10 år

Det er som om hun altid har været der... Jeg kan ikke huske mit liv, før jeg mødte hende.

En lille syret novelle jeg skrev for et godt stykke tid siden.

2Likes
0Kommentarer
216Visninger

1. 10 år

”Det hele begyndte, dagen efter jeg fandt min mor død: eller rettere sagt dagen efter jeg fandt hende i soveværelset, hvor hun var ved at male gulvet mørke rødt” mumlede jeg til min cellekammerat.

”Der hang en metallisk lugt i luften, og den blev kun kraftigere, da jeg nærmede mig hende” jeg holdte en lille pause, og vente mig om. Jeg mødte Thomass intense blik, og ventede på spørgsmålet jeg vidste ville komme.

”Hvorfor… Hvorfor lugtede der af metal, Martin?”

”Blod, Thomas. Min mor havde malet soveværelset med blod. Ingen malerpensel, ingen maling, kun en pistol og en depression stærk nok til at trykke på aftrækkeren” svarede jeg og sukkede.   

”Men hvorfor er du så her inde” spurgte Thomas, hans blik skiftende fra anspændt til forvirret.

”Det var der; det var der, jeg mødte hende, Thomas. Jeg gik fra soveværelset til køkkenet, og der var hun. Hun havde endda lavede en kop kakao til mig, som hun sagde ville gøre alt endnu bedre, end det var før” jeg holdte endnu en pause, mens jeg tænkte over, hvordan jeg skulle formulere min næste sætning. Hvor var de øjeblikke dog afgørende for mig som 11-årig.

”Da jeg mødte Anna, var det som om, vi havde kendt hinanden hele vores liv, og fra den dag af var vi uadskillelige. Men det mærkelige er bare, at jeg ikke kan huske længere tilbage end det. Det er lige som om, at min krop har bestemt, at livet før mødet med Anna ikke er værd at huske.”

Det var første gang, jeg havde snakket med nogen, om det der var sket. Men selvom jeg kun havde mødt Thomas for 3 dage siden, følte jeg, at jeg kunne stole på ham.

 

Klokken var ca. 17:00 en tirsdag aften i august, og der var ikke en sky at se på himlen. Mit humør var højt, og det var der også grund til. Jeg havde lige fået tilbudt en forfremmelse på mit job, og jeg kunne ikke vente med at fortælle det til Anna. Det havde næsten været 10 år siden, at vi havde mødtes for første gang; faktisk præcis 10 år siden 2 dage efter. Jeg racede hjem igennem den tætte trafik på min lille røde scooter. Det gjorde bilisterne nervøse, når jeg sådan ormede mig igennem fyraftenstrafikken, men jeg kunne ikke lade vær’. Jeg var nærmest afhængig af adrenalinroset, det gav mig. 

Anna og jeg besluttede os for at fejre forfremmelsen med at tage ud spise, og lidt senere ville vi tage på den lokale bar, Jægerhytten, som ikke lå så langt væk. Det var langtfra unormalt for os at tage ud på den måde i weekenderne, men at gøre det på en tirsdag fik mig til at føle mig som en rebelsk teenager igen. Jeg kan huske at før vi tog hjemmefra, spurgte jeg Anna, med et smil på læben, ”Hvem tager ud og drikker på en tirsdag?” hun kiggede mig dybt i øjnene ”Martin, det er helt fint. Der er jo trosalt noget at fejre” svarede hun og smilede stort til mig.  

Anna mixede en cocktail sammen, inden vi tog af sted, som hun kaldte ”Mr. Maneger”. Jeg kan huske, den smagte himmelsk, og det fortalte jeg hende også, men hun sagde ikke tak, hun smilede bare stort til mig.

 

Det var det sidste, jeg kunne huske, da jeg vågnede på forsædet af en bil med Anna ved min side. Bagsæderne var dækket er massere forskellige væsker. Noget rødt, noget brunt og noget var næsten hvidt. Ved Annas føder var en brun papirspose fyldt med noget hvidt pulver. Anna sad helt krøllet sammen og så ud til at sove. Jeg ruskede i hende hårdere og hårdere, indtil hun sukkede og åbnede øjnene.

”Hvad skete der i går, Anna? Og hvad fanden er det på bagsædet?!” prøvede jeg at råbe, men det lykkedes ikke rigtig, smerterne i mit hoved fra mine tømmermænd var for stærke, og det blev mere til en hvisken.

I en hurtig bevægelse fik jeg åbnet sidedøren, og opkastet som havde langsomt bevæget sig op til min hals lå nu på parkeringspladsens asfalt. Jeg prøvede at stiger ud af bilen, men uden mulighed for at få balancen faldt jeg direkte ned i mit opkast.

”Der ligger håndklæder i bagagerummet” hørte jeg Anna sige inde fra bilen. På vej op fra mit eget opkast fik jeg øjenkontakt med hende. Bortset fra nogle revner i hendes kjole, var det som om intet var hent. Hendes øjnede virkede fuld af liv, og selv hendes stemme var munter som sædvanligt. Det undrede mig. Hvordan kunne det vær at jeg havde det så dårligt, når hun så ud til at have det så godt? Men jeg havde andre ting at tænke på, så som at få rengjort mig selv.

Jeg åbnede bagagerummet og forventede at se rent tøj og håndklæder, men det var langt fra det der lå der.

”Hvad fanden?”

Jeg smækkede bagklappen i, og i løbet af et sekund havde jeg flået Annas sidedør op. Jeg rev papirsposen fra bunden af bilen op i mine hænder.

”Jægerhytten” mumlede jeg

”Hvad sagde du, skat?”

”Ham drengen fra baren!”

”Hm… var det ikke Isaac han hed?” spurgte Anna, og jeg kiggede mod bagagerummet.

”Han… hans lig ligger bag i, Anna…” Jeg holdte en pause for, at prøve, at få det hele til at give mening, men det var umuligt. ”Hvordan fanden kom vi ind det her lort?! Anna, hvad fuck skete der i går?!” Billedet af den 11-årige mig, i min mors blodige soveværelse, blev ved med at dukke op i mit hoved.

”Svar mig Anna!” skreg jeg af hende, og denne gang ignorerede jeg smerten.

En lyd af sirener begyndte, og nakkehårene i min nakke rejste sig.

Da vores øjne mødtes begyndte hun, at grine helt hysterisk, imens tåre trillede ned af hendes kinder.

”TAG DINE HÆNDER OM BAG HOVEDET OG BAG FRA BILEN LANGSOMT!” kom en stemme fra en megafon bag mig ”DER ER 12 AF OS OG EN AF DIG! DER IKKE NOGEN MULIGHED FOR AT SLIPPE VÆK!”

”10 år; i 10 år har jeg haft dig snøret omkring min lillefinger, Martin” sagde hun stille og gav et kæmpe smil.

Hele min krop gik i chok, og jeg kunne ikke røre mig…

De sidste 10 år kørte som en film i mit hoved.

Jeg kom først til bevidsthed igen, da jeg mærkede en pistol mellem mine skulderblade.

 

”og det var sådan jeg endte her” sagde jeg, som om det var noget at være stolt af. Et halvt år var der gået, og jeg havde endnu ikke kunne fundet ud af, hvad de sidste ord hun havde sagt betød.

”Waow!” sagde Thomas ”det gav ikke en skid mening!” og så begyndte han, at fortælle om hvordan han endte her; Hvordan han endte her på det psykiatriske hospital.  

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...