved siden af mig, ham der med de store og flotte fregner, og jeg tænkte også lidt på noget andet. Jeg tænkte lidt på en nøgen krop, og ... 

  Michelle kaldte mig for en luder.

  Det gjorde hun virkelig.

  At hende Marlene har gjort det, er én ting. Men Michelle? Michelle ved, hvordan hele min sommerferie forløb sig. Hun ved, hvad der skete til den første gymnasiefest. Hun ved, at ... og så kalder hun mig en luder? Så kalder hun mig fandeme en luder? 

  Okay, måske var jeg ikke den bedste veninde inde på Havana. Det er ikke utænkeligt. Men det har aldrig været med vilje, og det ved hun også godt. Det kender hun mig godt nok til at vide. Hende og jeg bondede i børnehaven over furbie-dukker, og vi har været veninder mere eller mindre lige siden, så hun burde virkelig kende mig. Selvfølgelig er vi kommet op at skændes og blevet uvenner et par gange før, og som regel over totalt latterlige ting, men det her? Måske var der en dreng der tog på hende. Hvilket jeg synes er noget svineri, hvis det er tilfældet. Men hvordan forventer hun, at jeg skulle vide det, især når det er, jeg har været fuld? Er det måske fair? 

  Det bliver stadigvæk glødende varmt i mine kinder at tænke på det. Det er jo ikke med vilje, for pokker. Det er det jo ikke. Men hun skal ikke kalde mig en luder eller en bitch. Det skal hun virkelig ikke. 

  Men som sagt, efter snakken med mor omkring hendes fortid og drenge der er liderlige svin og så videre og så videre, og hvorfor det er, at hende og far nogengange er så strikse - hvilket måske også har noget med sommerferien at gøre -, fik jeg lov til at få telefonen igen, men så skulle jeg altså også overholde husets regler. At fratage min telefon syntes de alligevel var at stramme den. Men samtidig skulle der dog stadigvæk en eller anden form for straf til. Det er så endt med at blive mig, der skal rengøre hele huset hver tirsdag, torsdag og lørdag, selvom jeg arbejder både tirsdag og torsdag. Det er der ikke så meget at gøre ved, siger far. Så må jeg finde en måde at klemme det ind på i mit skema. Også selvom jeg får tonsvis af afleveringer for. Det er ikke deres problem. Jeg kunne bare have undladt at "bryde deres tillid", som de sagde.

  Bryde tilliden. 

  Hvis der er nogen, der virkelig har brudt tilliden, så er det fandeme Michelle ...

  Fordi det regner den her morgen - det gør det efterhånden hver eneste dag -, og regner rigtig meget, ovenikøbet, tager jeg bybussen. Jeg bor knap og nap en kilometer fra gym. Jeg låner en af mors paraplyer. Jeg stiger på bussen nede ved Posthustorvet, hvor de er igang med at gøre klar til at åbne skøjtebanen. Den åbner altid i den sidste uge af november, og er for det meste åben indtil vinterferien. Da jeg gik på Aakjær var vi næsten altid nede ved den skøjtebane i vintermånederne, og for det meste i december. December var altid den måned, som var allermest chill. Selv da jeg gik i 9'ene. Jeg kan med næsten hundrede procents sikkerhed regne ud, at gymnasiet er ligeså relentless med afleveringer og hjemmeopgaver i december, som alle andre tidspunkter på året. Vi har nok ikke engang juleklippedag. Det er nok det jeg savner allermest ved folkeskolen. Juleklippedag og ...

   Vi sidder på gyngerne, ham og mig. Han sidder og kigger mod pigen på den anden side ad vejen. Jalousien koger. Det river også i brystet på en hidsigt kradsende facon. Er jeg ikke god nok eller hvad? 

  Jeg stiger på bussen mod Glattrup. Signe Lodahl, der bor ude i Rønbjerg, er med den samme bus. Hun er træt af, at der hverken er trinbræt eller station derude. Det vil tage fem minutter med Arriva-toget til Skive fra Rønbjerg. Hun undgår så vidt muligt alt, hvad der hedder DSB, og kunne aldrig drømme om at stige på Københavnstoget, medmindre hun virkelig følte sig tvunget til det. Hun vil ikke støtte et trafikselskab, der har så blodsugende priser, er hendes begrundelse, og det kan jeg egentlig godt følge hende i. Hun var på et tidspunkt i Viborg med nogle venner, og skulle tage toget dertil, fordi bussen ikke gik på det tidspunkt. De havde alle regnet med at skulle køre Arriva, men de endte med at skulle køre med InterCity, fordi det var det eneste tog, der gik på det klokkeslet, hvor de havde valgt at tage afsted. Det gjorde, at de, hver især, måtte af med 80 kroner for en tur, der normalt - hvis man kørte med Arriva - ville koste 48. 

  Aldrig mere, sagde hun. DSB kan beholde deres lortetoge til deres lortepriser. Jeg kører Arriva eller slet ikke. 

  Hvis der nu var et trinbræt ude i Rønbjerg - hvilket selvfølgelig nok ville være lidt upraktisk, fordi Rønbjerg ikke er en særlig stor by -, så slap hun for at skulle skifte bus undervejs. Så kunne hun komme direkte til stationen, køre med én bus i to minutter, og ankomme næsten ude foran gymnasiet. Men det er samtidig også fint nok, siger hun. Så kan man sidde og reflektere lidt over livet. Hvilket, i hendes forstand, egentlig bare betyder at sidde og glo facebookmemes.

  Se, det er et sprog, jeg kan forstå. 

  Der er propfyldt i bussen, så jeg stiller mig ved siden af den plads, Signe sidder på, og holder om støttestangen imens. Vi snakker lidt frem og tilbage. Hun har musik i ørene, men har taget den ene øretelefon ud. Signe er sådan en person, der godt kan lide noget lidt mere alternativt. Hun er giga fan af Twenty One Pilots og så hører hun noget, der hedder Band of Horses. Hun har også en eller anden ting med Bastille. Bastille er ret gode. Jeg blev lidt nysgerrig, da jeg hørte at hun lyttede til det. Hun lod mig høre med. Pompeii og Things We Lost In The Fire siger hun er nogle af hendes favoritter. Jeg hørte dem på repeat i to uger, og jeg må sige, at jeg virkelig godt kan forstå hende.

  Efterskolemusik, kalder hun det, for det var musik, hun havde lært at kende på efterskolen.

  Bussen stopper næsten lige ude foran gymnasiet. Vi følges ad derind i en strøm af andre unge. Det er ikke lyst endnu - kun på vejen til at blive det - og gadelygterne er stadigvæk tændte. Stien ned til hovedindgangen er belagt med skrå brosten, og de er glatte i regnvejret, så det er en god idé at gå sådan lidt forsigtigt. Gymnasiebygningen er bygget på gule mursten, men jeg har allerede vendt mig til den, og tænker slet ikke over det mere.

  Dagens første time er engelsk. Jeg går på den der SamPolit linje, hvor vi har samfundsfag på A niveau, og sammen med det, skal vi også have engelsk A. Det gør mig ikke noget, jeg elsker engelsk, og det er måske også en af grundene til, at jeg valgte studieretningen i første omgang. 

  Samfundsfag er ret tungt. Men jeg kan godt lide sociologi, og lige nu fokuserer vi rigtig meget på de sociale grupperinger i samfundet. Det lyder tungt, men hvis man først får gennemskuet begreberne, så er det egentlig ret spændende. 

  Det er nok også derfor, jeg rent faktisk har lavet min fremlæggelse i dag. For nu interesserer det mig faktisk. 

  Jeg sætter mig ned ved siden af Mathias. Han sidder og triller sin fidgetspinner mellem fingrene. Det er en blå én med indlagt glimmer, der blinker sølv og guldfarvet i lyset fra loftslamperne. Jeg har aldrig set ham slippe den fidgetspinner af syne. Han har også, i dagens anledning, en pose kartoffelchips foran sig. 

  "Jeg forstår ikke, hvordan du kan æde det der?" siger jeg til ham, imens jeg stiller min taske på gulvet. 

   Mathias drejer igen sin fidgetspinner, og sidder lidt tilbagelænet i stolen, og han kigger over på mig. Han smiler lidt skævt. "Hva' mener du? Det smager sgu da sygt godt!" 

  "Det smager af loft," svarer Signe for mig. Hun sidder med ryggen mod vinduet. Det vender ud til Egerisvej. 

  "Hvordan fanden ved du det? Har du smagt et loft før?" skyder Mathias tilbage. 

  "Det har jeg faktisk." Hun smiler, lidt flabet. Hun har nogle skarpe hjørnetænder. Det gjorde det let for hende at klæde sig ud som vampyr til halloween. Hun skulle bare male sig blegere, og sætte en lidt tyndere og længere spids ud på hjørnetænderne. "Jeg har smagt det, som loft lugter af. Muselort og dårlig luft. Og jeg har smagt kartoffelchips. Ka' sgu ikke smage forskel."

  "Hvornår fanden har du smagt muselort?" siger Mathias bare.

  Jeg klapper min computer op. 

  "Da din mor var så uheldig at skyde dig ud af underlivet," svarer hun ham. 

  "Slam!" siger jeg så. Det er meget svært for mig ikke at grine. 

  "Det er fandeme en derailment der vil noget," siger Mathias. 

  "Og du ved det," siger Signe så bare. 

  Så lægger jeg mærke til det. Marlene er der ikke. Hun bor meget tæt på gymnasiet og plejer aldrig at komme for sent. 

  "Hey, hvor er Marlene?" siger jeg.

   Så lægger Mathias også mærke til det. Det samme gør Signe. Marlene plejer altid at sidde tre stole væk fra os, på den side af bordet, Signe nu sidder. Hun plejer altid at sidde i sine lidt lange ærmer og med det mørke hår redt op i en bun. Hun plejer nogen gange at have en lille skitseblok i A5-format med, som hun sidder og skribler i, selvom ingen af os nogensinde har fået lov til at se hendes tegninger, men hun plejer altid at være her og hun plejer altid at deltage. Men nu er hun der ikke. 

  Signe kigger på Mathias, og hun ser alvorlig ud. Mathias trækker på skuldrene. "Hvorfor kigger du på mig?" 

  "Hvad sagde du til hende?" 

  "Det er lige meget. Hun er sgu da sikkert bare syg eller noget." 

  "Mathias," siger Signe, og de minder mig lidt om et søskendepar, den måde, de snakker til hinanden på. 

  "Hvad? Hun er syg. Det er sikkert bare det." 

  Regnen savler nedover vinduet bag Signe. Det ligner lidt tårer fra bygningen. 

  Signe nikker bare. "Okay." Hun vender sig tilbage til sin telefon, og begraver lidt af ansigtet i sit halstørklæde, så næsen stikker frem over toppen. 

  Jeg kigger på min egen computerskærm. Det rasler fra posen med Mathias' kartoffelchips. 

  Jeg har fået en besked. Fra Michelle. 

  Min puls stiger. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...