Skide Randers-kultur

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 nov. 2017
  • Opdateret: 4 nov. 2017
  • Status: Færdig
Øjnene flakker mellem de unge mennesker, der er blevet til den skide Randerskultur. Og jeg er en del af den.

0Likes
0Kommentarer
95Visninger
AA

1. Skide Randers-kultur

 

I det øjeblik jeg træder ind på plænen, bliver jeg fyldt til randen med indtryk. Skide Randers-kultur. Den ellers så smukke by. Niels Ebbesen med sin stolthed, kirkerne med sin kultur og restauranterne med sin velsmag. Men det bliver overskygget af dette, en gruppe unge der sidder og stikker næsen i det hvide, andre der med døde øjne lader en vodka hældes ned i deres mund. Andre… Ser ud til at være der for ikke at gå glip af noget. Mobilernes blitz lyner igennem den mørke aften, og igennem det dæmpede mørke lys ligner det lyn på en klar mørk himmel. Det stikker i øjnene, og gør ondt i hjernen.

I det øjeblik kommer en pige der ligner Sofia frem fra mørket, men jeg ved godt at hendes identitet er begravet i en usund mængde af alkohol. Hendes ånde stinker, og hendes krop dingler svedende frem og tilbage, mens hun holder en tom flaske i hånden, som hun en gang imellem sutter lidt på. Hendes mund bevæger sig, men musikkens satanistiske rytmer gør at alle lyde bliver fanget som en bølge. Jeg kan for pokker ikke høre en skid. Selvom jeg nærmest står helt inde i munden på hende. I hvert fald bliver hun fornærmet over min u-reaktion, og skubber min krop bagud. Jeg genfinder balancen og holder mig stabilt på benene. Mit hjerte banker hurtigt, idet hun kommer hen mod mig igen. Med endnu et puf mærker jeg smerten bryde frem i skuldrene, og jeg lander på en smattet jord.

Spøgelset af Sofia griner, men der kommer ikke nogen lyd ud af hendes mund. Min tynde profil bliver nemt påvirket, og mine for lave taljer laver en lille knæk, min tågede hjerne leder febrilsk efter noget at gribe fat i. Min indadvendte mave begynder at producere ekstra mængder af syre. Og selvom jeg forsøger at komme på benene, er det ikke ligetil. Min kjole er for lille, og mine stiletter for store. En flugt vil ikke just være det mest praktiske. Så i stedet rejser jeg mig, og hamrer spøgelset i jorden. Hun er for fuld til at rejse sig. Jeg har det godt med mig selv i et øjeblik, indtil jeg så ikke har.

Jeg mærker Randers-identiteten sætte et hak ud for mig, jeg er sgu blevet en hård type. Jeg ved ikke hvorfor jeg mærker skuffelsen over mig selv i så lille en mængde. Det kan nok være den drik der får mig til at glemme at jeg også har en dag i morgen. Eller måske har jeg alligevel mere Randers i mig end jeg havde regnet med. Jeg vender mig fra plænen, og begiver mig på vaklende hen til det næstbedste sted. Mc-fucking Donalds. En cheeseburger til mine ømme muskler, og en cola til min tomme mave. Folk synes nok jeg er ret så underlig, i mit almindelige tøj, der ikke skriger særling, og sammetidig sidde all-by-myself. Whatever, jeg føler mig urørlig efter mit lille stunt, hvor jeg nakkede en fuld veninde. Hård type forestiller jeg mig som lige nu. De andre tænker nok bare wtf, eller er fuldstændig ligeglade, de er nok endnu mere knaldrede end jeg er.

Med min nyvundne selvtillid får jeg mig kæmpet hen til et ad-der-er-shit-på agtigt bord. Men inden jeg når at sætte mig, befinder jeg mig igen på plænen. Jeg kan ikke huske hvordan jeg endte her, og om der befinder sig en cheeseburger i min syrebefængte mave eller ej.

Tågede skikkelser går rundt over mig, og undervandslyde buldrer i kraniet. Jeg lægger vægten i mine ben, kun for at finde ud af at jeg slet ikke står op. Med sløre-syn skaber jeg lorte-indtryk. Ansigter. Tomme flasker. Hvidt pulver. Øhm… Tror jeg?

Smerten i min mave tyder i høj grad på opkast i massevis. Så måske fik jeg alligevel spist den cheeseburger.

Inden jeg graver ned i mine erindringer mærker jeg smerten i min hals, da noget falder ned i det, det smager af en blanding af cola og cheeseburger, men jeg kan ikke få vendt mig om, og accepterer blot det ekstra måltid der bliver ved med at dumpe ned i halsen på mig. Mit hoved protesterer, idet jeg forsøger at bevæge mig.  Så jeg bliver liggende. Og den nye hård-type identitet jeg havde skaffet, er vist havnet på bunden af en flaske, eller som bræk der sidder fast i min hals. Jeg overgiver mig til min krop, og lader mine øjenlåg falde i, mens alle lyde begynder at forstumme. Det sidste glimt jeg fanger, er fulde og berusede unge der overdøver og fagter overdrevet til hinanden, eller nervøse øjne der flakker frem og tilbage. Øjnene flakker mellem de unge mennesker, der er blevet til den skide Randerskultur. Og jeg er en del af den.   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...