Opvågningen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 okt. 2017
  • Opdateret: 20 okt. 2017
  • Status: Igang
I en verden som vi kender den, holder folk pludselig op med at dø...

4Likes
3Kommentarer
250Visninger
AA

1. Opvågningen

Ingen ved hvordan det skete, men en dag holdt folk simpelthen bare op med at dø. Eller, det vil sige. De døde stadig, men de vågnede igen. Og igen. Og igen!

Unge, gamle, syge, raske. Det var ligegyldigt. Alle der stillede træskoene, tog dem på igen. Nora selv, havde kun prøvet at dø to gange. Hun brød sig ikke om det. Det var ligesom at køre i den vildeste rutsjebane. Suset i maven, det kolde gys. Men alligevel anderledes. Når man vågnede igen, føltes det på én måde, som om intet var sket. Men på en anden måde… Det var svært at forklare.

Mange af Noras klassekammerater døde dagligt. De gjorde det mest bare for sjov eller som en del af et væddemål. Den første uge med Opvågningen, var der mange der døde i matematiktimerne, for at gøre opmærksom på, hvor kedeligt det var. Og selvom de fleste var trætte af den joke, synes Nora stadig det var meget underholdende. Mest fordi deres lærer, Torben, fik det samme opgivende ansigtsudtryk hver gang en elev udåndede. Der var mange kreative måder at dø på. Der var en hel 2.G-klasse der samtidig havde skåret alle deres pulsårer over med deres passere i en af Torbens timer. Der var blod overalt. Torben var blevet så vred, at passere nu var blevet forbudt på skolen. Desuden havde Rengøringspersonalet måtte overarbejde så meget, at de fik det dobbelte i løn.

Og det var egentlig mærkeligt… Ikke det faktum, at rengøringspersonalet måtte overarbejde, men det faktum, at lige meget hvor meget blod man mistede, så vågnede man igen. Nora havde set folk der havde hængt sig, blev skudt, hoppede ud fra øverste etage, løb ind i en glasdør, blev kørt over af en traktor og endda én, der bad sine venner banke ham ihjel. De var alle sammen vågnet - og ingen af dem med varige mén. Ham med traktoren havde haft et midlertidigt dækmærke i ansigtet, men ellers var der ingenting galt.

Den dag det skete - Dødsdagen - havde regeringen holdt et pressemøde, hvor de bad befolkningen om at forholde sig i ro. De frarådede alle fra at forsøge at dø selv, og de forsikrede om, at de dygtigste forskere var sat på opgaven. Det var tydeligt at de troede det var midlertidigt. At det ville løse sig hurtigt. At det bare var et mærkeligt tilfælde. Men dagene gik og flere og flere folk holdt op med at dø.

Efter en måned, holdt statsministeren endnu et pressemøde. Hun var helt alene på skærmen, klædt helt i sort og efter et øjebliks stilhed begyndte hun sin tale. Selvom Nora kun havde set det i fjernsynet, bredte der sig en mærkelig usikkerhed i hende. Statsministeren havde kigget direkte ind i kameraet, mens hun udtrykkeligt bad landets borgere om at være opmærksomme på ændringer og indberette dem til regeringen med det samme. Hendes blik udstrålede visdom, medfølelse og autoritet. Men bag den omhyggeligt konstruerede maske kunne Nora se frygt. Hun kunne ikke helt sætte fingeren på, hvad det var… Statsministeren fastholdt sit stramme blik. Ingen flakkende øjne. Ingen usikkerhed i hendes ord. Ingen let rysten, perlende sved eller bleghed. Hun så fattet, professionel og selvsikker ud. Men der var noget i hendes øjne der afslørede frygten. Måske var det talen. Man kunne mærke, hun ikke troede på ordene. Hun forsikrede befolkningen om, at alt var, som det skulle være. Forskerne havde undersøgt Opvågningen på alle leder og kanter, og kunne ikke finde nogle problemer. Livet skulle gå videre. Alt var, som det skulle være. Alt var godt. Ingen grund til bekymring. Hun gentog sig selv med vilje. Ville være sikker på, folk troede på hende. Men der var noget, der manglede. Hendes ord lød hule. Nora synes hun kunne mærke, at statsministeren også forsøgte at berolige sig selv. Og det var det, der plantede usikkerheden og frygten i Noras mave. Det, og så talens afsluttende ord. De eneste ord, der lød troværdige, mens de kom ud af statsministerens mund. De sad stadig i hende, 4 måneder efter hun havde hørt dem for første gang.

 

Jeg vil afslutte med et spørgsmål, der har ligget mig meget på sinde i den sidste måned. Et spørgsmål, vi alle skal være med til at besvare. Hvordan ser livet ud, når døden er død?”

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...