Vampires and Warriors

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 nov. 2017
  • Opdateret: 2 feb. 2018
  • Status: Igang
Emma ser sin kæreste og bedste veninde sammen til en anden venindes fødselsdag og forlader festen for at tage hjem. På vejen hjem møder hun en venlig og charmerende fyr, som tilbyder at følge hende hjem, men er han mon helt så god, som han lader til at være?

4Likes
15Kommentarer
1445Visninger
AA

6. Et mindre uheld

Jeg var fulgt efter Renier tilbage til hvad der åbenbart havde vist sig at være mit værelse. Han havde på vejen forklaret mig at det var et midlertidigt værelse, som jeg ville flytte ud af når der ikke længere var en fare for at jeg ville sætte tænderne i de andre beboere eller de mennesker, som var ansatte til at holde huset.

Det var egentlig ikke kommet bag på mig at de havde ansat folk til at gøre rent for dem. Jeg kunne kun alt for godt huske diskussionerne med Louis, fordi han nægtede at lave andet i lejligheden end hvad der var allermest nødvendigt. Det havde overladt alt hvad der havde med støvsugning, afstøvning og tøjvask at gøre. Det der så ellers var tilbage, skulle han sættes i gang med, og som med et lille barn, skulle jeg også holde øje med om det blev gjort.

Renier var stoppet foran døren til mit værelse og havde spurgt mig om jeg havde nogle spørgsmål. Min mave talte for mig og med et lille smil, havde han fortalt mig at der meget gerne skulle stå mad til mig inde på værelset. Jeg havde bare nikket kort til ham og var skyndt mig ind på værelset.

 

Jeg sad i min seng og redte mit hår mens jeg kiggede ud af vinduet. Det var i løbet af natten begyndt at sne udenfor, og jeg havde allerede i de tidlige morgentimer kunnet høre glade mennesker, som løb rundt ude i haven ude foran mit værelse. Faktisk havde det været midt om natten og jeg var blevet vækket af dem. Det havde nok også noget at gøre med alle de snebolde som havde ramt vinduet til mit værelse og høje pigede skrig.  Jeg havde i et kort stykke tid set på, men blev hurtigt både trist og irriteret over at jeg ikke kunne forlade mit værelse.

Min bedste veninde og jeg havde altid brugt den første snedag på at lave snemænd hjemme hos hendes forældre og efterfølgende se julefilm og drikke varm kakao, men det virkede ikke som om det kunne komme på tale i år. Når det kom til at lege i sneen, var jeg som et lille barn. Jeg kendte ikke noget bedre end at lege sneboldkamp og lave snemænd. Louis havde altid hadet det, så selvom vi havde været sammen, var jeg alligevel endt hos Cecilias forældre, præcist som da vi var børn. 

Jeg sukkede lidt for mig selv og lagde børsten fra mig i sengen mens jeg træt gned mine øjne. Jeg havde haft svært ved at falde i søvn efter samtalen med Renier og jeg var jo blevet vækket engang i de meget tidlige morgentimer. Det lille værelse virkede som et fængsel. Ikke fordi jeg havde fået besked på ikke at gå nogle steder. I virkeligheden var det ikke på noget tidspunkt blevet sagt, men jeg turde ikke forlade værelset og risikere at gøre skade på nogle andre i huset. Det handlede nok lige så meget om at jeg ikke kendte nogen i huset, og hvis jeg kunne gøre skade på nogen, så kunne nogen vel også gøre skade på mig. 

Jeg rejste mig fra sengen, samlede børsten op og gik ud på badeværelset for at ligge børsten på det lille bord ved siden af vasken. Jeg kiggede mig selv i spejlet og undrede mig over at jeg havde taget det hele så roligt. De fleste ville nok forvente at man enten var ulykkeligt ked af det eller vred over at være blevet til hvad jeg nok mest ville kalde et monster. De lidt mere specielle hjerner, ville være glade over det. Jeg havde hverken været sur eller ked af det. Jeg havde været skeptisk, fået et bevis og mere eller mindre accepteret det, som havde det været en uheldig kaffeplet på en yndlingsbluse.

”Er du klar til morgenmad?”

Jeg vågnede fra mine egen tanker og så at Renier stod bag mig lænet op ad dørkarmen til badeværelset.

”Har du hørt om at banke på?” sagde jeg mens jeg vendte mig om mod ham. Han rystede bare lidt på hovedet af mig og skubbede sig væk fra dørkarmen. Det eneste jeg kunne tænke på var hvor heldigt det i virkeligheden var at jeg havde valgt at tage tøj på før jeg gik i gang med at rede mit hår. Ikke så meget fordi jeg var bange for, at Renier skulle se mig i nattøj, men fordi jeg er så umanerligt lang tid om at finde tøj om morgenen. 

”Jeg troede du tabte vores vædemål og skulle lægge attituden på hylden?” svarede han tilbage og vendte sig om for at gå. Jeg sukkede lidt og gik efter ham først ud fra badeværelset og videre ud af værelset og ud på gangen.

”Hvad med en lille konkurrence?” spurgte jeg ham og kiggede ned ad den lange gang, som vi gik på. Han drejede hovedet en smule, og jeg kunne lige akkurat ane et smil i hans mundvige. ”Løb mod mig ned til enden af gangen og den som kommer først vinder.” fortsatte jeg og ventede på at han skulle fortælle mig hvor åndssvag en ide det ville være.

”Og hvad vinder jeg så når jeg står der nede og du ikke engang er halvvejs?” spurgte han og stoppede op midt på den gang vi var på vej ned ad. Han havde vendt sig mod mig, så vi kunne se på hinanden. Jeg stoppede op foran ham, men langt nok fra til at det ikke var upassende.

”Hvad med at sige at taberen skylder vinderen en tjeneste.” sagde jeg og lagde armene over kryds mens jeg smilede skævt. ”Det må uden tvivl være en god ting når du skylder en tjeneste.” fortsatte jeg og flyttede blikket til enden af gangen.

Renier stillede sig på siden af mig og vi stillede os begge klar til at løbe ned i den anden ende.

”Klar?” spurgte han mig og jeg svarede med det samme ”Klar.”

Han talte til tre og på tre og jeg løb alt hvad jeg overhovedet kunne. Jeg lukkede kort øjnene og anstrengte mig for at løbe hurtigere end hvad jeg ellers nogensinde før havde gjort. Jeg var ikke sikker på hvorfor jeg havde foreslået at vi kunne løbe mod hinanden. Jeg havde aldrig været god til at løbe. Faktisk var det slet ikke noget jeg brød mig specielt meget om. 

Da jeg åbnede øjnene igen havde jeg nær slået hovedet ind i væggen. Jeg stoppede og vendte mig om kun for lige akkurat at se Renier nå op til mig. Jeg kiggede mig forvirret om. Min vejtrækning var stille og jeg svedte ikke det mindste.

Jeg kiggede på Renier med store øjne. Han så næsen lige så overrasket ud som jeg var, men smilte så stort til mig.

”Jeg havde ingen ide om at du kunne vampe” sagde han, og lagde en hånd på min skulder. Det var mærkeligt at have hans hånd der. Han kørte frem og tilbage mellem at være venlig og at være distanceret, når han talte til mig. Lige nu var der ikke andet end varme i hans ansigt.

”Vampe?” spurgte jeg og forsøgte at holde den øjenkontakt, som han havde startet. Han tog sin hånd til sig og åbnede den dør vi var endt ved og endte samtidig også den øjenkontakt, som jeg på en eller anden måde havde fundet betryggende.

”Det er det vi kalder vampyr-løb.” sagde han og gik gennem døren. ”Det er både hurtigere og nemmere at sige vampe, og det er de færreste mennesker som har den fjerneste ide om hvad det er vi snakker om, hvis det en dag skulle høres af en af dem.” fortsatte han og jeg gik efter ham ind ad døren og lukkede den efter mig. 

Døren førte til en smal men lang trappe, og jeg fulgte efter Renier ned ad den. Trinene var høje og der var kun lyst op med to gamle pærer, som hang ned fra loftet i ledningerne. Foran mig kunne jeg se Renier, som roligt bevægede sig ned ad trappen. For enden åbnede han endnu en dør og gik igennem den. Jeg fulgte efter ham gennem døren og lukkede den efter mig. 

Jeg vendte mig mod Renier igen kun for at opdage, at han allerede havde taget plads ved et stort bord, som stod i den ene ende af det store lokale. Jeg kiggede mig omkring mens jeg gik fra døren mod bordet.

Der var utroligt høj til loftet og jeg var sikker på at den lejlighed jeg havde boet i før, kunne være her inde mindst fire gange. Væggene var hvide med store mønstre. Sådan en salgs mønstre, som en  person af en finere klasse end jeg, helt sikkert kunne komme med et lige så fint navn på. Gulvet var i mørk træ og lagt så det dannede et uendeligt mønster. Der var ikke rigtig andet bordet og dets tilhørende stole. Det så ud som om der var omkring 20 pladser om bordet, og selvom bordet var af den størrelse, fyldte det næsten ikke noget i det store lokale. 

”Kom over og tag plads inden de andre kommer.” sagde Renier, mens han hældte noget op i en kop, som stod foran ham på bordet. Jeg forsøgte ikke at tænke over hvad der kunne være i koppen. Jeg havde stadig svært ved at tro på alt hvad der var sket aftenen før på Reniers kontor, men jeg kunne ikke lade være med at håbe på at den væske han hældte op, var både rød og tyktflydende. Kaffeduften ramte mig hurtigt og jeg rystede tanken om blod fra mig og skyndte mig hen til en stol ikke en plads fra Renier. Lige præcis nok til at jeg ikke ville komme til at sidde ved siden af ham, men tæt nok på til ikke at føle mig helt alene. 

"Hvordan har du sovet?" spurgte han mens han smurte en skive brød med smør. 

"Nogenlunde." svarede jeg ham og tog den kande, han havde hældt af for et øjeblik siden og hældte kaffe i koppen, som stod ved den plads, jeg sad ved. "Jeg vågnede ret tidligt, og jeg havde ikke så nemt ved at falde i søvn i går." fortsatte jeg og satte kanden tilbage på bordet. I samme øjeblik gik en af de mange døre til salen op, og en mindre gruppe mennesker kom ind. Et par stykker af dem var ved at tage handsker og huer af, og jeg kunne kende flere af dem, som værende de sne-legende personer, jeg havde set ud af vinduet tidligere. 

Et af ansigterne kendte jeg dog bedre end endnu. Draven, kom som en af de sidste ind af døren. I modsætning til de andre hverken grinte eller snakkede han, han så dybt alvorlig ud. Jeg forsøgte at samle mine tanker. Jeg var ikke god til at møde nye mennesker, og jeg følte at jeg var mere alene nu end jeg nogensinde havde været før. Jeg trak vejret dybt et par gange, besluttede mig for at tage tingene som de nu engang alligevel ville komme og rettede igen blikket mod Draven, som også så ud til at have fået øje på mig. 

Af en eller anden grund følte jeg at jeg blev nødt til at holde øjenkontakten med ham. Ikke fordi jeg ville, men fordi jeg ikke kunne lade være med at kigge på ham. Han havde ikke den samme rolighed over ham som han havde haft den aften jeg havde mødt ham, men han virkede stadig som det mest rolige og trykke i lokalet. Draven havde den slags øjne man kunne svømme væk i. Faktisk var det lige præcis den følelse jeg havde lige nu. Følelsen af at jeg kunne blive væk i hans øjne. Lysten til at blive væk i dem. Først da han brød øjenkontakten ved at gå bag om mig, flyttede jeg blikket til min kaffekop igen. Besynderligt nok følte jeg mig skuffet ved den brudte øjenkontakt, men brød mig på samme tid ikke om den følelse. 

Rundt om mig havde flere taget plads. Det virkede som om at pladserne blev optaget i den ende hvor Renier sad for bordenden før pladserne i den anden ende blev taget. Faktisk var hele den modsatte ende af bordet helt tomt. Ved siden af mig havde en lyshåret pige sat sig, og på min anden side, mellem Renier og jeg havde Draven nu sat sig. Jeg kiggede over på Renier. Han sad stille og tyggede på en bid brød mens han kiggede på at flere og flere fandt stole at sidde på. Da den sidste, en lille mørkhåret dreng, havde sat sig ned, lagde Renier brødet fra sig på tallerkenen og lænede sig lidt forover, og støttede sine albuer på bordet. Han kiggede rundt på alle ved bordet. Han havde trukket den ene mundvig lidt op i et skævt smil. 

"Der er sikkert allerede flere af jer som har hørt om de sidste dages begivenheder." sagde han og kiggede fortsat rundt på folk. Det var muligvis for at sikre sig at alle hørte efter, for der var ikke nogen som svarede. Ikke engang et svagt nik hos dem af dem jeg kunne se, uden at flytte opmærksomheden fra Renier. 

"Vi har fået en ny til familien" fortsatte han og kiggede over på mig. "Emma, vil du ikke fortælle lidt om dig selv?" 

Det tog mig et øjeblik at forstå hvad han rent faktisk havde sagt til mig. Jeg sank et par gange og nikkede forsigtigt til ham som svar. 

"Mit navn er Emma Jensen. Jeg er født i Danmark og har boet i Manchester i 14 år. Jeg mødte DRaven for et par dage siden og jeg kom her til igår." Jeg sagde det hele så roligt jeg kunne og forsøgte at kigge bare en lille smule rundt på folk mens jeg sagde det. Jeg kunne ikke helt finde ud af om det var forkert af mig at sige noget om Draven, men da jeg igen kiggede på Renier, så han ud som om han morede sig over det. 

Jeg drejede hovedet videre og så på Draven, som bestemt ikke så ud som om han morede sig over noget som helst. I virkeligheden så han ud som om han når som helst kunne finde på at slå hovedet ind på mig. 

Jeg nåede lige at tænke tanken, da en sød og lidt metallisk duft ramte min næse. Jeg kiggede undrende på Renier, men han så ikke ud til at kunne dufte det. 

"Hvad er det for en duft?" spurgte jeg og kunne mærke en smerte i min mund som fik mine øjne til at løbe i vand. Jeg satte hænderne op for munden og forsøgte ikke at græde. Renier havde tydeligvis opdaget hvad det var jeg snakkede om. Før jeg vidste af det havde han rejst sig fra sin plads, grebet fat i mig og hevet mig med ud af salen. Vi stod foran døren som han havde hevet mig ud af. Hans hænder lå fast om mine skuldre og hans øjne holdt mine fanget. 

"Træk dine tænder ind, Emma." Han strammede grebet om mine skuldre og blev ved med at holde øjenkontakten med mig. Jeg trak vejret roligt et par gange og koncentrerede mig om at trække tænderne ind igen. Det gjorde væsentlig mere ondt end det havde gjort at få dem ud og tårerne fik frit løb ned over mine kinder. Han trak mig ind til sig og krammede mig. Det var et af de faste kram som var til for at gøre folk mere trygge og rolige, og det var lige præcis hvad det her kram gjorde for mig. 

"Så man er væk i 14 dage, og når man kommer hjem står du og omfavner en billig trunte." 

Renier skubbede mig fra sig ved lyden af en kvindes ikke så begejstrede stemme. Jeg drejede hovedet og fik hurtigt øje på en petit kvinde på min egen alder. Alderen var nok også det eneste vi muligvis havde tilfælles. Hun var klædt i en stram lysbrun kjole som gik hende til midt på skinnebenene og hendes platinblonde slangekrøllede hår faldt blødt om hendes ansigt og skuldre næsten ned til hendes hofter. Renier kiggede på hende uden at sige noget. Hun var utrolig smuk at kigge på, men lignede samtidig en tordensky, som ladede op og snart ville slå fra sig. 

 

_ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _
Det vil betyde rigtig meget for mig hvis I vil lade mig vide hvad i synes om historien, så har jeg nemlig mulighed for at gøre den bedre og rette fejl :) 

- Monarch

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...