Jeg vænner mig aldrig til mørket

Om ikke længere at have dig.

3Likes
3Kommentarer
260Visninger
AA

1. Jeg vænner mig aldrig til mørket

Jeg er så træt at jeg føler jeg kun er halvt levende. Mine arme sitrer, og mine ben føles så bløde og umedgørlige at jeg bliver overrasket hver gang de formår at tage et næste skridt. For de bliver ved. Og selvom mine øjne sviger og er røde hele dagen, så holder de sig åbne. Og min krop forbliver vågen. Nogen gange tager jeg mig selv i at ønske at jeg en dag falder sammen. At jeg falder ind i en evig døs som Tornerose eller Snehvide. Først når du kommer og kysser mig, åh så inderligt og insisterende, vil jeg vågne igen.

Indtil da er jeg fanget i min egen mekaniske krop, som bliver ved med at køre i autopilot indtil jeg en dag finder stopknappen. Your body is a tempel, prøver jeg at fortælle mig selv, mens jeg undrer mig over hvem fuck der er i stand til at overbevise sig selv om det. Jeg er i hvert fald ikke. Never let a man steal your wind, insisterer de, mens jeg stirrer med gråsprængte glasøjne på tågede gestalter jeg ikke kan identificere. Det er ligesom om, at det eneste jeg stadig kan se klart og tydeligt, er dig. Du lyser op i de udtværede omgivelser jeg bevæger mig forbi, som når den røde lampe i bilen skriger efter benzin midt på en uendelig landevej, ligeså uønsket og ligeså svær at lukke øjnene for.

Du er grunden til at jeg i det hele taget ikke kan lukke mine øjne. Det ved du selvfølgelig ikke, for jeg har ikke sagt det til dig. Jeg har aldrig haft det bedre, tror jeg var min præcise formulering da du spurgte. Men hvad skulle jeg også have sagt? Bliv i Danmark. Bliv her. Mød mig ved midnat, og lad mig lænke dig fast til mig så du aldrig kan forlade mig igen. Nej vel? I stedet sagde jeg at jeg har det meget bedre nu, end jeg nogensinde havde det dengang vi stadig var sammen. Faktisk er det ikke løgn. Jeg har det bedre. Men ikke som når man har været ude at løbe, eller har tvunget sig selv i seng før solen. Mere som når man har ladet sig energibooste af bland-selv-slik og fornyet sit lager af comfort-chokolade. Jeg venter bare på den dag, hvor det hele indhenter mig og jeg finder ud af at jeg har gravet mig selv ned til skuldrene.

Jeg ved at det er latterligt at vente på, at du kommer og hiver min udmattede krop op af min egen grav. For den dag kommer aldrig. Huller man selv graver må man også selv komme op af. Hvis du selv er kommet ned, kan du også komme op igen – eller hvad er det nu man siger?

Ærligt talt, tror jeg at jeg bliver hernede lidt endnu. Bare for at drukne lidt mere i min egen selvmedlidenhed. Reklamere lidt højere for min selvproklamerede undergang. Hvis jeg skriger højt nok, vil du så i det mindste høre mig?

Der er ingen andre her som vil, og chancen for at du hører mig helt fra Grønland er nok endnu mindre. Det er jo heller ikke fordi at jeg ikke kan klare mig uden dig. Tro mig, det kan jeg sagtens. Vi er overlevere i min familie, sagde min mor altid til mig. Men siden du gik, har jeg ikke haft lyst til at overleve. For det giver pludselig ingen mening mere. Nu er der ingenting der giver mening. Hvad skal man med et bankende hjerte, hvis det ikke må banke for den man elsker? Hvad skal man med evnen til at elske, hvis man elsker den forkerte?

Jeg ved jo at du er den rigtige. Åbenbart bare ikke for mig. I hvert fald ikke lige nu. For du har mørke veje foran dig, og du vil gå dem alene. Men ligesom du bliver væk i mørket, bliver jeg væk uden dig.

Da du forsvandt i landskabet, og efterlod mig med våde kinder og varme læber, tog du solen med dig. Nu står jeg tilbage med følelsen af at den aldrig vil komme igen, og intet andet valg end at lade mine øjne vænne sig til mørket.

Hvornår vænner de sig til mørket?

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...