Selfiebørn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 nov. 2017
  • Opdateret: 15 feb. 2018
  • Status: Igang
Mette Thybo bor i Skive. Hun er 16 år gammel. Hun lever for memes, snapchat og der findes heller ikke noget bedre end instagramfiltre. Mange filtre. Selvom #nofilter nogengange er at foretrække, hvis altså bare lige lyset falder rigtigt. Søde fyre på tinder er også meget spændende, selvom hun er for ung til tinder. Niels Ejbo fra Aakjærskolen er fjorten år gammel. Han kan godt lide Nadja omme fra 8.c. Han er nok bare ikke sådan rigtigø god nok til at snakke med hende. Han er måske ikke sådan god nok i det hele taget. Men så er der den her meget sjove internetgruppe, “Skives Bedste Patter”, hvor det handler om at få likes på billeder, man har taget af pigers bryster, og den med flest likes vinder, og der kan han pludselig være god nok. // Bidrag til Mirror Mirror konkurrencen nr. 2, sociale medier. // Indeholder groft sprog, realistiske voldsscener, samt scener omkring psykologisk misbrug, der kan vække anstød eller triggers. //

31Likes
199Kommentarer
14098Visninger
AA

12. 11

PSYKOLOGCENTERET 

SKIVE MIDTBY: MIDDAG

 

 

Damen hedder Lone. Det er et rigtigt psykolognavn. Ligesom Bente er et rigtig pædagognavn, sådan et navn der vil tilhøre en sur pædagog i overgangsalderen. Det synes Niels i hvert fald. Psykologen Lone Nielsen. Hun har bare ikke nogen briller, og heller ikke noget gråt hår, to karaktertræk, som Niels synes, at psykologer bør have. Hun er smilende og lyshåret og ikke mere end femogtredive, selvom det måske er lidt gammelt. Hun har lidt nogle stramme mundvige, som man på ingen måde kan forbinde med ungdom. 

  Hun smiler foran ham, og sidder med en kuglepen. Hvorfor smiler hun? Der er da fandme ikke noget i det her liv at smile af. Der findes kun

  (FAR PAS PÅ!)

  smerte og død og mere smerte. Der findes ikke glæde. Der findes kun 

  (det blågrønne, strømlinede arrivatog kværner over sporene)

  mørke. Kun mørke og

  (FAR!)

  blod, som maler grå togsveller mørkerøde og ulækre. 

  (FAR NEJ!)

  Der findes også toghorn, der hyler som en metallisk banshee. 

  (blod, over det hele, så meget blod, og det kaster lange røde striber henover store, firkantede glasruder)

  Men der findes fandeme ikke noget i den her verden, man kan smile af. 

  (FAR PAS PÅ!)

  "Hvordan har du det?" spørger pædagog-Lone, som om hun forstår ham, men det gør hun ikke. Hun har måske læst en masse bøger skrevet af kloge mennesker, men kraftedeme ikke om hun forstår en skid. Det ved han, at hun ikke gør. Og det ved hun måske også selv, men hun fastholder den der maske af smilende tænder, fordi det er det, hun skal. Fordi man skal være voksen og klog og fattet, og bare tag det roligt, Niels, ikke, det kunne jo være gået langt værre.

  Kunne det nu også det, din tørre, prætentiøse pulverfisse? Er du nu helt sikker på, at det kunne have været værre, end det allerede er? 

  "Hvordan tror du, jeg har det?" svarer han bare.

  Hun lægger hovedet lidt på skrå. Et udtryk for sympati. Den sympati kan hun stikke langt op i røven. Hun har aldrig prøvet det, han har prøvet, så der er ikke nogen som helst måde, at hun rent faktisk kan vide, hvordan han har det. 

  "Han elskede dig." 

  "Hvorfor hoppede han så ud foran toget?" Hans stemme begynder at skælve, og øjnene bliver varme. "Hvis min far elskede mig, hvorfor fanden hoppede han så ud foran?"

  Hun tøver lidt, men bevarer sin maske. Han har lyst til at rejse sig og hælde den kaffe, der står og damper foran hende, udover hendes skød. Hjertet banker hidsigt ved tanken. Han kan bare gribe koppen og rejse sig op og vende bunden i vejret, og han vil smile, imens han gør det. Det vil måske fjerne den maske og vise, hvor meget hun rent faktisk føler med ham. 

   Så siger hun noget. Hendes stemme er blød honning. Han burde brække sig udover hende, og har sådan set også pænt meget lyst til det. "Din far havde en sygdom i hjernen, og det er en sygdom, der ... der kan få folk til at tænke og gøre nogen meget underlige og langt ... " begynder hun, men han afbryder hende.

  "Du skal ikke fortælle mig noget som helst om min far!" 

  (nogen meget underlige ting, Niels, ikke? Ligesom at du også er underlig)

  Hun løfter bare brynene. "Jamen jeg troede du var interesseret?"

  (Ja. På at vide hvorfor, ikke at få det at vide, jeg allerede ved.) 

  En sygdom i hjernen.

   ("Jeg er et træ!")

   Stilheden sænker sig. Han kan høre et ur, der tikker. Hvert sekund er et sekund, hvor han rykker sig længere væk fra 

  (FAR NEJ!)

   Arrivatoget mod Struer, men selvom hans krop rykker sig længere og længere væk i tiden, så gør hans verden ikke. Den forbliver fastlåst ved jernbanen nord for Karup Å. Hjul der skriger og slår gnister. Et tog, der kværner med en vrælen gennem luften. Toghornet, der hyler og hyler og slet ikke stopper med at hyle, og blander sig med hans hyl. Og ...

  Pædagog-Lone klikker tommelfingeren mod kuglepennens bund. Ind. Ud. Ind. Ud. 

  "Hvordan er det begyndt at gå i skolen?"

  Niels glor ned i bordpladen. Blodpletter. Lange striber af blodpletter, der strækker sig fra hans side ad bordet og over til hendes. Kaffen, der sender sirlige hvidgrå søjler af damp opad mod loftet, er ikke kaffe. Det er tyk, mørkerødt blod, der bobler og koger og syder og, værre endnu, stinker.

  Hun løsner sin tommelfinger fra bunden af kuglepennen, og sukker. "Okay. Jeg tror vi er ved at være færdige for i dag. Bare send din mor ind." 

  Niels rejser sig op næsten med det samme, holder hænderne i sine lommer og går væk derfra. Blodet forfølger ham. Store, røde pletter mod den hvide gipsvæg inden døren. Og

   (manden står nøgen midt på skinnerne, og ligner en, der er klar til at omfavne himlen, han smiler, og hans blik er rettet opad, og toget vræler ad ham, men han bliver stående med arme løftet og himmelvendt blik) 

  han kan høre det. Toghornet. Det lyder som om det er lige ved siden af ham. Niels sætter farten op, og løfter skuldrene. Han går ud af lokalet. Mor rejser sig op, men han ser ikke på hende. Hans hænder er våde. Våde af

  (blod!)

  sved, som er klistret og slimet. 

   Han går forbi hende. Hen mod toilettet. Fugten

   (blodet)

   breder sig ud i hans lommer, og han kan høre små, våde klask fra tykke dråber forfølge ham. 

   Hvis han vender sig om, så ved han, hvem han vil se. Og det har han ikke 

  (blod savler nedover de udtværede ruder, og han bliver ved med at skrige, og han vil gerne vågne op, men man kan ikke vågne op fra virkeligheden)

  lyst til. Det har han slet ikke lyst til.

  Det er blevet værre. Er det ikke? Det er blevet værre, end hvad det var for to uger siden.

  Måske er det Nadja. Måske er det 

  (hånden dasker til hans plastikbæger med cola og slår det ud af hans greb)

  derfor. Det er Nadja. 

  Han fokuserer på Nadja. Hun står der og smiler, og hun kaster lidt med pagehåret. Hendes kinder er røde æbler. 

   Røde æbler der er røde som blod. 

  Hendes kinder er blod

  (på vinduet, og han skriger og skriger)

  over det hele hendes kinder er blod over det hele der er blod der er blod 

  Han er fyldt med vakuum, og vakuumet suger, og det udtømmer ham for energi. Han åbner døren til toilettet, og han ryster. Der står et spejl direkte overfor. Han vil ikke se i det. For hvis han ser i det, så ser han 

  (FAR!)

  nogen han ikke har lyst til at se. 

  Han tænder for vandhanen, og trækker sine 

  (blodfyldte)

  svedige hænder op fra lommerne, og fører dem ind i det rindende

  (blod)

  vand. Det løber ned mod afløbet, men det er ikke gennemsigtigt. Det er tykt og det er rødt og det lugter ligeså meget som blodet, der boblede i pægadog-Lones kaffekop. 

  

  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...