Skumfiduser

Bidrag til Skriv om overlevelse-konkurrencen, valgmulighed 3

0Likes
0Kommentarer
205Visninger

2. 2

Iben smaskede. Clara havde brugt eller ville komme til at bruge omkring 45 år på at være gift med hende, og det var først gået op for hende nu.  Det var også første gang i begge de to verdener, hvor hun havde kendt Iben, at de havde befundet sig i sådan en knusende stilhed sammen, hvor man kunne høre selv de mindste åndedrag. Fire teenagere omkring et bål. Ingen af dem sagde noget. Ikke fordi de ikke havde noget at sige. Bare fordi de ikke anede hvordan, de skulle få det sagt. Sådan var det i hvert fald i Claras tilfælde.

Der var så mange ting, hun gerne ville spørge Ahmed om. Så uendelig mange ting. Men hun tvivlede på, at hun ville kunne få sig selv til det, selv hvis de havde kunne forstå hinanden. Hende og Ahmed.  For der var så mange forkerte ting at sige. Clara ville på den ene side ikke reducere ham til det ord, der havde luret i udkanten af hendes tanker, siden han først trådte frem fra bag træerne.

Flygtning. Flygtning. Hun havde hørt det ord så mange gange, at det var tæt på at have mistet alt mening. Flygtning. Bare  et ord. Men ikke en person. Og eftersom Clara ikke særlig sat sig ned og havde lange samtaler med ord, endte hun med at begynde at tale med de to personer, der stadig sad omkring bålet. For at bryde tavsheden. For at få bekræftet, at der var andre personer, ikke bare ord med stavelser og kanter, men ord der var gået ud af papiret, sædceller der var gået ind i æggecellerne og var blevet til noget andet, noget mere, nogle mann kunne tale med uden at være bange for at høre for meget, nogen man ikke skulle være bange for at tale med uden at komme i tanke, om hvor forfærdelige ord  man kunne klistre på sig selv under samtalen – heldigvis ville det nu aldrih blive til mere end det. Man kunne godt sige onde ting uden at være ond.

”Men hvad med din familie?”  havde hun stille spurgt Ahmed for nogle minutter siden, selvom hun sikkert allerede havde kunnet forstille sig svaret. Det forhindrede hende nu ikke i at håbe på, at der var en forklaring derude et sted, der ikke involverede både, der skvulpede mod havet, mod alle de tårer Ahmed havde grædt ned i havet, som havde skabt  hav efter hav, og som var grund til, at Ahmed bebrejdede sig selv for at de ikke nåede frem i tide, hans tårer blev ved med at forlænge resjsen. En historie, der ikke var startet bag lukkede døre, med armene om hinanden, mens man fortalte sig selv, at i morgen , i morgen, i morgen så flygtede man til et land, hvor alle var frie og alle var lige til et land hvor man var naive nok til at tro på, hvad der stod om ens eget land, så snart man googlede det

Og Ahmed ville sikket høre denne sætning igen, gentaget resten af sit liv. ”Hvad med din familie?” ville de sige, mens de bare håbede på, at han ville ryste på hovedet, fordi de havde ikke længere råd til familiesammenføring, ikke med så mange skattelettelser. Hvad med din familie ville de sige henne i skolen, hvis han en dag sagde noget på arabisk, og hele skolen straks var sikker på, at han planlagde et terrorangreb. Hvad med din familie ville de sige til ham , når han blev voksen, og endnu ikke havde stiftet familie, fordi enhver kvinde var bange for de lidelse, der stadig havde sat sig selv fast lige over hans pupil, fordi han selv var vange for den kærlighed der havde sat sig fast lige ved hans skridt (og lige ved hans hjerte) og som slet ikke var for kvinder, men for (mænd)  

”Hvad med din familie” Clara havde fortrudt spørgsmålet det øjeblik, det kom over hendes læber. Fortrudt det det øjeblik Ahmed ikke havde svaret. Det øjeblik det var gået op for hende hvor ondt det var at spørge om noget som hun  allerede kendte svaret på. Det øjeblik hvor de var gået op for hende hvor ondt det var at lade som om hun allerede kendte svaret på det. 

Og man kunne godt sige noget racistisk uden at være racist. 

”Du kan godt sige noget racistisk uden at være racist” Clara fik lyst til at sige det højt. Måske for at bevise sig selv over for Ahmed. Måske fordi hendes hvidhed fik hende til at føle, at hun blev nødt til at bevise hun ikke var rascist, ikke ignorant, fordi samfundet havde lært hende, at hvide personer ikke kunne være andet. Men Clara kunne ikke få sig selv til at kigge op, da hun sagde det. Nej, tværtimod kiggede hun ned, ned i jorden på de udtværede skumfiduser og græsstråene, der havde forvildtet sig op af det mudrede hav, kiggede ned i håbet, om at hun ville få øjenkontyakr med samtlige mennesker, der engang havde gået på denne jord få øjenkontalt og holde den bare lidt for længe, bare lidt for længe, længe nok til at hun enten måtte være forelsket i dem eller forelsket i sit eget spejlbillede i deres pupiller.

Man kunne godt sige, at sorte kvinder – eller danske kvinder med anden etnisk baggrund - altid var sure, altid havde otte børn, som de havde revet deres stemmebåmd over for,  at de altid blev gift med deres onkel, godt sige at disse børns far altid ejede en lokal grøntsagshandel, hvor han solgte græntsager, men mest yumyum, som kun halvdelen af dem der spiste det fik diarre af. Godt antage, at ham med rødder i Asien var god til matematik, godt sige at alle hvide mennesker – eller danskere med dansk etnisk baggrund-  bare spiste flæskesteg og spiste deres egen sidste rest af selvindsigt. Sige at den var blevet lige så sprød som flæskesværene og stak på vej ned og ikke helt kunne fordøjes, fordi maven ikke helt kunne forholde sig til, om den bure bukke unde reller kaste det op. Så ville den jo skade sin egen ejermand med de  brændende fornnemelse i halsen og den brændende fornemmelsen af skam, næste gang den så sin egen manglende handlekraft i spejlet.  Man kunne godt gøre et stort nummer af at gå i en bue uden om en sort mand  når man var alene - eller en person der tilfældigvis havde mørkere hudfarve og en pik - gøre et endnu støre nummer ud af at smile til ham i busen, når man var omringet  af menneskr, der kunne beskytte en for at vise, at man var i hvert fald, under ingen omstændigheder rascist.

Man kunne jo sige og gøre og sige lige så mange ting, som man havde lyst til usen at være rascist.

Men  det var ikke, hvad man var,  som i virkeligheden talte. Det var,  hvad man gjorde. Det var, hvor man satte sine krydser på stemmesedlenn. Det var, om man blev nødt til at sætte imaginære krydser i siner håndflader som  et desperat forsg på at huske sig selv på, at hudfarve ikke var altafgørende eller om det kom naturligt til en. Det var, om man lyttede til sine medmennesker. Om man stadig svingede benene ud over sengekabnten hver dag og lod det ramme det kolde gulv med tanken, om art der stadig var så meget tilbage at kæmpe for, med tanken, om at det var endnu en dag hvor man skulle ud og tænke -  ikke med næb og klør og skjulte bomber i lufthavnenen men med ord, med så åbne øjne og med skumfiduser.

Og det var om man svarede Clara på hendes udtale. Eller om man bare sad der og ignorede hende som Iben og Malte.     

Og det var heller ikke det, det handlede om. Det handlede om overlevelse. Så da Malte efter lidt tid igen spurgte, var Clara til at svare.

”Hvad skal vi , når vi er færdig med at sidde”

”Overleve.” Det var det, det handlede om i denne verden.  At overleve. At huske at slukke lyset lige præcis nok gange, at lade vær med at spise kød og tage bussen i stedet for bilen og bygge en enkel vinkelmøllle, lige præcis nok gange til, at Jorden ikke gik under i ens egen levetid. Så var det lige meget bagefter. At overleve  fra menneske til menneske, øjeblik for øjeblk racistisk kommentar  efter racistisk kommentar.

Det handlede om overlevelse.  Det handlede om at holde ud alle de gange, hvor man havde købt alle de skumfiduser der var i fakta, det handlede om at holde ud alle de gange man følte at man havde mødt alle de gode mennesker, der var at møde. Det handlede om at holde i, med det allersidste af sine negle, selvom man ikke engang havde råd til en negleklipper, og Martin Henriksen sagde, at det var forbi sagde, at det var , fordi man var doven, fordi man nassede på dagpengesysetemet men brugte alle pengene på pizza med halalslagtet kød,  og man pr’øede selv at forklare Martin Henriksen om negativ social arv, om ansøgninger, der endte i bunden af en bunke og om det kød der ikke va halslagtet men havde lært at gå på to ben og blev meldt ind i folketinget og brugte sin store mund til at fortælle, hvordan andre burde opføre sig, indtil de ikke turde opføre sig anderledes, indtil de ikke  turde gøre andet – for kødet måtte da have ret, når det sagde, at man nassede på systemet, hvis kødet havde ret, hvorfor var det så medlem af folketinget.

Det handlede om overlevelse. Det handlede for Clara om igen og igen at rulle med øjnene, når der var endnu en der spurgte hende, om hun var forvirret, når hun først var sammen med Iben og så med Malte og så med dem begge to på en gang, spurgte om hun ikke ville sælge side – medlem af fønixordenen eller medlem af dødsgardisterne, hetero eller homo. Det handlede for Ahmed om at lære at grine, når hans fremtidige venner ville spørge ham, om han havde bombe gemt inde i den nye hættetrøje,  som han lige havde  fået,  som han var så  glad for. Det handlede for ham om at lære ikke at græde, nå der rent faktissk var en selvmordsbomber et sted (i de europæiske lande selvfølgelig alt andet kunne han jo være ligeglad med)  der var gået af men i stedet for bare skifte sit facebookprodil og kun græde de tprer som to dimnsielle rmojis kunne græde. Det havde aldrig hadklet om at få hele verden til at inde, at man godt kunne være tiltruket f to køn på samme tid, aldrig handlet om  at f folj tuil at stoppe me at lyde så fandens rasciste aldrig haldret om st overleve fra dag til dag, lige netop, aldrig nogensinde begynde at råbe, bare overleve, indtil ders børn en dag kunne gøre det samme , indtil det ikke ville være mere lut at trække tålmodogt ind i lungerne, mens man ventde på at gøre mere end det.

Clara vidste do ikke helt om dette kunne betegnes som overlvelse. At sidde ude i srn skov på kanten af Danmark , på kanten af dem selv. Og spise skumfiduser. Og tilbude dem til en lille flygtingedreng. Noget adet end donationer på Røde kors.

For selvom hun vidst at en dag ville alt det her blive til et fjertn minde som hun aldrog kunne gennemleve vidste hun også, at det stadig var i gang med at ske. At det skete lige nu.

 

For fuck hvor smagte skumfiduser godt, når hun vidste, at hun efter de her dage aldrig ville spise dem igen –  hun ville være blevet alt for træt af dem, få kvalme bare ved ordet skumfidus. Fuck hvor smagte de godt, når hun vidste, at hun kun ville hade denne smag fra nu af, hade smagen af deres første forhutlede dage i denne verden.  

Fuck hvor hun elskede smagen, når hun vidste, at den om nogle måneder ville blive til et minde.

Når hun vidste at hun om nogle måneder måske godt kunne komme tilbage hertil og kigge ud over den plads, hvor de havde tændt deres bål, men bålet ville være forkullet, og skumfiduspakkerne fejet ind under grenene, og  Iben og Malthe og Ahmed ville væk, og selvom de godt kunne komme tilbage ville det ikke være det samme. Når hun vidste at hun på et eller andet tidpunkt blev nødt til at rejse sig, at de blev nødt til at finde et sted at bo, finde et sted for Ahmed at dø, finde rent tøj og deodorant, finde ud af hvad der var sket med Ahmed, finde ude af at hjælpe ham med ikke bare at blive reduceret til at være ulovlig ifølge Martin Henriksen. Når hun vidste, at de på et eller andet tidspunkt skulle dø. 

Det var første gang i flere dage (eller timer eller minutter eller år elller sekunder)  gik det op for hende, hvor hun ikke havde fortrudt, at de var kommet hertil.

Clara tog en skumfidus mere.

Iben havde i mellem tiden lagt sig ned på jorden. For at sove sikkert. Sikkert. Ikke mere end det. Malte holdt i mellem tiden sin fod drillende over Ibens mave.  Skulle til at træde på hende. For ikke at blive for jaloux begyndte Clara at synge

”Dem der ligger på jorden må man træde på” Clara sang det, så sagte det nær blev overdøvet af hendes åndedrag. ”Dem der ligger på jorden, må man træde på.” Den samme linje sunget til hende af hendes forældre, mens de trykkede hende på maven, måske lidt for hårdt måske lidt for dumt af dem at glemme at tage skoene af, så der kom jord på hendes nye bluse. Samme linje som hun havde sunget til sin egen børn, mens hun knap havde turdet røre deres maveskind været bange for, at deres lunger ville blive presset sammen. Bange for at deres maver også en dag ville være fyldt med alt for søde skumfiduser i et tappert forsøg på at kvæle den alt for sure smag af forældre der pressede for hårdt.

Dem der ligger jorden må man træde på. Man måtte gerne træde på Ahmed, når han engang i mellem lagde sig ned på gulvet  - i det  ansylcenter der ville blive hans kommende hjem -  fordi hans seng var for behagelig. Med lukkede øjne, med lukkede øjne for at overbevise sig om, at det bare var hans fantasi, der løb om hjørner med ham, bare var hans fantasi, der skar sig på hjørnerne og blødte billede af døde familiemedlemmer, af synkende både og skrigende børn ude. Og man måtte gerne hamre sin hæl ind i ham, for han lå jo på jorden, han var jo flygtning langt før, han var menneske. Han kunne jo kun bruge sin fantasi til at løbe om hjørner med og ikke til at fantasere om at vinde i et lotto og læse selvindsætnings Fifty Shades of greyfanfiction og alt det andet,  der kunne kvalificere ham som værende menneske

Dem der ligger på jorden må man træde på. Hvis Ahmed nu skulle have lob til at blive som en flygtning, der blev, ikke et menneske. Han kunne måske starte i en folkeskole klasse, og hvis han så blev til en af dem, der sad allerbagerst i klassen og hørte rap med n-ordet gentaget igen og igen, og forstyrrede de andre  lassen. Hvis han blev sur hver gang der var svinekød i dagens ret i kantinen og sur, hvis der var et hårstrå, der var sluppet fri fra en af de muslimske pigers tørklæde, sur hvis alle hårstråene var sluppet fri, og tørklædet hang om deres hals og de alligevel kaldte sig selv muslimer. Og hvis han samtidig brugte hvert frikvarter på at ryge i buskuret og smide skodderne efter de forbipasserende for at få deres fordomme til at flamme op, brugte hver fredagaften på at blive så fuld, at han ramte sig selv med cigaretskoddene, brugte hver lørdagaften på at rive tørklædet af de muslimske piger  og resten af tøjet og bruge tørklædet på at kvæle deres skrig og kvæle sine egne støn af nydelse.

Man måtte gerne træde på ham, trampe på ham,. Indtil han blev så  flad, så todimensionel, at DF kunne vise ham frem, et pragteksemplarer på, hvad der skete, hvis man nu lod ham komme ind i landet.  Og hvis han nu ikke endte sådan,  endte med at være en god muslim, der deltog i Kristendomsundervisningen og jublede, når der var Flæskesteg som dagens ret i kantinen. En god dansker med anden etnisk baggrund, der deltog trofast i billedkunstundervisningen og brugte den hudfarvede farveblyant,  og lagde den brune fra sig og brugte den hudfarvede til sit eget selvportræt brugte længe på at stirre længselsfuldt for sig og ville ønske, at hans forældre dog havde kunne finde ud af at bruge den eneste rigtige farveblyant, da de tegnede ham. Og han ville deltage i dansk undervisningen og lære at sætte kryds og bolle i sine sætninger, finde akkusativ i de racistiske spørgsmål han fik, lære ikke at bruge slang ikke at lyde for ”ghetto” at udtale alle ord så tydeligt, at han flækkede sin tunge over på midten, at viske sin accent ud med den hudfarvede farveblytant.

Og så til sidst måtte han være med at til at træde på dem, der lå på jorden, måtte være med at grine sammen med Jens og Peter  i sin klasse, når Mohammed rakte hånden op i samfundsdsfag og ikke vidste, hvad segregation var, ikke engang kunne udtale det fordi Mohammed talte kun i enstavelsesord og knytnæver og ’skal det værre med ekstra ost’ når han var på arbejde i det lokale pizzarie. Grine af Laura, der sagde, at hun ville stemme på enhedslisten, stemme på at landet skulle følges op med flere Mohammed’er, der skulle have alt den ekstra ost og al den ekstra danskhed i landet.

Men han blev nødt til at gøre en af delene. Ligge på jorden eller stå op. Træde eller blive trådt på. Det var på tide at Ahmed tog et valg.

Så måske var det i virkeligheden derfor, at ingen af dem rejste sig. Ingen af dem rejste sig og begyndte at leve her, for dem i en ny verden, for Ahmed i et nyt land. Ingen af dem lagde sig ned og gav helt op, på alting, på nogensinde at rejse sig op. Nej, i stedet for sad de op. Omkring bålet, omkring hinanden. Hverken stod op eller lå ned. Hverken døde eller levende.

De overlevede bare. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...