Opvågningen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 okt. 2017
  • Opdateret: 20 okt. 2017
  • Status: Igang
I en verden som vi kender den, holder folk pludselig op med at dø...

5Likes
3Kommentarer
254Visninger
AA

3. Afrah

Nora fløj hen af gulvet, for at læne sig ind over hende. Afrah skælvede af rædsel og hendes øjne var helt opsvulmede af gråd.

”Det er okay, Afrah. Du er okay!” Simon gentog ordene igen og igen, mens Nora krammede hende tæt ind til sig.

”Du er okay,” hviskede Nora.

Efter et par minutter holdt Afrahs skælven op. Nora rykkede sig lidt væk og kiggede på hende.

”Hvad skete der?”

Afrah rystede bare på hovedet. ”Jeg kan ikke… Aldrig igen,” hendes stemme var grødet og hun rystede på hovedet, mens hun fortsatte. ”Det er forkert. Der er noget helt galt.”

Nora forstod hvad hun mente. Hendes reaktion havde måske ikke været lige så voldsom, men der var en lille del af hende, der føltes anderledes. Som om der var noget, der var gået i stykker… Noget, der faktisk var dødt.

-

Afrah, Nora og Simon havde forladt fysiklokalet sammen 10 minutter efter Afrah var vågnet. Simon forsøgte ikke at sige noget til Nora igen. Og hun turde ikke spørge ham, hvad han ville have sagt.

Resten af dagen fortsatte som normalt. Simon satte sig over til drengene i næste time, og det føltes nærmest som om, der ikke var sket noget.

Både Afrah og Nora var desperate for at snakke det hele igennem, men der var ikke flere frikvarter og pludselig var skoledagen overstået og Afrah tog bussen mens Nora hentede sin cykel.

I morgen, tænkte hun og satte sig op på sadlen.

De andre var ikke kommet hjem endnu, så hun skyndte sig at stille cyklen og løb op på toilettet. Det virkede åndssvagt, men måske så hun anderledes ud nu? Hun havde ikke lagt mærke til nogle ændringer i sine klassekammerater efter opvågningen begyndte. Men hun følte sig så anderledes, at det da måtte være synligt for andre. Hun stod længe foran spejlet og kiggede.

Kiggede på sine lange, leverpostejsfarvede krøller, der faldt uelegant ned over hendes pande. På sine knæ, der pegede let indad og på sine tykke lår, der ramte hinanden og gjorde det umuligt for hende at gå med kjole, uden at få store sår på inderlårene. På armene der indrammede hendes krop. På hendes bryster, der slet ikke var store nok til resten af hendes krop. På hendes mave, der var for stor til resten af hendes krop. Hun sukkede dybt. Den bulede så meget ud, at hun ikke kunne se sine egne fødder med mindre hun lænede sig frem. Hun gik tættere på spejlet og fokuserede på hagen. Eller hagerne… Hun havde altid været tyk. Lige så længe hun kunne huske. Da de andre piger i klassen fik BH’er med blomster og fine mønstre på, fik hun kedelige, hvide toppe, der lignede dem, hendes mor også gik med. Hun kunne ikke passe dem, de andre piger kunne.

Hun kiggede sig selv i øjnene. Blinkede et par gange. Smilede. Drejede hovedet. Ironisk nok, var det ikke altid fedt at være tyk. Men egentlig tænkte hun ikke så tit på de deller, der stak ud over bukserne. Eller dobbelthagerne. Det var nemmere at lade være. Hun blev ikke mobbet eller noget, og hun var både klog og sjov nok, til at være rimelig vellidt i klassen. Men når hun så pludselig sad der, sammen med Simon og det gik op for hende at hendes arm var dobbelt så bred som hans, så kom hun i tanke om alt det dårlige. Og det var de dage, hvor hun kunne stå foran spejlet i flere timer.

Og nu var der også det der med, at det føles som om, noget var dødt.

-

Hun brugte tre kvarter på badeværelset, inden mor kom hjem. Hun kunne ikke se nogen fysisk ændring. Hendes krop lignede sig selv fuldstændig. Desværre. Så måske var det ikke fysisk? Måske var det inde i hendes hoved?

Men hun blev nødt til at ignorere det. For mor og far ville bare blive sure, hvis de vidste, hun havde prøvet at dø. Og hvad nu hvis Arthur så også ville prøve? Det måtte han ikke. Han var godt nok kun 5 år yngre end hun selv var, men hun ville gøre alt for, at der ikke skete ham noget. Og hvis han døde, sådan… i virkeligheden, ville det være det værste, der overhovedet kunne ske. Så hun ville slet ikke engang have, at han prøvede.

Hun ignorerede det hele aftenen. Mens de spiste aftensmad stillede mor og far irriterende spørgsmål om, hvordan hendes dag havde været. Hun opfandt en historie om hvordan hende, Afrah og Sophie havde spillet basket i frikvarteret. Det gjorde de sommetider, og mor blev altid så glad, fordi det så betød, at hun havde dyrket motion.

Men da hun skulle sove, væltede det hele frem igen. Hun lå længe og stirrede op i loftet, mens hun tænkte på, hvad hun havde oplevet. Hun kunne ikke fremkalde et særligt præcist billede af, hvad det var der sket, mens hun var død. Men følelsen sad stadig i hende. Tung og ubehagelig, som når man er ked af noget, men ikke rigtig ved hvad det er. Når hun lukkede øjnene var det næsten det samme mørke, der havde været da hun var død. Men det var lettere. Ikke så altoverskyggende. Da hun endelig faldt i søvn, var det en nat fyldt med mareridt. Det eneste lysglimt var hånden på hendes skulder der, i drømmeverdenen, ikke blev fjernet igen.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...