mit navn er anna

en young-adult novelle jeg skrev på brønderslev forfatterskole, der er som mit hjertebarn. / valgmulighed 1: hvordan din identitet kan blive ødelagt på godt og ondt

9Likes
25Kommentarer
914Visninger
AA

2. 26. januar 2017.

Sneen lå i dynger omkring mig på jorden, som jeg sad i det milde januarvejr og læste min bog. Mit blik var fæstnet til forfatterens ord. Men så kom hans latter og hans stemme flyvende med vinden, lige ind i mine ører. Det var verdens bedste lyd. Mine øjne, der før havde været så opslugt af bogen, rykkede sig flygtigt og fandt hans i et kort sekund, da han gik forbi. Hjertet, der allerede bankede ukontrolleret, missede et slag.

Det var ham.

Han gik ind i caféen næsten lige over for den bænk, jeg sad på. Jeg kunne ikke stoppe mig selv fra at bide mig i læben. Skulle jeg gå derind?

Før jeg vidste af det, hev jeg i døren til caféen og spejdede efter hans lyse hår og blå øjne. Mit hjerte sank. Stoppede faktisk fuldkommen med at slå. Han stod og snakkede med en af de der piger, med langt, krøllet hår og med for meget mascara på øjenvipperne - for det var jo altid charmerende. Pigen, som jeg var ret sikker på hed Rakel, gik på hans årgang, 2.G. Hun kastede håret over skulderen. Rørte blidt ved hans arm, som om det var en helt naturlig ting at gøre, selvom det i virkeligheden ikke var.

Jeg så ned på mine sko, da jeg gik forbi dem, for at bestille min kaffe. Nu var jeg ligesom allerede gået herind, så jeg kunne ikke bare gå ud igen. Ikke at de lagde mærke til mig – hun stod nærmest helt oppe i ansigtet på ham, så hendes edderkoppevipper virkelig kom til syne. Han virkede helt opslugt – måske var han blevet fanget i en af dem?

Da jeg fik den varme drik mellem fingrene, sukkede jeg lykkeligt. Jeg vendte mig om, og det var dér, jeg døde. Det var en våd og skoldende massakre af sort kaffe, lyst hår og blå øjne og mig, der nåede at gennemtænke min begravelse på de få sekunder, det fandt sted. Mine øjne blev store. Mine kinder brændte nærmest lige så meget, som den kaffe, der var spredt ud over hans jakke. Jeg kunne nærmest allerede forestille mig, hvad der ville stå i min dødsannonce. Sig nu noget, for helvede!

”Fuck! Nej, nej, nej, det må du altså virkelig undskylde. Jeg var fuldkommen i min egen verden – jeg tænkte slet ikke …” Jeg vrøvlede løs, lige indtil han hævede en hånd for at stoppe mig. Det var først der, jeg lagde mærke til, han grinede.

”Det er okay. Det er bare kaffe.” De isblå øjne fandt mine og kølede mine kinder med øjeblikkelig virkning. ”Jeg hedder Lukas.” Hans hoved lå på skrå. Blikket var dybt og så indgående på mig, mens en hånd let blev løftet og rakt frem mod mig.

”Det ved jeg godt,” nåede jeg at sige, før jeg kunne stoppe ordene fra at vælte ud. Mine kinder glødede endnu engang. Hvorfor var der dog ingen, der havde lært mig vigtigheden af sociale kompetencer, i stedet for 200 decimaler af pi? ”Jeg mener … Jeg hedder Anna. Undskyld igen.”

”Tænk ikke på det. Det var mig, der var klodset. Jeg skal nok erstatte din kaffe.”

”Ej, du behøver du altså ikke …” begyndte jeg og mærkede mit hjerte banke i brystet. Kunne han høre det?

”Jeg insisterer. Sort kaffe?”

Jeg nikkede langsomt og turde nærmest ikke bevæge mig, fordi hele den her situation var så surrealistisk.

”Klogt valg.” Vi drak kaffen sammen. Han fortalte mig om et tivoliminde fra da han var barn, at hans yndlingsfarve var rød, og at han stadig brugte sit Spider Man-sengetøj af og til. Jeg grinede af hans jokes, mens mørket faldt på uden for vinduerne.

Senere blev det vores yndlingscafé.

Senere blev vi kærester.

Senere blev vi noget, der aldrig kunne gøres om. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...