Vampires and Warriors

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 nov. 2017
  • Opdateret: 2 feb. 2018
  • Status: Igang
Emma ser sin kæreste og bedste veninde sammen til en anden venindes fødselsdag og forlader festen for at tage hjem. På vejen hjem møder hun en venlig og charmerende fyr, som tilbyder at følge hende hjem, men er han mon helt så god, som han lader til at være?

4Likes
15Kommentarer
1445Visninger
AA

1. Tøsne og hundepoter

Jeg stod af bussen og fumlede med at få min nøgle op ad tasken. Min cykel stod lænet op ad hegnet ikke så langt fra busstoppestedet. Som sædvanligt lå nøglen som det nederste i tasken, og jeg havde endelig fået den op og forsøgte at låse cykellåsen op. Hver gang jeg forsøgte at sætte nøglen i nøglehullet, stødte den på noget, og jeg havde nu tabt den 3 gange, og forsøgte stadig at låse den forfrosne lås på cyklen op. Mine hænder var følelsesløse, og jeg var svimmel efter for megen rom. Jeg havde allermest lyst til at græde, men jeg ville så gerne vente, til jeg lå i min seng.

Jeg var alene ved busstoppestedet. Klokken var halv tre om natten, og det var i starten af december måned. At skulle gå alene gennem Manchester på dette tidspunkt af natten, var ikke just den bedste ide, men det var den eneste mulighed, jeg havde for at komme hjem. De fleste ville nok have foreslået, at jeg kunne tage en bus eller ringe efter en taxa. Den mulighed havde jeg bare ikke lige nu. 

Cykellåsen var stoppet af is og til mit store held, havde jeg en lang gåtur foran mig i stilletter og kort kjole. Dette er uden tvivl ironisk ment. Måske, det taget årstiden i betragtning, havde været den dummeste ide at tage i byen, klædt som jeg nu engang var. Til mit store held var det kun tøsne, som var fladet de sidste par dage og jeg skulle derfor kun koncentrere mig om ikke at glide på de glatte fortovsfliser.

Aftenen skulle have handlet om Natasha. Det var hendes 18 års fødselsdag, og derfor skulle hun have været i centrum. Hun var den sidste i vennegruppen til at blive 18, og min egen 18 års lå allerede to år bag mig. Der var faktisk ikke mere end 3 uger til min 20 års fødselsdag, hvilket jeg egentlig bare synes, var med til at gøre det meget værre, at jeg i sidste ende havde endt med at tage så meget opmærksomhed. Jeg sukkede dybt og krammede min tynde jakke om mig med armene over kors under min barm. I virkeligheden kunne man nok ikke kalde den en jakke men mere en tynd trøje. 

Jeg havde forladt min skrotbunke af en forfrossen cykel og var efterhånden kommet et godt stykke ned ad vejen. Egentlig kunne jeg vel ikke tage hjem. Kunne jeg? Hvor skulle jeg ellers tage hen? Jeg fortsatte ned ad vejen uden egentlig at tænke over det. Måske jeg bare skulle holde mig i gang for ikke at fryse for meget. Mine sko havde helt bestemt ødelagt mine fødder og forfrysningerne fra den kolde asfalt kunne umuligt blive værre. Jeg overvejede kort at smide skoene og gå på bare fødder resten af vejen.

På den anden side af vejen stod en gruppe mennesker. De snakkede meget højt mens de drak af flasker og så ud til at have en fest. Jeg gik langs med Whitworth park med parken på min højre side. De så ud til at være på vej i samme retning som mig, men i modsætning til hvordan jeg havde det lige nu, så de ud til at havde deres egen lille fest. 

Jeg kunne ikke lade være med at kigge på dem. Det havde været mig for bare få timer siden. Jeg kunne dreje her ad Hathersage Rd. og tage hjem til mine forældre og tage den samtale med min mor, som selvfølgelig vil være umulig at komme udenom om et par dage. Var det mon det værd? Det ville uden tvivl blive det helt store krydsforhør, og jeg havde i virkeligheden ikke rigtig lyst til at snakke med nogen overhovedet. Jeg tog min mobil op af tasken. ”Hvor er du?!”… ”Emma, svar mig nu!” 7 ubesvarede opkald. Jeg besluttede mig ret hurtigt for at tage hjem til mig selv. Mon man kan få skiftet en lås på denne tid af natten?

Jeg lagde mobilen ned i tasken igen og fortsatte med raske skridt ned ad vejen. Eller rettere forsøgte at gå med raske skridt. Det gik aldrig godt med at gå og kigge mobil på samme tid, og da slet ikke hvis jeg ikke skulle falde i mine stilletter. Gruppen af mennesker som jeg lige havde passeret, havde mere eller mindre indhentet mig, da jeg var gået over vejen for at komme hen på den rigtige side, når jeg nu skulle til højre om ikke så forfærdeligt længe.  Jeg satte farten op og koncentrerede mig mere om ikke at falde i mine sko end at høre hvad de snakkede om. Jeg kunne ikke helt undgå at høre deres glade stemmer og grin bag mig.

”Hey, skal du også til festen på Playfair street?” kom det bag fra og jeg blevet grebet på skulderen og drejede hovedet. En høj mand stod med hånden på min skulder mens han smilte stort. Han så ud til at være en del ældre end mig, og så alligevel ikke. I virkeligheden var det ikke helt nemt at se ham. Der var ikke meget belysning lige her, og mine tanker var et andet sted lige nu, men alligevel virkede det som om hans øjne fangede mig. Jeg havde aldrig set øjne så blå som hans.

”Vent, er du okay?” spurgte han og trak hånden til sig og så afventende på mig.

Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle sige, men fik stille nikket til ham og tørrede mine kinder som uden tvivl måtte være stribede at mascara. Han stank af alkohol. Eller måske det var den åbne falske i hans hånd. Jeg kunne kun håbe at han havde lige så svært ved at se mig, som jeg havde ved at se ham.

”Fryser du ikke helt vildt i den beklædning? Spurgte han igen kiggede kort op og ned ad mig og tog en tår af den falske han havde i hånden. Tanken om at drikke whisky direkte fra flasken fik det til at vende sig i min mave. Han gav flasken til en pige som var kommet op til os, og tog sin jakke af. Tanken om flasken hev mit fokus væk fra hvad han havde spurgt mig om, og jeg svarede ham derfor ikke

”Her, du kan låne denne her. Jeg skal nok følge dig. Så kan jeg altid finde de andre senere.” sagde han og lagde sin jakke over skuldrene på mig. Den var dejlig stor og ikke mindst varm. En rigtig vinterjakke af den ekstra varme slags.

”Jamen det behøver du altså ikke. Jeg skal bare hjem” svarede jeg og vidste ikke helt hvad jeg skulle gøre af mig selv eller den dejligt varme jakke. ”Jeg ved ikke engang hvor jeg skal hen... Altså, jeg ved ikke om jeg tager hjem... og du skal vel med alle de andre?” plaprede jeg ud, men nød alligevel at have den varme jakke liggende om mig.

Resten af den gruppe han havde gået med, var kommet et godt stykke foran. Vi stod stille på hjørnet mellem Oxford Rd. og Moss Ln. E. Der var alligevel 20 minutters gang i de her sko før jeg var hjemme, og hunden skulle sikkert også luftes når jeg engang ville være kommet så langt. Min mobil vibrerede endnu en gang i min taske. Jeg famlede febrilsk for at få den op af tasken igen. Endnu en gang var det Louis som ringede. Jeg lagde på og smed den ned i tasken igen.

”En du ikke vil snakke med?” spurgte han mens han fulgte min hånd med mobilen ned mod taksen.

Han stod egentlig bare og kiggede på mig, mens jeg selv var helt ude af den. Jeg nikkede kort og tog hans jakke af mine skuldre og rakte ham den.

”Er du sikker på at du ikke vil låne den lidt? Du kan jo altid gå med mig hvis du ikke ved hvor du skal hen.”

Han tog ikke imod jakken, men trak i stedet ærmerne på sin sorte skjorte op, så man kunne se tatoveringerne på hans venstre underarm. Han virkede ikke som om kulden generede ham det mindste. 

”Jeg tror bare at jeg skal hjem. Hunden skal nok også snart ud og…” startede jeg.

Han tog jakken, som jeg stadig holdt frem mod ham, og lagde den om mig igen og afbrød mig.

”Jamen så følger jeg dig hjem. Så kan jeg finde de andre bagefter. Du skal heller ikke gå her alene.” svarede han og Jeg kunne lige ane et smil i hans mundvige. Jeg gav mig og begyndte at gå ned ad vejen mod lejligheden hvor jeg bor. Han gik på siden af mig og egentlig var det bare rart ikke at skulle gå alene også selvom jeg normalt aldrig ville snakke med fremmede, og slet ikke lade dem følge mig hjem.

”Tak” sagde jeg. Det var det eneste jeg kunne fremstamme, mens tårerne som jeg ellers havde kæmpet for at holde tilbage nu kom væltende. Jeg forsøgte at holde dem så meget tilbage som muligt, men jeg kunne ikke stoppe tårerne fra at trille ned ad mine kinder, og jeg kunne ikke lade være med at hulke af og til. 

Han åbnede lommen på den jakke han havde lagt over mig og hev en pakke lommetørklæder op og rakte mig et. Jeg forsøgte at tørre det værste væk uden at smøre mascara ud i hele ansigtet, men jeg var rimelig sikker på at det allerede var sket. Det undrede mig at en fyr som ham havde lommen fuld af lommetørklæder. Han måtte uden tvivl have en kæreste, som skulle bruge dem.

”Er det noget du vil snakke om” spurgte han og lagde lommetørklæderne ned i jakkelommen igen.

Han lagde igen sin hånd på min skulder. Det var et eller andet sted lidt betryggende. Det var vel i virkeligheden lidt dumt at føle mig så tryg og godt tilpas sammen med en fulkommen fremmede midt om natten, men der var et eller andet ved ham, som gjorde mig rolig.  

”Det er en lidt lang historie, men i bund og grund så var jeg til min venindes fødselsdag og endte med at se min kæreste og en anden veninde sammen på toilettet. Jeg gik fuldstændig amok, og lige nu er jeg på vej hjem i den lejlighed som vi begge bor i.” svarede jeg og tørrede nogle tårer væk fra mine kinder.

Jeg forsøgte at snakke så rent som muligt. Jeg både snøftede og hulkede og forsøgte at fjerne så mange tårer som muligt før det løb for langt ned ad kinderne på mig. Han lagde armen om mig og krammede mig let ind til sig mens vi gik.

”Skal jeg være ærlig, så aner jeg slet ikke hvad jeg skal sige til det. Men det er da hans tab. Mon ikke også det er derfor din mobil bliver ved med at vibrere?” sagde han og krammede mig endnu en gang lidt ind til sig.

Jeg smilte let til ham idet han knugede mig ind til sig. Vi havde efterhånden gået et stykke og var ved at være ved lejligheden, men vi havde heller ikke rigtig talt så meget.

”Vil du med op?” spurgte jeg og overraskede mig selv. Jeg vidste ikke hvorfor jeg spurgte, men han havde kun været venlig og jeg følte ikke at jeg havde en grund til ikke at spørge. ”Jeg vil helst ikke være alene når han kommer hjem, men jeg forstår godt hvis du skal videre” fik jeg tilføjet og kunne mærke at jeg fik farve i kinderne.

”Hvis du giver en kop kaffe er jeg på” svarede han og smilte stort til mig.

Han havde givet slip på mig og trak en pakke cigaretter op ad lommen på den jakke som jeg stadig havde på. Han tog en cigaret op og satte i mundvigen, hvorefter han fiskede en lighter op ad samme lomme. Der var mere lys her end der havde været siden han havde grebet fat i mig. Han var pæn. Hans mørke, næsten sorte hår lå redt tilbage over hovedet på ham, men lå alligevel ikke helt fladt. Hans øjne så endnu mere blå ud end de havde gjort da jeg først så ham, og så ud som om de kunne se helt ind i min sjæl. 

”Ryger du?” spurgte han og rakte pakken hen mod mig.

Jeg var stoppet kun to måneder før, og der var intet andet jeg hellere ville lige nu end at ryge, men alligevel rystede jeg på hovedet og trak jakken tættere ind til mig mens jeg flyttede blikket fra pakken med cigaretter og fandt et punkt på fortovet, som jeg kunne koncentrere mig om for ikke at blive fristet til at sige ja.

”Jeg er næsten lige stoppet, ellers tak” svarede jeg og holdt blikket på den lille plet på fortovet.

...

Vi var kommet til trappeopgangen hvor jeg boede. Han var stadig i gang med at ryge den samme cigaret som han havde startet 5 minutter før.

”Sagde du ikke at hunden skulle luftes? Du kan bare hente den, så går vi en hurtig tur, mens jeg ryger færdig” sagde han og satte sig på trappestenen med armene hvilene på knæene. 

Det så næsten komisk ud med de lange ben og den meget lave trappesten. Jeg nikkede og gav ham jakken tilbage og låste så døren op og smed skoene så snart jeg var inde på gulvet i opgangen. Aldrig havde jeg haft så ondt i mine fødder som jeg havde nu. Jeg gik så hurtigt jeg kunne op ad trappen uden af ømme mig for meget. Django havde lagt sig på den anden side af døren, så jeg måtte feje ham væk for at kunne komme ind. 50kg hund var ikke altid lige sådan at rykke rundt på. Jeg gav hunden halsbånd og snor på, og trak i min tykkeste vinterjakke og bamsestøvler. Det syn hørte nok mere til i et cirkus end det gjorde her. Hunden gjorde det umuligt at gå stille ned ad trappen igen. Han sad stadig på trappestenen og var endelig blevet færdig med at ryge. Jeg havde altid undret mig over hvordan nogle mennesker kunne være så utrolig lang tid om at ryge en enkelt, mens andre knap nok havde sat den op til munden før den var væk. Django fór ud i hovedet på ham for at komme hen til nærmeste træ så han kunne tisse.

Han rystede på hovedet og rejste sig grinende fra trappestenen, mens jeg forsøgte at få styr på hunden.

Vi sagde ikke noget til hinanden mens vi gik ad gaden i den retning vi lige var kommet fra. Jeg havde det dejligt varmt i mit lidt specielle tøj. Hunden løb glad foran os og trak væsentlig mere i snoren end han plejede.

_ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _

Det er første gang jeg forsøger mig med at publicere mine fortælinger på movellas. Jeg håber at den bliver taget godt imod! Ris og ros modtages meget meget gerne! 

- Monarch 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...