Under the players limelight

Cassidy Chanell Wales er hele sit liv blevet overset, altså lige indtil den dag hvor spin the bottle lander på både hendes virkeligt populære bror og hende selv.
For hendes bror Cody nægter at kysse Cassidy, det er unormalt at playeren siger fra og sandheden om at Cody har en tvilling kommer frem.
Cassidy bliver tvunget ud i et spil fyldt med, drama, had og kærlighed!

25Likes
20Kommentarer
6956Visninger
AA

25. "I'm for Gods sake pregnant."

Cassidy's point of view

Hysterisk, skrigende løb jeg ind på Codys hotelværelse. Han sad på sin seng med et bekymret ansigt med dybe furer og snakkede i telefon. 

Jeg skreg kunne ikke udholde mere, jeg ville bare ud med det, ud med det fucking hele. Helt ligeglad med om jeg ødelagde deres genfødte venskab.

Han for øje på mig, da jeg skriger hysterisk som jeg er i det øjeblik.  "Cassi, hvor helvede har du været?" Jeg trækker på skuldrene og tårerne begynder at flyde. Han trækker mig ind i et kram. "Så så..."  Han klapper mig på ryggen.

"Han kyssede en anden, og jeg er gravid." Jeg hulker og siger en hel masse andre forståelige lyde. Han stopper op med et ryk. "Hvad gjorde han?" Hans stemme er hård som sten. "Han kyssede med Jackie." Hulker jeg videre. Han ryster på hovedet. "Nej det andet, har han gjort dig gravid?" Jeg nikkede, hulkende og i samme øjeblik kom både Jasmine og Palina ind ad døren. 

Palina giver mig et stort kram, mens Jasmine puffer Cody væk og sætter sig ved min side i den bløde seng. "Cassi, søde jeg ved godt det er hårdt, ingen syttenårig til dags dato har nogensinde været klar til at få et barn heller ikke dig, og da slet ikke min lillebror. Jeg var heller ikke selv klar." 

Jasmines stemme er bydende og blød, den svøber mig i omsorg. Der går det op for mig hvad hun beder mig om og samtidigt siger. Et hun beder mig om at få en abort før det er for sent. To hun har selv stået i samme situation og har været gravid. 

"Hun har ret søs." Siger Cody med lettere røde kinder... Oh god no. Jeg kigger fra den ene til den anden, og tilbage igen et par gange. Palina spærer øjnene op på vid gab, hvis man ellers kan gøre det med øjne.

"I to? Jeg vidste godt at du har været gravid og alt det, men Cody? Seriøst." Palina og jeg bryder ud i to vidt forskellige grin, hendes sødt, mit komisk på grund af mit tårevedæde ansigt.

Efter et stykke tid stopper vi alle fire med at grine. "Kom du på andre tanker end at dræbe min bror?" Spørger Jasmine lidt efter. Mit humør falder et par grader, da Cameron nævnes.

Når man snakker om solen... Ind ad døren vælter samtlige lærere og Cameron. De snakker højlydt i munden på hinanden, råb og eder kastes og vi fire andre elever fatter hat.

"STILLE" Brøler Cody efter et minuts kaos. Overraskende nok høres der ikke en lyd efter hans udbrud.

"Miss Wales, jeg er kommet som deres kontaktlære for at indformere dem om at de skal huske at indformere os når de sådan forsvinder." Jeg overhører ham og stirrer istedet indædt på Cameron. "Hvis der bliver mere ballade med dem bliver vi nød til at sende dem hjem." Afslutter mr. Holmes uhørt.

Jeg nikker bare irriteret, mens tårerne presser sig på.

Lærerne går ikke, de bliver og snart kan hverken jeg eller Cody holde til det længere. "Hvordan kunne du gøre det?" Hvæser Cody vredt. Cameron kniber sine øjne sammen samtidigt med at han løfter et perfekt formet øjenbryn.

"Gøre hvad?"  Lærerne kigger fra den ene til den anden, i et forsøg på at finde ud af hvad fanden der foregår, her lige for øjnene af dem.

"HVORDAN KUNNE DU FUCKING GØRE DET?!" Råber han men bliver holdt tilbage af to lærere da han springer frem mod Cameron, som bakker et skridt bagud. "Hvordan kunne jeg gøre hvad?" Spørger han stadig forvirret.

Cody presser trodsigt læberne sammen. Jasmine kigger på mig, hun kan sagtens se at hverken jeg eller min bror vil svare Cameron. "Du gjorde hende gravid,... du har gjort hende gravid. Hun er..-" 

"Jeg har fattet det hun er gravid." Udbryder han da hun endnu engang skal til at gentage sig selv. Han ryster, det samme gør hans stemme. Lærene er chokerede, vores privatliv kom vidst en del bag på dem.

Holmes begynder at snakke. "I må vel forstå at vi bliver nødt til at sende jer to hjem." Vi nikker allesammen. "Jeg tror jeg taler for os alle når jeg siger at ikke kun de to skal hjem." Siger Holmes.

Resten af lærene er enige og vi bliver ladt alene til at pakke. To sekunder efter døren smækker i bryder vi ud i kaos. "Hvordan kunne du gøre det imod mig?" Er det eneste spørgsmål jeg stiller. 

Han svarer ikke med det samme.

"Hvorfor tog du mig med på date og lod mig tro at det kunne blive til noget, hvis du alligevel bare havde planer om at rende hen til Jackie og snave hende i gulvet bagefter?" Jeg skriger det ud, så de andre stopper med at kæfte op om alt muligt pis.

"Kys? Jackie? hvad fabler du om?" Spørger han forvirret. Der går det op for mig, at han faktisk ikke aner hvad jeg taler om. Jeg synker ydmyget. Han kyssede ikke med Jackie.

Det ved de andre åbenbart også for med lidt tyst small talk prøver de at dække over akavetheden.

_____

Vi er hjemme vi står i lufthavnen. Jeg er ikke længere sur, jeg kan ikke være sur på Cam over noget som han ikke har gjort, men det forhindre ikke Cody i at holde os fra hinanden. 

Vi går gennem mængden af mennesker uden at tænke over hvor vores forældre er. Med vi mener jeg forresten Cody og jeg, de andre er blevet hentet. Det blev nat mens vi fløj så klokken er kun lidt over tre om natten. 

Jeg sukker da jeg for øje på vores forældre. De løber vrede imod os. De løber forbi Cody og hen til mig, min mor tager fat om min hage og... Det forventede slag kommer ikke. Istedet undersøger hun mig bekymret. "Er du okay?" 

Ordene runger i salen, de varmer mit hjerte, jeg har aldrig nogensinde hørt det spørgsmål fra min mor af. Min fader trækker mig ind til sig. "Vi er så kede af, at vi ikke har været der for dig. Du har bare ikke altid været lige nem at læse. Økonomien har styrtdykket i firmaet og alt gik bare galt, Codys eks blev gravid, vi havde kun råd til et kørekort og..." Han sukker. "Kan du tilgive os?"

En tåre triller ned af min kind, det var aldrig deres mening at såre mig. Cody kommer hen til os, selvom det må svide i hans ego, må han være glad på mine vegne. 

Han smiler blidt til mig. 

Vi sidder nu i bilen på vej hjem fra lufthavnen, da min mor spørger mig. "Hvor længe har dig og... Fyren så været sammen?"

Jeg ser bedende på Cody, jeg vil helst ikke forklare hvad der skete til Halloween festen. Han sukker og begynder så at fortælle. Da han er færdig er vi hjemme og vores far her med sin store hånd lige taget nøglen ud af tændingen.

"Han har bare at være god mod min lille pige i fremtiden." Brummer far stille. Cody nikker: "Dét har Cam med at være." Mor kigger op fra sin mobil, hun smiler trist.

"Lige meget hvor lidt lyst jeg har til at konfrontere Camerons forældre lige nu bliver vi nødt til det. Jeg har inviteret dem på morgenmad." Siger mor nervøst. Far nikker og træder ud af bilen.

Trætte efter en lang, varm flyvetur følger vi efter ham. Mor klukker af os inden hun læser bilen af med den ekstra bilnøgle.

Hverken jeg eller Cody, eller Cody eller jeg nåede længere en til sofaerne før vi faldt om. I en dyb søvn, mindst lige så dyb som Torneroses søvn. Eller Auroras om du vil.

Men inden nåede jeg lige at sende min sidste tanke mod Camerons triste blik da vores søskende adskilte os i flyet.

__________

Andet sidste kapitel.

Et kapitel tilbage og en prolog på et par hundrede ord.

Det er freaking trist!

Men jeg har heldigvis en ny historie i ærmet, bare bedre en denne her... Håber jeg da!

Gud jeg glemte mit traditionelle Hola!

Hola!!!

Håber i kunne lide kapitlet, der blev kastet lys over hendes ikke helt så dårlige forældre og over kyssescenen...

Sig til hvad jeg skal gøre bedre i den næste historie!

Skriv! Stem! Del! Anbefal den til dine venner!

Gør what ever!

Nos Vemos!

for tredje sidste gang.

-Laura

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...