Under the players limelight

Cassidy Chanell Wales er hele sit liv blevet overset, altså lige indtil den dag hvor spin the bottle lander på både hendes virkeligt populære bror og hende selv.
For hendes bror Cody nægter at kysse Cassidy, det er unormalt at playeren siger fra og sandheden om at Cody har en tvilling kommer frem.
Cassidy bliver tvunget ud i et spil fyldt med, drama, had og kærlighed!

25Likes
20Kommentarer
6926Visninger
AA

3. I'm Cassidy Chanell Wales

Cassidy's point of view

Mit dumme, skrigende vækkeur vækker mig denne relativt kolde september dag. Noget som den gør hver morgen. Noget der til gengæld ikke sker hver morgen klokken seks, er at jeg fejer en hånd over sengebordet ved min side, så det irriterende objekt falder ned på gulvet og går itu. 

Det hele var bare blevet alt for meget i går. Cody havde skåret det ud i pap, at jeg ikke eksisterede i andres verdener, at jeg er et usselt nul. Uden en fremtid! For det var jo heller ikke sådan at bare fordi jeg er usynlig så er jeg god i skolen. Nej, nej men Cody får da bare hele pakken.

Jeg er helt usynlig for omverdenen, der var faktisk engang den her pige ved navn Sasha Salmon som satte sig på mig i en biologi time og der var like ingen der opdagede det! Ikke engang læren??! 

Da uret lander på gulvet gav den en klam lyd fra sig. Det er sådan en underlig blanding af *krak* og *smask* og *wrush* Wierd i know! Men den klamme lyd får mig altså op af sengen i en fandens fart. 

Jeg springer nærmest op som en fjeder af forskrækkelse. Så nu står jeg i undertøj og fryser, forståeligt nok da der står hvide skyer ud af min mund. Jeg sender det ødelagte ur et surt blik og går derefter med mit morgenhår ud på badeværelset.

Træt og traskende når jeg badeværelset og kigger mig tøvende i spejlet. Jeg under vurderede det vidst lidt da jeg sagde morgenhår. Det er nærmere djævlens version af grimt troldehår. Med andre ord værre end normalt udseende morgenhår, meget værre!

Forskrækket hopper jeg et skridt tilbage, er det uhyrlige monster i spejlet virkeligt mit spejlbillede? God sådan kan jeg ikke komme i skole, eller jo men... Hvem prøver jeg at narre ingen vil alligevel lægge mærke til det.

Men jeg tager ingen chancer og hopper straks i bad efter at have smidt resterende klæder. Ikke så meget for udseendets skyld, men mere fordi det er så dejligt afslappende. 

Jeg synger under bruseren i morgengryet. Stille og næsten uhørligt, min stemme blander sig med lyden af det faldende vand fra bruseren og de skrubbende lyde fra når jeg prøver at få det sidste shampoo ud af mit mørkebrune hår som ikke vil bestemme sig for om det er krøllet eller glat. 

Sådan bliver jeg ved i små tyve minutter, før jeg stiger ud af brusenichen og ud på en vandabsorberende måtte. Som en del af mit sædvanlige morgenritual svøber jeg et håndklæde om mit hår og går over for at børste tænder, med min violette tandbørste og min Colgate tandpasta. 

Derefter følger en skraber og noget deodorant. Lige som jeg skal til at begynde på min hårtørrings-fase hørte jeg en skrabende lyd. Jeg kigger mig over skulderen for at se Cody med et slesk smil om munden. 

"God dammit Sis, du har jo faktisk ændret dig siden hvad var det sjette klasse?" Da jeg gik i sjette klasse og han i syvende, -ja de skulle absolut putte os på forskellige årgange på grund af de fucking tyve minutter- kom han ligesom nu til at gå ind på mit badeværelse, og nej jeg har ikke mit eget. Men det har den heldige kartoffel til Cody og vores forældre, så jeg har erklæret dette her for mit.

"Ja." Siger jeg og vender mig om, så jeg kan give ham det berømte elevatorblik. "Men det har du vidst ikke." Lyver jeg flabet, han har ændret sig fra at være en lille splejs til at være gude lækker, jeg sværger hvis han ikke havde været such a dick og min bror ville han være lige min type. Oh god, det lyder som om jeg chrusher på min egen bror, det gør jeg ellers ikke.

Han griner hånligt af mig og ryster på hovedet. Han vender sig om og siger så: "Klokken er halv syv." Så går han, selvfølgeligt uden at lukke døren! Typisk dumpass Cody! Jeg marcherer over og smækker døren i og denne gang låser jeg den også.

Nu spørger i måske hvorfor jeg ikke blev mega pinligt berørt over at min bror så mig nøgen. Tja ser du, jeg ved tilfældigvis at jeg ikke har noget han ikke har set før. 

De mere eller mindre høje og klamme lyde der kommer fra hans værelse om natten siger en del! Alt for meget faktisk! 

Jeg skynder mig at føntørre mit fugtige og tykke hår før jeg svøber mig i det håndklæde jeg havde brugt til mit hår... Iført håndklædet vralter jeg ind på værelset hvor jeg straks hopper i et sort sæt tøj bestående af: En sort afkortet hoodie og et par højtaljede jeans.

Derefter tager jeg min skuldertaske som jeg bruger til skolebrug og svinger den op på min venstre skulder, da jeg er venstrehåndet. Så det giver god mening...

Jeg springer ned ad trinnene på trappen to trin af gangen indtil jeg står i køkkenet hvor jeg snupper det mest røde æble i frugtskålen, på vej ud til gangen hvor jeg træder ned i mine udtrådte sorte vans og gik ud af døren og ud i kulden.

Jeg kommer ud lige til at se Cody rulle ud af indkørslen i sin Audi. Så skulle man næsten tro at jeg havde en bil, ikke? Men nej det har jeg ikke, og jeg skulle selv betale mit kørekort mens Cody fik sit foræret... SNYD! But that's reality.

Som på slaget syv triller den grimme, skriggule, skolebus op på kantstenen og jeg stiger på. Jeg skynder mig at hugge et par bidder mere af æblet inden vores sure chauffør Mr. Higgings vil bede mig smide det ud. 

Han kigger surt på mig da jeg går ind. "Smid æblet ud, nu... dumme unge." Mumler han irriteret  mens hans djævleøjne hviler på mig. Jeg smider rutineret æblet i skraldespanden, checker ind og går ned til min faste plads, et sæde fra at være det bagerste i bussen. 

Jeg sætter mig ned og indstiller mig selv på en kedelig, et kvarter lang køretur i denne ildelugtende bus. Jeg sukker og begynder at nynne med på melodierne fra de sange de spiller i den rustne  radio som bussen har monteret. Alt imens sekunderne snegler sig afsted og elever stiger på bussen.

Sjovt nok et kvarter efter stiger jeg af bussen strækker mig og bevæger mig morgenfriskt mod skolen, modsat de andre halvsovende studerende som ser ud til at kunne have sovet et par timer eller ti mere. 

Jeg smiler og ryster let på hovedet da jeg ser scenariet for mit indre blik: Sovende zombie elever på vej til at invadere skolen i sneglefart og en enkelt på vej med lynets hastighed. Det er ret sjovt... Det må du give mig!

Okayyy! Måske ikke så sjovt igen. Jeg skynder mig ind da første modul vil begynde om et kvarter og jeg skal finde mine fransk ting i mit skab. Jeg småløber hen ad gangene da jeg helst ville undgå snegle trafikken. 

Da jeg endeligt når mit blå, buglede skab vil det så selvfølgeligt ikke åbne. TYPISK! 

Frustreret banker jeg med knyttede næver på det dumme skab. Efter hele tre minutter kommer en dreng hen til mig. "Du skulle måske prøve at dreje nøglen den anden vej, det plejer at hjælpe." Smiler han sødt af mig.

"Jeg er Daniel Gordon, skolebestyrelsesformand... Du må være ny her?!" Mit smil stivner, nej jeg er ikke ny her. "Hej Daniel, jeg er Cassidy Chanell Wales og nej jeg er IKKE ny her, jeg har gået her siden jeg begyndte i high school og inden det gik jeg på den lokale skole." Snerrer jeg lettere irriteret.

Han smiler akavet til mig og jeg kigger så væk, mens jeg fokuserer på at åbne mit dumme skab. "Så blev det lige pludseligt meget akavet." Hvisker Daniel før han går igen. Da mit skab går op med et klik, laver jeg en lille sejrsdans.

Nej, jeg er bestemt ikke stolt af det! Ud falder en seddel som jeg straks samler op. Det er en af de dersens løbesedler om fester. Jeg sukker og skal til at lægge den ind igen da adressen fanger min interesse.

*Gisp* Det er jo vores adresse, jeg er tvunget til at være der... 

__________

Hey igen der ude!

Undskylder for dårligt kapitel, lover drama i det næste,

det kommer ud fredag i næste uge <3

Hvad kan jeg gøre bedre?

I må meget gerne like! Det ville gøre mig så glad!!

-Laura

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...