Troublemaker

Kate lever det vilde liv, hun er lige kommet ud af fængslet da hun støder ind i en berømthed. Hun ved bare ikke at han er kendt. Han ved ikke hun er farlig. En lille gnist bliver til dyb forelskelse. De har begge hemmeligheder for hinanden, og de passer slet ikke ind i hinandens liv, vil de finde sammen alligevel?

2Likes
2Kommentarer
579Visninger
AA

11. Kapitel 5 ~ Første del

4 dage senere

 

“I dag er det Kates fødselsdag, hurra, hurra, hurra!” jeg slår øjnene op, foran mig står Will, Veronica, Maya, Zac og Alex.

“Er jeg ikke blevet lidt for stor til fødselsdagssang?” spørger jeg og trækker dynen op om ørene.

“Nej, 21 er da ikke så meget,” griner Maya, hun er selv 24.

“Tillykke med fødselsdagen skati!” hviner Veronica og løber hen for at give mig et knus. Vi er blevet gode venner igen, altså hun vidste jo aldrig at jeg var sur på hende, og jeg er sygt dårlig til at være sur på folk. Jeg krammer hende tilbage, og hun trækker en lille pakke frem bag sin ryg.

“Det er til dig,” siger hun og smiler stort.

“Tak,” siger jeg og begynder ivrigt at pakke op.

Det er den fineste sølv fingerring, med et lille dødningehoved, jeg nogensinde har set. Den passer på en prik på min langefinger. “Tusinde tak!” siger jeg begejstret.

“Når det er da bare en lille ting,” griner hun.

"Smutter i ikke lige ud, så jeg kan få noget tøj på?” spørger jeg.

“Jo selvfølgelig,” siger Zac hurtigt og ham, Will og Alex forsvinder hurtigt ud af værelset.

“Vi har planlagt den fedeste dag for dig,” siger Maya begejstret.

Jeg smiler, “Virkelig? Det bliver svært at overgå den sidste år.”

Jeg husker tydeligt sidste år, vi havde været på diskotek, kørt biljagter og var endt med at stjæle en båd og sejle ud på vandet.

“Tro mig, det her er hundrede gange bedre,” forsikre Veronica.

“Hvad er det?” spørger jeg.

“Vi fortæller det når du har gjort dig klar,” siger Maya. Jeg skynder mig ud af sengen og begynder at tage tøj på. Det bliver Shorts, nylon strømpebukser, sort top, og min denim jakke.

“Så lad os gå ud til drengene, så kan vi diskutere om vi vil fortælle dig, hvad vi skal, eller om det skal være en overraskelse,” siger Veronica.

Vi går ud og spiser morgenmad, selvfølgelig bliver de enige om, at de ikke vil fortælle mig hvad der skal ske, selvom jeg er meget imod det.

“Please?” tigger jeg.

“Nej,” siger Veronica bestemt.

“Men Maya sagde..” prøver jeg.

“Maya siger så mange dumme ting,” svarer Veronica.

”Hey!” siger Maya, “Jeg sidder lige her,” minder hun Veronica om.

“Undskyld, nogle gange siger du også noget nyttigt,” undskylder Veronica.

“Men jeg har planlagt en lang dag foran os, så lad os komme afsted,” siger hun begejstret.

Det blev en lang dag, først startede vi det hele med at køre om kap på gokarts. Det gik okay, hvis jeg selv skal sige det, en førsteplads til mig, anden til Will og tredje til Zac. Derefter tog vi ud for at spise, på den dyreste restaurant vi kunne finde, og stak så af inden vi nåede at betale.

“Det er sådan en fødselsdag skal holdes,” griner jeg forpustet. Vi er stoppet op, for enden af gaden, for at få vejret.

“Jeps,” siger Maya forpustet.

“HEY!” råber en stemme langt bag os. Vi vender alle hovederne med et sæt. Tjeneren fra restauranten er lige trådt ud af døren, og kommer nu løbende efter os.

“Løb,” hvisker Alex og sætter i løb.

Vi andre følger efter så hurtigt vi kan. Vi løber hen ad gaden, rundt om nogle sving og ender foran en stor bygning fyldt med lejligheder. Alex river døren op og holder den for os andre. Vi når akkurat ind alle sammen, da tjeneren løber om hjørnet. Vi ser ud gennem glasdøren, hvor forvirret hen ser ud, da han ikke kan se os mere. Efter at have kigget sig omkring, går tjeneren slukøret tilbage til restauranten. Vi bryder alle sammen ud i latter da han drejer om hjørnet, ud af vores synsfelt.

“Perfekt,” griner Veronica, “Hvad er klokken blevet?” spørger hun Will og tager hans hånd.

Det er som om min mave binder knude på sig selv, jeg har lyst til at kaste op ud over dem. Men jeg siger selvfølgelig ingenting, og gør heller ingenting.

“Næsten 17,” svarer Will efter et hurtigt kig på sit armbåndsur.

“Det er lige rette tid til den sidste ting,” siger Veronica og kigger spændt på mig. Jeg løsriver blikket fra deres sammenflettede fingre og kigger op på hende.

“Hvad skal vi?” spørger jeg.

Hun lyser op i et smil, “Til koncert,” siger hun.

“Med hvem?” spørger jeg. Jeg har aldrig gået særlig meget op i musik, eller artister, og kender ikke engang særlig mange.

“AC/DC” siger Maya og ser endnu mere spændt ud end Veronica.

Jeg kender godt AC/DC, men jeg har ikke hørt noget af deres musik i årevis. Maya er mega fan af dem, og snakker om dem hele tiden, men jeg plejer bare at lukke ørene og lade som om jeg hører efter, og sikre mig, at jeg siger ja på de rigtige tidspunkter.

“Yeah, nice,” siger jeg og gør alt hvad jeg kan for at lyde begejstret. Vi bestiller en taxa, og kører hen til koncertpladsen. Koncerten foregår udenfor, det er vinter, der er sne og der er koldt, Juhu..

Veronica holder billetterne og vi stiller os i den meter lange kø.

“Skal vi ikke gå hen og købe nogle Tågehorn?” spørger Alex og tager min hånd.

“Okay,” svarer jeg og vi går hen til en af de boder der ikke står mere end ti meter væk.

De har et kæmpe udvalg af AC/DC merch. Alex slipper min hånd, og går hen for at se på nogle fede t-shirts, hvor der står AC/DC hen over brystet og nedenunder er et stort dødningehovede. Jeg finder tågehornene i den anden ende, der er mindst 5 forskellige slags.

Jeg skal til at spørge Alex, hvilket han synes er bedst, men da jeg vender mig om for at finde ham er han der ikke.

Jeg kigger mig omkring, men kan ikke få øje på nogen høj person som rager op over alle andre. Han kan da ikke bare være væk?

Jeg kigger efter Maya, Veronica, Zac og Will ovre i køen, men jeg kan ikke se dem mere. Så hurtigt går køen da heller ikke?

Jeg begynder at kigge hele køen igennem, og får øje på dem helt forest.

De er ved at give billetterne, Alex er der også.

Jeg skynder mig at gå hen hen til dem, men på halvvejen glider jeg i sneen, og falder ned på min fod.

Min ankel vrider om, og en helt ubeskrivelig smerte stiger op i min fod. Jeg bider mig i læben for ikke at begynde at skrige. Jeg kigger op, og når lige at se mine venner går forbi sikkerhedsvagten. Veronica drejer hovedet, det ser ud som om hun leder efter nogen, mig? Men da hun ikke kan se mig, smiler hun og vender sig mod de andre igen.

Hvad var det de lige havde gjort? Havde de efterladt mig her, for selv at gå ind til koncerten? Den koncert vi skulle til, fordi det er min fødselsdag. Gjorde de det her bare så de selv kunne komme ind til koncerten? Godt nok er jeg ikke den største fan af AC/DC, men jeg ville da stadig gerne have været inde til koncerten med mine venner.

Det overrasker mig, meget. Jeg troede de var mine venner, troede at de ville give mig den bedste fødselsdag. Jeg rejser mig, børster sneen af mine ben og numse, og humper væk.

Det er ved at blive mørkt, man skal anstrenge sig for at se noget. Jeg er snart hjemme, 3 gader mere så er jeg der.

Smerten i foden er stadig stærk, og anstrengende at holde ud. Jeg drejer om hjørnet til den næstsidste gade, da en høj muskuløs mand går direkte ind i mig.

Jeg falder bagover og støtter på jorden med mine hænder, før jeg når at slå hovedet ned i den.

Manden har hættetrøje på, og står med sin mobil i hånden.

“Det må du virkelig undskylde, er du okay?” spørger han, stemmen er velkendt, men jeg kan ikke lige sætte ord på hvem det er. Han rækker en hånd frem for at hjælpe mig op, og putter mobilen i lommen.

Før jeg når at svare på hans spørgsmål fortsætter han, “Undskyld, det var min fejl, jeg burde ikke gå med min mobil, jeg burde kigge hvor jeg går,” siger han.

Jeg tager imod hans hånd, og han trækker mig forsigtigt op.

“Det ligemeget,” siger jeg, men nu gør min ankel endnu mere ondt. Jeg passer på ikke at støtte på den, og anstrenger mig for at holde tårerne tilbage. Jeg børster endnu engang sneen af mig, og ser op.

Jeg møder hans blik, jeg vidste jeg havde hørt den stemme før. Jeg kunne ikke genkende ham på grund af hætten, den laver skygger ind foran hans ansigt så man ikke kan se det. Men hvis man anstrenger sig, kan man godt se det er ham.

“Kate,” hvisker han overrasket.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...