Vampires and Warriors

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 nov. 2017
  • Opdateret: 2 feb. 2018
  • Status: Igang
Emma ser sin kæreste og bedste veninde sammen til en anden venindes fødselsdag og forlader festen for at tage hjem. På vejen hjem møder hun en venlig og charmerende fyr, som tilbyder at følge hende hjem, men er han mon helt så god, som han lader til at være?

4Likes
15Kommentarer
1436Visninger
AA

17. En søvnløs nat

Jeg lå og kiggede op i loftet. Noget holdt mig vågen. Måske nærmere tanken om nogen. Jeg havde ligget her i flere timer snart, uden at falde i søvn, og lige meget hvad jeg gjorde kunne jeg ikke få mine tanker til at falde til ro.

Django lå i sin kurv ved siden af min seng og jeg havde pakket mig godt ind i min dyne. Jeg blev ved med at synes at jeg lå forkert, men lige meget hvor mange gange jeg vendte og drejede mig eller flyttede mig fra den ene til den anden side af sengen, var der ikke noget som hjalp. Det hele føltes bare forkert.

Dagen havde der ikke været noget specielt ved og efter Draven var gået, havde jeg mere eller mindre bare hygget om mig selv, ved at tage et enormt tiltrængt, langt og varmt bad. Jeg havde ikke engang haft mulighed for at give Mila en forklaring på hvad der var sket aftenen for inden, hvilket virkelig heller ikke gjorde mig noget.

Draven og jeg havde snakket om min familie og mine venner. Han havde som altid været ærlig og fortalt mig at sandsynligheden for at jeg kunne holde kontakten med dem var lig med nul, og jeg vidste at det han sagde gav god mening, men samtidig kunne jeg ikke holde tanken om at opstille min egen død ud. Men det eneste den tanke fik mig til at være endnu mere besluttet på, var det at jeg blev nødt til at komme hjem til jul og den eneste vej hjem til jul ville være gennem Renier.

Jeg stod ud af sengen og hoppede i et par sutsko som stod ved siden af sengen. Jeg havde som altid en t-shirt og et par korte, bløde shorts på som nattøj. Django var vågnet og lå og kiggede op på mig. Jeg satte mig kort ned på hug ved siden af ham og nussede ham bag øret mens jeg plantede et kys på hans pande.

Jeg gik mod Reniers kontor. Jeg regnede ikke med at jeg ville møde nogen på vejen til kontoret, og chancen for at han ville være der, var nok alligevel ikke så stor, så derfor havde jeg ikke så meget som overvejet at skifte tøj. Mit hår var sat i en fletning som lå ned af min ryg, og hvis jeg kendte mit hår ret, ville det uden tvivl være en meget uglet og filtret fletning, men jeg var for en gangs skyld ligeglad.

Efter en lang tur gennem husets gange, stod jeg endelig foran døren til Reniers kontor. Jeg tøvede kort med at banke på døren, og besluttede mig hurtigt for at det ikke var det rigtige tidspunkt at tale med ham på. Jeg vendte mig for at gå tilbage til mit værelse og gik direkte ind i en mur. Jeg faldt bagover og landede på gulvet på halen.

Jeg sad på gulvet og kiggede op på Renier, som jeg lige var gået ind i. Han så lige så overrasket ud som jeg følte mig. Jeg havde ingen ide om hvad jeg skulle gøre eller sige.

”Emma, hvad laver du her?” han lagde sin mobil i lommen og rakte mig sin hånd. Jeg tog imod den og han trak mig i en hurtig bevægelse op fra gulvet.

”Ikke noget alligevel.” svarede jeg og skulle til at gå forbi ham, da han greb fat i min arm og trak mig ind til sig.

For en kort stund følte jeg mig fanget i hans øjne. Hans isblå lysende øjne. Endnu en gang var det at kigge ind i hans øjne som at svømme i et hav af følelser, som med det samme kom op i mig.

Han førte sin hånd op til min kind og kærtegnede den mens han rykkede sit hoved tættere på mit og lod sin pande hvile mod min uden på noget tidspunkt at bryde øjenkontakten med mig.

*** Reniers synsvinkel ***

Jeg stirrede ind i hendes mosgrønne øjne. Hvis jeg kunne ville jeg aldrig holde op med at se ind i dem. Min hånd lå på hendes kind og min pande lå mod hendes. Jeg kunne ikke lade være med at smile svagt. Den kvinde som startede et hav af følelser i mig, som jeg aldrig havde troet eksisterede, stod foran mig. Sammen med mig.

Af en eller anden grund kørte den samme sætning om og om i mine tanker. ”Gør det ikke… jeg kan ikke gøre det.” Men der var ikke noget jeg havde mere lyst til end at gøre det. At sætte mine læber mod hendes.

Endelig rykkede hun sig tættere på mig, og lod vores læber mødes. Jeg lod min ene hånd køre ned under hendes øre, så mine fingre blev viklet ind i hendes hår, og min anden hånd fandt vej til hendes talje og rykkede hende tættere på mig. Verden omkring os forsvandt i takt med at vores kys udviklede sig fra noget uskyldigt til mere passioneret. Hendes læber bevægede sig perfekt i takt med mine og som kysset udviklede sig, kunne jeg ikke lade være med at lade begge mine hænder glide ned under hendes røv, og løfte hende op. Hun svang med det samme benene op og omkring mig, mens hun stadig havde sine læber på mine.

Jeg gik mod døren til kontoret, mens jeg sørgede for ikke at bryde kysset eller give slip på hende. Jeg fik uden besvær døren skubbet op og gik ind på kontoret og skubbede døren i med min ene fod.

Som jeg satte hende ned, gled mine hænder op under hendes bluse, og lagde sig på hendes talje. Der var ikke noget jeg hellere ville end at have hende, på alle de måder jeg overhovedet kunne få hende.

.. … ..

Jeg vågnede på kontorets gulv præcist som jeg havde gjort det natten før da Emma havde sneget sig ud af døren. Denne gang lå hun foran mig med mine arme om sig og sov roligt. Jeg kunne ikke lade være med at smile ved tanken om at hun lå her. Igen.

Jeg kunne ikke lade være med at lade mine fingre køre igennem hendes hår. Hendes fletning var for længst gået op, og hendes hår hang løst og uglet. Hun rykkede lidt på sig og jeg lade armen tilbage om hende, og håbede på at hun ikke ville vågne og gå.

*** Emmas synsvinkel***

Jeg vågnede ved følelsen af at nogen lagde sin arm om mig. Jeg havde fuldstændigt styr på at det var Renier, som lå bag mig, og jeg kunne ikke lade være med at smile ved tanken. Selvom jeg vidste hvor forkert det var at ligge her, var der intet jeg hellere ville og ingen jeg hellere ville ligge her med.

”Renier?” spurgte jeg puttede mig mere ind til ham.

”Ja?”

Han krammede mig ind til sig, og jeg kunne ikke lade være med at smile ved det. Det var så utrolig dejligt at ligge her. Jeg vidste egentlig ikke hvad jeg ville sige eller spørge ham om. Jeg ville bare vide om han var vågen. Ikke nok med at han var vågen, han havde heller ikke flyttet sig fra mig.

”Omkring det der med at tale om det…” startede jeg, og vendte mig så jeg kunne se på ham. Han havde stadig armen om mig, og jeg kunne mærke hans bryst ramme mit og så trække sig tilbage igen, i takt med at han trak vejret. Jeg flyttede blikket op til hans øjne. De så både afslappet og sørgmodigt tilbage på mig.

”Du havde ret i det du sagde.” svarede han og fjernede en tot hår som lå ned foran mine øjne. ”Det burde ikke være sket.” fortsatte han og fik med den samme en knude til at tage form i min mave. ”Men jeg er glad for at det gjorde.” afsluttede han og satte sine læber på mine

*** Reniers Synsvinkel ***

Jeg stod på mit badeværelse og kunne ikke lade være med at smile over hele ansigtet. For en gangs skyld føle jeg mig frisk og veloplagt i stedet for træt og irriteret. Jeg kørte børsten gennem mit våde hår. Heldigvis kunne jeg tage en dag for mig selv. Der var ingen møder, intet papirarbejde og vigtigst af alt, ingen Zara.

Døren til mit værelse gik op med et brag, da døren hamrede mod væggen og fløj tilbage og smækkede.

”Renier!”

Jeg sukkede højlydt og gik fra badeværelset til mit værelse, for at finde en rasende Draven midt i rummet. Begge hans hænder var knyttede og han havde tydelige render i panden, som fortalte mig at han ikke bare var vred, men rasende.

”Du har fucking kneppet hende!” råbte han af mig mens han fortsat stod med hænderne knyttet og et ansigt som fortalte mere end tusinde ord. Han var vred, men ikke bare vred. Han var såret, og jeg var den der havde såret ham. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. Jeg vidste hvordan Draven havde det med Emma. For helvede han havde selv fortalt mig det, men jeg kunne ikke lade være. Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle kunne lade være.

Før jeg vidste af det ramte Dravens næve min kæbe. Der var ikke nogen grund til at stoppe ham. Jeg vidste at det han gjorde, var velfortjent, og lige meget hvor glad jeg havde været for to minutter siden, havde alt hvad jeg havde rodet mig ud i med Emma, været forkert på mere end en måde. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...