14 veje til solen

1978. Østberlin. Kristin bor i Øst. Kristin elsker Melanie. Melanie bor i Vest. Men der er 14 veje til solen. Hvis de ikke slår fejl. // Til Ilttyv konkurrencen, om overlevelse i fjendsk miljø.

5Likes
10Kommentarer
681Visninger
AA

4. 6. maj 1978 - Østberlin

Deres trin runger mellem betonbygningerne. Markus og Kristin følges altid den første kilometer, før han skal videre i skole, og hun skal hen på avistrykkeriet. En solstråle når ned gennem husene.

”Jeg får svar fra gymnasiet snart.” Markus trækker rygsækken højere op på sin skulder. ”Om de vil have mig eller ej.”

”Ved du, hvad du vil, hvis du ikke kommer ind?” Hun binder den ternede skjorte om livet, så solstrålen når hendes nøgne skulder.

”Næh…” Han stikker hænderne i denimjakken. Jakken er en smule lysere end jeansene. ”Jeg vil være matematiker, det er, hvad jeg ved.”

”Men hvis du nu ikke kommer ind?”

De krydser gaden. Hun kaster et blik ned langs den anden gade. Den stopper få blokke væk. Ender ud i ingenmandsland. Hun kan skimte muren, der skiller dem fra den anden side. Vest.

”Det ved jeg ikke.” Han trækker hende til siden, så hun ikke støder ind i en lygtepæl, og ler. ”Kristin, altså.”

Hun stopper helt op. Kaster et blik ned langs sidegaden. Trækker ham ned ad den.

”Hvad er der, Kriss?” Hans latter dør ud.

”Markus?” Hendes stemme er hæs.

”Mmm…” Hans øjenbryn samler sig i undren. Et nervøst grin. ”Hvad er der, Kriss?”

”Jeg…” Hun presser læberne sammen. ”På den anden side af muren…” Hendes fingre glider om ærmet på skovmandsskjorten. Solen når hende ikke længere.

”Søs?”

Hun skimter muren bag ham. Der er ingen mennesker i nærheden. ”På den anden side af muren bor den smukkeste pige.”

Tavshed. Hun synker ordene i sig igen. Men det er for sent. De sitrer allerede i luften.

”Hvad?” Han kaster et blik over skulderen. På muren.

”Jeg tager derhen. Vest.” Hun finder kuverten frem fra rygsækken. Hiver passet ud. Åbner det. Viser ham billedet af den rødhårede pige. ”Christiane Joachim. Jeg tager til Vest, som hende.”

 

Telefonen ringer. Kristin ser op fra avisen. Markus rejser sig fra køkkenbordet og tager den.

”Det’ Markus.” Et øjebliks stilhed. ”Den er til dig.”

Deres øjne mødes. Han synker. Rækker telefonen hen mod hende. Ser så væk. ”Det er Melanie.”

Kristin rejser sig. Tager imod telefonen. Forsøger at dræbe smilet.

”Det’ Kristin.”

Det ved jeg da godt, din odder,” ler Melanie. Det skratter lidt. ”Jeg savner dine fregner.” Kristin ler. Markus blik er fæstnet til hende ryg. ”Og dit ene smilehul.”

”Det varer ikke længe.”

Der bliver råbt noget i baggrunden. Melanie svarer på tyrkisk.

Jeg skal spise.”

”Jeg vil savne din stemme,” hvisker Kristin. Kaster et blik over skulderen på Markus.

 

”Er du sikker på, at du vil have den derover?” Kristin nikker mod væggen ved siden ad værelset og læner sig op ad kommoden.

”Ja.” Markus skubber til kommoden, så den krøller gulvtæppet.

”Tror du ikke, den vil skygge for…”

”Kan du ikke være ligeglad, du er her jo ikke alligevel.” Han fanger hendes blik.

”Undskyld, Markus…” Hun presser læberne sammen. Betragter sine negle. ”Frihed er den magt, vi har over os selv, det er et citat fra Hugo Grotius. Og jeg har ingen magt over mig selv nu. Ingen magt over, hvem jeg elsker. Hvad jeg siger. Hvad jeg skriver... Jeg…”

”Glem det…” Han skubber til reolen igen.

 

Regnen gennembløder hendes hår, mens hun går forbi Schoppenstube. Hun sænker farten. Gennem vinduet ser hun en fyr smile til en anden dreng. Grine over hans vittighed. Bide sig i læben.

Et smil vokser på hendes læber.

På den anden side af gaden sidder en STASI-officer i sin bil og noterer. Hun sætter farten op. Trækker den gule regnhætte op foran ansigtet og småløber forbi homobaren.

 

”Kristin?” Han betragter nattehimlen gennem det åbne vindue.

”Mm…” Hun puster en røgsky ud i det indelukkende rum.

”Jeg elsker dig, søs.”

”Jeg elsker også dig, Markus.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...