Vampires and Warriors

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 nov. 2017
  • Opdateret: 2 feb. 2018
  • Status: Igang
Emma ser sin kæreste og bedste veninde sammen til en anden venindes fødselsdag og forlader festen for at tage hjem. På vejen hjem møder hun en venlig og charmerende fyr, som tilbyder at følge hende hjem, men er han mon helt så god, som han lader til at være?

4Likes
15Kommentarer
1455Visninger
AA

2. Et udvisket minde

Jeg vågnede med en dungrende hovedpine. Den var så slem at jeg ikke ville åbne mine øjne i frygt for, at den skulle blive værre. Jeg kunne mærke den kolde og våde asfalt under mig, og følte frem for mig med hænderne. Jeg kunne ikke huske hvad der var sket aftenen før. Jeg vidste ikke engang hvad jeg lavede udenfor, men der var ingen tvivl om at der var asfalt under mig.

Jeg åbnede alligevel øjnene en anelse og så direkte mod en stor grøn container til skrald, som jeg havde frygtet gav det et voldsomt jag i hovedet da jeg åbnede øjnene. Jeg vendte hovedet hurtigere end jeg skulle have gjort og stønnede højt i smerte. Jeg lå i gyden bag den lejlighed jeg boede i og Django lå sammenkrøllet ved siden af mig. Jeg kunne kende gyden som jeg altid havde været nervøs for at gå ind i om aftenen, og som jeg så ofte havde sendt Louis ned til med affald, så jeg selv slap. Jeg rakte ud efter Django og kunne med det samme mærke en voldsom smerte i mit hoved som kun blev kraftigere ved bevægelsen af min krop. 

Django rykkede på sig og kiggede direkte på mig. Hans hvide pels i hovedet var blod rød som om han havde bidt noget levende. Jeg gispede og ignorerede smerten i mit hoved for at komme helt hen til Django. Jeg fik kantet mig op at side og Django Rejste sig, hvilket gav mig bedre mulighed for at finde ud af hvor blodet kom fra. Jeg kørte hænderne gennem hans pels mens jeg hviskede til ham at alting nok skulle blive okay. Det gjorde ondt at tale, men jeg vidste ikke hvordan jeg ellers skulle få hunden til at falde ned, mens jeg panikken rodede ham i pelsen. Jeg ledte fortsat efter et sår hvor blodet kunne være kommet fra og blev mere og mere panikken, da jeg ikke kunne finde noget og smerten i mit hoved udelukkende tog til. Django slikkede sig et par gange om munden og satte sig så til at vaske sin pels så godt han kunne på brystet, men lige meget hvor mange gange han slikkede, blev den ikke helt hvid igen. Der gik lang tid før det gik op for mig at blodet ikke var hans. 

Jeg kiggede ned af mig selv, og så hurtigt at det ikke kun var Django, som var badet i blod. Bevægelsen med hovedet var igen hurtigere end den skulle have været og jeg kneb mine øjne hårdt sammen og bed mine tænder sammen i smerte. Fra mine brune bamsestøvler og op til mit halserklæde var der pletter efter blod. Jeg skubbede mig op på mine ben på en måde som helt sikkert godt kunne have været mere yndig, og hev så fat i snoren som stadig sad i Djangos halsbånd. Det eneste der betød noget lige nu, var jeg jeg skulle hjem med ham og have os begge i bad. 

Jeg gik mod gaden og besluttede mig for at det skulle gå så hurtigt som muligt, så færrest mennesker skulle få øje på mig. 

"Det hele skal nok gå" sagde jeg til mig selv, mens jeg forsøgte at tage et par skridt mod vejen og væk fra gyden. "Du er okay." fortsatte jeg til mig selv, og ønskede virkelig at tro på det, selvom det var svært. Ordene var kun en svag hvisken. Jeg kunne ikke få meget mere frem grundet smerten i min hals, og jeg var kun glad for at jeg ikke behøvede snakke med andre end mig selv lige nu. 

Jeg opdagede hurtigt at det var nemmere sagt end gjort at komme op i lejligheden. Det hele gjorde ondt. Mine muskler i benene var ømme, og skosålerne føltes som en million nåle. Jeg kunne mærke at tårerne endnu en gang pressede sig på, men jeg bed det i mig og støttede mig til muren mens jeg langsomt gik mod opgangen. 

Heldigvis for mig var der ikke nogle at se på vejen. Der var stadig koldt og jeg kunne mærke vinden slå mod mit ansigt, men jeg frøs ikke. Jeg havde mere travlt med at koncentrere mig om den brændende smerte i min krop og tanken om at komme op i lejligheden igen. Inden jeg drejede om hjørnet for at komme hen til opgangen, så jeg efter mennesker på gaden. Langt væk gik en mand med ryggen mod mig. Han var den eneste på vejen lige nu, og jeg fortsatte så hurtigt som muligt hen mod døren til opgangen. 

Jeg hev fat i døren til opgangen og opdagede hurtigt at den selvfølgelig og som altid var låst. Django kradsede på døren med sin ene pote mens jeg ledte efter nøglerne til døren i mine jakkelommer så hurtigt jeg kunne uden en for voldsom smerte. 

Jeg måtte hurtigt give op på at finde nøglerne jeg havde ingen ide om hvor de skulle være hvis ikke i mine lommer. Django var begyndt at blive urolig og jeg ville helst ikke tiltrække mig opmærksomhed ved en stor hunds gøen. Jeg trykkede på dørtelefonen til min lejlighed og håbede på at der var nogen hjemme. Dørtelefonen skrattede en anelse. "Hallo?" lød det fra den lille højtaler. "Det er mig." svarede jeg så hurtigt og tydeligt jeg kunne og kort efter lød en brummen som fortalte at døren var låst op. Jeg skyndte mig at tage fat i døren og åbne den, mens Django skubbede sig forbi mig og ind som den første. 

Jeg slap selen og lod ham løbe op ad trapperne selv. Jeg ville ikke kunne følge med ham op ad trapperne i den fart han havde, og en langsom tur op ad trapperne, ville give mig mere tid før jeg behøvede at kigge på Louis igen. Jeg sukkede højt da jeg stod ved trappens nederste trin og tog mig et par sekunder til at tage mig sammen. Jeg lagde hånden på trappens gelænder og løftede foden op på det første trin. 

"Django!" Jeg kunne høre Louis og tog et par skridt mere op ad trappen, mens jeg stadig bed tænderne sammen for ikke at stønne i smerte. Det var ikke slemt at løfte fødderne og sætte dem på trinene, men lige så snart jeg skulle løfte resten af min krop for at få det andet ben op på trinnet, føltes det som om der skød syle op gennem mine fødder. Louis havde helt sikkert set den blodindsmurte hund og hvis jeg kendte ham ret, ville han være ved at besvime ved synet. 

"Emma?!" Louis råbte ned ad trapperne og en dør længere oppe smækkede.

Mine ben gav efter under mig og jeg lå pludselig på alle fire på gulvet. Jeg lukkede øjnene og pustede langsomt ud. Det var rart at slappe af. Det gjorde så meget mindre ondt i min krop. Jeg kunne høre lyden af sko mod trappetrinene. Louis måtte være på vej ned ad trapperne i høj fart. 

"Emma!" Louis råbte endnu en gang, men nu var han tættere på. 

Nogen greb fat i min arm og ruskede hårdt i mig. Mit ansigt fortrak sig i smerte mens jeg stønnede højt. Hånden blev hurtigt flyttet igen. Der hvor han havde rørt min arm brændte det fortsat. Jeg kunne mærke tårerne løbe fra mine lukkede øjne. Jeg ville ikke åbne dem. Jeg ville ikke se ham. 

"Louis Jamesson... Jeg skal bruge en ambulance til Heald Ave. 59" 

Jeg forsøgte at lukke af for lydene omkring mig. Jeg vidste at Louis havde ringet efter en ambulance. Jeg ville hellere i bad og i seng end at skulle et helt hospital igennem. Jeg kunne enten blive liggende på trappen eller rejse mig op og vise at jeg havde det fint, selvom jeg ikke var helt sikker på om jeg havde det fint. 

Jeg åbnede mine øjne og kiggede direkte ind mod trappens gelænder. Jeg kantede mig op på albuen mens jeg bed mig hårdt i læben og rakte ud efter det øverste af gelænderet. 

"Emma, bliv liggende. Ambulancen er på vej." Han greb fat i min arm og overraskelsen ved den voldsomme smerte fik mig til at give slip på gelænderet og falde mod trappen. Det bagerste af mit hoved dunkede og jeg lukkede øjnene. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...