The Challenge - Den blå hval kommer først

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 okt. 2017
  • Opdateret: 14 jul. 2018
  • Status: Igang
Katrine er træt af sit liv. Hun er træt af de kedelige hverdags rutiner, i det gamle lille hus for enden af vejen, i Aalborg Øst. Skolen virker pludselig uinteressant for den nu 15 årig gamle dygtige skoleelev.
En kedelig dag på Facebook, ser hun et opslag fra ViUnge. Opslaget blev lagt op, for at advare de unge om en ny challenge der havde ramt mange unge i Rusland. Katrine er ligeglad med hvorfor opslaget er blevet lagt op, hun trænger til spænding i sit liv. Hun bliver fanisneret af den nye verden, med selvmord, dårlig selvværd, og ubehag, så hun vover skinnet og begynder på challengen.
Senere finder hun ud af, at det måske ikke var så god en ide som hun troede. Imens prøver hendes bedste ven William at rede hende ud af den knibe, hun har bragt sig.

0Likes
2Kommentarer
197Visninger
AA

2. Han kender mig ikke

William og jeg, cykler stille og roligt hjem til ham. Vi stiller cyklerne, og gik indenfor. Der dufter af Williams deodorant, den som han bruger så tit.
William bor hos sin mor i en lille lejlighed, kun omkring 300 meter, fra der hvor jeg bor. Der var noget tryghed ved at have William boende så tæt på. Det var som en livline. En livline man kunne bruge hvis der ikke var andre muligheder tilbage. Før hen brugte jeg den meget. Det var den tid hvor mine forældre blev ved med at råbe, og skrige af hinanden. Den gang var jeg bange. Bange for hvordan det skulle ende. Man havde så tit hørt om fædre, såvel som mødre, slå, og sparke på deres ægtefælle. Dog kunne jeg ikke forstille mine forældre voldlige.

Efter vi kom ind, kunne jeg se Williams mor. Hun havde overtøj på, så hun skulle vidst lige til at gå. Hun skulle holde forretningmøde i banken den aften. Hun smiler venligt da vi kommer ind af døren, og "prøver" sådan at virke venlig. Hun spørg de der normale hverdags spørgsmål, som "Har du haft en god dag?" ,"Hvordan var skolen?" eller "Har i nu søret for..." og så videre og så videre. Williams mor prøvede så godt hun kunne, for at komme tæt ind på William. Hun ved godt hvor alene William ville være hvis jeg ikke var der. Alligevel fejler hun. hun arbejder næsten heletiden, for at få hverdagen til at køre rundt. Det faktisk lidt synd.
Efter jeg har tænkt min tanke færdig, skynder hun sig forbi mig, og ud af døren. Jeg kigger på William med et medlidende blik, mens han trækker på skuldrene, og med et skævt smil ned af.
Vi går ind mod stuen, for at slappe lidt af, inden vi skulle ned til Brusen for at købe ind til aftensmad. Ingen af os siger noget. Det plejer ikke at være sådan. Han plejer altid ville snakke om et eller andet med fester, eller computerspil. Men sådan er det ikke den her gang. Han kigger bare stille ned i gulvet, med et "Spørg mig hvad der er galt" blik.
Jeg trak på skuldrene, men spurgte endelig; "William? Kom nu, sig noget, du plejer altid ville snakke..." Jeg sukkede "Hvad er der galt?" Mens jeg rullede lidt med øjnene. Kun fordi det var så tydeligt, at han ville have mig til at spøge.
Han kigger på mig. "Ikke noget." Sagde han, mens han prøvede at trylle et smil frem på læberne.
"Jo kom nu, jeg kan se der er noget galt." Jeg kigger ham i øjnene.
Han sukkede. "Ja, det har du jo sådan et talent for." Sagde han med et smil, som igen blev fjernet efter 3 sekunder.
Jeg kan ikke tyde hvad han mener. Men jeg tækker bare på skuldrene, og rækker armene ud, for at signalere at jeg var krammeklar. Han tog i mod mit tilbud, og lænede sig ind mod mig, og lagde sit hoved på mit bryst. "Han nyder det her alt for meget" Tænkte jeg, med et smil på læben.
Vi sidder sådan lidt, ind til han trækker sig tilbage, og ser nu lidt gladere ud.
Klokken er ved at blive halv 5. William rejser sig fra sofaen, og gik ud i køkkenet. Jeg kigger på klokken en ekstra gang, og tænker "Skulle vi ikke lave mad?" .
Jeg råber ud i køkkenet til William. "Hey! William? Skulle vi ikke snart til at gå ned i Brugsen for at købe ind?
Jeg kan høre hans fodtrin, lige til han stopper i dørkarmen indtil stuen. 
"Argh... Jeg magter ikke rigtigt at lave mad i aften, skal vi ikke bare bestille en pizza?" Spurgte han, med et smil.
Jeg lavede et falsk smil, og svarede bare ja, selvom jeg ikke rigtig havde lyst til pizza.
William kommer hen til mig, med en skål chips, og begynder så at sætte en film på. Han spørg mig hvad jeg vil se, men jeg trækker bare på skuldrene og siger "Det ved jeg ikke, du vælger bare." For at være ærlig, så har jeg lidt fortrudt jeg sagde HAN bare kunne vælge. For jeg ved at han ville sætte noget action på, eller noget i den stil. Noget som der slet ikke var for mig.
Han finder Netflix på sin mobil, og kopler den til Chrome Cast'en. Han scroller ned, og finder så endelig en film. Til min store overraskelse, fandt han ikke nogen plader-actionfilm, men en film som jeg havde tænkt på at se længe. "En flænge i himlen" hed den. Jeg er overrasket, men siger ikke noget til det. Jeg sagde jo selv at jeg var ligeglad. Vi sidder side om side, med hinanden. Mig med chips skålen, og ham med sin mobil. Han slukker den og ligger den fra sig. Jeg kigger stift ind mod skærmen, men alligevel kan jeg se ham ud i øjenkrogen. Ham der bare sidder og kigger på mig. Jeg blev lidt rød i kinderne, for jeg bryder mig ikke om at få opmærksomhed, altså den slags opmærksomhed. Og da slet ikke fra William. Jeg ved godt at han kan lide mig, men jeg troede... Mere kunne jeg ikke nå at tænke, før han drejer mit hoved, så det vender ind på hans. Han har armen om mig. Det havde jeg ikke opdaget. Jeg var alt for opslugt af mine egne tanker, og filmen.
Han kigger mig døbt i øjnene. Jeg kan næsten forud se hvordan det her ville komme til at gå. Han ville læne sig ind over mig, og kysse mig. Kysse MIG. Men jeg havde ikke lyst til at blive kysset, jeg kan ikke lide ham på den måde. Selv hvis jeg kunne, ville jeg ikke havde vi skulle blive kærester, som HAN så godt ville have vi skulle være. For hvad nu hvis det vil komme til at ende galt, så ville det ødelægge vores venskab. Det venskab vi har arbejdet så meget på, igennem 12 år. 
Han begynder at læne sig ind mod mig. Tankerne flyver rundt i hovedet på mig, men alligevel har jeg den ene tanke der beder mig om at stoppe ham.
Jeg trækker mig tilbage. Det gør han også. Han ser lidt, trist ud. Måske var det det. Måske var det derfor han opførte sig så underligt tidligere.
Jeg rystede lidt på hovedet, og sagde; "Jeg tror vidst også jeg skal til at hjemad." Løj jeg. Vi havde ikke engang fået pizza endnu. Jeg rejste mig op, og begyndte at gå i mod hoveddøren.
William sagde undskyld, jeg tror mindst 100 gange, bare inden jeg gik.
Lige inden jeg gik ud af døren. Kunne jeg høre William "Nej kom nu Katrine. Ikke gå." Jeg havde lyst til at blive, men på den anden side, havde jeg ikke lyst til den akavet stemning jeg VIDSTE ville være der.
Jeg lukker døren, og tænker over hvad der lige var sket. William. For første gang i 12 år, prøvede han at kysse mig. Men hvorfor? Jeg havde ikke signaleret at jeg ville noget. Ikke andet end at hænge ud sammen med min bedste ven. "Jeg burde ha' set den komme" tænker jeg.

Jeg begynder at gå hjem. Klokken var 6, og det var allerede mørkt. Præcis som alle morgnerne. Mørk og trist. Jeg tænker lidt på William. På hvorfor han ville gøre det. Nu hvor jeg tænker nærmere over det, så kender han mig slet ikke. Han kender mig bedre end mig familie, men han kender mig ikke sådan helt. Han ved ikke hvad jeg tænker, hvad jeg føler og hvad jeg mener. Men hvem gør også det.
"Han kender mig ikke..." Tænker jeg, og går stille hjem.
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...