Skumfiduser

Bidrag til Skriv om overlevelse-konkurrencen, valgmulighed 3

0Likes
0Kommentarer
203Visninger

1. 1

Bålet var varmt. Måske i virkeligheden lidt for varmt – en sveddråbe var piblet frem på Claras pande, trillede nu ned af hendes kinder. Måske lidt for varmt – Claras skumfidus var blevet brun, så sort og så forkullet af pinden i løbet af de første fem sekunder, hun havde holdt den over ilden. Eller måske var  det fem timer eller fem dage bålet. Det var svært at sige i en verden med en så mærkelig tidsfornemmelse, hvor hendes fingerspidsfornemmelse for tid var så meget væk, at hun kunne komme til at brænde dem af sine fingre, måske endda brænde hele sin hånd af, hvis hun stak den ind mod bålet.

Det var da også en tåbelig ide. Ikke at stikke sin hånd ind i ild. Nej – at tiden skulle gå.  Gå lige hurtigt hele tiden, både når man var fem år og desperat ventede på, at det blev juleaften, selvom man kun var i juni, og når man var en 95-årig, dækket af leverpletter og klistrede fingreaftryk fra ens oldebørn, og lige havde fået at vide af lægen, at man desværre ikke ville overleve til den næste jul.

Det var en dårlig ide. At komme hertil, altså. Det havde Clara kunne fortælle dem siden den dag, for nogle timer, for nogle år siden, hvor hun først trådte ind i denne verden og straks måtte finde den nærmeste fakta for at købe lidt spray-on deodorant til verdens armhule. Der var så meget filtret ind i armhulehårene, og det var ikke helt til at finde rundt i de mennesker, der ikke havde klippet deres negle for at kunne bruge dem til at hage sig fast i noget, bare et eller andet, der midt i tiden. De mennesker, der sendte venneanmodninger på Facebook til alle dem, der havde siddet  ved siden af dem i bussen, alle dem der havde siddet i biler foran busser, og til den fattige dreng i Afrika, der var dukket et billede op af i deres feed, fordi deres andre venner havde så travlt med at vise menneskelighed. De piger, der scrollede og scrollede, fordi hvis de slukkede deres telefon, ville de kunne se deres eget spejlbillede i den sorte skærm, og de ville være tvunget til at se sig selv for øjnene, tvunget til at indse, at de ikke længere kunne gemme deres had for verden, bag dårlige armhulehår metafor, tvunget til at indse, at det var på tide de barberede deres eget armhulehår, fordi den trøje var lidt kortere, end de havde forventet.

Det var en elendig ide. Alligevel blev Clara blot siddende ved bålet sammen med de andre, selvom det var alt, alt for varmt. Men al andet var for koldt – ingen tvivl om det– de havde kun et par små forhultede tæpper med fra deres egen verden, fordi de havde troet, at det ville være sommer, når de kom. Men de havde glemt at Danmarks sommervejr i denne del af virkeligheden var ligesom derhjemme – hvor  det for meste kun betød en masse dage med grå mennesker og grå skyer og grå regndråber, der farvede hele landet gråt, gråt, gråt, så Martin Henriksen pludselig ville blive forvirret, når alle pludselig fik grå hudfarve, for hvordan skulle han dog nu kunne bestemme, hvem der var danskere og ikkedanskere? Men der var selvfølgelig også de få dage med over 20 grader, hvor Marin Henriksen og en masse andre tog på stranden og lå der og spiste solen bid for bid og lod vær med at smørre sig ind i solcreme, fordi de gerne ville blive hurtigt brune.

Men Martin Henriksen endte med en kæmpe stor solskoldning og en masse sand steder, han ikke turde vise til offentligheden. Og Clara endte  med ikke at turde flytte sig fra deres bål, så længe der var chance for at møde Martin Henriksen og alle de andre politikere, der var sprunget i øjnene, da hun lige havde brugt fem minutter, på at google politik og tyngdekraften og hotdogs, bare så hun vidste, om det var ligesom derhjemme her, bare så hun vidste, hvad hun gik ind til.

Det gjorde Clara nu stadig ikke – det gjorde ingen af dem, ikke rigtig. Men de vidste alle sammen, at det var bedre, end det de kom fra, bedre, bedre, bedre, det var det Malte havde gentaget igen og igen, mens de begav sig igennem de tykke tåger, som ingen vidste, hvor kom fra. De havde bare været glade for, at den var der til at fylde mellemrummet mellem de to verdener, for Clara ville ikke vide, hvad der var tilbage at se på uden den. Fordi denne verden ikke var så forfærdelig som deres, det var i hvert fald det, Malte sagde, og som regel gjorde Clara og Iben ikke andet end bare at lytte til ham. Så behøvede de heller mere end det. Her kunne de leve lykkeligt til deres dages ende, i en verden, hvor deres dages ende rent faktisk kom, i en verden hvor det måske handlede lidt mere om at leve uddannelsesparat til sine dages ende. Men de sagde det ikke højt.

Clara kunne nu også meget godt lide det her. Så meget hun overvejede at finde et flag og slå det ned og sige, at det var hende, der havde opdaget det hele. Så kunne hun bagefter dele hjørner ud af verden til de heldige, på samme måde som hun delte flødeboller ud  i sin klasse, når hun havde fødselsdag, på samme måde som hun lod dem med de allerstørste fabrikker blive  i klassen efter dem med de allerstørste hjerter var gået og lade dem få alle de flødeboller, der stadig var tilbage. Alle havde jo allerede fået  samme antal flødeboller, alle var jo lige under dem.

”Er der flere skumfiduser?” Malthe rev hende ud af sine egne tanker.

”Ja, der er en pose mere. Men jeg tror snart, at vi har brug for noget rigtig mad.”

”Hvorfor dog det?”

”Fordi du ved, at jeg vil gerne leve længe, det var jo pointen i at komme her til.”

”Nej, pointen var at stoppe med at leve længe.”

”Nej. Pointe var at kunne dø. Den var ikke at dø. ”

”Du giver ingen mening,” sagde Iben.  

”Nej, jeg skal måske snart have noget søvn,” tilkendegav Clara.

Hun havde ikke spist andet end skumfiduser, siden de først var kommet her. Ikke engang særlig mange , for selvom det måske forbrændte en del kaloriet at krydse grænsen mellem verden, blev hun stadig nidstirret af det kalorieindhold, der var trykt på skumfiduspakken, nidstirret af det ekstra kilo hun bildte sig ind var på hendes mave, nidstirret af de usynlige mennesker hun forstillede sig omringede hende – der midt ude i en øde skov – med øjne, der nedværdigede fordi hun mødte deres blik lidt for intenst, fordi hun en gang i mellem havde lyst til skumfiduser.

Clara tog en skumfidus mere. Bare for at gøre et eller andet. Røre ved et eller andet. Være en del af virkeligheden.

Det var bare så mærkeligt. Mærkeligt. Mærkeligt - det havde ikke krævet særlig længe i denne verden, før det gik op for hende  præcis hvor  mærkeligt det var, og hvor mærkeligt det ville blive ved med at være. Mærkeligt hvordan man her kunne besøge bedstemødre, man ikke havde være hos i ti år, gå på legepladser man ikke havde leget på i fem år, gå hen af de same veje og møde de samme mennesker og kysse de samme mennesker og ønske, at man havde kysset de samme mennesker. Ingenting kunne forandre sig samtidig med, at man selv forandrede sig så meget.   

  Mærkeligt hvordan man kunne være de samme steder uden at være den samme person, sidde på den gynge uden nogen trang til at punktere hul i himlen med sin skosnude, mens man bare tænkte over, om gyngen mon ville brase sammen under én,  og man kunne gå forbi sin skole og stadig mærke en hel masse støvede karakterark siddende der lige under huden, som man havde blødt og svedt for og samtidig føle trang til  at kradse dem væk, køre sin tunge over sine læber og mærke alle de gange man havde sagt ’nej’ til at være sammen med sine venner for liiige at blive færdig med en stil, smage drenges læber for alle de gange man havde ladet vær  med at sige ’nej’ til en dreng og han havde taget ens stilhed som et ja . Stadig se de sorte skygger under ens øjne, som man engang havde fået for  de 12-taller.  Stadig se de fingermærker, der var på ens telefonskærm efter de mange gange, man havde trukket baren øverst ned og læst beskeder, om hvorvidt man skulle lave noget sammen – uden at gå ind på samtalen, så ens venner ikke kunne se, at man havde set dem,  så man endte med at læse sine stile i gennem 20 gange i  stedet for at skrive et svar på 20 tegn.

Alting var der stadig, et eller andet sted, alle ens fortidige selv boende i andelslejligheder eller store villaer med tilhørende hund og volvo,  eller i krogene af ens børnehave i færd md at tegne på væggen, selvom de ikke måtte.  Og så alligevel ikke.  Det havde Clara bare svært ved at forholde sig til. Hun forstod ikke helt, hvordan alle andre klarede sig i gennem dag efter dag, med tunge øjenlåg og tunge skoletasker fyldt med flere bøger, end man behøvede og tunge hjerter fyldt med flere mennesker, end man behøvede, vel vidende, at man aldrig kunne klare den dag i gen.  Hvordan alle de mennesker denne morgen vågnede op hver dag med en viden, om at netop denne dag, at det kunne være den bedste dag i deres liv, men at de kun ville komme til at opleve en gang, velvidende, at det kunne være den værste dag i hele deres liv, og at de blev nødt til at gennemleve det hele af den.

Og hvordan de fik deres hjerte knust, og fik at vide, at det nok skulle gå over,  men også, at de blev nødt til at vente på det, at det skulle nok gå over,  nødt til at spise lidt for meget  chokolade og se lidt for mange virkelig dårlige buzzfeed videoer om hvordan man bedst kom over nogen, om      hvordan man fandt ud af om den anden person havde spist lige så meget chokolade og set de samme vidoer. Hvordan de fik at vide, at de skulle beslutte, hvad de havde lyst til at gøre med deres liv som 15-årig efter sådan en lille brøkdel af deres liv– sådan et lille stykke af lagkagen, hvis man skulle tale som de matematiklærer, der fortrød de valg, de havde taget som 15-årig, og var ret ligegglad med livet og børn, men blot fandt glæde i deres lagkagemetaforer for brøker.

Hun ville nok aldrig komme til at forstå helt præcist hvordan, tænkte Clara, mens hun tog en bid af skumfidusen. Hun havde ikke engang lyst til at riste den længere.

 Det var så svært at forstå, når det ikke var sådan det havde været i Claras verden. Nej, der man blev født med hele sit liv, der hang efter én som navlestrengen. Navlestrengen fik man dog klippet af, altid, selvom Claras mor havde klippet hendes så skævt, det havde taget en halv time, før den stoppede med at bløde, et halvt årti, før det gik op for hendes mor, at hun rent faktisk var en dårlig mor og begyndte at lede efter noget plaster, der var stærk nok til at holde sammen på familien alligevel – men ens liv det blev hængende ligegyldigt hvor hårdt man klippede. Ikke fysisk – det var der bare, man var bare i det, i tiden. For evigt.

Nogle mennesker levede, hvad man i denne verden ville kalde 10 år, andre levede 100 år – men i sidste ende betød det ikke særlig meget, ud over hvor lang tid, det ville tage, før man begyndte at kede sig. Man havde hele sit liv foran sig, alle øjeblikke, men man kunne selv bestemme, hvornår man ville være. Det krævede bare, at man skulle knibe øjnene lidt hårdt sammen, ballerne lidt hårdere, hjernemassen hårdest, og man kunne rejse rundt i sit liv. Man blev født med alle sine minder, og hvis man vidste, at ens mor var død, når man var 10, kunne man bare springe frem til, når man var 13, når smerten ved at støde sin storetå mod et stoleben var tusind gange større, end at tænke på, at ens mor engang havde siddet på den stol. Man vidste, at mn fik sit første kys som 15-årig og kunne genopleve det, og spyt og kærlighed der blev delt, mens når man fik knust sit hjerte som 16-årig kunne man blot springe frem. Hele ens liv var allerede sket, og man kunne have mindet om at være 100 år som et-årig.

Så det kunne godt være, at alt i ens liv kun skete én gang. Ligesom i den her verden. Man kunne ikke ændre noget, når man sprang frem og tilbage i tiden.  Men Clara syntes måske, at de var lidt bedre til det i hendes verden, at når havene flød over i hendes, når mareridtsklovne blev valgt som præsident, og når Martin Henriksen endnu en gang stod i ’Debatten’ på DR2 og sagde ting med så stor skråsikkerhed, at hele verden væltede over, de var bedre til at erkende deres fejl i stedet for bare at skyde skylden på det faktum, at der endnu ikke var opfundet af en tidsmaskine, å de kunne ændre på det, som denne verden. Det var jo bare dumt at forvente mennesker, at de dog kunne gøre noget rigtigt – eller måske bare lade vær med at gøre det forkert.

Frem og tilbage. I hele ens liv. For selvom alting kun skete én gang, var der ingen grænser for, hvor mange gange man kunne opleve det. Clara selv døde som 95-årig, efter hun havde været gift med Iben, indtil hun blev skilt med hende som 50-årig og blev gift med Malthe bag efter, men hun havde i mange år foretrukket at være omkring 15. Det var et godt år. Specielt uden den usikkerhed, som var i denne verden.  Man vidste, hvad der kom.

Man vidste, at det at tage en ekstra portion af aftensmaden ikke ville vise sig, når man vejede sig senere på aftenen, når man vidste, at man ikke ville ende som kattedame, selvom den dreng man havde været forelsket i på det tidspunkt havde sendt et ondt blik på hendes hånd, der rakte ud for at tage skeen og øse op igen, og den pige man havde været forelsket i på et andet tidspunkt viste sig udelukkende at have brugt Clara til at eksperimentere. Og når man vidste, at det ikke ville det værst i hele verden at ende som kattedame, specielt,  når der tydeligvis ikke var nogen dreng, der frygtede at ende som kattemand.

Og hun vidste præcis hvornår netop den bums ville gå væk, vidste, hvor meget forsinket hendes menstruation var, vidste på hvilke tidspunkter, himlen var smuk, og hun burde lægge hovedet tilbage og kigge på den, vidste at hun alt for tit havde haft dårlig timing og havde begået den fejl, at kigge op, nærmest knække nakken, når der ikke var andet end grå skyer at ske.

Og det lød måske godt nok alt sammen. Men på et eller andet tidspunkt var Clara begyndt at  kede sig. Og det kløede i hendes fingre, i hendes hjernemasse i hendes hårrødder efter at komme videre. Komme videre væk, fra de 95 år, de mange milliarder milliader mennesker i sit univers, som hun var fanget i. Væk fra alle de mennesker hun omringede sig med, der altid sagde det samme, hvis ånde altid lugtede af det samme hvis håndbevægelser i luften var lige klodset. Den eneste forskel var bare at deres blik så lidt mere dødt ud for hver gang, og det var vidst bare indbildning, for deres blik så præcis ud på samme måde, selv hver eneste blink var det samme, og de levede ikke rigtig andet end i skallen af virkeligheden, de virkede, som om den kunne krakelere, hvis blot hun rakte fingere frem

Nej, de levede bare. Gennemlevede alle de øjeblikke med lidt for høje grin lidt for tætte kram og lidt for venlige mennesker og lidt for søde mennesker, velvidende,  at de aldrig behøvede at slutte, indtil alle læber smagte så sødt, hun fik lyst til at brække sig i sin egen mundhule, fik lyst til at fylde sine blodårer med bræk og med bevidstheden, om at de  kunne have sparet så meget tid, hvis alle bare hældte en pose sukker ud over deres læber.  Med visheden om at ingen af disse mennesker overlevede. Ingen af disse mennesker havde klaret sig igennem de øjeblikke der var så sure, de mennesker der var å sure, men blev nødt til at sluge øjebklikkende, sluge sit eget bræk, fordi man ikke turde kaste op foran dem, bede dem om at holde ens hår – vidste, at de bare vile bede én ´selv, om at tørre sit eget bræk op.

Men det var ikke sådan, Clara havde lyst til at leve mere. Nu skulle det eneste kvalmende sødme komme fra skumfiduserne. Og dem spiste hun kun, fordi de var nødvendige for at overleve. 

Clara kunne ganske ikke rigtigt forklar, hvordan de var kommet ud. Hvordan hun havde læst i Iben og Maltes tonefald i de samtaler, de altid havde haft, at der var noget, der havde forandret sig. Hvordan hun havde ændret sit liv, nu hvor det ikke kunne ændres. Hun vidste bare, at de den ene dag havde siddet, bare de tre på den græsplæne de tit sad på og  plukket græs og talt om hvordan clars hadede at plukke sine øjenbrynehår, og hvordan Malte godt kunne tænke sig at begynde at gøre det. Hun vidste bare, at der havde været en masse tåge og så havde der været en skov og så havde sat sig ned. Vidste bare, at den næste dag havde de været her. Hun vidste bare, at den næste dag var Clara var  stoppet med at vide, hvordan de næste dag ville se ud. Stoppet med at vide, at der ville være en næste dag.

Clara vidste heller ikke, hvad de lavede nu. De var flygtet fra deres egen verden, flygtet fra sig selv, flygtet.  Flygtet for at finde et sted. Et sted hvor de hørte til, selvom det måske var for meget for at bede til. I hvert fald et sted de ikke havde lyst til at flygte fra

”Tror I, at vi bliver gift i denne verden?” Det var jo sådan det var gået siden de var kommet her. Dem der havde gået nogle få meter, Iben der havde gået til spejder i den gamle verden, og vidste, hvordan man lavede et bål. Clara og Malte der havde købt skumfiduser. Dem alle tre, der havde siddet tænkt og en gang i mellem afbrudt hinanden.  Dem alle sammen der ikke havde anet, hvad der ville komme til at ske

”Måske,” sagde Clara. Mottoet for denne verden. Man levede ikke længere, her man overlevede bare indtil der ikke var flere ’måske’er”. ”Måske gør vi ikke.m Måske ender vi med at være i mod ægteskab. Eller måske bliver vi gift med en fremmede. Det er mærkeligt.”

”Hvad er mærkeligt?” Iben lyttede ikke til Clara, det kunne man godt høre, men Clara var vist også stoppet med at lytte til sig selv.  ”At tænke på - jeg ved ikke, nogle gange kommer jeg bare i tanke på, at hver eneste fremmede jeg kommer til at passere på gaden i mit liv, at de har hele deres eget liv, lige så komplekst som mit, at de er hovedpersonen i deres liv, og at jeg bar er en tilfældig fremmed, en statist, der drikker kaffe i et hjørne af en cafe, bare et vindue der tændes ved tusmørke, eller et forbipasserende glimt på en motorvej. At der er så mange øjeblikke i deres liv, fødselsdage, bryllupper, begravelser helt almindelige onsdag’er hvor kaffemaskinen er gået i stykket, som jeg ikke er med til. At de fleste af dem lever et helt liv – et helt liv, jeg med al sandsynlighed bør være ligeglad med. Jeg kan bare ikke vide det med sikkerhed.  ”

”Hvad mener du? Der findes fremmede i begge verdener, ik?”

”Jo, men i den gamle verden, kunne man vide med sikkerhed - at den fremmede du laver akavet øjenkontakt med på bussen, ikke kommer til at være en del af dit liv, den fremmed du går forbi på et fortov, i modsat retning og I prøver at passere hinanden, forgæves, fordi I trækker jeg til den samme side, igen og igen. Du kan forudsige det. Mens her kan den fremmede i virkeligheden ende med at være den man bliver gift med, ende med sat være en mors morder. Man aner det ikke, om kameraet zommer ind på dem, i det øjeblik man passerer hinanden, et vendepunkt i filmen, der hvor  alle stopper med at spise popcorn et øjeblik, fordi de er bange for at gå glip af så meget som et millisekund, eller om det er en af de øjeblikke, hvor alle har fundet deres telefon frem. Du ved det ikke, og så jeg tror, det er bedre vi bliver her. Hvor vi ikke møder nogen fremmede. Ellers så –

Claras talestrøm blev pludselig afbrudt af en lyd. Hun drejede straks hovedet i retning af det, mod træerne, kunne sværge på, at hun ville se nogle fødder og nogle maste blade.  Måske var ekspedienten fra fakta kommet for at fortælle, at han havde glemt at spørge, om hun skulle have en bon for skumfiduserne med. Måske var deres verden kommet tilbage, havde vokset fødder for at hente dem tilbage. Eller måske var det bare  hendes fantasi der løb om lidt for skarpe hjørner med hende, når hun hørte fodtrin i en øde skov.

Hverken Iben eller Malte havde så meget som løftet hovedet

”Hørte I det?”

”Hørte hvad?” Maltes skumfidus var ved at brænde på, men han lod ikke til at ligge mærke til det, selvom han stirrede direkte på den

”Hørte den lyd. Det lød som om, at der stod nogle bag træerne. ”

”Clara, der er ikke nogen.” Iben lænede sig frem mod bålet, for at puste til nogle gløder og måske for at brænde det anstrenge smil af sine læber,

”Nej, jeg hørte det. Og Jeg føler – jeg føler, at nogle kigger på os. ”

”Du har bare set lidt for mange dårlige film, inden vi kom hertil. Det er bare dig, der forventer, at der er nu, et eller andet spændende kommer til at ske, der skal retfærdiggøre vores flugt, en eller anden historie, som du kan have med, når du tager afsted om lidt. Tilbage. ”

”Du ved, udmærket godt, at jeg ikke kan tage tilbage. Jeg hører til her.” Clara ville gerne tro, at det var lyden af beslutsomheden i hendes stemme, der fik bålet til at stå højere og ikke bare Ibens pusten, Ibens ånde, der for at være retfærdig var noget dårlig efter at hun ikke havde børstet tænder, siden hun kom hertil.

”Hører til her? Det eneste du har  lavet her er skumfiduser- Jeg tror ikke, at det tæller som at høre til.”

” Hvad skal jeg så gøre for at høre til? ”

Malte åbnede munden for at svare, men blev afbrudt ingen  han kunne nå at sige noget. Hvilket var et held for Clara var ret sikker på, at han ikke ville ane, hvad han skulle svare.

Af en lyd. Denne gang var der ingen tvivl. Det var et højt knæk, knæk, fra en gren, der knækkede under en fod, fra en menneskelig rygrad der knækkede under resten af en hel verden, Martin Henriksen, der knækkede fingrene efter en særlig hård dag af at pege på folk og bestemme, hvor meget flæskesteg, der ville være plads til i deres maver,  selv de maver der ikke havde spist noget, ikke spist andet end skumfiduser i mange dage.

Både Iben og Malte hoppede op i vejret. Det var vist første gang, de rejste sig i mange dage, for der hvor de sad. Det var kun Clara, der stadig havde  nok fornemmelse til at købe nogle flere skumfiduser, når de var ved at løbe tør, og til at gå ind  skoven, når hun skulle tisse. I modsætning til de to andre, der stank af pis og noget værre, som Clara ikke have lyst til at tænke på, hvis hun skulle bevare lysten til skumfiduser

”Hallo?”  kaldte hun. ”Er her nogen?” Først var der ingen, der svarede. Iben og Malthe så beroligede ud.

Men så var der noget, der bevægede sig mellem de meget stillestående stammer,  og Clara kunne sværge på, at hun så en skygge, derinde, en skygge, og hun kunne sværge på, at hun også på et eller andet tidspunkt havde lært, at når der var en skygge så var der også noget,  som skyggen tilhørte,

”Vi er ikke farlige, du må gerne komme ud nu.”

Der gik et øjeblik mere, hvor Clara kun havde tid til at trække vejret ind en ekstra gang og lytte til Maltes udbrød, da hans skumfidus forkullede af hans pind.

Så kom en lille dreng ud fra blandt træerne. Eller lille og lille. Han var måske omkring 13 år, hvilket i deres verden, selvfølgelig kunne være noget, som man havde prøvet i mange 100 år. Men han så utrolig lille ud, som han stod der, blandt de alt for høje tæer, krympede sig nærmest sammen, som prøvede han at fylde så lidt som muligt gemme sig for noget, et eller andet bag træerne, som prøvede han at få sin en skygge til at forsvinde bag træernes, som prøvede han at slå rødder sammen med dem, flække sine fodsåler med lange tykke rødder, der bandt ham fast til virkeligheden.

Hans hår var filtret, langt nogle steder, men kort nogle steder. Sikkert et forsøg på at blive klippet af  en meget sløv saks. Hans fødder var bare, dækket af jord og snavs. Han var i ført en T-shirt, der måske engang havde været gul, men nu var dækket af pletter, nogle af dem lidt for røde og lidt for  meget noget andet til at passe til Claras smag, og T-shirten lignede nu nærmest et telt til ham. Men det var ikke det, de bekymrede Clara mest. Det var hans øjne. Hans øjne, der virkede alt for store til hans hoved, med pupiller der lignede sorte huller, sorte huller på en dreng der længe havde troet, at hans huller i sandkassen var store, større end sorte huller, større end de huller mennesker skød i andre mennesker, fordi de blev sure. De var  fuldkommen tomme, kunne ikke engang reflektere det blussende bål

Hans øjne og så det faktum, at han var alene.  

Så utrolig alene. Clara var tæt på at skære nogle figurer ud af pap, og stille dem ved siden af ham. Måske bare en hel verden ud af pap uden sløve sakse og tomme øjne. Men så kom hun i tanke om, at det ville være for hendes egen skyld, så hun kunne få det bedre med at se på ham, og måske foretræk han stadig kød og blod fremfor pap. Hun burde da i det mindste lige spørge ham først.

”Hvem er du?”

Drengen tøvede lidt, før han så svarede. Sproget var ikke dansk. Selvom Clara ikke kunne forstå det, forhindrede det hende dog ikke i, at fange hans fuldkommen desperate tonefald, som hun var ret sikkert på var universelt for alle sprog, ligegyldigt om man vidte hvilket køn ordene have og om der var endelser, der ændrede sig med de forskellige kasuser. Men deres blikke var nu alligevel så uforstående, at det lod til at stoppe ham i hvad der ellers lod til at være en sætning. Han rystede bare på hovedet, vaklede lidt på stedet og så ud, som om han skulle til at gå tilbage til skoven.

Malte og Iben sad bare med triste smil på samme måde, som man smilede til sin bedstemor, før man hev stikket ud, på samme måde, som man smilede til den dreng eller den pige, før de kyssede en til den  fest, og som man kun ville kyssettilbage, fordi deres læber smagte kraftigt af øl, og man havde selv  ikke råd til at købe mere øl.

Men ikke Clara. Hun smilede ikke trist, selvom hun vidste, at tiden ville gå, og de ville glemme drengen med de bare fødder og med de bare øjne inden længe, og tiden ville gå, og det var godt, fordi de fik en ny sending af skumfiduser i fakta på fredag. Men hun smilede til ham,  som hun ville smile til et fremmede menneske. Et menneske. Han var også en stakkels dreng med ulige klippet hår. Og han var så meget mere end det.

”Vil du ikke sidde her?” Hans tomme øjne drejede sig mod hende,  og hun kunne ikke lade vær med at være i tvivl om, hvorvidt han overhovedet så hende klappe på en tom plet græs ved siden af hende.

Men han syntes alligevel at forstå, han rystede i hvert fald på hovedet og tog endnu et skridt tilbage mod træet, uden at lade sig mærke med, at han var kommet til at træde på en af de skumfiduer, hun havde kastet fra sig på jorden, fordi den blev lidt for sprød.

”Vil du have en skumfidus?” sagde Clara i et øjeblik af desperation – andre ville kalde det medmenneskelighed. Hendes stemme knækkede næsten ikke. ”De er veganske og alt muligt, og du ved, det er godt for miljøet.”

Drengen kiggede bare på hende

”Du må også gerne få to, hvis du vil. Vi har masser. Vi ved ikke, helt hvor længe vi skal være her, så vi købte en del pakker. ” Hun pegede hen på bunken ved siden af sig. Du skal bare tage for dig

Drengens øjne kørte frem og tilbage i deres huller mellem skoven, med træerne, med gemmeleg og sikkerhed og mørke og mod det varme bål og skumfiduserne og mad.

Frem og tilbage. De blev ved med at køre rundt, hurtigere og hurtigere, og Clara kunne ikke forstå, hvorfor han ikke blev svimmel, frem og tilbage. Selv da han skridt for skridt bevægede sig hen mod bålet, hen mod bålet, hvor de fortsatte med at brænde skumfiduser, forsøgte at brænde sig selv og forsøgte at brænde politikers ord om, at de bare skulle hjælpe i nærområderne, nu hvor denne dreng var her  nu, var her nu, og ikke i nærområderne, uden rigtig at have fået noget hjælp. De var bare bange for at starte en skovbrand, hvis bålet blev større, end det var i forvejen.

Så satte han sig ned og Malte og Iben gav ham et smil, som man gjorde efter man havde hevet stikket ud på sin bedstemor, og efter man selv havde indset, at man ikke burde have kysset med den person.

 Medlidenhed.  Verden havde vist endnu ikke givet hende et bedre ord for den følelse. Måske fordi hvis verden først begyndte at tænke på, alle de forskellige nuancer der var af den, alle de grunde der var til at føle den følelse, ville verden drive sig selv til vanvid, have lyst til at rive ordbøger fra hinanden i håbet om, at mennesker ligeledes ville stoppe med at rive hinanden og sig selv fra hinanden, hvis de ikke længere havde ord til at forklare, hvorfor de gjorde det. Verden var meget naiv en gang i mellem.

Det var de måske alle sammen, tænkte Clara, mens hun sad og betragtede drengen. Han stirrede ind i ilden. Nægtede at møde hendes blik, sad der bare, bevægede sine hænder pillede ved sin negle og ved den halvt oprevne neglerod han havde til at dingle fra sin venstre pegefinger. Clara havde lyst til at spørge ham, om hun skulle hjælpe med at rive den helt om. Af hendes erfaring hjalp det at få det overstået.

 Hvis bare hende og drengen talte samme sprog. Hvis bare hun var i stand til at forstå ham, at han kunne forstå hende. Men samtidig på et eller andet selvisk sted dybt, dybt inde, var Clara utrolig glad for, at hun ikke var i stand til at høre, hvad der var sket for drengen. Hun vidste ikke, om hun kunne bære det, bære sig selv, som hun sad der og ikke havde lyst til at få øjenkontakt med drengen, ikke havde lyst til at røre drengens fingre, når hun gav ham en skumfidus, fordi hun kun kunne tænke på alt det, som de havde rørt ved.

Ikke havde lyst til at fortsætte med at tænke sine egne tanker – tanker om ikke at kunne bære at høre om det, alt hvad der var sket drengen,  men samtidig forvente, at drengen kunne bære det nok til at overleve det og kunne fortælle sin historie. Hun følte sig mere tilpas med en skærm mellem ham og dem, mere tilpas hvis han befandt sig som del af en nyhed på hendes facebookfeed, og hun kunne reagere med en trist smiley og så ville det være mere end nok medmenneskelighed for den dag – og hun behøvede endda ikke at græde rigtigt, for hendes mascara var ikke vandfast.

Hun ville hellere have ham som en del af Martin Henriksens tale, så hun kunne skrive et surt modsvar, lave fingrene flyve så hurtigt rundt på tastaturet, at hun ikke kunne nå at tænke på de mennesker, der gemte sig et eller andet sted under tasterne, under ordene i hans tale,  under hendes lamme forsøg på at redde  verden.

Hun ville have ham og hans alenehed som en del af en flygtig tankerække de gange, hun var så sur på sine forældre, at væggene og alt andet rystede, for at huske på, at hun burde være glad for sine forældre,  burde være glad for, at hun havde nogen, for der var andre alt for små drenge uden nogen.  

Hun ville bare ikke have ham lige her, lige foran hende hvor hun ikke bare kunne kigge væk, hvor hun ikke bare kunne lukke fanen med et klik fra sin mus, kunne ende sin tankerække med at hendes forældre i virkeligheden var nogle idioter.  Hun ville ikke have ham lige her, men mest af alt ville hun ikke have sig selv til at have det sådan. Så Clara tvang sig selv til at åbne sin mund, åbne sit kranium bare lidt, omarrangerede sin hjernemasse for at få plads til ham derinde.

”Hvad hedder du?” Clara havde på fornemmelsen,  at navne udelukkende eksisterede af de grund, at det var et simpelt samtaleemne.

Drengen rystede på hovedet.

Men Clara gav ikke op så let – nej, det kunne godt være, at hun havde givet op på en hel verden, men hun ville i det mindste ikke give op på en enkelt lille dreng, ikke bare gå videre til den næste som hun havde gjort med verdener, for det var ikke hver dag man mødte den lille dreng med bomber som pupiller og desperation i sine blodårer, og hænder der var så små, at hun ikke helt forstod, hvordan han formåede at bevæge sig uden at holde nogen i hånden.

Hun pegede på sig selv. ”Clara” På Iben og så på Malte, sagde deres navne, lagde tryk på hver stavelse, lagde tryk på hver stavelse, der var i mellem stavelserne, der hvor deres mødre havde trukket vejret, første gang de skulle sige deres børns navne og opdagede, at der ikke var luft nok i deres lunger til at sige det hele uden pauser, ikke luft nok i verden til at blive ved med at være en god mor.

Så pegede hun på drengen og hævede sine øjenbryn.

Drengen lod til at have fattet systemet.

”Ahmed,” sagde han stille uden at møde deres blik,

Ahmed. Clara smagte på ordet. Smagte på det, når det måske ville stå på en krøllet liste over ansyalansøgere, over mulig familiesammenføring, selvom denne Ahmed måske for længst havde opgivet håbet om, at der var noget familie at blive sammenført med. Når det ville stå i toppen af en jobansøgning, og Jens’ navn ville stå på en anden ansøgning, og dem der skulle ansætte ville læse det, og have lært det med at læse mellem linjerne i dansk. Lært, at der var mellem Ahmeds linjer var fuldt af bandeord og kriminalitet og bander og bomber og radikalisering i kældermoskeer, mens der ikke rigtig var plads til noget mellem Jens’ linjer, ikke rigtig andet end at spille fodbold og at være kvalificeret til arbejdet,

Ahmed. Ahmed. Det smagte af altid at blive taget til side i lufthavnen, smagte af hullede adidasbukser, yumyum, dårlig rap og boligblokke, men mest af alt af fordomme, smagte af en gang i mellem at stå og se sig selv i spejlet uden at blinke, indtil hans øjne løb i vand, så han måske kunne vaske sin egen hudfarve af, så han kunne blive her, blive her, med træer og bare fødder og det forskræmte blik i sine øjne,  smagte af at folk, der beskrev hans hudfarve som olivenfarvet og andre hudfarver som chokoladefarvet og honningfarvet, men hvis Ahmed en dag ville kalde nogen for skumfidusfarvet, ville de blive sure for, hvordan kunne han dog tillade sig at sammenligne dem med noget mad.

Ahmed. Det smagte af at tvinge ham til at klippe sit eget hjerte og så sætte et flettet julehjerte ind på dets plads og kalde det integration. Smagte af ham, der fik at vide, at de politikere, de var et vigtige, så han ville forære dem sit gamle hjerte på et sølvfad til deres næste gruppemøde med kniv og gaffel, bid for bid, for i det mindste havde han ikke pruttet så meget methangas og i det mindste var han ikke blevet opfodret i en stald, hvor der knap var plads til at trække vejret, så selv enhedslistens politikere kunne spise det med god samvittighed. 

”Ahmed.” Det smagte også bare af et navn. Clara smilede, mens hun sagde det og rakte ned i posen efter en klistret skumfidus, rakte den frem mod ham. Igen med de hævede øjenbryn, igen med de hævede øjenbryn til Gud over ikke at skabe universel forståelse   mellem mennesker, på tværs af sprog, på tværs af navne og hudfarve,  og om hvorvidt de havde sko på eller ej. Clara talte ikke engang selv engelsk – hun kunne huske, at hun engang havde tænkt, at livet var for kort til at lære mere end et sprog ikke gad bruge så mange af sine sekunder på at lære om modalverber på engelsk, når hun nu i stedet for kunne bruge dem på at sidde hjemme i sofaen og slå undertekster til

Men da Ahmed rakte hånden frem mod hendes hånd, opfattede Clara det nu ikke som  Guds fortjeneste, men måske nærmere bare som sin egen.  Nej, Gud havde for travlt til at kontrollere de smålige menneskers håndbevægelser. For travlt med at prøve at finde ud af, hvordan man slog undertekster til på Netflix. Og da Ahmed langsomt, langsomt, langsomt tog i mod den, og da Ahmed langsomt, langsomt, langsomt smilede som tak, tænkte hun, at hun aldrig nogensinde ville give Gud en skumfidus, ligegyldigt hvor sulten Gud var, ligegyldigt hvad ville hun ikke tilbyde Gud en skumfidus, for det fortjente Gud ikke, nu hvor det var Gud, der havde skabt en verden med både skumfiduser og mennesker, men hvor det ikke var alle mennesker der fik hinanden , ikke alle mennesker, der fik skumfiduser.

Hun opfattede det ikke som Guds vilje, men som Ahmeds vilje, da han løftede sin skumfidus op til sin mund og tog en tøvende bid.  Hans ansigt var i et splitsekund formet i en grimasse ved smagen, alt for sød, alt for kunstig. Men så fik han styr på det og fik sunket skumfidusen. Clara havde lyst til at fortælle ham, at han ikke skulle spise skumfidusen for sin egen skyld – han skulle spise den for sin egen skyld. Det kunne hun ikke. Og på den anden side – han skulle nok lære at syntes om smagen.  Det var Clara sikker på.

 

Iben lød dog ikke helt så sikker, da hun åbnede munden.

”Hvad skal vi gøre ved ham?” Hun gad ikke engang kigge på ham, mens hun sagde det. Nej, kun et enkelt opgivende blik på Clara og Malte og så blikket tilbage til hendes egen skumfidus.

”Det ved jeg ikke,” sagde Malte, før Clara kunne nå at få et ord indført. ”Vi kan ikke bare efterlade ham her.” Der var et spørgsmålstegn for enden af hans sætning – han prøvede at skjule det, men selv Ahmed måtte have været i stand til at høre det. Høre at Malte rent faktisk følte behov for at spørge om sådan noget. 

”Selvfølgelig skal vi ikke det. Vi skal tage ham med os.”

”Du tror ikke, han vil sænke os?” Iben havde noget skumfidus til at sidde i den ene mundvige. Clara bekæmpede trangen til at tørre det væk. Det var reglen i deres lille vennegruppe – når Clara blev gift med dem begge to, på forskellige tidspunkter i sit liv, skulle hun helst ikke gøre dem misundelige på hinanden. Men så igen – hun var i en ny verden nu. Hun skulle ikke længere tage det foregivet.

”Sænke os? For fanden, Iben, er du klar over hvor længe vi har siddet her? Det må næsten være flere dage”

”Nej.”

”Så jeg tror nærmere, at han måske kunne motivere os til at lette røven og lade det første vi gør i den her verden være noget godt.”

”Ved vi overhovedet, at det vil være noget godt? At hjælpe ham? Vi aner jo ikke, hvem han er.”

”Nej, det gør vi jo ikke. Men vi aner, hvem vi er og at vi burde hjælpe alle der ser så desperate ud. Jeg er ligeglad med, om han passer ind under den lovlige definition af flygtning eller ej.  Han ser ikke ud til at have andre.”   Clara slog ud med hånden, gestikulerede mod de tre eneste andre personer ved bålet, fraværet af andre. 

”Jeg tror ikke, jeg aner så meget længere,” sagde Iben og tog sig til hovedet.  Clara kunne godt følge hende.  Det var ikke sådan her, det burde være. Nej, de burde været kommet ind i denne verden, burde været indgået i et eventyrlysten polyforhold, hvor ingen følte sig udenfor. De burde bruge hver dag på at bungeejumpe og klatre op af Mount Everest, og lære et bizarts sprog, som der kun var 23 mennesker i hele verden, der kendte, burde  lave papskilte til demonstrationer af genanvendeligt pap, burde rejse verden rundt på en tømmerflåde de selv havde bygget, burde  have reddet hele verden fra fattigdom og borgerkrige og hungersnød og Trump og naturkatastrofer og fordomme og censur på det tidspunkt deres omsejling var slut. Og til sidst efter at have brugt tiden på alt det, efter at have været motiveret til alt dette, fordi de skulle dø – ja til sidst, så ville de dø i hinandens arme som 103-årige. Det var sådan, at det burde være.

I stedet for nu. Hvor de var bange for at se mere end verden end den skov, og den fakta der lå nogle kilometer væk. Fordi de var bange for. Bange for hvad de ellers ville se. Bange for hvor mange andre drenge der ville gemme sig bag stammerne. Bange for at Martin Henriksen sad i trætoppene og grenene snart ville knække under hans vægt. Bange for ikke at vide noget med sikkerhed. Andet end at de skulle dø. Andet end at de sikkert de sidste få sekunder før de døde ville ligge med smagen af skumfiduserne på tungen og fortryde så mange af deres handlinger. Andet end at det derfor måske var bedre slet ikke at handle overhovedet.

”Vi behøver ikke bestemme os nu. Skal vi sidde her lidt længere?”

”Lad os det,” sagde Clara og Iben i kor.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...