Mig bag skærmen

Bidrag til konkkurren Mirror mirror
-Skriv en movella om sociale medier.
Hvem vil ikke gerne være populær, succesfuld og elsket?
Men er det virkeligt prisen værd?

3Likes
2Kommentarer
169Visninger
AA

1. Mig bag skærmen

”Cassandra” Cassandra Johansen, og enter… Resten af felterne blev automatisk fyldt ud et efter et. Velkommen til Facebook.Jeg var ikke den store sociale medier elsker, men åbenbart betragtes man underlig, hvis man ikke er ”på” et eller andet i gymnasiet. Desuden ville jeg gerne kunne holde kontakten med min gamle klasse, og så er det nemmere end at gemme alle deres numre. Min mobil brummede. Ny besked fra Stine: ”Skynd dig nu, jeg kan ikke holde din plads for evigt” Jeg lukkede min computerskærm og hæv min halvåbne taske over skulderen, mens jeg småløb ned af trappen. Klokken var cirka 8, da jeg ankom til klassen, alligevel var kun halvdelen af mine venner mødt op. Stine sad på bagerste række og tastede løs på sin mobil. ”Hej” råbte jeg. Hun kiggede op med det brune pandehår, der gik ned over øjnene: ”Cassie! Hvor har jeg savnet dig.” Hun knugede mig til sig og begyndte at snakke om Schweiz og alle de seje skihop. Klokken ringede til time, samtidigt mens de sidste elever dryssede ind. Dagen gik som den plejede: Lange timer, korte pauser osv. men det var hyggeligt. Det var velkendt. Jeg havde en god plads, jeg kunne for en gang skyld følge med i matematik, 26 nye venneanmodninger, det skulle nok blive et fedt år.

Næste dag, da jeg var ved at låse min cykel, kom Lara gående på sine 10 cm høje stiletter. Hun smilte med sine filmstjerne tænder, der højst sandsynligt var blevet bleget et par gange: ”Godmorgen.” Jeg kiggede mig over skulderen. ”Hej,” svarede jeg tøvende, mens jeg drejede låsen på cyklen. ”Jeg tænkte på, om du havde lyst til at hænge ud en dag?” Det føltes som om, mine øjne blev tre gange så store, og der kom en akavet pause, med mig der bare gloede på hende. ”Tal!”  ”Ja.” ”Det vil jeg gerne.” Hun smilte igen som svar, drejede omkring og spankulerede derefter klikkende væk. Da jeg senere, fortalte det til Henriette, var det som om, hun fik et panikanfald: ”Hvad? hun siger aldrig noget til mig, og nu skal du hænge ud med hende” Hun sukkede: ”Hvorfor skal du altid være så heldig?” I samme øjeblik fangede Lara mit blik, hun lavede en gestus til, at jeg skulle komme. Med stor påpasselighed for ikke at vælte over mine egne fødder, gik jeg hen til bordet, hun sad ved. Hun spurgte, om jeg ikke havde lyst til at sidde med hendes venner, og jeg svarede selvfølgeligt ja. Da jeg vendte mig om for at spørge Henriette, om hun havde noget imod det, var hun allerede gået. Jeg skulle havet gået efter hende, men jeg kunne ikke få mig selv til det. ”Cassie du er jo på Facebook nu, tilføjer du ikke lige os?” Hun kiggede ventende. ”Jo selvfølgeligt.” Jeg tastede mit kodeord ind og klikkede enter. Forkert adgangskode. ”Hm,” jeg prøvede igen. Forkert adgangskode. Lara kiggede forvirret på mig. ”Jeg har nok bare lavet en fejl, jeg finder ud af det, når jeg kommer hjem” Hun smilede, og sagde at det var helt fint.

Efter skole satte jeg mig på mit værelse. Jeg åbnede min computer og skrev adgangskoden. Skærmen ændrede pludseligt farve til blå, og der lød en høj pivelyd. ”Hvad sker der?” Store gule bogstaver kom til syne: Fejl, Fejl flere virusser fundet, computeren lukker ned. ”Virkeligt? Det kan ikke passe, den er kun en måned gammel!” Computeren slukkede og begyndte at gendanne. Jeg skrev til Henriette, men hun svarede ikke. Det var der, jeg modtog en besked fra Stine:

”Hey, hvorfor har du ikke accepteret min venneanmodning endnu?”

”Beklager, har fået virus.”                                                                                                                                                       

”Øv, du er altså for godtroende.”

”Jeg har slet ikke klikket på nogle links!"

”Vent, min fejl vi er venner.”

”Hvad? Men jeg har jo ikke sagt ja.”

”Du må havet gjort det inden du fik virus.”

 ”Ja det har jeg nok.”

Næste dag, ramlede hele min verden. Fra da jeg trådte ind i klassen, kunne jeg mærke, at noget var anderledes. Folk kiggede intenst på mig, men jeg lod det være. En pige hviskede mit navn og jeg krympede mig, men jeg sagde aldrig noget. Jeg satte mig ned i hjørnet. Mit blik søgte rundt i klassen, men ingen af mine venner kiggede tilbage. Kun nogle fyre der gloede på mig og grinte sammen. I frikvarteret opdagede jeg Lara, jeg hilste men fik intet svar. Måske hørte hun mig ikke. Jeg besluttede mig for at gå op til hende. Da jeg spurgte, om jeg kunne sidde der, opfangede jeg de blikke, hendes gruppe udvekslede. Hun svarede mig ikke, så jeg gentog mig selv. Hendes blik vandrede op af mig: ”Nej, beklager Cassandra, men find et andet sted.” Det sårede mig, men jeg vendte mig bare om og gik. ”Stine!” En dreng piftede efter mig, og jeg hæv hætten over mit hoved. ”Må jeg sidde her?” Hun vente ryggen til og pressede hænderne mod sine hørertelefoner. ”Stine?” Hun skruede op for lyden. ”Stine hvorfor er du sådan?” Jeg hæv hørertelefonerne af hende, ”Stine! Hvorfor er alle så underlige mod mig?” Hun ræv hørertelefonerne ud af mine hænder: ”Hvorfor tror du Cassie? Jeg vidste godt, at du ville være populær, men jeg havde aldrig troet, at du kunne gøre sådan noget. Lad vær med at snakke til mig.” ”Hvad har jeg gjort?”

Henriette kom stormende: ”Du er sgu klam, tænk at jeg engang respekterede dig.” Jeg kiggede mig desperat omkring, hele klassen havde samlet sig om mig: ”Hvad mener i?” Frederik kom gående mod mig: Cassie, giver du ikke en autograf, nu hvor du er sådan en stjerne?” ”Hvad snakker du om?” spurgte jeg frustreret. ”Jeg havde aldrig troet, at du var sådan en pige, men skindet bedrager.” Han vendte sin skærm mod mig, og min Facebook side vidste sig. Den var fyldt med nøgenbilleder, af mig. Det var mit ansigt, men ikke min krop, ikke mig. ”Det er ikke mig!” Råbte jeg, ”jeg ville aldrig lægge sådan noget op.” Lara kom til syne: ”Hold nu op, du er godt nok desperat efter opmærksomhed.” ”Cassandra Johansen”- det var min lærer: ”Jeg beklager, men det der er ikke passende opførsel. Jeg må bede dig om at gå til rektoren.” ”Er der da ingen der tror på mig, jeg er blevet hacket.” Tårene flød ned af mine kinder: ”Det er ikke mig.”

Så jeg stod der, mit liv var ved at vælte ned fra det tynde græsstrå, nogen havde placeret det på, og jeg så dig. Du var lige kommet hjem fra din ferie, og alt jeg behøvede var et smil, bare én der troede på mig. Jeg behøvede ikke engang at spørge dig, det blik du sendte mig, var et tydeligt svar. Du var skuffet over mig, vores tillid til hinanden var blevet ødelagt, og du troede ikke på mig mere. Grunden til, at jeg skriver til dig nu, er fordi, at jeg ved, at du er den eneste, der ville tro på mig. Det bilder jeg i hvert fald mig selv ind. Jeg tror, at du er den eneste, der ville gøre noget for at stoppe mig. Så jeg efterlader min historie her, for at nogen skal kende sandheden. For når jeg springer, vil jeg klamre mig til håbet om, at du ved, at det ikke var mig bag skærmen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...