mit navn er anna

en young-adult novelle jeg skrev på brønderslev forfatterskole, der er som mit hjertebarn. / valgmulighed 1: hvordan din identitet kan blive ødelagt på godt og ondt

9Likes
25Kommentarer
909Visninger
AA

7. 18. maj 2017.

Efter et par timer passerede klokken et. Musikken var stadig ligeså elendig, men jeg havde lært at lukke den ude. Alkoholen dæmpede lidt af spændingerne i kroppen. Jeg befandt mig på Lukas’ skød, mens han var social. Som om jeg var en lille unge, der var bange for at blive væk.

Røgen infiltrerede stadig luften. Foran mig var der en, der tændte en joint og smilede sløvt til mig. Han havde røde øjne. Jeg rynkede på næsen. Det var sikkert ikke hans første.

En af pigerne i sorte blonder blev ved med at puste røg i hovedet på mig, men jeg turde ikke sige, at hun skulle lade være. Man kunne høre Pernille fra parallelklassen brække sig ude på toilettet.

Drinken i min hånd var blevet skiftet ud flere gange, og den eneste grund til, at jeg nåede til bunds, var, at jeg ikke havde andet at give mig til.

Selvom jeg mest af alt ville hjem, gjorde Lukas’ grin mig varm i kroppen. Jeg ville ikke stå i vejen for, at han havde det fedt med sine venner. Heller ikke selvom det indebar Rakel, der sad på hans skød, når jeg ikke var der, eller tomme flasker, der ledte ud mod hegnet, han havde lovet ikke at ende i.

”Er du model?” sang Lukas’ stemme i mit øre, i takt til musikken. Jeg grinede, selvom det ikke var sjovt. De blå øjne så sløret på mig. Anskuede mig ømt. ”Du er så fucking smuk, Anna.”

”Tak.” Ilden i mine kinder blev til et flammehav.

”Jeg mener det. Du er … wow.” Hans manglende evne til at formulere sig fik mig til at le oprigtigt. Ubehaget forsvandt fra min krop, som det altid plejede at gøre, når vi var alene sammen. Men så kiggede jeg på Rakel. Hun var jo også wow.

Jeg pressede mine øjne i, men jeg kunne ikke lade være med at føle, at alt var lige meget. Vi var en tilfældighed, og i et andet univers kunne det have været dem, der var kærester.

”Hvad er der i vejen?” Hans stemme fyldte min øregang, selvom det ikke lød som hans. Jeg blinkede det overskydende vand i mine øjne væk.

”Er bare træt.”

”Så lad os gå op i seng.” Lettelsen over, at han ville gå op sammen med mig, fik mit hjerte til at sætte tempoet ned. Han tog min hånd, og vi gik op ad en trappe. Han åbnede en af dørene med en nøgle og så smilende på mig. ”Så andre ikke kan komme ind.” Jeg åndede ud. Lod lettelsen og glæden ved hans hensyn bølge ind over mig.

Vi lagde os til rette, som vi havde gjort så mange gange før. Jeg lod drømmene tage mig væk, men før jeg nåede at forsvinde, kyssede han mig på halsen.

”Var det på grund af Rakel?”

Jeg bed mig i læben og lukkede øjnene. Prøvede ikke at lade det gå mig på. ”Ja, lidt. Men det er okay.”

Han vendte mig mod ham, så han kunne se mig i øjnene.

”Jeg elsker dig, Anna. Jeg elsker kun dig.” Han kyssede mig, og jeg mærkede alle de følelser, han nogensinde havde givet mig. Alle de grin, vi nogensinde havde ladet fylde luften og de minder, vi havde delt. Hvor heldig jeg var at have ham, og at nogle bare var heldigere end andre.

Hans fingre begyndte at løbe ned ad min krop på måder, de ikke havde gjort før. Hans kys blev mere intense, men jeg kyssede ikke længere med. Jeg kunne stadig høre musikken nedenunder.

”Lukas, jeg har altså ikke…” Min sætning blev brudt med hans læber. Hans åndedræt mod mit, hans hænder på steder, de ikke burde være, men de godt måtte, fordi han var min kæreste. Han lå oven på mig. Hans hænder gled fra mine bryster til nedover min talje og ind under min nederdel. Fjernede den barriere, der indtil nu altid havde været mellem os. Mit tøj. Da jeg prøvede at bruge mine arme til at skubbe ham væk, trak han dem over mit hoved og klemte til. ”Lukas, det gør ondt.”

Han ignorerede mine ord, der blev sløret af smerten i min hals. Jeg havde lyst til at knække mig over hver berøring.  

En af hans hænder gav slip på mine arme. Førte hånden ind under min bluse og klemte om mit bryst. Efterlod beskidte spor af ubehag. Da han endelig holdt helt op med at holde mig fast, var jeg for svag til at gøre andet end at lade det ske.

Jeg husker det i glimt. Svie. Tårer. Et ætsende lag af skam. Min stemme, krop og tanker, der blev ved at sige hans navn i håb om, at han ville stoppe.

Det eneste, der stadig står fuldkommen klart, er, hvordan smerten i mine nerveceller modarbejdede ham og samarbejdede med ham på samme tid. Jeg tænkte på min forræderiske krop, der bare lå og lod det ske, og min stemme, der gentagne gange forsøgte at arbejde sig fri af min hals.

Hvordan han med sin vægt gjorde det umuligt for mig at trække vejret.

”Jeg elsker dig, Anna. Jeg elsker kun dig.”

”Nej, Lukas. Vil du ikke nok holde op?” Selvom jeg mest af alt havde haft lyst til at skrige ordene ud, kom de ud hæse og sårbare.

Men de var der, og som altid hørte han dem ikke. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...