Hannibal

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 dec. 2017
  • Opdateret: 10 jul. 2018
  • Status: Igang
Lilly kæmper med nye udfordringer i hendes nye hjem, mange ting var anderledes inde i byen. Det kan være svært at falde til, især Lilly kæmper for at blive set, men med tre små søskende er fokus på dem. Skolen er anderledes og high school er træls og, jeg skriger af mine lungers fulde kræft- men ingen hører mig.
Lilly har det svært med at passe ind, selvom det eneste nyt er huset. Skolen, veninderne og familien er det samme. Men alt er ikke skidt for der er altid mormor og Tess. Men er det nok for at Lilly ikke falder?


0Likes
2Kommentarer
340Visninger
AA

1. Kapitel 1

Jeg flyttede til byen, da jeg var 15 år gammel, det var meget nyt. Og jeg husker ikke det ,hele med jeg huske, hvorfor vi flyttede. Det var begrund af min mor, hun havde fået arbejde i byen, min far var trist over at forlade landet, men han elskede min mor. Jeg er den ældste i søskendeflokken af 3. Jeg havde tre små lillesøskende, og de de var alle nogle prinsesser bange for, alt der kunne ødelægge deres tøj. Det problem havde jeg ikke, jeg var lidt mere ligeglad. Jeg havde ikke lyst til skulle flytte, men jeg forstod det godt. Det vil være nemmere for familien at mor havde  arbejdede. Så heldigvis boede mormor stadig ude på landet, og hun sagde tit at hun aldrig skulle flytte. Da vi boede ude på landet havde vi alle slags dyr, køer, heste, får, geder og gæs. Jeg var glad for jeg kunne behov min hest, hun hedder "Tess". Hun kom ud til mormor at bo, så jeg ude ved mormor hver dag. At flytte har også gjort at der ikke er så langt til skole, faktisk tror jeg kun der 2 km til skolen, det var nu meget rart. Da vi boede ude på gården var der 12 km og mig og mine søskende tog skolebussen. Men byen er fyldt med mennesker, næsten ligesom på en koncert, det var jeg ikke vand til. Ude på landet er mere rum til alt. Men jeg tager det ikke skridt, alt skal have en fair chance, det kunne være jeg elskede det. Min mor kalder mig for en solstråle, jeg prøver bare at få det bedste ud af, hvad jeg for givet. Jeg havde lært af min far at smile, for som han sagde til mig " Smil til verden og verden vil smile tilbage og se din skønhed". Jeg elskede når han sagde det, men han fik travlt med arbejde. Jeg kan godt mærke jeg blevet ændre, for det mere fokus på min små søskende. Og det var vel også okay. Men endnu et år på den samme skole Cartwright High School, for en high school er ret god. Men sidste år var også godt for mig. Jeg har glædet mig som en lille pige at se mine gode veninder, der er to. Og vi er den kendte trekant eller trekløver. Og i år skal jeg tag mit kørekort, det har mor lovet. Der gået et år siden vi flyttede, men dette år bliver anderledes, det bliver forhåbentligt godt.
 

Første dag er altid spænende og jeg har faktisk glædet mig til skole start. Det er helt fantastisk at vågne senere end jeg plejer, det føles som en evighed, bare den en time jeg gør klar. Far kører mig til skole selvom der kun er 10 minutter til skole, med det på vejen til hans arbejde. Så kan han lige så godt tag mig og mine søskende med til skole. Det er rart, ikke at skulle tidligt op, at solen ikke en gang er kommet op og stå. Jeg gå ind på skolen, der virker lyst og rart. Men jeg gå lige hen til mit skab og finder mine bøger end til man hører

"Hey Lilly" jeg vender mig om

"Hej Cille" Cille som rigtig hedder Cecilie griner, hun har det sjovset grin, det lyder som en sød gris.

"hvad så, hvad du lavet i sommerferien? Sikkert sammen med Tess" siger hun

"Ja, selvfølgelig. Mine hest er vigtig for mig, det ved du godt" siger jeg så

"Ja, da. Det ved jeg godt, men hvad så med drenge?" spørger Cecilie

" Du ved udmærket at jeg ikke er på kig efter en kæreste, jeg har det bedre for mig selv." siger jeg letter irriteret, så pulselig bag mig
"Hej mine piger" 

" Hej Maja" siger jeg

Jeg er så glad for at se Maja, jeg kan bedre med Maja end jeg kan med Cecilie. Men os alle tre er bedst. Og det sjoveste er det eneste vi laver sammen er cheerleadning, og der det svært ikke være uvenner. Men det lykkes. Men inden vi snakker videre ringer klokken og tid til undervisning. Dagen går hurtigt forbi, jeg har aftalt med Maja at vi skal sammen ud til Tess, Maja forstå bedre at jeg som besat af heste og måske især med Tess. Hun er den kønneste hest som jeg har ejet, mørkebrun med den smukkeste blis og sokker. Se Cecilie ved ingenting om heste og er bange for dem, Maja ved ingenting, men prøver at forstå. Så efter skole tager vi med skolebussen ud til mormor. Maja og jeg snakker lidt på vejen

" Jeg syntes du skal tag til stævne med Tess, i er så dygtige" siger Maja til mig

"Jeg ville også gerne med, men vi bare ikke gode nok i nu. Tess er også ved at blive gammel. Hun kan ikke holde til så meget mere" siger jeg en smule trist, og jeg kan mæske jeg bliver ked af det. Tess er ved blive gammel og jeg havde bestem ikke lyst at miste hende, men heste lever ikke for evigt. Men nogle gange ønskede jeg at de kunne.

" Ja det er også rigtig." hun holder en pause, hun kan se jeg bliver ked af det og forsætter "..op med hovedet, hun har haft et rigtig godt og langt liv. Og hun elsker dig, det ved jeg hun gør." hun krammer mig og jeg snøfter " Tak Maja"

Vi når ud til mormor, hun står og venter på os. Det plejer hun ikke at gøre, der må være sket noget med Tess. Og rigtig nok. Tess var her ikke længere, og jeg kunne ikke længere smile til verden, jeg brød sammen i gråd. Mine blå øjne var oversvømmet i tårer. Jeg havde haft Tess siden hun var et føl. Det kunne ikke være rigtigt min elskede hest, død. Maja prøvede at trøste mig, men intet hjalp. Mormor havde ringede efter dyrlægen, som var min far. Da han kom tog han Tess med sig. Mor kom også for at hente mig og Maja. Jeg var uhøflig mod Maja, jeg satte mig op på værelset og græd. Jeg græd så meget at mit hoved begyndte at gør ondt, jeg var så ked af det, at jeg glemte en meget vigtig ting. At trække vejret og jeg besvimede. Jeg vågnede på hospitalet en uge senere, jeg blev testede og fik lov ting komme hjem. Jeg gik op på mit værelse, mit værelse stod som jeg forlod det. Væggen med heste plakater og bilder af Tess og mig. Mit øje opdager et gammel bilde af Tess, da hun var ny født. En tårer triller ned af min kind, savnet er stort. Heste er hele min verden, det er det eneste jeg forstår. Ikke fordi jeg er dårlig i skolen, jeg får 7, 10 og 12. Men at ride er en helt ubeskrivelig følelse, en følelse af frihed og fart. Det følelse som jeg har behov for. Men jeg klar til at komme videre, det bliver jeg nok- men det ikke lige nu. 
Mor forslå at købe en ny hest, men jeg ikke klar, for mig er det for tidligt. Jeg elskede Tess og jeg kan ikke bare bytte hende ud. Far siger bestemt " Men du skal pas dit arbejde på rideskolen" " Ja, det skal jeg nok" svarer jeg så. Jeg fik drømme jobbet da vi flyttede. Men rideskolen ligger også i byen, det er mit ynglings sted i byen. Skoledagen efter var svær, Maja og Cecilie var ikke til finde og jeg kunne ikke finde min rytme. 

En dag jeg kom hjem fra skole så jeg mor stå i døren, hun plejer aldrig at være så tidlig hjemme. Hun plejler først at være hjemme til aftensmad. Hun stod med et brev i hånden. Jeg kom ind af døren, lidt nervøs.

"Hej mor, hvad du hjemme så tidligt? - Hvad har du der?"

"Oh, Lilly," sagde hun meget overraskede " Jeg været nød til at tag fri fra arbejde, du blev kaldt til hospitalet. Det er din indkaldelse jeg står med"

Jeg stå som en statue og det følte som en evighed, jeg aldrig haft det svært med at snakke med min mor men som et trylleslag er jeg mundlam. Men jeg for mig taget sammen og svaret min mor

"Hvad? Hvad sker der?"

"Det ved jeg ikke, med det vi skal finde ud af. Jeg ved ikke mere end du gør" sagde min mor stille og rolig.

Vi satte os ind i mors bil, vi sad på forsædet sammen, og lige med et ringet mors telefon. Mor tog sine hørertelefoner i, så jeg ikke kunne høre noget, om hvad de snakket om. Men jeg så på telefonen at det var far. Jeg var rigtig bange, hvad skulle jeg på hospitalet? Jeg havde en milion spørgsmål i hoved. Mor blev færdig med sit opkald, jeg kunne, få jeg mig selv spørger, om hvad de snakkede om. Vi ankom til hospitalet min mor og jeg gik ind. Jeg så min mor gå op til en sød ung pige.
" Heej, mit navn er Laura Miller. Min datter Lilly Nanna Miller. Er blev indkaldt."

Den søde dame sagde så "Hej, jeg hedder Anna. Og jeg har ventede på jer. Gider i at gå med mig"
Min mor nikkede og vinket til mig at komme med. Vi gik med Anna, jeg syntes der var langt. Men jeg var også træt efter skole, måske var det derfor. Da vi endelig kom til den stue jeg skulle være, skulle Anna hurtig ind til en anden patient. Der gik ikke lang tid før en sygplejsete kom ind og ventede på Anna. Det følelses i lang tid før Anna kom igen. Men det var en overdrivelse. Så kom Anna ind efter 15 minutter.

" Hej, Lilly og Laura. Det jeg ked af at i skulle vente, vi er midt i vagtskifte. Så der var kun mig med nu de andre mødt ind. Jeg må desværre sige at jeg har dårligt nyt, om din datter Lilly. Da hun var herinde testede vi for nogle livstruende sygdomme. Og desværre testede positiv for kæft i dine lungerne. Dine lungerne transporter ikke nok luft ud til dit blod. Og hvis vi ikke starter kemo nu, så vil det bliver meget værre. Selv med en dag."
"Er hun testede positiv for kæft? Hvordan? Vi ryger ikke hjemme, ingen i vores familie ryger. Hvordan kunne det sket?" min mor lød rigtig ked af det.
"Det er ikke kun rygning, men mange ting kunne være oversagen til din datter har kæft" svarer Anna " Jeg skal bruge et svar fra dem, Laura Miller. Vil du starte kemo på din datter?
"Ja, det vil jeg" græder min mor
"Godt, Laura.
Jamen godt, Lilly dette er Mille er din sygplejske. hun kommer til at stå for alle dine kemo aftaler, og jeg vil stå for dit kemo forløb. Vi har heldigvis fanget den tidligt så chance få at overleve er meget bedre."

Vi kørte hjem efter Kemoen. Mor sad og græd hele vejen hjem. Det var ikke sjov at komme hjem alt var anderledes. Mine søskende vil ikke lege og far fik mere travlt, mere end han har haft førhen. Da jeg var rask. Skolen var heller god at være i, folk holdt sig på afstand, bange for jeg skulle smitte dem. Selvom kæft ikke smitter på den måde. Selv mine veninder holdt sig på afstand. Alt hvad jeg holdet af før var væk. Tess, min venner og alt det sociale.   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...