Vampires and Warriors

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 nov. 2017
  • Opdateret: 2 feb. 2018
  • Status: Igang
Emma ser sin kæreste og bedste veninde sammen til en anden venindes fødselsdag og forlader festen for at tage hjem. På vejen hjem møder hun en venlig og charmerende fyr, som tilbyder at følge hende hjem, men er han mon helt så god, som han lader til at være?

4Likes
15Kommentarer
1437Visninger
AA

3. Hemmeligheder og overraskelser

"Det meste af blodet er hendes eget. Det er et under at hun overhovedet er overlevet med så stort et blodtab" Jeg lyttede. Jeg kendte ikke stemmen, men jeg var ikke i tvivl om at hun snakkede om mig. "Vi har også taget en prøve af blodet fra hunden. DNA'et er fra en mand. Hvor meget blod han har mistet, ved vi desværre ikke." 

Det var den samme kvinde som talte. Igen var jeg ikke i tvivl om hvad hun snakkede om. Jeg vidst også hvem ejeren af det mandlige DNA måtte være. Jeg kunne næsten se ham for mig. De blå og dybe øjne og det sorte hår. Selv lugten af cigarretter og whisky, som hang ved ham, kunne jeg fornemme. 

"Er der sket andet med hende end blodtabet?" 

Det var hverken Louis eller kvinden fra før som talte. Det var min mor. Jeg sukkede stille og åbnede langsomt mine øjne. Jeg lå med hovedet hævet og kunne se direkte ned på min mor og en sygeplejerske, som måtte være den anden stemme. Jeg blinkede et par gange for at kunne se klart.

"Vi kan ikke teste for andet før hun vågner." svarede sygeplejersken og kiggede ned i sine papirer. "Det var en ung mand som ringede efter ambulancen. Vi sendte ham hjem efter et par timer, men han sidder ude i venteværelset nu, hvis du vil tale med ham. Han har været her, så meget som vi tillod" fortsatte hun og lukkede den lille mappe med papirer sammen. 

Jeg hostede med vilje et par gange for at få deres opmærksomhed men fortrød det hurtigt igen. Der bredte sig en brændende fornemmelse fra mit bryst og helt ud i mine fingerspidser, som fik mig til at rømme mig i smerte. 

"Emma!" Sagde min mor højt og løb hen på siden af mig hurtigere end jeg nogensinde havde set hende bevæge sig før. 

Jeg drejede forsigtigt hovedet og kiggede hen på hende. Jeg havde ikke nær lige så ondt i kroppen som jeg tidligere havde haft, men det gjorde uden tvivl stadig ondt. Men det var dejligt at se min mor. Sygeplejersken havde forladt stuen da hun så at jeg var vågen. Min mor stod bare ved siden af mig med min ene hånd i sine og nussede håndryggen hvor en nål lå under. 

Jeg kiggede rundt i værelset. Det lignede en normal hospitalsstue med hvide vægge, ledninger, apparater, snore og knapper i alle verdens farver. Jeg havde siden jeg var helt lille undret mig over hvad de forskellige snore og knapper ville udløse, og da jeg ikke var ret gammel, havde jeg ladet min nysgerrighed tage over og havde hevet og trykket på dem alle sammen. Jeg fandt hurtigt ud af at det ikke var noget som hospitalets ansatte synes om, og jeg havde da også fået en del ballade med mine forældre. Tanken om det gav mig lyst til at grine. Jeg havde aldrig brudt mig om hospitalerne, men min mors ansigtsudtryk da næsten hele hospitalets personale stod på stuen klar til at udøve alverdens redningsmanøvre, kunne ikke andet end at gøre mig i lidt bedre humør.

Sygeplejersken som før havde snakket med min mor kom ind med to andre personer. Den ene en lille, spinkel og rødhåret kvinde, som uden at sige noget til nogen af os begynde at pille ved et af de mange stativer med væske som var sat til mig. Hun drejede en lille rund gul dims et par gange til den ene side og tog slangen af og skruede en ny gul dims på, som ikke havde en slange hængende efter sig. Den anden person var en høj og yderst bredskuldret mand. Hans hår var langt og lysebrunt og opsat i en rodet knold. Hans hvide kittel med lange ærmer var smøget op, og vise tydelige tatoveringer på de veltrænede underarmene. Jeg kunne ikke tyde navet på det skilt han bar, og havde svært ved ikke at blive ved med at kigge på ham. 

Sygeplejersken og manden kiggede på mig uden at sige noget mens den rødhårede kvinde blev ved med at rode med alle slangerne og apparaterne bag mig. Jeg løftede hånden, som min mor stadig nussede, og gned mit ene øje. De fleste smerter var så småt ved at være væk, men jeg følte mig træt og tung i det meste af kroppen. 

Igen uden at sige noget til nogen listede den rødhårede kvinde væk fra min seng og ud af døren. Sygeplejersken og manden kiggede på mig i en del tid før han vendte sig mod min mor. 

"Fru Jensen, hvis de vil være så venlig at vente i venteværelset, mens vi undersøger deres datter." sagde han høfligt og nikkede stille til min mor som uden at sige noget flyttede hænderne fra der hvor de var landet i sengen og forlod lokalet. 

"Nå Emma, mit navn er Renier Blake, og jeg er din læge." sagde han og kiggede roligt på mig. "Jeg kan forstå at du er blevet overfaldet. Er det korrekt?" spurgte han, og kiggede i de papirer som han havde haft med ind på stuen. Noget sagde mig at det var de samme papirer som sygeplejersken havde stået med før da hun havde snakket med moderen. 

"Det tror jeg" svarede jeg ham. I virkeligheden kunne jeg slet ikke huske noget mellem at have forladt lejligheden med Django til at jeg vågnede bag lejligheden ved en stor skraldecontainer. Min stemme var ru og jeg skulle anstrenge mig for at få en lyd over læberne. "Jeg kan ikke huske hvad der skete." fortsatte jeg og forsøgte at sætte mig lidt mere op i sengen uden held. Jeg havde slet ikke nogle kræfter tilbage i mine arme, og det krævede for meget at skulle skubbe hele min krop op. 

Renier nikkede bare stille til det jeg havde svaret. Der var et eller andet ved ham som ikke virkede normalt. Jeg havde gennem min tid været indlagt en del gange, mest grundet små uheld som havde store konsekvenser og det var første gang at en læge havde givet mig sit fornavn eller for den sags skyld haft tydelige tatoveringer. 

Sygeplejersken tog fat i lille fjernbetjening på siden af sengen og trykkede på en knap som fik den del af sengen som var under mit hoved til at løfte sig. Jeg smilede taknemligt til hende og følte mig en smule mere tilpas ved at sidde mere op.  

"Kan du huske hvordan du har fået såret på din hals?" spurgte han og kiggede afventende på mig. Min hånd flyttede sig af sig selv op til det lille plaster jeg havde i venstre side af halsen. Jeg rystede forsigtigt på hovedet, men flyttede ikke hånden fra halsen. 

Det meste af besøget med lægen her inde forløb på den måde. Han stillede et spørgsmål, som jeg ikke kunne huske svaret på, og så stillede han mig et nyt som jeg heller ikke kunne svare på. Han tjekkede også mine pupiller og skrev ned mens han undersøgte dem. Han lyttede derefter til mit hjerteslag og min vejtrækning, men sagde ikke rigtig noget til det, før han sagde at han ville komme igen i løbet af dagen og derefter forlod værelset igen. 

.. ... ..

Jeg åbnede langsomt øjnene og brugte en del tid på at finde ud af hvem der stod ved siden af mig. Jeg havde forventet at det ville være en sygeplejerske som var ved at ændre på en af de mange slanger som var tilbage, men ved siden af mig stod min læge med en mørkhåret mand. Jeg lukkede øjnene lidt igen, i håbet om at ingen af dem havde set at jeg var vågnet. 

"Det var det sidste jeg sagde til dig Draven" Der var ingen tvivl om at det var Renier som talte. Jeg kunne genkende hans stemme fra tidligere, da han havde stillet mig spørgsmål. Han lød ikke som han havde lydt tidligere. Han lød vred og måske endda frustreret.

"Du skulle ikke lave noget dumt, og hvad gør du? Du bider en pige, og stopper lige tids nok til ikke at dræbe hende og forvandler hende i stedet." fortsatte han. 

Jeg havde svært ved at forstå det han havde sagt, men det gik langsomt op for mig at det var Renier og manden, som havde overfaldet mig, der stod ved min seng og snakkede. Jeg lod mine øjne forblive lukkede og forsøgte at holde styr på min vejrtrækning mens jeg også skulle sørge for ikke at bevæge mig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...