Dommedag på en tirsdag

En novelle om Gud, Henriette og champignoner.

0Likes
0Kommentarer
81Visninger
AA

1. Dommedag på en tirsdag

"Henriette!" råbte Gud ude fra bryggerset.
"Dine lysebrune hørbukser er til vask," kaldte Henriette tilbage. 
Gud begyndte at sno sit lange skæg rundt om sin ene pegefinger, mens han gik rundt om sig selv. 
"Men altså... jeg skal jo bruge dem i dag! Det er et vigtigt møde."
"Så må du jo vaske dem søde skat. Jeg smutter nu. Husk at handle inden du tager på arbejde. Hej hej." Døren smækkede i og så stod Gud alene i huset, iført lyseblå underbukser og en undertrøje der sad lidt for stramt henover maven.
"Jamen...? Jeg skulle jo lave dommedag i dag?" mumlede han opgivende for sig selv.
Efter lidt skumleri tøffede Gud ind til vasketøjskurven i soveværelset. Den var proppet til randen. Han savnede dengang han var himmerigets enevældige hersker, var omgivet af ydmyge engle og ikke mindst de tilbedende sjæle. 
Tiderne har godt nok ændret sig, tænkte han for sig selv, mens han slæbte en stor bunke lyst tøj ud til vaskemaskinen. Det havde startet som en god ide, hvor han havde fået uddelegeret de mest belastede arbejdsområder ud til Gabriel, Uriel og Mikael. Det havde fungeret udemærket de første 200 år, men nu havde de langsomt forvandlet det hele til et ugennemskueligt cirkus af regler og retningslinjer. Selv den mindste syndeflod skulle tages op i tåbelige udvalg.
Gud valgte en hurtig 40 graders vask på 39 minutter. Så hoppede han i et par armyfarvet shorts og fandt en grå hættetrøje med udvasket bandlogo. 5 minutter efter gik han ned af Paradisgade mod købmanden. Henriette havde efterladt en lang indkøbsseddel. Alt for lang.
"Champignoner? Hun ved da jeg ikke kan fordrage det lort. Rå smager det af pap og lige meget om de bliver stegt eller kogt, så ender de altid med føles som at få en snotklat i munden... føj!"
"Hey! Det er jo den gamle ham selv!" sagde nogen kækt bag ham. Stemmen virkede uhyggelig bekendt. Han håbede ikke det var den nævenyttige lille lort igen.
Gud vendte sig langsomt om og trak vejret dybt ind da han blev bekræftet i sin mistanke. Foran ham stod hans selvtilfredse søn og lænede sig op af sin nyindkøbte røde bil. 
"Lucifer. Sikke en... fornøjelse... at se dig på disse kanter," fik Gud presset ud mellem hans sammenbidte tænder.
"Jaja mand, er lige på vej op for at tale med økonomirådet om en lønforhøjelse, da vi skal bygge ud igen dernede. Hvad med dig?" Lucifer strakte sig som en doven kat og rettede på sit sorte silkejakkesæt. 
"Det går," brummede Gud og ledte efter en undskyldning for at skride. 
"Klart det gør. Du er jo the man hahah..." grinede hans søn og svang sig elegant ind i den skinnende sportsvogn. "Vi ses kl.14.00 til mødet. Og far, tag lige noget ordentlig tøj på, ik?"
Gud skulede i retning mod det store, forgyldte palads, som før havde været hans hjem, men nu fungerede som regeringsbygning. 
"Jeg skal nok vise jer alle sammen at jeg er the man" hvæsede Gud hånligt og fandt sine hørebøffer frem. Med Queens Greatest hits i ørene skyndte han sig ind i den første forretning på hans rute. Han havde altid syntes det var lidt synd for Freddie Mercury, at han ikke havde fået samme gennemslagskraft som Jesus, men børn var jo forskellige.
 

En halv time senere stod Gud hjemme i det gule parcelhus, som ham og Henriette havde boet i de sidste 20 år. Hun havde gjort sit bedste for at gøre det hyggeligt, og han måtte da indrømme at det var rart ikke konstant at skulle blive afbrudt med spørgsmål og lytte til alle de halvhjertede bønner fra til-lejligheden-troende.
Men nu skulle det være slut. Han hev demonstrativt vasketøjet ud af maskinen og fyldte det over i tørretumbleren. I dag ville han tage magten tilbage - Starte helt forfra. Ikke mere pis.
Inde i skabet fandt han sin gamle hvide kjortel. Den var blevet lidt slidt i kanterne, men den var stadigvæk et imponerende syn med de smukke mønstre der var vævet med himmelsk guldtråd. Ude under bruseren forestillede han sig de andres øjne når han åbnede de store porte med et gigantisk brag og trådte ind iført de lysebrune hørbukser, kjortlen og skægget sat efter den traditionelle Gudstil. Ikke noget hipsterlort. Bare en almægtighed der sætter det hele på plads.
"Jeg har gjort det før, og nu gør jeg det sgu igen!" sagde han højt og selvsikkert, mens han skyldede shampoen ud af det hvide, lange hår. 
Da han var færdig i badet, stod han foran spejlet med sin kones hårbørsten i hånden og øvede sin tale. 
"Jeg takker jer alle for jeres... nej... Det er på tide at jeg overtager igen... hmmm... mere overlegent... Mine kære børn - Far er tilbage!" 
Gud grinede over sit eget fantastiske påfund. 
Kjortlen klædte ham godt og han mærkede en brusende energi strømme igennem sig. 
På vej ud til tørretumbleren sang han fjoget:
" Open your eyes - Look up to the skies and see."
Han lavede tilmed et lille hoppende dansetrin, hvilket ellers var højest usædvanligt for Gud. 
Så han kom han i tanke om noget som Henriette en gang havde sagt.
"Husk at de lysebrune hørbukser ikke må komme i tørretumbleren."
Panisk løb han de sidste meter ud i bryggerset og flåede låget op til den rumlende maskine. Dampen slog ud ansigtet på ham, men han var ligeglad. Hans enorme hænder rodede rundt i det varme tøj indtil de fandt bukserne. Måske var det ikke så slemt. Måske havde han nået det i tide.
Gud trak med rystende hænder de let fugtige bukser op om sin guddommelige bagdel. De sad lidt stramt om den behårede mave, men mon ikke de ville udvide sig efter nogle timer. 
Så opdagede han buksebenene. 
"Neeeeeeeeeeeej!!!!!"
 

Kl.16 kom Henriette hjem fra arbejde. Gud lå på sofaen med dynen trukket op over hovedet. Henover en stol hang et par noget for korte bukser.
"Ej skat, ligger du der? Skulle du ikke til et eller andet møde idag?"
"Jeg er syg," lød det meget ynkeligt fra et sted under dynen.
"Årh din stakkel. Ved du hvad, nu laver jeg noget lækkert mad til dig, så skal du nok blive frisk igen."
Gud kiggede forsigtigt frem med røde øjne. 
"Tak..." snøftede han. 
Henriette trissede kvidrende ud i køkkenet.
"Vi skal ha' mørbrad med champignonsovs."

Den næste dag kunne man, i alle jordens aviser, læse om en højst mærkværdig lyd, som mest af alt lød som et kæmpe stort rungende suk.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...