Opvågningen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 okt. 2017
  • Opdateret: 20 okt. 2017
  • Status: Igang
I en verden som vi kender den, holder folk pludselig op med at dø...

5Likes
3Kommentarer
253Visninger
AA

4. Den anden død

Anden gang hun døde, var flere måneder efter. Mor og far havde ikke opdaget noget og Afrah og Nora havde ikke snakket så meget om det. På mange måder, føltes det som om, det aldrig var sket. Men samtidig sad det stadig i hende. Det føltes som om, der var noget hun savnede. Noget der var blevet væk, som hun ikke kunne finde. En konstant påmindelse om noget, der var tabt. For det meste kunne hun ignorere den. Når hun var i skole, var sammen med Afrah eller sin familie eller når Simon sagde noget sjovt, der fik hele klassen til at grine, så glemte hun det. Men når hun var alene, krøb følelsen op i hende, og hun kunne bruge lang tid på at lukke øjnene og prøve at gætte, hvad det mon var, der var forsvundet.

Hun tænkte tit, at hun da ikke kunne være den eneste, der oplevede den følelse. Hvis alle i klassen havde prøvet at dø, måtte nogle af dem da have det på samme måde. Måske skulle hun spørge Afrah.

Eller Simon…

Hun havde ikke snakket særlig meget med Simon siden den dag. Hun havde smilet til ham på gangene og mærket sit hjerte hoppe ud af brystet, når han smilede igen. Men ikke andre ord end ”godmorgen” og ”hej”.

Når hun prøvede at få den mærkelige følelse til at gå væk, tænkte hun tit på hans hånd på hendes skulder. Det hjalp.

Hvis bare hun vidste hvad det var, han ville have sagt til hende.

-

Den dag, hun døde anden gang, startede ligesom alle andre dage. Vækkeur, morgenmad, cykeltur, skole. Kedelig, forudsigelig morgen. Men da hun kom i skole, var alle timerne aflyst. Lærerne strejkede fordi de var trætte af ”galgenhumor” og elever, der døde mens de underviste. De ville have flere regler og mere elevkontrol.

Det fortalte skoleinspektøren, da hun kom rundt i klasserne.

”Har vi så fri?” spurgte Emil, da hun var færdig med at tale.

”Nej. I skal blive på skolen. Nogle af lærerne er tjenestemænd og strejker derfor ikke. De kommer rundt og sætter jer i gang med noget.”

”Øv!” sagde de alle i munden på hinanden, og skoleinspektøren smilede lumsk.

”Mon ikke der bliver tid til et slag rundbold også?” sagde hun så, samlede sine ting op og gik ud af døren.

-

Dagen gik langsomt fremad. Det var mærkeligt at være lukket inde i klasseværelset uden at have noget at lave. Torben var kommet ned og havde sat dem i gang med noget matematik, men idet han gik ud af døren, havde de fleste opgivet.

Afrah var ikke i skole, og Nora sad lidt for sig selv på bagerste række. Hun sad med en bog, men kunne ikke koncentrere sig. Hun kiggede op, og fik øje på Simon. Han sad på forreste række og stirrede direkte ned på hende. Hun blev helt forvirret, og kiggede omkring sig, for at se, hvem han kiggede på. Men hun var alene. Deres blikke mødtes og Nora smilede genert. Simon smilede igen og vippede hovedet til siden. Hun løftede forvirret skulderne. Simon rejste sig, gik hen til døren og sendte hende endnu et vip med hovedet. Så gik han ud. Hun sad i et par sekunder, før hun forstod hvad han ville. Så rejste hun sig forsigtigt og fulgte efter ham.

Hendes hjerte var ved at eksplodere i hendes bryst, og hun kunne mærke et tyndt lag sved på overlæben. Hvad ville han?

”Nora, herovre!” Simon stod i garderoben med sin jakke på.

”Hvad skal vi?” spurgte hun, men tog sin jakke på uden at tænke eller tøve.

”Noget sjovt!”

-

”Det kan vi ikke,” hviskede Nora nervøst.

”Jo jo! Det er slet ikke så farligt. Jeg har gjort det før.”

Simon var ved at kravle over hegnet ved forlystelsesparken. Den var lukket i øjeblikket, fordi der var sket så mange ulykker siden Opvågningen. Det blev simpelthen for besværligt at gøre rent og opretholde sikkerheden. Der var gået næsten tre måneder siden den var lukket og det lignede ikke, der var nogen planer om at åbne den igen. Planterne og græsset var vokset til, og man kunne se edderkoppespindende skinne i den tidlige morgensol.

Simon var landet på den anden side af hegnet og stod og rodede med låsen på indgangsporten. Nora havde allerede prøvet at skalere hegnet, men det lod sig ikke gøre. Der var ikke noget at holde fast i, og hun var hverken elegant eller smidig nok til at lave samme trick som Simon havde gjort.

”Kom her,” sagde Simon der havde skubbet porten nok op til at man lige kunne snige sig igennem. Hun tog en dyb indånding og pressede sig igennem den lidt for lille åbning.

Simon stod på den anden side og grinede. Hans øjne glimtede i solen og det rodede hår blev blæst rundt af en usynlig vind. Nora fik en næsten ubærlig lyst til at kysse ham. Det var der egentlig ikke noget nyt i, for sådan havde hun det altid med Simon. Men lige nu smilede han kun til hende og han kiggede kun på hende og det var næsten for meget af det gode. Hun så ned i jorden for at gemme sine rødmende kinder.

”Er du klar?” sagde han, og Nora nikkede uden at kigge op. Selvom hun ikke følte sig klar.

-

”Seriøst, Simon! Det kan jeg ikke!”

De sad ved siden af hinanden i den store rutsjebane. Simon havde fundet ud af hvordan man betjente den.

”Vi gør det sammen. Jeg lover der ikke sker noget.”

Nora nikkede igen, men kunne ikke sige noget. Hun var helt tør i munden.

Simon vendte sig mod hende og lagde en hånd på hendes kind. ”Jeg lover, der ikke sker noget,” gentog han og kiggede direkte ind i Noras øjne. Pludselig følte hun sig lidt modig og smilede til ham.

”Lover du?” Han nikkede og blinkede med det ene øje.

”Vi gør det sammen.” Han tog hendes hånd i sin, og Nora glemte alt om at de lige om lidt ville falde i deres død.

Simon trykkede på nogle knapper og så begyndte den tunge vogn at køre. De peb og hakkede og Nora var sikker på at alle i hele byen kunne høre dem.

Hun strammede sit greb om Simons hånd og han lod sin tommelfinger køre langsomt frem og tilbage over hendes hånd for at berolige hende.

De tog turen et par gange før Simon fik nok styr på betjeningen.

På tredje tur skete det. Midt i loopet stoppede vognen. De hang stille i luften i et øjeblik og så forsvandt den jernstang der holdt dem fast og de styrtede mod jorden. Stadig hånd i hånd.

-

Nora mærkede ikke slaget da de ramte jorden. Hun mærkede faktisk ingenting andet end Simons hånd i sin.

Det var det samme mørke der pludselig ramte hende og samme mærkelige følelse af ikke at eksistere. Men samtidig var der noget andet. Som om hun havde en linje direkte tilbage til livet. Følelsen af Simons hånd var der stadig, selvom hun ikke engang kunne mærke sin egen hånd. Den hang i mørket som en beroligende tilstedeværelse. Nora prøvede at række ud efter den, men hun kunne ikke nå den. Den var ikke fysisk. Men samtidig kunne hun se den, synes hun. Som et lille lys i mørket. Så lille, at det næsten var umuligt at fokusere på. Det pulserede og bevægede sig hurtigt rundt. Hun rakte ud efter det igen, og kunne pludselig mærke en varme brede sig op af hendes arme. Det bevægede sig hele kroppen rundt, og hun blev opmærksom på hendes krop igen. Hun kunne mærke sine arme og ben og det sagte lys fra Simons hånd blev pludselig mere og mere kraftigt indtil hun til sidst ikke kunne se på det mere.

Hun åbnede øjnene og blinkede forvirret. Hun lå ned. Det kunne hun mærke. Hun kunne også mærke Simons hånd i sin. Hun kiggede til højre og så direkte ind i øjnene på ham. Han smilede så bredt at hendes hjerte sprang et slag over.

Og så lænede han sig over mod hende og kyssede hende.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...