Krokodilletårer

Bidrag til Skriv om overlevelse-konkurrencen, valgmulighed 2

3Likes
3Kommentarer
250Visninger

1. -

Det havde været en forfærdelig ide at tage med til festen. Det kunne Laura allerede have fortalt sig selv, inden de tog afsted. Kunne allerede havde fortalt sig selv, allerede da hun kom til, skydende ud af sin mors skede, dækket i blod og slim og med navlestrengen dinglende efter sig, klar til at få den klippet, så der allerede dengang ikke ville være noget af betydning, der bandt hende til livet. Men dengang havde hun skreget, skreget af sine lungers fulde kræft, så sygeplejersken havde måtte holde sig for ørene, var hun senere blevet fortalt.  Dengang havde hun skreget. Da hun med sin spinkle babystemme havde fortalt Donald Trump, at han ikke skulle stille op som præsident, havde fortalt havene, at de hellere selv måtte stoppe med at stige, fordi der var tydeligvis ikke nogen mennesker, der kunne finde ud af at få dem til at stoppe, skreget til sit fremtidige selv, at hun skulle lade vær med at spilde sekunder inde i prøverum på at suge maven ind,  skyde brystet ud, lade vær med at spilde sekunder uden for prøverum med at prøve at  ønske  at træer kunne vokse tilbage,  at tænder kunne blive presset tilbage i kødet og hun igen kunne veje 4200 gram og være ligeglad og skrige af en sygeplejerske i stedet for at skrige af sig selv. Skreget til sit fremtidige selv. Eller også havde hun bare skreget. Brugt sin stemme.

Og nu 13 år senere, var hun her. Siddende på en bænk, i den lille skov, der var mellem hendes hus og vejen.  Eller skov og skov- en klynge af omkring 10 tæer og 10.000 hundelorte fra alle de hundeejere, der havde besluttet sig for at lige her var det perfekte sted at lufte deres hunde. Hun skreg ikke. Sagde ikke noget. Nej, faktisk var Lauras gråd fuldkommen lydløs, som tårerne stille trillede ned af hendes skød, ramte hendes hænder. Som våde pletter af saltvand, våde pletter, når ens øjne engang i mellem mærkede, at man ikke kunne rumme så mange følelser og beskyttede for at hjælpe så godt de kunne ved at lette kroppen fra et par millilmeter væske. Og pletter af skam.

Måske ville de aldrig forsvinde, tænkte Laura. Altid være der  - lige under huden. Ligegyldigt hvor lange hun voksede sine negle, hvor meget  hun prøvede at kradse dem af, ville de altid være de lige aiden hun havde været 13 år. 

Problemet var bare at hun udmærket vidste, at det var tåbeligt for hende at græde. Hun ville jo ende som en indtørret lille rosin, hvis hun skulle græde hver gang sådan noget, som det her skete. Hun kunne allerede forestille sig, hvordan hendes vendinder ville reagere. Ved at grine lidt af hende, fortælle at hun kun var 13 år, og at man ikke kunne undgå at sådan noget skete. Med mindre, man gemte sig et eller andet sted med højhalsede sweatre og dobbelt glas vinduer, et sted hvor sygeplejersker ikke holdt sig for ørene, når babyer græd, men gav sig til at trøste dem, hvor drenge lyttede til de piger, der prøvede  at skrige, men havde glemt hvordan, glemt hvordan man var et spædbarn, der ikke bekymrede sig, et sted hvor tårer blot var saltvand

Laura havde engang læst et sted, at hun kunne bruge sine tårer til at tvære ud i hele sit ansigt. Det ville rense huden og modvirke bumser. Laura havde et andet sted læst, ja faktisk de fleste steder læst , at man ikke burde græde efter at have fået sit første   kys. Man burde smile, danse rundt, skrive det ned i sin dagbog med en lyserød forside og planlægge, hvordan man burde gifte sig med den pågældende dreng (for ja det kunne jo ikke være andet end en dreng, det havde hun også lært) og få fem børn med ham og en hund og en villa i Tranbjerg og en firkantet ford focus til at køre sin endnu mere firkantede børn til hhv. fodbold og  ridning. En gang i mellem var der måske en feminist, der ville skære sig på børnenes kanter, der passede lidt for godt ind i kønsrollerne, men feministen skulle bare stoppe med at pive og tage et plaster på og finde en bænk klokken efter midnat til at sidde og græde på.

Men selv efter man havde skrevet alle de planer ned, gjorde det ikke noget, hvis drengen fandt en anden pige dagen efter og måske kyssede hende, fordi den piges dagbog var en nuance mere lyserød, hendes bryststørrelse en kop større.  Det skulle bare tage Laura selv flere år at komme over sit første kys, havde hun læst.   Og  hun skulle ende med at sidde alene på sit værelse og nidstirre hans facebookprofilbillede, fordi hun i et øjeblik af selvterapi havde slettet alle de 392 billeder, hun havde af dem på sin telefon, og kastede op på sin skærm, men alligevel kyssede hun ham, profilbilledet af ham i hvert fald, ørlede hele verden op, i et forsøg på at være i stand til at sluge de dele, hvor man stadig var sammen med netop ham.

Det var jo sådan, det burde være. Ikke noget at græde over. Og de tårer hun græd nu var ikke rigtige tårer, nej, det var krokodilletårer. Ikke rigtige tårer, når det ikke var over ikke at have fået flere kys fra den pågældende dreng, men når det var over at have fået et kys til at starte med fra drengen. De var bare for at kunne få opmærksomhed, det var bare fordi hun kunne samle dem ind og bruge dem som bevis på, at man burde være feminist, bare så hun kunne tillade sig selv at blive ved med at tro på feminisme, bare for at tro på et eller andet. Krokodilletårer med lidt for skarpe tænder og lidt for skarpe tunger, der måske sagtens kunne forsvare sig selv og deres grunde og forklare feminisme, ikke på samme måde, som man forklarede Gud, men på samme måde som man forklarede, at 2+2=4. Men det var lidt svært for dem at bruge deres tunge, deres stemme, når de havde for travlt med at dryppe ned i Lauras skød.

Dryp. Dryp. Dryp. Laura plejede at få at vide, at hun var stædig. At hun havde rygrad, en rygrad, der ikke knækkede ligegyldigt hvor mange bjerge, og hvor mare drengehænder, man balancererede oven på den. At hun havde et hjerte der ikke blev knust ligegyldigt hvor mange drenge, der fik det til at glemme at det at pumpe blod rundt  og få det iltet og holde hende i live i virkeligheden var dens primære funktion. Hu havde fået at vide, at hun var god til at sige sin mening, om det så bestod i at hamre sine fingre ned i tastatur, hårdere og hårdere hurtigere og hurtigere eller række sin hånd op gang på gang på gang og punktere den lumre luft i klasselokalet med sin nyligt klippede finger(negl). Hun havde fået at vide, at hun var sig selv, og at det var, sådan hun var.  Stædig.

Lidt for stædig, kunne dem omkeing hende en gang i mellem blive enige. Lidt for stædig, når hun stadig kaldte sig selv for feminist, havde et klistermærke klistrat fast på sin computer med teksten ’This is what a feminist looks like’. Som om hun ikke havde opdaget, at feminisme var blevet reduceret til noget, der blev hvisket i krogende af 30-årige tykke jomfruer, der desperat prøvede at fortælle sig selv, at de ikke havde behov for en mand, fordi alle mænd jo ikke gjorde andet end at voldtage. Lidt for stædig, lidt for stædig til, at hendes krokodilletårer og grunden til dem ikke var hendes skyld, så hun fortjente hun tårene på vej ned af hen des ansigt, fortjente det, når de borede deres spidse tænder ned i hendes hud, slog med  deres hale for at få hendes ansigt til at blive rødt og ophovnet.

Lidt for stædig – bortset fra i de øjeblikke, hvor det virkelig talte.  Der var hun slet ikke noget tænkte hun, mens hun tørrede en stribe snot væk fra sit ansigt. Den glimtede i stjerneskæret på bagsiden af hendes hånd

Det var svært for Laura at tro på, at det kun var for nogle timer siden, at hun havde bevæget sig af sted til Miguels fødselsdag. Han blev 16 år, og det var mange år, rigtig mange år, i sær når Laura selv kun var 13. Hun gik ganske vist i niende, samme årgang som Miguel, han gik i hendes parallelklasse, men det var bare fordi hun var startet tidligt i skole og engang for længe siden havde sprunget 3. klasse over.  Fordi hun var meget fagligt foran, havde hendes lærere sagt. Fordi hun ingen venner havde i sin klasse, havde de ladet vær med at sige.

Men nu havde Laura fået venner i sin nye klasse. Og det var også to af dem, hun fulgtes med den aften, til den fest. Rosa og Lærke, hed de. Rosa på den ene side og Lærke på den anden. Sådan var de gået ned til festen. Den skulle holdes i Botanisk Have, havde Miguel skrevet til Laura. Laura havde overvejet at skrive tilbage, at det var efterår, at de var i Danmark, og at hendes jakke var til vask, så hun måtte klare det uden overtøj. Men hun havde ladet vær med at trykke på ’send’. Bare fordi. Bare fordi man skulle vælge sine kampe med omhu, havde hendes mor altid sagt, når hun kæmpede med at få plads til et par af Lauras fars cowboysbukser i vasketøjsmaskinen, men ikke kæmpede med at få Laura far til at vaske tøj – eller i det mindste vaske sit eget tøj.

Så det var der, de havde været på vej hen. Klokken havde kun været lidt i ni, men solens varme var alligevel forsvundet, og gåsehuden var begyndt at skyde frem på Lauras arme. Allerede dengang havde hun haft lyst til at vende om, gå tilbage til den varme, der var derhjemme, med vasketøjsmaskinen, der kørte hendes jakke og hendes fars bukser, rundt og rundt og hendes mor, rundt og rundt, som hun gik rundt i stuen, mens hun ventede på, at Laures far ville hænge det nye billede op, med en hammer og med sine store stærke muskler – der ikke kunne løfte sine egne bukser -  rundt og rundt så moren slap for at tænke på, at hun godt vidste,  hvordan man brugte en hammer, mens Lauras far ikke kunne andet end at slå sig over fingrene, fordi han tænkte, at det ikke gjaldt om andet end at slå hårdt.

 

Problemet var bare, at hendes forældre troede, at  hun bare skulle hjem til Lærke og se en film, hvor der var en skærm mellem hende og de 16-årige drenge, og hvor de 16-årige drenge i virkeligheden var 30-årige amerikanske skuespillere.     

Problemvet var bare, at Laura allerede havde sagt ja til Miguel, da han havde spurgt, om hun ville komme. Over messenger, selvfølgelig. Sagt ja, selvom hun allerede dengang havde en ide om, hvad der lå bag.

Det var ikke hende selv, der havde fået den ide, men Monica der havde fået den. Monica fra hendes klasse. Monica, der for lidt over en måned siden havde talt med Miguel. Miguel kunne lide Laura, det havde han selv sagt ifølge Monica. Han havde sagt at han blev tændt af kloge piger.  Sagt at han blev tændt af det, tændt af Lauras viftende hånd i klassen, som hun prøvede at få lov til at tale om assimilation og intersektionalitet og heteronormativitet og alle de andre forfærdelige ting. som man pakkede ind i lidt for mange stavelse i håbet om at folk ville undgå at sige det. Hun havde sagt, at han tændte på hendes karakterark på de tocifrede tal, hun ikke kunne bruge til en skid. Hun havde bare ikke sagt, at han tændte på Laura, fordi hun var hende. Nej, det var, fordi hun var klog.

Det havde Monica sagt, og Laura havde troet på det, på samme måde som hun havde troet på julemanden og troet på metoexpress, når hun stod og ventede på bussen, og der stadig var 20 minutter til, den kom.  Fordi hun havde brug for noget at tro på.

Hun havde dog ikke troet fuldt ud på det, indtil en uge senere, da Miguel sendte den invitation. Da hun rådførte sig med de andre på årgangen, var hun den eneste, der havde fået en.

Hendes første reaktion havde været at svare nej. Hendes første reaktion havde været at vænne telefonen væk fra sine forældre, væk, væk, væk, så de ikke så skærmen. Det ville jo være verdens undergang. At hun havde drengevenner – det  kunne de til nødt acceptere, men dette – hendes kærlighedsliv måtte ikke foregå i en messengerchat med en dreng fra hendes parallelklasse som hun knap nok tænkte, nej faktisk måtte det ikke foregå andre steder end i den lyserøde dagbog og i den villa i Tranbjerg.

Men på den anden side, havde hun tænkt den gang, kunne hun ikke bare afvise et andet menneske på den måde. Det kunne hun ikke lide.

Det kunne godt være, at Laura hele sit liv havde lært at sige nej. Nej til det ekstra stykke kage, måske endda også nej til det første. Nej, når hendes veninder spurgte, om de her bukser fik den til at se tykke ud. Nej, når hendes venner spurgte, om hun ville lave noget med dem, for det var jo så meget vigtigere at blive færdig med netop den tyskaflevering. Nej, når folk spurgte hende om gun var feminist i samme tonefald som de spurgte om hun havde diarre. Nej, når fremmede, gamle mænd sendte hende en venneadmodning på facebook. 

Men ikke nej til drenge. Det sagde Monica også. Hun kunne ikke forstå, hvorfor Laur ikke var lykkelig, når der nu endelig var en dreng, der kunne lide hende, kunne lide Laura, kunne lide hende. Kunne ikke forstå, hvorfor Laura ikke kunne lide ham, når han nu kunne lide hende – mere behøvede man da ikke at forvente af drenge.

Sandheden var dog bare den, at Laura havde været forelsket. Eller forelsket og forelsket. Hun vidste bare ikke, hvilket ord hun ellers skulle bruge. Vidste bare ikke om hun havde ret til at bruge det ord som 13-årig, som teenager der åbenbart ikke forstod kærlighed, der hævede sig over paradise hotel, . Alle de store voksne drak  kaffe havde jo allerede taget patent på, hvad det var, for det kunne jo ikke være andet end kærlighed, når man en gang i mellem lod vær med at fylde sin kaffekop helt op, men lod noget lunkent kaffe være tilbage til ens ægtefælle, der stod op en halv time senere for at aflevere børn.

Laura havde nu aldrig kunne foredrage smagen af kaffen. Men det kunne han. Jonas. Ja, faktisk havde han tit termokander af kaffe med i skole. En gang i mellem lod han hende smage, og Laura havde altid været så glad, at det ikke gjorde noget, når hun brændte sin tunge, brændte sine smagsløg og alle sine feminisiske tanker om ikke at forandre sig for andre end sig selv væk. Og kunne blive til sådan en pige, der drak kaffe.

Det var dog aldrig lykkedes hende. Men det forhindrede hende ikke i at være forelsket. Forelsket i Jonas.  Han var egentlig ret tåbelig at være forelsket. Hvis hun havde været med i en bog, ville hun aldrig være blevet forelsket i ham. Ikke fordi han var forfærdelig, bare fordi han aldrig var helt det særlige, som hun måske burde græde rigtige tårer af. Hun havde da heller ikke set den som rigtig forelsket. Hun havde ikke brugt særlig langt tid på at tænke over Jonas’ smil og Jonas’ musiksmag, men langt mere tid på at tænke på, om han mon kunne lide hendes smil og hendes musiksmag. Og  i stedet for nogensinde at sige noget til Jonas, om at hun kunne lide så meget som en molekyle af ham, havde hun bare forsøgt, at gøre sit smil lidt bredere, fordi han havde sagt, at hun smilede for lidt det ansigt hun smilede med lidt tyndere, fordi han tit kommentere på hvor tynd hun var, og hun tog dem som en kompliment og stalket ham på Spotify for at kunne efterligne ham, fordi når de hørte musik på samme tid, kunne Laura bilde sig ind, at det var det samme som at sidde ved siden  af hinanden.

Så i virkeligheden, havde hun dengang tænkt, var hun ikke forelsket i Jonas. Hun var forelsket i, at han måske kunne lide hende. Forelsket i de gange, han lagde mærke til hun frøs og lånte hende sin hættetrøje, de gange deres fødder rørte hinanden under bordet og deres øjne mødtes på tværs af et overfyldt klasseværelse, de gange deres hænder strejfede hinanden, uden at nogen af dem træk sig tilbage, de gange hun fangede Jonas’ blik i at glide forbi hendes ansigt – så hendes trøje var begyndt at blive og mere nedringet, hendes portioner var blevet mindre og mindre i takt med hendes talje

Sådan have det været hele sidste halvdel af ottende. Men Jonas skulle på efterskole i niende, så før Laura vidste af det, stod hun på den sidste skoledag og krammede Jonas så hårdt, indsnusede hans deodorant og græd. Græd over at Jonas skulle væk, men græd mest af alt over hvor afhængig hun havde været af ham. Og hun græd ikke rigtige tårer, heller ikke krokodilletårer, men nej træstammetårer, der desperat prøvede at lade,  som om de var krokodilletårer, som om hun var den slags pige, der ikke græd rigtige tårer over sådan noget,  so m drenge men i virkeligheden kunne hendes tårer ikke andet end at drive stille ned af floden, stille ned af hendes ansigt, indtil de nåede til et vandfald, der midt på gulvet i hendes klasseværelse, indtil de splintredes mod klipperne på vej ned, og plettede gulvet.

Hun havde grædt så meget, at da hun senere kom hjem, havde hun tabt mælken, da hun forsøgte at hente den ude i køleskabet, og hun var så gået videre til at græde over den spildte mælk og den spiste chance for at kysse Jonas. 

Men under den samtale med Monica havde hendes øjne været helt tørre. Måske fordi hun lige havde opdaget noget. Opdaget at selvom hun nu vidste, at Miguel kunne lide hende, vidste det som hun aldrig havde gjort med Jonas, så kunne hun ikke lide ham. På den måde, som de ville have sagt i tredje. Så måske, bare måske havde hun rent faktisk være forelsket i Jonas for, at han var Jonas. Ikke i tanken om at han kunne lide hende.

Laura havde ikke helt besluttet sig for, om den tanke var betryggende eller ej.

Til trods for det havde hun ikke kunne få sig selv til at skrive nej. For hun kunne ikke lade vær med at tænke på, at der på den ene side af den skærm, sad en dreng. En dreng der ikke havde andre venner på sin årgang som han kunne invitere til sin fødselsdag. En dreng, der kommenterede alle sine pigevenners profilbilleder på facebook med masser af hjerter og masser af forsikringer om, at hans skærm slet ikke kunne holde til noget så smukt, hvilket måske var for at gøre op for, at der ikke var nogen, der havde kommenteret hans profilbillede Bag den første skærm sad der en dreng med en lidt for lang næse og lidt for korte fingre og lidt for lidt forståelse for, at følelser mellem en dreng og en pige nødvendigvis ikke behøvede være romantiske.

Og bag den anden skærm sad en pige, der nogle gange elskede sig selv og nogle gange hadede sig selv, og nogle gange kyssede sit eget spejlbillede med rød læbestift på, og andre gangestod helt stille, når hun kom ud af badet  og ventede på, at dampen var forsvundet fra spejlet af sig selv, fordi hun ikke selv kunne bære at tørre det væk og være skyld i at hun skulle se sig selv i øjnene .

Der var to skærme mellem det. To skærme, og pigens havde endda panserglas på.

De to skærme var bare ikke nok til at han kunne reduceres til sine beskeder på messenger, sit profilbilllede hvor han ikke engang kiggede ind i kameraet.

Måske ville han bare være venner. Laura havde trykket ’send’ på sit ja, uden at tænke for meget over det, uden at bruge for lang  tid på at forstille sig, at hun måske ville ende lige her med sine krokodilletårer og sin mangel på kleenex.

I det mindste havde hun fået lov til at tage Rosa og Lærke med, så var hun ikke alene.

Og de var kommet ned til festen, og Miguel havde krammet dem goddag, hans bevægelser så store, at han allerede måtte være lidt fuld. Han havde købt en ramme med øl og nogle små sure med vandmelonsmag og noget i en flaske uden etiket, som hun bestemte sig for ikke at tænke for meget over.  De var det eneste piger. Men intet af det generede Laura, selvom hun hadede øl, ikke kunne foredrage smagen, selvom vandmelonsmagen i små sure mindede hende lidt om den falske smag der havde været i pencilin, da hun var lille af at ligge i sin seng med sin mors hånd på sin mave, hendes mors øjne på den lille pige, der aldrig ville drikke. Og det at være de eneste piger – køn betød vel ikke noget. Vel?

De satte sig på den bænk, de sad ved, Miguel spurgte, om de drak, og de havde aldrig været så ivrigere for at sige, ja, nikkede så meget, at verden tippede en lille smule.

Han havde givet dem en øl.

Laura havde taget en slurk af den. Og havde været tæt på at spytte den ud. Tæt på at spytte den tilbage i hovedet på Miguel for at invitere 13-årige piger til en fest i Botanisk Have, og spørge om de drak øl, før han spurgte dem om, deres yndlingsfarve, og om  hvilken farve væggene i deres værelse havde, og hvad deres mor hed. 

Før han spurgte om de nogensinde tænkte, på hvordan Mozart holdt vejret, før hans fingre rørte klaveret for første gang, hvordan soldaten holdt vejret, før han trykkede på aftrækkeren, hvordan hendes mor holdt vejret første gang hun skulle sige Laures navn højt, og om alle de grunde til at holde vejret.

Men i stedet for at spytte det ud, havde Laura sunket det. Og taget en slurk mere. Der var dog kun gået 10 minutter, før Laura fandt ud af, at hun bare kunne hæve dåsen til sine læber og lade som om hun tog en slurk, uden at gøre det - og så bare hælde øllen ud under bordet, når musikken frs Miguels medbragte højtaler var  på sit højeste,.

Så det var gået fint. Indtil omkring halv elleve, hvor Miguel lagde mærke til, at hun rystede.  Hun havde nægtet at tage i mod hans trøje, for han havde vist ikke noget på under. Nægtet. Så Miguel var kommet hen til hendes side af bænken og havde bedt hende om at putte sig ind til ham. Han havde ganske vist været gloende varm.

Laura havde ikke tøvet, før hun sagde ja. Hun frøs for meget til at gøre noget andet, frøs for meget til ikke at stole på sine medmennesker til ikke at putte sig i Martin Henriksens armhule og indsnuse hans dejlige armhulesved, og lave fletninger i hans armhulehår, og måske rykke lidt for hårdt, hver gang han åbnede munden, men få lov til at blive der, for hendes hud havde jo samme farve, som hans armhule. Så længe hun lovede ham ikke at fortælle til nogen, hvor mørkt hans armhulehår var, så længe hun lovede ikke fortælle, at han havde fletninger i det, sluttet med lyserøde elastikker, for han var jo en mand, en dansk mand vel og mærke, som hamrede hårdt, som hamrede sine fingre af som hamrede ikke-danske mænd ind i væggen, indtil de gik i et med tapettet, indtil de også begyndte at hamre og stemme blåt og fik lov til at blive så længe de blev ved.  

Og Laura havde lænet sig ind mod en dreng, som ikke kendte hende, slet ikke kendte hende og hendes langes tankerækker om Martin Henriksen. En dreng som havde været ligeglad.

Og det havde været fint i ti minutter, og Laura var stoppet med at ryste af kulde og begyndt at ryste af noget andet, noget mere. Frygt var vel det forkerte ord at bruge. Det var noget man følte, når der blev holdt en pistol mod ens tindning. Frygt var noget man følte, når man var Bella i Twilight, og man sprang ud fra en klippe, fordi en dreng havde forladt en, følte, lige før man rame vandoverfladen. Frygt var noget man følte,  når man gik ned ad en mørk gyde med et fast greb om sine nøgler i den eme hånd selvom den dør de tilhørte var flere kilometer væk og sin  telefon i den anden hånd, for at kunne tale ind i tomrummet, som var det ens bedste ven, som for at overbevise sig selv om, at man ikke var så alene, som man følte sig. Frygt for at blive associeret med alle de buzzfeedfeminister, der påstod, at alle mænd var voldtægtsmænd, for det troede man ikke selv, man hoppede bare, hver gang man så en mand, skyggen af en mand, ikke fordi man for alvor troede det. Bare fordi man var bange. 

Men Laura havde jo ingen grund til at være bange. Rosa og Lærke var her. De var her og hun kunne næsten høre alle de andre piger, der også var her et eller andet sted. Deres stilhed, når de skulle hjem sener p natten og var modige nok til ikke at tage deres telefon frem, men bare gå hjem. De piger, hvis tårer havde løbet gennem sene afløb, samme kloaksystem som hende, når de havde siddet op af væggen i deres brusebad, og de fik deres første menstruation langt tidligere, end de var klar til, tårer, når de  ikke fik deres første kys. Dres fælles tårer, deres fælles stilhed. Deres fælles stilhed før stormen, hvis en af dem  nu skulle blive voldtaget, og de alle sammen ville åbne munden  - i hvert fald åbne munden, hviskende, mens de hastigt gik videre, ned ad gaden, væk fra ens skrig.

Der var ingen grund til at være bange. Så Laura havde kigget lidt op. På stjernerne. Hun kunne se Carlsvognen og Nordstjernen og Cassiopeia, og de var det samme stjerner som altid, ligegyldigt hvor hun var, om det så var en græspålæne vædet af den øl - hun stadig ikke var stor nok til at drikke,  så længe hun ikke kunne nå stjernerne. Og Laura kunne føle Miguels hoved bevæge sig, op mod stjernerne, og et øjeblik havde det været helt okay, når hun nu vidste, at han også kiggede op på himlen. Det var mere intimt, havde hun besluttet sig for, mere intimt end øjenkontakt, at kigge på den samme verden – sammen.

Men så havde Laura vendt blikket ned igen. Og var kommet til at møde Miguels brune øjne med sine, med hans pupiller der var alt for opsvulmede, så opsvulmede at hans øjne burde falde ud af deres huller. Og i netop det øjeblik lænede han sig frem

Hun vidste ikke hvorfor, hun ikke havde sagt fra med det samme. Deres øjne havde bare mødtes, og før hun vidste af det, havde hans læber været på hendes, hans tunge havde tvunget hendes læber fra hinanden og var brudt ind i hendes mund. Den var ru, alt for ru, smagte af røg, alt for meget af røg. Hans øjne var allerede lukket, hans tunge i hendes mund, der bevægede hendes tunge, med sin egen tunge. I et kort øjeblik overvejede Laura bare at bide ned, bide gennem hans tunge, og håbe på, at han ville tage det fucking hint. I det næste overvejede hun at skrige op i hans mund, om at hun ikke havde lyst til at kysse ham,. I det tredje overvejede hun at finde sin telefon frem, at finde en vi unge artikel om hvordan man afviste en fyr  på en mænd måde og knibe øjnene så meget sammen hun kunne for at ignorere alt heteronormativiteten og alt det lyserøde, mens hun lod sine øjne glide desperat ned ad siden. I det fjerde mærkede hun hans hånd på sit ene bryst, hans alt for store hånd på hendes B- nogle gange C-skål bryst, og hun kom pludselig i tanke, om hvor tynd hendes trøje var, kom pludselig i tanke om hvor tynd hele det stof, virkeligheden var gjort af , var og kunne ikke lade være med at tænke på, om virkeligheden mon nogensinde havde prøvet at få befamlet sine bryster af et eller andet surrealistisk fænomen kaldet en dreng, tænke  på om virkeligheden mon havde store byster eller om virkeligheden brugte pushup bh, brugte timer foran spejlet foran spejlet med at nidstirre sine ene bryster, brugte timer på at se feministiske buzzfeded videoer, der skulle overbevise virkeligheden, om at den så fin ud, som den var.

Det havde været hendes første kys.  Laura havde aldrig forstillet sig, at det ville være sådan. At det ville være femten famlende sekunder med hans  ene hånd under hendes trøje, hans anden hånd krybende, krybende op ad hendes lår, hans tunge i hendes mund. Hun havde ikke forestillet sig, hvor hårdt han ville tage om hendes bryst,   dække det med sin hånd og klemme til. Så hårdt som han måtte have klemt om sin mors hånd på sin første skoledag. Så hårdt som hun klemte om luften under kysset,   bare for at have et eller andet at holde fast i, bare fordi hun kunne bilde sig ind at der stadig var lidt varme i.

Varme fra de mødre, der sad rundt omkring og ventede på, at deres døtrte ville komme hjem og ventede og ventede og ventede, og kiggede på billeder af dem på deres første skoledag, og vaskede deres BH’er, fordi det skulle deres far ikke nyde noget af og tænkte lidt på, hvornår den dag, hvor der ville komme klamme fedtede drengehænder på dem mon ville komme

Til sidst havde hun trukket sig væk, med det ene ord til at sidde fast i hendes hals. Nej.  Hun kunne ikke helt sige det, bare dreje hovedet efter femten sekunder, kun femten sekunder og alligevel havde det været så uendelig lang tid. Så hun havde bare rystet så kraftigt på hovedet, at noget af hendes hår røg ud af den eleastik, som hun havde sat det op med, inden hun tog af sted – en lyserød my Little pony elastik, fordi hun ikke havde andre, så kraftigt at hun kunne ryste mindet, om hvad der lige var sket af sig. Hans ene hånd var stadig på hendes bryst, hans anden på hendes lår, alt for langt oppe, selvom hun havde trukket hovedet væk

”Årh kom nu, det er min fødselsdag, lav mig have det lidt sjovt.”

Men Laura havde ikke syntes, at det var sjovt. Tværtimod.  Tværtimod var hun tættere på at græde. Tværtimod havde hun skubbet hans hånd væk, rejst sig fra bænken, kunne, gestikuleret tavst til Rosa og Lærke, at de blev nødt til at komme med nu. Hun ville hjem.

De havde heldigvis fulgt med hende, gående der lige bag hende, ikke på siden af hende mere. Laura var bare gået videre, hurtigere og hurtigere. Væk fra sit første kys.

Og mens hun var gået der sammen med Rosa og Lærke, kunne hun nemt overbevise sig selv om, at det ikke betød noget. Det var jo allerede blevet  til en sjov historie. Hendes magtesløshed var en stående vittighed, og deres latter havde givet ekko, der midt om natten, mens de var gået hjem. Laura havde grinet højest af dem alle sammen, i håbet om at høje lyde ville få hendes hud til at revne, så hun kunne kravle ud af den, efterlade den liggende der på jorden. Uden held.

Laura havde stadig kunne mærke hans hænder, presse mod hendes bryster, presse mod hendes lår, presse, presse. Men mest af alt kunne hun stadig mærke sine egne hænder, der ikke stoppede ham, sin egen T-shirt, der vist havde været alt for nedringet, hendes nederdel der havde være alt for kort, hendes strømpebukser, der havde været knaldrøde. Hun havde syntes, de var sjove, barnlige endda, da hun tog dem på, og mere passende til at drikke blodrød saftevand ud af regnbuefarvet sugerør. I stedet for nu med den mest billige øl, som fakta kunne byde på og de små sure med vandmelon, der for at være ærlig bare smagte af de vingummier, som Laura havde spist med sin  lillesøster, før hun tog afsted. De brændte bare ikke på vej ned.

Røde strømpebukser. Hun havde altid godt kunne lide dem.  Så knaldrøde, at det var umuligt for dem ikke at tiltrække alle øjne i et rum, så knaldrøde, at de ligefrem tiggede om opmærksomhed så knaldrøde, at hun overvandt sine egne grænser, kunne tvinge sine egne øjne til at fokusere på sine lår og kun sine lår, når hun kiggede sig i spejlet.  Sine lår med alle deres modermærker, alle deres vidne, om de gange hun havde sprunget aftensmaden over i håb om, at de ville svinge ind. Røde strømpebukser. Ligesom kylling i bamse og kylling.

Hun havde elsket de strømpebukser. Men som hun sad der på bænken, havde hun mest lyst til at rive dem af sig selv, flænse stoffet og brænde dem. Fordi Miguel havde rørt ved dem. Laura vidste dog ikke, om det var muligt at rive sine egne læber, rive sine egne bryster af, rive alt hvad han havde rørt ved af og smide dem væk. Måske kunne hun prøve. Selvom  hun ikke vidste, hvad der ville være tilbage.

Måske bare den Laura, der lige nu sad på bænken – den anden bænk. Ikke den i Botanisk have.  Den Laura, der ikke rigtig var andet end sine tårer. Sine krokodilletårer – dem havde Miguel ikke rørt, i det mindste. Hendes øjne havde jo været tørre. En lille pøl tårer på en bænk, der sikkert sn art ville fryse til is, og måske det sammenkrølede lyserøde klistermærke fra sin computer. Mere behøvede hun ikke være.

Måske burde Laura i virkeligheden gå hjem nu. Hjem til sit klistermærke, så hun kunne rive det af, en gang for alle, måske forære det til sin lillesøster i håbet om at hun ikke ville klistre det på sin computer, men i stedet klistre det over sin mund. For så ville hun – i modsætning til Laura – havde en god grund til ikke at kunne sige fra. Så kunne det være, at der ville være drenge, der ville give hende en god grund til hvorfor, de havde fortolket stilhed som et ja.  Det klistermærke. Laura blev pludselig fyldt med sådan en vrede mod det- klistermærket.

(Ikke Miguel)

Men for at fjerne det, blev Laura nødt til at gå hjem. Og det var hun ikke sikker på, om hun var klar til endnu. Klar til at gå hjem. Laura burde, ja. Hun frøs alt for meget, træernes skygger var blevet alt for lange,  og desuden havde hun jo allerede fået at vide, at hun skulle være hjemme senest kl. 12. Og klokken var over 12.

Men problemet var bare, at Laura ikke kunne gå hjem.

Ja, det var sandt, at hun havde mest lyst til bare at styrte ind af døren og kramme sin mor. Kramme sin mor så tæt, som hun ikke havde krammet hende, siden hun var seks og var faldet og havde slået knæet, så tæt at hun ville knuse sine egne ribben, knuse den pige, der havde bosat sig lige bag dem, og som bankedee og hev og sled i den pige, den pige der gik til fester med alkohol og kyssede mennesker, hun ikke havde lyst til at kysse, den pige der aldrig ville kramme sin mor, fordi hun havde jo alt for travlt med at vokse op, med at få den oprindelige piges ribben til at splintres, for hun fyldte meget i Laura. Kramme sin mor og fortælle hende, at det havde været en god film, hun havde set hjemme hos Lærke.

Men hun kunne ikke få sig selv til det. For Laura vidste, at for det øjeblik hun trådte ind af dørstærslen, ville hun blive nidstirret. Af de bamser hun stadig havde til at ligge i sine støvede bunker. Af de Harry Potterbøger hun stadig havde stående på sine hylder, som hun havde læst, hvor Harry var blevet gift med den kæreste han fik som 16-årig og hvor Harry kunne flyve på en kost, og hun havde tænkt, at det nok var sådan, at det var. Af sin mor. Af sit eget spejlbillede.

Hun kunne ikke tage hjem. Ikke tage hjem til den familie, som hun altid havde haft, det værelse, de karrygule vægge, ikke tage hjem og træde over døren, for hun var ikke den pige, hun altid havde været. Ikke den pige, der sad i sin seng med dynen over benene og højhalsede sweatre og læste kærlighedsromaner, med stramt lukket mund, selv når hun sagte smilede ned i sin bog Den pige, der drak kaffe og fik 12 med pil op ad for essays, og læste the great gatsby og engang i mellem spildte en kaffeplet, brun mod det hvide papir,  bare til at minde hende på,  at hun ike var sin karakter, at det kun var et lille udvalg af livet som var blevet gjort til skole, og det at drikke kaffe uden at spilde var ikke en af tingene. Den pige der engang i mellem fik brug for at sidde med fedtet hår og 7-taller og se paradise hotel, fordi hun godt kunne lide at at føle sig som et menneske.    

Hun kunne ikke tage hjem og høre hendes mor fortælle historien om Lauras høje skrig og sygeplejersken, der holdt sig for ørene, for 1000 gange, hun var blevet født skrigennde af alle uretfærdigheder, og det var godt ville hendes mor sige. Den slags mennesker havde verden brug for.

Og Laura kunne heller ikke tage i skole på mandag og høre sin dansklærer fortælle om subtekst og mellem linjerne og se Miguel smile, fordi han troede, at han var god til. At han havde læst mellem linjerne i Lauras stilhed  og læst et ja. (Stilhed betyder ikke ja). Og hun ville ikke høre sin dansklærer forklare aktantmodellen og  Miguel ville smile og tænke, at han var god til at bruge det – han var subjekt, og hun var objekt, så han havde jo lov til at gøre alt for at få fat i hende for at følge eventyrgenretrækkene.  

Men mest af af alt kunne hun ikke tage i skole, fordi hun vidste, at hun blev nødt til at se Rosa og Lærke i øjnene.

(Og Miguel)

Laura skulle se Rosa og Lærke igen, kigge på dem i tavshed, mens alle hendes taler om feminisme om at sige fra, om at sige nej, om kun at kysse de mennesker man have lyst til at kysse, gav genlyd mellem dem, frem og tilbage, og mens lyden af stilheden der var mellem hende og Miguel, stilheden mens han lænede sig frem, og hun lænede sig tilbage, men ikke nok tilbage, og  han havde smagt af så fucking meget røg, og hun havde sikket smagt af det lakridsbolsche, hun havde fået af en natteravn  og af de tabte principper, der faldt ned fra hendes mundloft og blandede sig med hendes spyt.

Laura skulle se dem i øjnene efter at have fået sit første kys.

Og måske, bare måske, fordi de havde kendt hende i så lang tid, kunne de se det i hendes øjne. At hun var glad for at have fået det overstået. Glad for, at hun havde fået sit første kys. Så når hun fik en kæreste om fem år vedkommende spurgte hende, hvor gammel hun var, da hun fik det først kys, kunne hun grine af det og svare 13 år, for det passede jo, og han (eller hun) kunne undres over, hvor moden hun dog var. Nej, hun var ikke glad for fornemmelsen af hans alt for tørre læber, og hans hænder der var steder, hvor de ikke burde være.  Men hun var glad for at have fået sin først kys, det vidste hun. Når man var 13 år log gik i niende klasse - hun havde været tvunget til at se sine pigevenner vokse op, have så travlt med at gå med DD-skåle selvom de knap kunne udfylde en a-skål, gå med så meget mascara at deres øjenvipper  var klistret sammen, og de ikke længere kunne se deres eget spejlbillede,  hvilket måske var det, der var meningen. Stort set alle dem havde fået deres første kys.

Deres første rigtige kys, vel og mærket. De lod hende aldrig være i tvivl om, hvad der var et rigtigt kys, og hvad der ikke var. Et klistret børrnehavekys, et fnisende S,P eller K-kys, nej et rigtig kys med alt for meget tunge og alt for lidt sammentykke. Hendes første kys. Hun havde altid forstillet sig, at det ville være anderledes. At det ville foregå under stjernehimler og sensommerskyer, og at de ville læne sig frem på samme tid, for det var  jo ligestilling, at deres læber mødtes på midten, og at det ikke var ham,  der lænede sig hele vejen, næsten væltede hende bagover. Hun havde forstillet sig, at de ville smage sødt, kvalmende sødt, men at han selvfølgelig ike ville have noget i mod det, hvis han kastede op over hende, for han elskede hende jo, hver en del af hende, selv hendes halvtfordøjede aftensmaden, der kørte rumdt i hendes mave. Hun havde endda forstillet sig, at han vile elske hendes mave uanset hvad og opfodret hende til at tage en portion ti af aftensmaden, hvis hun havde lyst.

Det var bedre end ingenting. Det var uden tvivl det, Rosa og Lærke ville prøve at overbevise hende om i morgen. Langt, langt bedre end ingenting.

Hun blev nødt til at vænne sig til det, ville de sige. Det havde de også sagt, da de gik hjem fra festen. Nogle gange kom man bare til at snave med drenge, man ikke havde lyst til. Det var jo sådan verden var. Orden. Kaos. Ny orden. Som enhver dansklærer havde de fortalt hende det. Og det var den nye orden, når man havde fået bryster og havde fpet inviationer til fester.

Laura var bare en skør feminist for at tænke, at det burde være anderledes. 

En skør feminist, der levede i sin egen fantasiverden, der var holdt op med at lege far og mor og børn fordi det var en heteronormativ leg, man fik små børn til at lege, før de kendte deres egen seksualitet, deres egen lyst til at have børn eller  ej, blive gift eller ej og så var Laura selv begyndt  begyndt at lege undertrykt, undertrykt i en verden, der ikke undertrykte. Hun lagde puslespil, men selv dem med 1000 brikker var blevet for nemme, og så havde hun opfundet et begreb kønsroller - der  havde lige så lidt at gøre med virkeligheden som hendes 1000 brikker Disney puslespil,  - og forsøgt at sætte sig selv sammen med dem, indtil hun lignede billedet på æsken.  I virkeligheden skulle hun jo ikke forsøge. Det var jo hendes eget valg, for hende at være sådan.

Det var hendes eget valg, at blive født - selvom hun også havde lidt på fornemmelsen, at det også var et kondom, de r sprang  - hendes eget valg, da hendes forældre viste hende Askepot filmen i første klasse med askepot, der så desperat, desperat  havde lyst til prinsen, var så desperat forelsket i ham - men det eneste hun kunne tillade sig at gøre ved det var at find en ekstra fin kjole, se ekstra fin ud og stille sig på 200 meters afstand og vente på, at prinsen kom til hende. Hendes eget valg, da hun 6 år senere selv var desperat forelsket i Jonas, men ikke gjorde andet ved det end at hive lidt længere ned i sin trøje, lade lidt flere gange som om hun havde tabt sit viskelæder og springe frokosten over lidt for mange gange

Hendes eget valg, da hun hjemme hos sin daværende bedste veninde havde set den lille havfrue og havde set, Ariel miste sin stemme i tre dage, havde set, at det ikke gjorde noget, for selv hvis hun havde en stemme, ville hun alligevel ikke rigtig have noget at bruge den til.

Hende selv,  der valgte , da hun som 6-årig, da der havde været fastelavn  hade fået en fin lyserød prinsessekjole af sin mor, og hun var kommet i skole og havde set, at alle de andre piger også havde fået en prinsessekjole af deres mor og alle drengene havde fået en ridderrustning, og det var jo bare ,sådan det var, og Laura havde så tænkt, at hun måske var en af de slags prinsesser, de klatrede ned fra sine egne tårnværelser besjerede sine egne draager og red væk på sine egne hvide heste, men så snart hun havde forsøgt  at løbe efter en af drengene i sin kjole, var stoffet revnet - så meget bevægelighed var der ikke plads til i den. Laura havde bedst sin mor om at sy den.

Hendes eget valg, da hun som 8-årig hørte nogle af de andre piger spille ”Baby” af Justin Bieber. Hørte den kære Justin, synge sit kære hjerte ud, til en pige der først havde afvist ham, så ham blive mere og mere insisterende, så at det til sidst kunne betale sig, da den mest dislikede video på youtube sluttede med, at de gik sammen væk.

Hende selv, der som 9-årig havde hørt ”What makes you beautiful” med One Direction og hørt dem synge. ”You don’t know you’re beautiful. That’s what makes you beautiful” og nu vidst, at det ikke var hendes opgave at vide, at hun var smuk. Det var drengens opgave at fortælle pigen, at hun var smuk, men det var pigens opgave aldrig rigtig helt at tro på ham, for i det øjeblik hungjorde, ophørte hun med at være smuk.

Hende  selv, der som 13-årig havde siddet i Botanisk Have, sammen med Miguel og kigget op på stjernerne, hende selv, der var blevet kaldt smuk af Miguel.

”Tak,” havde hun sagt.

Og  Miguel kunne godt lide hendes måde at svare på, havde han sagt. Hun sagde ikke ”det ved jeg” ligesom andre piger, han havde mødt, det var jo alt for selvoptaget. Men hun modsagde ham heller ikke, tværede ikke sin inderlige usikkerhed ud i hans ansigt. Nej hun kunne finde ud af tage i mod en kompliment. Og det kunne Miguel godt lide.

Laura havde haft lyst til at forklare ham, hvor dybt forkert det var.  Hvis hun havde lyst til at føle sig som den smukkeste i verden, til at smile ved synet af sit eget spejlbillede, lyst til at føle sig som en gammel klude, hvis hun havde brug for mennesker omkring sig for at have det bedre med sig selv, så skulle hun have lov til det.

Men Laura havde ikke sagt det, slet ikke sagt noget.

Og det var også hende selv, hende eget valg som 13-årig ikke at sige noget, der. Hendes eget valg at blive siddende på bænken, og tænke, at måske havde det nok været hendes eget valg alle de gange. Men hun var ikke sikker på, at hun for alvor havde haft muligheden for at vælge noget andet, end det hun gjorde. 

Så måske (bare måske) var Laura alligel feminist. Måske var det ikke hende, der var problemet. Måske var problemet noget helt andet.

Problemet var,  at Laura så nemt kunne forestille sig, de andre bænke, rundt omkring i landet, i verden, de andre grædende piger der heller ikke helt kunne forklare, hvad problemet var, men bare at der var et problem, de samme piger få dage før, der hele deres liv havde læst bøger og set film om første kys med søde læber og fyrværkeri og så meget øjenkontakt, man kunne svømme baner i hinandens pupiller, og som smilede, de samme piger der længtes efter at være vokset op og vidste at ens status skulle tælles i hvor mange drenge, der havde kysst en (ikke hvor mange sekunder de kys havde varet) hvor mange sekunder de kys havde varet, hvor mange mennesker man kunne fortælle om det bagefter, hvor insisterede de drenge havde været.

Og problemet var det, at Laura havde lært hvordan man nemt tog et bind på af sin mor, hvordan man sneg det op i ærmet, omkring samtidig med, at hun havde lært tricket med at lade som om man ringede til en, nå man gik på en lidt for øde gade, lidt for sent om natten,  at tale og tale ind i telefonen   og lade som om man var den slags person, der havde den slags venner, der altid var der, på tværs af verden, på tværs af en halv usikker telefomforbindelse.

Problemet var at Miguel ikke havde læst de samme bøger som Laura, problemet var at han bare kunne læne sig frem og læne sig frem, at han opfattede stilhed som et ja, selvom stilhed ikke var et ja. Det var et ja i de bøger Laura læste ja, et ja, der blev sagt på så mange andre måder, selvom det aldrig blev sagt højt, et ja, der blev sagt gennem rødmende kinder og lyden af blaksende sommerfugle mod indersiden af ens mavesæk, et ja, som der måske havde været med Jonas, men som hun aldrig havde fundet ud af, et ja, i tørre øjne og store smil og komplimenter dr ble givet og taget i mod, præcis som man havde lyst til.

Et ja var ikke med smagen af øl på læberne, ikke med ådselgribbe i maven, der langsomt rev hendes maveskind fra hinanden, tvang sig selv ud.

Problemet var med Jonas, hvor det havde været Laura der havde haft lyst til at læne sig frem men hun havde ikke gjort det. Og problemet var måske også, at der ganske rigtigt fandtes piger  et sted derude som altid lænede sig frem og drenge der lænede sig så meget tilbage, at de faldt helt af den bænk de sad på, problemet var at Laura aldrig havde lært dem at kende.

Problemevet var, at det ville være en sjov historie på man dag, problemet var at Laura blev tvunget til at grine af den. Problemet var Miguel, der nok ikke havde tænkt nærmere over den, problemet var Miguel, der også havde hørt de samme sange, hørt dem selvom han følte sig højt hævet over den. Problemevet var Miguel, der havde stået i omklædningsrummet sanmmen med de andre drenge, måske i syvende klasse og de havde revet i deres pikhår, for det havde de jo fået, revet og revet og snakket med piger, mens de passede godt på med ikke at lyde som om de følte ting for dem, bare som om de var en nødvendighed at anskaffe sig og læne sig frem i mod, nu hvor man havde fået pikhår og Miguel havde revet i sine, måske lidt for hårdt i håbet om at rive dem af, for han vidste ikke helt, om han havde lyst. Og problemet var, at Laura ikke kunne lade vær med at stå i pigernes omklædningsrum og tro, at det var sådan, det var i alle drengeomklædningsrum.

Problemet var at Miguel ikke sad og græd, hverken rigtige tårer eller krokodilletårer. Men at Miguel sikkert ville kysse en ny pige til en ny fest. At ingen ville stoppe ham, ikke rigtig og bagefter bebrejde sig selv for det stedet for at have bebrejdet ham. Problemet var, at Laura sagtens kunne få sig selv til at gå hjem og tweete 140 tegn og hashtagget #metoo om det og skrive en novelle på over 9000 ord om det, men at Laura ikke havde kunnet få sig til at sige det ene ord til ham. ”Nej.”

Problemet var så uendeligt mange ting.

 Man behøvede ikke være feminist for at græde de tårer, for at tørre dem væk i sit ærme. Men man behøvede være feminist, hvis man gerne ville forhindre at andre piger græd dem. Man behøvede ikke være feminist for at opleve sådan noget. Men man behøvede være feminist for at have lyst til at fortælle om det, for rent faktisk at skrive en novelle, med 9000 ord der skreg ordet ”Nej” så højt, at alle dansklærere måtte holde sig for ørerne.  

Så måske var Laura alligevel feminist. Hun havde tænkt, at hun ikke gjorde noget i det øjeblik, der talte. Men i virkeligheden var det jo alle øjeblikke, der talte. De øjeblikke før, de øjeblikke efter. Hvordan hun opdragede sine egne døtre og sønner. Hvordan hun tale til Rosa eller Lærke, når (hvis) de var til en anden fest med en anden dreng. Hvordan hun talte til de andre piger på gaden, med hævede telefoner. Hvordan hun talte med de drenge på gaden, der også havde et fast greb om deres telefoner, bare nede i deres lommer, fordi  hvad ville der dog ske, hvis de indrømmede, at nogle drenge også skulle frygte voldtægt?

Det var hver eneste gang Laura græd sine krokodilletårer for alle dem, der ikke ville græde dem, for det var jo normalt, det var jo bare et kys, han havde drukket. Det var krokodilletårer, der var lige så stædige som Laura selv, med kæbemuskler der blev stærkere og stærkere, indtil de var i stand til at sluge hele verden og ørle den op, men uden de dårlige undskyldninger og de dårlige mennesker, krokodilletårer, der ville bide de hænder af, der var steder, hvor de ikke burde være, krokodilletårer,  hvis tunger ville rådne op i deres mund, før de fortalte nogen, at det var deres egen skyld, at de selv var ude om det, at de burde vænne sig til det. Tårerne ville uden tvivl efterlade små bidemærker, der senere ville blive ar. Men det gjorde ikke noget.

Laura skulle nok rejse sig på et tidspunkt. Og gå hjem.  Til sin mor og til Lauras hvide løgne, om at det bare havde været en sørgelig film.

Men hun ville ikke stoppe med at græde, aldrig, ligegyldigt hvor mange tårer og hvor mange noveller g hvor mange halvklistrende klistermærker, der skulle til. Men en dag ville Lauras krokodilletårer måske blande sig med alle de andre. De tårer, der ikke blev tørret væk. De tårer, der kom fra alle de drenge og piger, der ville oversvømme hele verden i deres krokodilletårer. Indtil alle grundene til at græde netop den slags tårer blev skyllet væk.

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...