Vampires and Warriors

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 nov. 2017
  • Opdateret: 2 feb. 2018
  • Status: Igang
Emma ser sin kæreste og bedste veninde sammen til en anden venindes fødselsdag og forlader festen for at tage hjem. På vejen hjem møder hun en venlig og charmerende fyr, som tilbyder at følge hende hjem, men er han mon helt så god, som han lader til at være?

4Likes
15Kommentarer
1441Visninger
AA

16. Jeg vil ud

Det havde nok ikke været den bedste ide at aftale med Draven at vi skulle se film sammen. Det virkede alt for tæt og pakket at sidde i min seng, og Draven gjorde bestemt også sit for at sidde tæt på.

Han havde lagt armen om mig men en actionfilm, hvis titel jeg ikke kunne huske, og i virkeligheden også var ligeglad med, spillede på skærmen.

Det var trygt og varm at sidde her med hans arm om mig, og tanken om at læne mig ind til ham og lukke øjnene fristede mig mere end den måske skulle have gjort.

Jeg sad med en kop varm kakao i hånden. Eller i hvert fald det som var tilbage af den. Jeg forsøgte at følge med i filmen, men der var så mange andre ting, som optog min koncentration. Renier og Zara, Draven, og til en hvis grad Louis. Hvis jeg nu skulle få lov til at komme hjem jule over, hvad ville chancen så være for at støde ind i ham?

Jeg sukkede stille og kiggede ned på min kop. Der var kun en lille sjat tilbage, den var ikke længere varm, og jeg kunne derfor heller ikke længere varme mine hænder på koppen.

”Hvordan kan det være at vi spiser mad, når vi ikke behøver det?” spurgte jeg og kiggede op på Draven, som stadig var højere når vi sad ned. Jeg brød tydeligvis Dravens koncentration ved at spørge ham om noget, men han så ikke ud som om det generede ham.

”Ville du sige farvel til varm kakao eller pizza?” svarede han og kiggede ned på koppen i mine hænder. Han havde ret. Jeg havde på ingen måde lyst til at skulle undvære alt den mad som blev serveret her hver dag.

”Du har ret” svarede jeg og lænede mig ind over ham for at sætte min kop på den bakke han havde båret dem her op på.

”Jeg ved at jeg har ret” svarede han grinende og flyttede sin arm fra bag mig. ”Jeg har jo levet en del længere end dig” fortsatte han og satte sin egen kop hen på bakken på sengebordet.

Jeg satte mig i skrædderstilling med fronten til ham og kiggede på ham. Han havde været forbi sit eget værelse og havde skiftet til et par løse grå bukser og en stram rød t-shirt. Han manglede bare en rød hue og et par træsko for at ligne en nisse. Hans næsten sorte hår lå som en krøllet masse på hovedet som han engang imellem kørte hånanden igennem for at rede tilbage.

”Tror du at jeg får lov til at komme hjem til jul?” spurgte jeg og kiggede fortsat på ham. Ligesom med Renier da jeg havde spurgt om lov blev hans ansigtsudtryk ulæseligt. Noget som egentlig både irriterede og fascinerede mig.

”Ikke rigtigt” svarede han og kiggede ned. ”Ikke alene i hvert fald.” fortsatte han og forsøgte tydeligvis at lyde en smule mere optimistisk.

Jeg havde regnet med at Draven havde sagt at jeg selvfølgelig nok skulle komme hjem, men alligevel var det betryggende at han havde fortalt mig hvad han rent faktisk mente i stedet for at fortælle mig en halv sandhed.

Inderst inde vidste jeg at jeg ikke kunne styre mig, hvis nogen satte en kop blod under næsen på mig, og tanken om at høre en puls og sætte tænderne i en åre, fik min mund til at løbe i vand. Men tanken om at det kunne være min mor eller far som jeg satte tænderne i, skræmte mig, og fik mig til at føle mig mere tilpas ved at blive her hvor jeg nu engang var endt.

”Emma, du er godt klar over at der ikke går længe før du ikke kan se dem mere.” sagde han og vækkede mig fra mine tanker. Jeg nikkede stille til ham som svar. Jeg vidste godt at jeg ikke ville blive ældre lige så hurtigt som dem. Det havde været en del af hele ”du er en vampyr nu” talen, som Draven havde givet mig en af de første dage i huset.

”Er det ikke bare endnu mere grund til at se dem nu?” spurgte jeg og forsøgte at lyde som om det bare var en fiks ide, som lige poppede op i mit hoved, men i virkeligheden havde præcis den tanke været grundet til at jeg var gået til Renier og havde spurgt om jeg kunne komme hjem til jul.

”Hvor længe har du været vampyr?” spurgte jeg ham og begyndte at dimse med mit trøjeærme.

 

*** Reniers Synsvinkel***

 

Jeg stod og kiggede ind i ilden mens jeg ventede på Scott. Jeg havde som sædvanlig et glas whisky i hånden. Det måtte blive mit nytårsforsæt at drikke mindre. Måske at stoppe helt. Ligesom at det kunne gavne min bror at smide sine cigaretter. Heldigvis skulle der langt mere alkohol til at gøre en som mig fuld, og der gik væsentligt kortere tid før jeg igen var ædru.

Jeg kunne ikke lade være med at tænke på det Emma havde sagt. Vi snakkede bare. Der skete ikke noget. Men der skete jo noget, og var der noget vi ikke gjorde, så var det at snakke. Jeg ville ønske at jeg aldrig havde hørt hende sige de ord. De kørte rundt i mit hoved som en ødelagt CD der spiller det samme om og om igen.

På de meget få og korte møder jeg havde haft med Emma, havde jeg lært noget om mig selv. Jeg fandt hende spændende, på en måde, som kunne være farlig for min familie, og efter i nat, var der ingen tvivl om, at jeg ville have hende. Det var ikke nok at have hende i nat, jeg ville have at alle skulle vide at han var min.

.. ... ..

Scott sad i sofaen med et glas i hånden, som ligesom mit eget var fyldt med whisky. Der var ikke nogle af os som sagde noget. Jeg havde utrolig svært ved bare at springe ud i det, og fortælle ham at han havde ret i det han altid havde sagt om det forhold Zara og jeg havde til hinanden. Scott kendte det meste af vores historie, men det ville stadig kræve alt for meget af mig at fortælle ham om alt hvad der var sket.

Jeg trak vejret dybt, pustede langsomt ud og tog en tår fra glasset.

”Jeg har brug for at du følger Zara.” startede jeg mens jeg kiggede ned på glasset i mine hænder. ”Jeg vil ud af ægteskabsaftalen og jeg skal have bevis for at hun er sammen med en anden for at kunne komme ud.” fortsatte jeg og fik endelig taget mig sammen til at kigge op på ham.

”Og hvorfor sker det nu?” spurgte han og lænede sig frem så hans albuer støttede sig på hans ben. Glasset hvilede i begge hans hænder, og svævede mellem hans ben. Det var tydeligt at han ledte efter den præcise grund til at jeg ville ud af det, og at fortælle ham at vi ikke passer sammen, ville på ingen måde være nok for ham. Jeg var tvunget til enten at fortælle ham den fulde sandhed eller se om jeg indenfor de næste to sekunder kunne blive en mester i skuespil.

”Hun er ikke sig selv længere” svarede jeg og kiggede igen ned på mit glas. Jeg vidste at det ikke var den fulde sandhed, men det var sandt. Den kvinde jeg havde kendt i evigheder, og som jeg havde forelsket mig mere og mere i dag for dag, var ikke længere den kvinde jeg så når hun stod foran mig.

”Ren, det kunne selv en blind mand se… For helvede, hvor længe har jeg ikke fortalt dig at du skulle droppe den gimpe før det gik galt?” Han rystede opgivende på hovedet og lænede sig tilbage i sofaen. Jeg vidste at han havde ret. Det var måske også det som gjorde det hele meget værre. Scott havde altid været der for mig. Han havde sagt fra dag et at Zara ikke ville være andet end problemer, og jeg havde med vilje ikke lyttet til ham, fordi jeg ikke troede på at det nogensinde kunne gå galt.

”Ren, hvad er grunden til at det skal være nu?” Spurgte han og bundede sit glas indhold. ”Hvorfor ikke for 2 år siden, hvor det begyndte at gå galt?”

Jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare. Jeg kunne vel ikke se at det ville gå galt. Klart var der allerede nogle tegn den gang, men aldrig noget jeg havde troet ville komme så vidt, og på en eller anden måde, var jeg efter så mange år alene, lykkelig over endelig at have fundet en som jeg kunne se mig bruge mit uendelige og udødelige liv sammen med.

”Ren?”

Scott sad stadig tilbage og slappet i sofaen og ventede tydeligvis på at jeg skulle åbne fuldstændig op og pladre ud med alt hvad jeg gik og tænkte og følte. Det var bare ikke noget jeg kunne.

”Der er en anden.” svarede jeg og kiggede op på ham med det ene øjenbryn hævet en anelse. Hans ansigt viste tydeligt at det ikke var det han havde regnet med. ”Jeg ved ikke om der er noget, men jeg har lyst til at være sammen med hende. Hun giver mig en utrolig ro i hovedet, mens min mave føles som en hel grotte fuld af flakkende flagermus. Der er et eller andet ved hende.”  

”Hvem er det?” spurgte han, og så mere glad ud end han havde gjort da jeg smed ideen om en anden pige i hovedet på ham.

”Emma” svarede jeg og smilte for mig selv, mens jeg kiggede ned i gulvet foran mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...