Pity Party ❥ H.S AU

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 nov. 2017
  • Opdateret: 19 nov. 2017
  • Status: Igang
Harry Styles, en 22 årig lægestuderende, som falder for sin klassekammerat. Vejen til succes i New York er hård, men vejen til kærligheden er hårdere. Hvad sker der mellem de to i en hverdag hvor lektier og foredrag burde fylde mest? //
Vinder af AU konkurrencen med mulighed 2. Vinder af AU konkurrencen med visuals, coveret, som er lavet af Korslay (kan findes på YouTube).

26Likes
17Kommentarer
3400Visninger
AA

7. sjette

FEBRUAR

 

Jeg sad og gennemgik symptomer med Liam i lejligheden. Ikke at han kendte til noget som helst om nogle af dem, men han sad med flashcards, og det eneste jeg skulle var at svare det der stod på kortene. Så hvorfor var det så svært? 

Materialet var alt vi havde lært igennem det sidste semester, alt hvad jeg havde taget noter på, alt hvad vi havde øvet og alt hvad vi havde gennemgået i timerne. Dog virkede det bare som om, at intet af det havde sat sig fast i hovedet på mig. 

Vi var på fjerde runde af mine flashcards, og jeg havde stadig over ti fejl. Vi var ikke engang halvvejs gennem bunken, så der ville minimum komme ti fejl mere. 

“Liam, jeg kan ikke!” råbte jeg. Jeg rejste mig ivrigt op fra stolen, og satte hænderne i panden. Jeg havde mest af alt lyst til, at slå hovedet ind i væggen et par gange, men jeg var rimelig sikker på, at Liam så ville sende mig ind på en lukket psykiatrisk afdeling. Eller endnu værre, ringe til min mor. 

“Harry, du har næsten studeret hver aften den sidste måned. Du ved det her, du er bare nervøs,” sagde han beroligende. Det virkede ikke. Der var intet af hvad han sagde, som virkede. 

Frustrationen fyldte hele min krop. Jeg kunne ikke fokusere, og gennemgangen af materialet havde ikke virket den sidste halve time. “Kan vi fortsætte i morgen? Jeg vil bare gerne sove nu,” sagde jeg, med hovedet i mine hænder. 

Jeg kunne høre, at Liam skubbede stolen ud fra under bordet. Ti sekunder efter, lå hans hånd på min ryg, og gav mig to klap. Han fjernede sin hånd igen, og gik langsomt væk fra mig. Jeg kørte en hånd igennem mit hår, og tog en dyb indånding. 

“Godnat,” råbte Liam inde fra sit værelse af. Jeg fugtede mine læber med min tunge og gik så selv mod mit værelse. På vejen derhen slukkede jeg lyset i stuen. Jeg åbnede døren ind til værelset, og stod i dørkammen. “Godnat,” råbte jeg tilbage, og lukkede døren til værelset efter mig. 

 

 

Jeg slukkede alarmen på min mobil, og satte mig op i sengen. Klokken var seks, og jeg skulle møde til foredrag halv otte. Jeg kørte en hånd igennem mit hår, inden jeg rejste mig op. Trægulvet var koldt mod mine barre fødder. Jeg gik hen til skabet, og fandt noget tøj frem.

En t-shirt blev hevet over mit hoved, og et par jeans blev trukket op over mine hofter. Et bælte blev sat i, og nogle sokker blev taget på. Tre sprøjt med en parfume, og en hånd mere igennem håret, og så forlod jeg værelset. 

Duften af kaffe fyldte mine næsebor. Liam havde været tidligere oppe end mig, og han var allerede taget afsted. Han havde efterladt en seddel. Skal hjælpe Catrina inden skole, vi ses senere. Jeg smilte. Jeg hældte en kop kaffe op til mig selv, og lod den stå på bordet. 

Jeg gik ud og børstede mine tænder, pakkede min taske, og satte noget toast over. Jeg satte noget musik på, og begyndte at rocke rundt i lejligheden. 

Kaffen drak jeg hurtigt, og toasten tog jeg med i hånden. Jeg låste lejligheden efter mig, og gik ned mod toget. Det ville tage et kvarter at komme frem, og jeg kunne godt lide at være der i god tid. Der var intet værre end at få en dårlig plads til et foredrag. De bedste pladser var i midten af salen, og det vidste alle elever. 

Vi skulle have det sidste foredrag inden vores midtvejsprøve, og hvis det gik dårligt til midtvejsprøven, kunne man risikere at blive smidt ud af universitetet. 

Toget ankom til stationen, og jeg satte mig ned på det første ledige sæde jeg fandt. Morgentrafikken i New York var forfærdelig, så man skulle ikke være kræsen. Selv hvis det betød, at man skulle sidde ved siden af en ildelugtende hjemløs, velvidende at lugten ville smitte af på en, når de faldt i søvn op ad ens skulder.

Togturen føltes som altid hurtigere end den i virkeligheden var. Jeg steg af på midten af Manhatten, og gik derefter hen til universitet. Klokken var syv da jeg ankom i foredragssalen. Der sad allerede tre mennesker derinde, som alle havde sat sig i midten af foredragssalen, præcist ligesom jeg gjorde.

Jeg havde købt en kop kaffe mere i cafeteriet, som jeg sad og sippede på indtil professoren ville dukke op. Som den halve time forløb, kom der flere og flere elever ind i foredragssalen. Nogle satte sig helt oppe foran, andre helt bagved. De fleste satte sig dog så centralt som muligt. 

Begge sæder ved siden af mit var ledige. Man sad som regel alene i foredragssalen, vi havde fået at vide da vi startede, at det var sådan man fokuserede bedst. 

Sædet ved siden af mit blev slået ned, og en pige satte sig på det. Jeg kiggede på pigen, og så til min overraskelse at det var Madeleine. Rachel havde sat sig ved siden af hende. “Hey piger,” hilste jeg. 

Rachel lænede sig ind over Madeleine for at give mig et kram, og satte sig så tilbage igen. Hun havde også kaffe med. Jeg lænede mig hen til Madeleine, og gav hende et halvt kram, efterfulgt af et kys på kinden. Hun rødmede, og jeg kunne ikke lade vær med at smile. 

Begge piger havde notesblokke, kuglepenne, blyanter, viskelædere og vand med. Madeleine havde ikke kaffe eller noget andet der kunne holde hende vågen. 

Døren bagerst i lokalet blev åbnet, og ned af trapperne kom vores eneste kvindelige professor gående. Hendes høje hæle klikkede i gulvet. Jeg åbnede min kuglepen og min notesbog, og gjorde klar til at tage noter. Det første jeg skrev ned, var professorens navn og titlen på foredraget. 

“Og så begynder det,” mumlede Madeleine. Og præcist som hun havde sagt det, præsenterede professoren sig selv, og fortalte kort om hvad hun ville undervise os i. Hun fortalte os det samme som alle andre, fortalte os hvor vigtigt det var at tage noter, at spørgsmål ikke var tilladt da det ville fjerne alt materialet til en hel undervisningstime. 

Jeg havde efterhånden lært at lukke ned for min hjerne de første fem minutter. Jeg behøvedes ikke fylde min hjerne med ting jeg allerede vidste. Ikke hvis det ville give plads til mere information, som jeg havde brug for til prøverne. 

Efter to og en halv time var foredraget slut, og professoren var hurtigere ude af foredragssalen end nogle andre professorer havde været nogensinde. Det var næsten som om, at hun ikke kunne holde ud at se på os, eller være i nærheden af vores endnu uvidende hjerner. 

“Vil I med ud og have noget pizza?” spurgte Rachel os. “Louis og jeg smutter om en halv time,” sagde hun uddybende. 

Jeg kiggede på Madeleine, som nikkede til mig. “Det vil vi gerne,” svarede jeg på vegne af os begge to. 

Rachel klappede i sine hænder, og hvinede som en lille pige. Hverken Madeleine eller jeg kunne lade vær med at grine. Vi pakkede alle sammen vores ting sammen, og da vi rejste os op, slog vores sæder sig automatisk op. Jeg smed min taske om på ryggen, og tog Madeleine i hånden. 

Den friske luft ramte mig i ansigtet, og gav mig ny energi til resten af dagen. Selvom resten af dagen bare skulle gå på, at være sammen med mine venner og Madeleine, og terpe igen om aftenen. 

Liam ville være hjemme klokken syv, og der ville vi spise aftensmad. Lige efter ville vi studerer. Han havde været en kæmpe hjælp, og jeg det eneste jeg håbede på, var at jeg ville være fokuseret igen. Han gjorde så meget for, at jeg kunne bestå. 

Drengen havde aldrig selv problemer med sine lektier eller prøver. Han fik rene 12-taller, den bedste i klassen - hvis ikke den bedste på hele sin årgang. Han ville blive en fantastisk advokat.

Selv var jeg begyndt at tvivle på mit karrierevalg. Var den medicinske verden for svær for mig? Jeg mener, jeg var aldrig god i skolen. Det var det, at jeg kunne få lov til, at kurere mennesker der fascinerede mig. Men vejen dertil var stadig lang. Ikke engang en fjerdedel af uddannelsen var overstået, og jeg kæmpede mere end jeg nogensinde havde kæmpet med noget. Ville det være det værd? 

“Hvor vil vi hen?” spurgte jeg. Vi sad i forhallen og ventede på Louis, som jeg endnu ikke havde haft fornøjelsen af at møde. Madeleine sagde at han var venlig, og at han passede utroligt godt til Rachel. Jeg gad godt vide, hvad Rachel syntes om Madeleines valg med hensyn til mig. “Domino’s?” spurgte Rachel. Vi nikkede begge to. 

 

 

Vi kunne ikke stoppe med at grine. Jeg havde ikke haft det så sjovt længe, og slet ikke med en person som jeg ikke havde kendt i mere end en halv dag. 

Jeg kiggede på mit ur. Jeg fik et kæmpe chok, da jeg så, at klokken var halv syv. “Undskyld venner, men jeg er virkelig nødt til at gå,” sagde jeg så hurtigt som jeg kunne. 

I en fart fik jeg pakket mine ting sammen, og lagt penge nok på bordet til at betale for det jeg havde spist og drukket. Jeg smed min taske om på ryggen, og rejste mig fra stolen. Jeg startede med, at give Louis hånden, og derefter Rachel et kram mens hun sad ned. 

Madeleine rejste sig op, og jeg hev hende ind i et kram. Hendes parfume omsluttede mig. Jeg ville trække mig væk fra hende, for jeg skulle nå mit tog, men hun kyssede mig. For første gang, kyssede vi foran andre. For første gang kyssede vi foran hendes bedste veninde. 

Det virkede meget anderledes end de andre gange vi havde kysset. Denne gang virkede det bekræftende. Vi havde kun kysset i al hemmelighed før, selvom Rachel nok kendte alt til det - præcist ligesom Liam gjorde. Men bare det, at vi ikke længere gemte os væk som et par, virkede fornyende. 

Min mave fyldtes med sommerfugle som aldrig før, og da vi trak os fra hinanden fløj de vildere rundt end før. Jeg smilte, og kyssede hende endnu engang, hurtigt. 

Jeg gik ud fra pizzeriaet, og satte i løb mod togstationen da jeg vidste at de ike længere ville kunne se mig. Jeg havde fem minutter til at komme derhen, og normalt ville jeg være syv minutter om det. Men jeg kom tidligt, fordi jeg løb. 

Da toget ankom satte jeg mig ind i det, og tog mine høretelefoner i ørerne. Klokken kom alt for tæt på syv, og jeg havde fortalt Liam at jeg ville være hjemme inden ham. At jeg nok ville sidde og læse når han kom, så han skulle være stille. Jeg var ikke bange for ham, og han havde ingen ret til at blive sur, men jeg var bange for, at han ville blive netop det. Sur på mig. 

Jeg gik ind under mine beskeder, og gav mig til at skrive en til Liam. Kommer lidt senere hjem end dig, sad og læste med Rachel og Madeleine. Skal jeg købe mad med?

Jeg havde det ikke godt med at lyve for ham, så hvorfor gjorde jeg det?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...