De bedste ting er ikke altid søde som sukker

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 okt. 2017
  • Opdateret: 24 okt. 2017
  • Status: Igang
Jeg troede egentlig, at jeg havde regnet livet ud. At det at bo i min lille etværelses og leve gennem serier var livet og var sådan, jeg ville bruge mine fremtidige år. Men ak, det var ikke sådan, det skulle ende.
Mens jeg var i det, tænkte jeg at det umuligt kunne blive værre. At det her nok var det værste der nogensinde kunne ske mig. Og ja, der var tider, hvor jeg ikke var sikker på, om jeg ville klare det. Der var tider, hvor jeg ikke ville klare det.
Men nu er jeg glad for, at jeg kom igennem.

0Likes
0Kommentarer
108Visninger
AA

1. Hele Historien

=

Jeg ved ikke hvor langt vi egentlig har gået. Det er i hvert fald langt. Men alligevel virker det ikke til at vi overhovedet kommer nogen vegne. Det eneste jeg kan fokusere på på nuværende tidspunkt er det enkelte lys i det fjerne, som for en halv time siden virkede til at være lige så langt væk som det er nu.

Sandet trækker de store støvler ned og gør det sværere og sværere at løfte benene ordentligt. Vi er nået til et punkt, hvor stilheden kun bliver brudt af frustrerede støn og enkelte udbrud om hjælp.

”En eller anden tag den her vanddunk, jeg har båret på den i lang tid nu!”

”Jeg kan ikke mere.”

”Jo, kom nu Julie.”

”Nej, jeg kan simpelthen ikke, nogen bliver nødt til at tage min rygsæk!”

Og sådan har det lydt de sidste mange kilometer.

Egentlig er det en smuk nat. Dagen i går var nok den første forårsdag, og det afspejler den stjerneklare himmel over os tydeligt. Men selvom stjernernes funklende lys normalt er nok til at aflede min opmærksomhed, så virker de ikke rigtig lige nu. Nu griner de nærmere bare af mig. Griner af mine ømme skuldre og det enorme blå mærke jeg ved har fået på skinnebenet efter flugten gennem skoven. Griner af det ironiske ved at lige præcis os seks mand har denne skæbne.

Og nu tænker du sikkert, hvorfor er det ironisk? Og er I hele seks mand? Og hvilken skæbne? Det kommer jeg ind på, bare rolig.

Hvor skal jeg starte? Et let fnys forlader mig ved den tanke, for egentlig er det jo kun mig selv, jeg fortæller denne historie til, og dermed er det kun mig selv, der skal bedømme den, så det kan jo egentlig være fuldstændig ligegyldigt. Og så alligevel. Jeg har altid være ultra perfektionistisk og altid haft en drøm om rent faktisk at være god med ord, så derfor betyder det noget, hvor jeg starter. Hvem ved, måske skriver jeg det her ned en dag?

*

Det hele startede da mine forældre begyndte at true med at lukke for min opsparing. Det er sådan, at jeg nok var ret forkælet. Mine forældre havde hvert år i min barndom sat 10.000 kr. ind på min opsparing, så jeg på den måde altid kunne have en backupplan. De havde bare ikke lige overvejet at jeg som 19 årig ville flytte ind i en billig lejlighed i Aabenraa, og så ellers udelukkende leve af min opsparing. Det var ikke med i deres store fremtidsplaner for deres førstefødte datter, at hun skulle ende et sted i Aabenraa og brænde deres hårdt optjente penge af. Og det var nok også det, der ledte til den skæbnesvangre telefonsamtale.

Min mor havde ringet en eftermiddag, hvor jeg lige var gået i gang med Parks and Rec for tredje gang. Jeg var alt for opslugt af Andy og Aprils dynamik til egentlig rigtig at høre efter hvad hun sagde, og derfor fik jeg også et chok, da hun pludselig udbrød: ”Olivia!”

Skingerheden i hendes stemme fik mig til at sætte serien på pause, tage telefonen op fra sofabordet og fjerne højtalerfunktionen.

”Ja…?”

Et tydeligt suk kunne høres i den anden ende, og jeg fornemmede, at der skulle til at komme en af de belærende samtaler. De kom oftest sidst på måneden, så derfor var jeg ikke helt mentalt forberedt. Jeg tog endda mig selv i at kontrollere, om jeg nu havde sovet nogle dage over.

”Olivia…” Tonelejet var sænket. ”Din far og jeg er blevet enige om… At hvis du ikke snart får dig et arbejde, så…”

Der var en lang pause i den anden ende.

”Så… vil vi ikke længere betale for dig. Vi lukker for din børneopsparing.”

Ordene fik mig til at løfte øjenbrynene og sætte mig op på sofaen.

”Hvad sagde du?!” spurgte jeg og prøvede ikke at lyde alt for skinger.

”Vi lukker for din børneopsparing”, svarede hun, og denne gang var der ingen tøven. Det var tydeligvis noget, som de havde aftalt på forhånd. Måske over lang tid.

Jeg svang benene op ud over sofaen og rejste mig op.

”Det er ikke muligt for jer at lukke for min børneopsparing. Jeg er 20, mor. I kan sikkert ikke en gang se den længere.”

Det var ikke noget, jeg var hundrede procent sikker på, men jeg syntes at huske, at jeg havde fået det gjort. Eller havde jeg? Ærlig talt, så var økonomi ikke ligefrem min stærkeste side. Overhovedet.

Jeg kunne høre de dybe vejrtrækninger i den anden ende, mens jeg bevægede mig over til vinduet og kravlede op i vindueskarmen. Mine ben blev trukket op foran mig, og jeg hvilede hagen mod mine knl, mens jeg ventede på hendes respons. Den lod vente på sig, men da den endelig kom var jeg ikke i tvivl om, at hun mente det alvorligt.

”Det kan godt være, men Olivia Viola Frederiksen, hvis du ikke snart tager dig sammen, så vil vi ikke hjælpe dig fremover. Så kommer du til at stå på dine egne ben resten af dit liv! Har vi virkelig opdraget dig til at være så selvisk? Til at være så uansvarlig? Hvad har vi dog gjort galt for at fortjene denne utaknemmelighed efter alt, hvad vi har…”

Bippene afbrød hendes vredesudbrud, og jeg smed telefonen over på sofaen, inden jeg begravede hovedet mellem mine knæ. Og det var der, jeg indså, at hvis jeg på nogen måde skulle regne med at kunne leve af mine forældres penge måtte det i hvert fald virke som om, jeg gjorde et forsøg på at udrette et eller andet.

=

”Okay, nu bliver nogen altså nødt til at tage denne dunk!”

Jeg bliver slået ud af min fortælling af dunket fra dunken, der lander på jorden bag mig og det efterfølgende dunk af Xander, der lander ved siden af. Julie er med det samme ovre ved ham og prøver at hjælpe ham op at sidde igen, men han er gået ind i sin lille enmandsverden og nægter at følge hendes kvalmesøde henvisninger.

”Godt så, hvem har ikke båret på den i lang tid?” spørger Tanja, som træder ind i midten og dermed prøver at tage styringen. Det der er med Tanja er, at hun tror at hun er den fødte leder, hvilket får de fleste til at tro på, at hun rent faktisk er den fødte leder, selvom det langt fra er det hun er.

Tanja gør altid det, som nogle vil beskrive som ’at springe over, hvor gærdet er lavest’. Og hendes undskyldning gang på gang er, at der er en, der skal tage styringen og holde det store overblik, og det er derfor at hun eksempelvis ikke melder sig til at tage dunken, men i stedet prøver at smide den over på en anden, men samtidig får det til at virke som om at hun er den, der gør det rigtige.

”Hvorfor hælder vi ikke bare vandet ud? Så er den jo ikke så tung at bære på?” bryder Hjalte ind, og vi vender os alle mod ham. Inden Xander, som nu er kommet halvt op at sidde, kan nå at erklære sig enig med ham (hvilket han altid gør), træder Mark et skridt frem og rækker hånden demonstrativt op.

”Uh uh, det var da en utrolig god ide!” siger han med tydelig sarkasme i stemmen. ”Hvorfor har vi dog ikke tænkt på det de sidste 40 kilometer? Hvorfor mon…” Han tager hånden ned og aer sig i stedet tænksomt på hagen, hvor de sorte skægstubbe er begyndt at skyde tydeligt frem. Hans blik glider hen over os alle, og selvom han er den mindste af drengene og kun lidt højere end mig, så kan jeg ikke lade være med at få det en lille smule dårligt indeni, selvom jeg egentlig ikke har gjort noget forkert.

”Nogen svar? Nej? Det er sgu nok fordi at hvis vi hælder det her forbandede vand ud, hvordan fanden skal vi så få noget at drikke? Vi ved ikke hvor lang tid der er endnu. Vi ved ikke hvornår vi næste gang får forsyninger, hvis det da nogensinde bliver til noget. Og hvis vi skal overleve det her, så bliver vi nødt til at have noget fucking vand!”

Bølgernes brusen er det eneste, der kan høres derefter. Selvom jeg ikke rigtig kan se de andres ansigter i mørket, er der ingen tvivl om, at vi nok alle sammen føler det samme. Den nedslående følelse af magtesløshed. Vi udtrykker det bare alle forskelligt. Mark er frustreret på alt er alle, men er nok også den, der ser mest af det store billede. Xander og Julie har allerede givet op. Hjalte prøver at gøre det godt for gruppen, men han ved ikke hvordan. Tanja… ja hun prøver bare, som altid, at vende det over til, at det er de andre. Og jeg? Ja, jeg ved faktisk ikke helt hvordan følelsen kommer til udtryk. Det er jo lidt svært at vide, hvordan andre opfatter det. Jeg ved bare, at jeg er magtesløs.

Efter en del tid i tavshed, ender jeg med at hviske: ”Lad os nu bare komme videre”. Jeg går over og tilbyder Xander en hånd, så han kan komme op at stå, inden jeg i en kraftanstrengelse løfter dunken op i favnen. Lige nu er 20 kilo mere end jeg egentlig kan overskue, men jeg har de sidste måneder lært, at det ikke hjælper at vi alle er en Tanja. Så kommer man jo ingen vegne.

*

Så efter det opkald fra min mor begyndte jeg at søge på internettet efter noget, der ville overbevise mine forældre om, at jeg havde taget mig sammen, samtidig med at det var noget, jeg rent faktisk gad bruge tid på. Og det indskrænkede forslagene ret meget. Oveni det var mine kompetencer stort set nul. Jeg havde aldrig i mit liv arbejdet, så mit cv var pænt tomt. Hvis ikke at sige helt. Jeg burde virkelig bare have startet på medicinstudiet den sommer, men næh nej, det skulle jeg absolut droppe ud af. Eller nærmere helt udeblive fra.

Efter nogle dages søgen, og så mange opkald fra mine forældre, at jeg så mig nødsaget til at slukke telefonen, fandt jeg endelig noget, der kunne være interessant. Og som jeg rent faktisk var egnet til. Det var et 6 måneders kursus i overlevelse. Der var ingen tvivl om, at hvis jeg klarede mig igennem sådan et kursus ville mine forældre ikke længere tænke at jeg ikke kunne noget. Og så svært kunne det vel ikke være at komme igennem sådan et kursus?

Min mor var ikke ligefrem ellevild, da jeg ringede og fortalte hende det, men jeg kunne høre i baggrunden, at min far var okay tilfreds. I hvert fald tilfreds nok til at han lovede at han nok skulle betale kurset og min lejlighed, mens jeg var afsted. Og der vidste jeg, at hvis bare jeg kom igennem, så kunne jeg sikkert gå tilbage til at sidde på sofaen og græde over fiktive romancer hele dagen. Og lige på det tidspunkt var det livet for mig.

=

”Skal jeg ikke tage den?”

Endnu en gang bliver jeg revet ud af mine tanker, som jeg ellers har prøvet at opretholde for at aflede tanken på mine arme, der føles som om at de kan falde af mine skuldre hvert øjeblik. Jeg drejer ansigtet mod stemmen og sammensat med silhuetten når jeg frem til, at det er Hjalte.

”Det… Jo, det må du gerne.” Jeg ville gerne have lydt lidt mere tuff, men det ender med at jeg med et lettet suk kan mærke mine arme igen, da Hjalte tager dunken ud af min favn. Et taknemmeligt smil bliver sendt i hans retning, da jeg hanker op i min rygsæk og vender blikket frem igen.

Jeg har gået så langt i mine egne tanker det sidste stykke, at det overrasker mig, at det rent faktisk ser ud til, at vi er kommet lidt tættere på lyset. Hvad det nu end er for et lys. Det eneste vi fik at vide ved sidste post var, at vi skulle følge lyset. Og det har vi så gjort de sidste Gud ved hvor mange kilometer.

Gruppen fortsætter i stilhed og et øjeblik er jeg opløftet. Vi skal nok klare det. Lyset er kommet tættere på. Xander og Julie sniksnakker ikke hele tiden, ligesom de gjorde den første del af turen. Den gejst er taget fra dem. Heldigvis. Tanja kommanderer ikke hele tiden rundt med os og prøver heller ikke på peptalks. Hun har fundet ud af, at det ikke virker. Og Mark og Hjalte skændes ikke. Så det hele er meget godt. Lige nu. Mine tanker er heller ikke super destruktive længere, så jeg formår for et øjeblik at vende blikket opad og rent faktisk nyde synet. Tænk sig, jeg havde aldrig i mit liv overvejet at skulle stå her. Eller nok nærmere gå her. Hvis nogen havde fortalt mig for fire måneder siden, at jeg denne dag ville vandre hen ad en øde strand med kampstøvler, uniform og tyve kilo i rygsækken, ville jeg have leet højt. Men det er sgu det jeg gør. Hvem havde troet det?

*

Hvad jeg ikke havde læst om overlevelseskurset var, at det nok ikke bare var et overlevelseskursus. Faktisk var det et kursus til at rette nutidens unge op, og som der stod i kursusbeskrivelsen: ”Ændre hele din indstilling til livet”. Og så skal det siges, at det udelukkende blev undervist af tidligere militærfolk, som mente at de ville vie deres liv til den fortabte ungdom. Hvem var så egentlig fortabt?

Men i hvert fald, da jeg mødte op på det Gudsforladte sted d. 01. januar med tasken udelukkende pakket med joggingtøj og snacks var det et kulturchok. Første dag gik udelukkende med at få os ’iklædt’, som de kaldte det, hvilket bestod af at vi blev hundset afsted fra den ene bygning til den næste for at få tøj, ’grejer’ og alt muligt andet gøgl. Den første uge var et direkte helvede. Dagene startede med at vi blev vækket af råb klokken fem og derefter fik smidt alt muligt i hovedet helt indtil klokken 23.00, hvor vi overgik til ’selvstudier’ og ’refleksion’.

Ikke nok med det, det værste var næsten indkvarteringen. Da jeg havde meldt mig til dette kursus, havde jeg indset, at jeg nok ikke ville komme til at kunne få et værelse på 40 m2. Jeg havde indset, at det nok bare var en enkelt seng og et skab. Men det var på ingen måde det, jeg fik. Jeg endte med at komme på ’stue’ med syv andre, hvor fire af dem var drenge. Drenge!

Da jeg ringede hjem og fortalte mine forældre det, blev de ikke en gang forfærdede.

”Men skat, læste du overhovedet kursusbeskrivelsen?” spurgte min mor endda med sødme i stemmen. Og nej, det gjorde jeg vist ikke. Hvem havde troet at det var så vigtigt at læse kursusbeskrivelsen? Jeg havde bare taget det første det bedste. Jeg burde måske have indset, at der var noget skummelt bag, siden det var min far, der sendte mig linket.

Da jeg anden uge gik op til vores fører, hvilket var han ville blive kaldt, for at sige at jeg ville stoppe, lo han mig bare direkte i ansigtet. Og det var endda så kraftfuldt at jeg efter den skideballe, jeg dernæst fik, skyndte mig ned på toilettet for at vaske spyttet og tårerne af mit ansigt.

Der var jeg uden tvivl sikker på, at jeg var endt i helvede. Hvem skulle have troet at det lå i Nordjylland?

=

Lyset er kommet så tæt på nu, at jeg kan se, at det er en fakkel. En vaskeægte fakkel. Flammerne reflekterer sandet, og da vi når endnu tættere på kan jeg se, at den står så langt ude i vandkanten, at man kan se bølgerne skylle op. Og selvom mine skuldre ikke længere føles som skuldre, men nærmere som sandsække, der egentlig bare prøver at trække mig ned, og at mit skinneben dunker så meget, at jeg halter afsted, så bryder et lille smil over mine læber. Det er faktisk et meget smukt syn.

Vi når helt hen til faklen. Hjalte placerer dunken på jorden med et grynt, og sætter sig på den. Mark smider Julies rygsæk ned på sandet, og Julie ser det som en invitation til at sætte sig på den. Fucking prinsesse. Jeg trækker blikket til mig og væk fra faklen, selvom den er fortryllende. Men nej, der er ingen. Ingen overhovedet. På alle de andre poster har der ellers været en fører eller en anden, som har fortalt os den næste opgave. Men lige nu er der ingen. Og det foruroliger mig en smule. Men inden jeg kan nå at kommentere det, har Tanja brudt stilheden.

”Godt folkens, det vi gør nu er at tage rygsækken af og holde et hvil”.

Som om det hele var hendes ide.

Jeg følger dog eksemplet og kan på ingen måde beskrive den følelse det er, at få rygsækken af. Et øjeblik føles det som om jeg kan svæve væk uden den vægt. Jeg ruller skuldrene et par gange frem og tilbage og skærer en grimasse, da smerten skyder ud fra min højre skulder. Det her kommer uden tvivl til at kræve en god omgang massage for at få løsnet op.

Vi ender med at sidde i en halvcirkel om faklen, og det er først nu, hvor vægten ikke længere tynger mig, at jeg endnu en gang lægger mærke til, hvor sulten jeg egentlig er. Denne tur startede to dage siden, og på hele denne tur er det eneste vi har fået en enkelt feltration til hele gruppen. Det der er med feltrationer er, at det burde give dig kalorier nok til at klare dig igennem en hel dag én mand. Eller jeg skulle nok nærmere sige én underernæret mand. Derfor er det nok ikke så underligt, at min mave ikke helt kan finde ud af, hvad den skal føle. Jeg har drukket mere vand end jeg troede muligt, og på en måde giver det en underlig, svømmende mæthedsfornemmelse, der varer omkring en halv time, inden jeg kommer i tanke om, hvor sulten jeg egentlig er.

”Hvad jeg dog ikke ville gøre for en tur på Maccen lige nu”, bryder Xander tavsheden. Man skulle næsten tro, at han havde læst mine tanker.

”Jeg ville bestille i hvert fald ti cheeseburgere. Og tre legacy-menuer”, bidrager Mark, hvilket på ingen måde hjælper på min sult. Det gør det nok bare endnu værre, at jeg næsten kan lugte frituren fra pomfritterne lige nu. Jeg kan føle konsistensen af klam sammenklasket burger i min mund. Og aldrig har jeg haft mere lyst til andet.

Tanja bliver enig med sig selv om, at hun vil kunne spise hele to salater fra Sam’s salatbar. Hjalte ville kunne æde sig igennem alle burgerne på Black Angus menukort, nu de jo var til halv pris, og Julie ville kunne spise hele 13 tallerkner til running sushi.

”Det jeg har mest lyst til lige nu…” siger jeg lavmælt. ”Er egentlig bare et varmt bad og en god nats søvn”.

”Som ikke bliver afbrudt af gøende hunde”.

”Eller kanonslag og skud”.

”Jeg ønsker aldrig nogensinde at skulle stå op til endnu en ’alarm lydløs’ efter det her. Det shit giver mig altså mareridt!”

Latteren breder sig kort i gruppen, og som jeg et kort øjeblik lader blikket hvile på deres svagt oplyste ansigter er jeg ikke i tvivl om, at det her øjeblik nok er det øjeblik, hvor vi har følt os mest forbundne. Og jeg lover mig selv, at ligegyldigt hvad, jeg så kommer ud for i fremtiden, så vil jeg altid huske denne specielle følelse af samhørighed. For selvom jeg er i et overdrevent søvnunderskud og ikke har fået andet end tre bidder morgenmad og et brød med makrel siden dagen før i går, så har jeg faktisk aldrig haft det så godt, som jeg har det lige nu. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...