Pity Party ❥ H.S AU

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 nov. 2017
  • Opdateret: 19 nov. 2017
  • Status: Igang
Harry Styles, en 22 årig lægestuderende, som falder for sin klassekammerat. Vejen til succes i New York er hård, men vejen til kærligheden er hårdere. Hvad sker der mellem de to i en hverdag hvor lektier og foredrag burde fylde mest? //
Vinder af AU konkurrencen med mulighed 2. Vinder af AU konkurrencen med visuals, coveret, som er lavet af Korslay (kan findes på YouTube).

26Likes
17Kommentarer
3396Visninger
AA

2. første

DECEMBER

 

“Harry, kom lige herind!” Råbte min mor ude fra køkkenet af. Vi var igang med den helt store julemiddag, eftersom at det var den 24. december. Jeg bandt slipset færdigt, og gik ud til duften af and og sovs. En duft der prydede min mors 50’er inspirerede køkken hvert år, på den præcis samme dato, 24. december. Duften blev som regel hængende i flere dage efter.

“Har du brug for hjælp?” Spurgte jeg hende høfligt. Jeg vidste, at hun hadede at sætte mig i arbejde, især når arbejdet var i køkkenet, men jeg tilbød alligevel altid. Jeg var en forfærdelig kok, og med ingen form for flair for dekorering, blev jeg heller aldrig sat til at dække bord. 

“Ja,” startede hun ud. Hun rørte træskeen rundt i sovsen, og løftede den nu op. Hun kiggede på mig, med et skævt smil. “Smag sovsen,” afsluttede hun, inden hun stak skeen hen til min mund. 

Jeg smagte på sovsen. Salt, kød, og perfektion ramte min mund, og som refleks lavede jeg en tilfreds lyd. Det resulterede i et smil fra både min mor og mig. Hun lagde skeen på vasken, og slukkede for komfuret. 

“Går du ud og henter din familie, mens jeg sætter på bordet, min skat?” Spurgte hun, mens hun fandt en skål til sovsen. Stort set hele mors familie var her. Alle mine fætre og kusiner, tanter og onkler, og ikke mindst mine bedsteforældre. Fars familie ville komme den 25. december og åbne gaver med os, traditionen tro. 

“Selvfølgelig,” svarede jeg med et nik, inden jeg forlod hende alene i køkkenet. 

Hvorfor det var blevet til, at min mors familie fik middagen, og min fars familie fik morgenhyggen, måtte du ikke spørge mig om. Jeg havde aldrig selv spurgt, og jeg var positivt sikker på, at svaret ikke ville interessere mig. 

De var alle sammen ude i haven, mens de spillede fodbold. Ikke den amerikanske slags, den mere forsigtige, engelske udgave. Den eneste rigtige udgave, hvis du spørger mig. Jeg stod og betragtede dem lidt, mens et smil formede sig på mine læber. De fleste af mine fætre og kusiner var yngre end mig selv, bortset fra Anastasia, min jævnaldrende kusine på 22 år. 

Jeg fik øjenkontakt med min onkel, min mors ældste bror, Charlie. Han stoppede op på græsset, og sammen med ham stoppede spillet også. 

“Skal vi spise?” Spurgte han, halvråbende. Jeg nikkede, og hurtigere end jeg kunne have forestillet mig det, var alle de yngre løbet forbi mig, for at stille deres sko bag mig. 

Anastasia kom hen til mig og brugte mig som støtte, mens hun tog sine Adidas sko af. Selv var jeg iført hjemmesko og derfor gjaldt reglen om at smide skoene indenfor ikke for mig. 

Vi fulgtes sammen ind til spisestuen, hvor et langt, egetræs bord var placeret i midten af det aflange rum. Rundt om bordet var der 22 stole, hver placeret ud for et sæt bestående af tallerken, glas og adskillige slags bestik. Midt på bordet stod maden sammen med blomster og diverse dekorationer, levende lys og ekstra servietter. 

Mor og far satte sig i hver sin ende af bordet ved bordenderne, og efterlod derved 20 ledige pladser til os andre at fylde ud. Traditionen tro, satte jeg mig ved siden af mor, og Anastasia overfor mig. Gemma, min storesøster, satte sig ved siden af min far og Gary, hendes forlovede, satte sig overfor hende. Resten af pladserne blev hurtigt udfyldt af onkler og tanter, fætre og kusiner, og en enkelt ven af familien. Min mors bedste veninde, Lucy, havde kendt os for altid, og var derfor anset som en del af familien efterhånden. Hun var med til jul, fødselsdage og påske. Nogle gange også ferie.

Vi lagde vores hænder i hinandens, og kiggede rundt omkring hele bordet, smilte til hinanden når vi fik øjenkontakt. Mor lukkede øjnene, og startede bordbønnen. Den samme bordbøn, som hun bad ved hver julemiddag. 

“Glædens Herre, vær vor gæst ved vort bord i dag, gør vort måltid til en fest efter dit behag,” startede hun summende ud. Jeg smilede til Anastasia, som gengældte smilet. “Amen,” afsluttede mor. 

Vi smilede endnu en gang til hinanden hele vejen rundt om bordet, mor nikkede til mig, og vi slap alle hinandens hænder. Mor kiggede ned på far, og smilede taknemmeligt. “Skal vi spise?” Spurgte hun så. 

Hun nåede ikke engang at afslutte spørgsmålet, inden Charlie allerede var begyndt at øse mad op til de små. Kartofler, sovs, grøntsager og kød blev øset op på tallerkner, og skålene blev sendt på runde rundt om bordet. Den første vinflaske blev åbnet, og rødvinen blev skænket op i adskillige glas. Sodavandsflaskerne blev poppet åbne, og delt ud mellem børnene og Anastasia, som stadig ikke drak.

Små samtaler blev startet rundt omkring hele bordet, og Anastasia prøvede også ivrigt at starte en uønsket en op med mig. Hun så mig sjældent, sjældnere end resten af vores familie gjorde, og på trods af hvor tætte vi altid havde været, så holdte vi ikke kontakten. Det resulterede i, at det samme spørgsmål blev spurgt hver gang vi så hinanden.

“Har du så mødt nogle søde piger for nyligt?” Spurgte hun, og tog en bid af sin and. Jeg grinede svagt, mens jeg rystede på hovedet. Jeg tog en tår af vinen, og sank en ekstra gang, selvom jeg intet havde i munden. Det var en vane jeg havde inden jeg snakkede. 

“Massere af søde piger,” svarede jeg hende flabet. “Bare ikke nogle jeg er interesseret i,” afsluttede jeg, med et smørret smil på læben. Hun sparkede mig under bordet, hvilket mor lagde mærke til. Hun kiggede irriteret på Anastasia, som mumlede noget der kunne lyde som et undskyld. Jeg smilte som et forsøg på at gemme mit grin væk, men det så mor også. Jeg fik de samme øjne, som Anastasia havde fået før. Jeg stoppede brat, og tog en tår af min vin. 

“Vi er ikke færdige her,” sagde hun stædigt, efterfulgt af et grin. Jeg rystede på hovedet, men tilsluttede mig hendes grin. Mor kiggede skiftevis på Anastasia og mig, og begyndte så selv at grine mens hun rystede på hovedet. Hurtigt havde vi fået opmærksomheden fra flere af vores familiemedlemmer, og grineflippet svandt ud. 

“Hvordan går det så med skolen, Harry?” Spurgte min mor. Det var en samtale vi havde haft mange gange før, men en der hele tiden kom nye svarmuligheder til. At være medicinstuderende er ikke en nem beskæftigelse, og slet ikke når uddannelsen er utroligt dyr og tidskrævende på samme tid.

“Det går godt. Vi nærmer os endnu en prøvetid,” svarede jeg hende, med et smil på læben. Jeg havde kun studeret medicin i halvandet år, men jeg havde vidst siden jeg var teenager, at jeg ville være læge. Faktisk ikke kun læge, men kirurg. 

“Og hvad med din værelseskammerat? Han er ikke for irriterende, vel? For vi kan-“ 

“Han er perfekt, mor. I behøver ikke gøre andet end I allerede gør,” afbrød jeg hende. Mor havde det sidste halve år insisteret på, at jeg fik min egen lejlighed, i stedet for at dele den med Liam. Men jeg kunne nu meget godt lide Liam, og desuden ville jeg heller ikke have at mor og far brugte flere penge på min uddannelse end de allerede gjorde. 

Liam minder meget om mig selv. Vi studerer, spiser og sover. Han har aldrig nogle med hjem, og han kræver ikke, at vi er meget tætte og personlige. Liam læser jura, en lang uddannelse, præcis ligesom medicin. Dog vil Liam gerne være advokat, og han har flere gange tilbudt at han nok skal tage mine sager pro bono, hvilket betyder gratis, hvis jeg en dag dræber en på hospitalet efter en 40 timers vagt. 

“Du er sikker på, at du ikke hellere vil bo alene?” Spurgte mor dog bekymret om, efter to minutters stilhed mellem os. Jeg smilte, og lagde min hånd oven på hendes.

“Jeg er helt sikker, mor.”

 

 

Jeg vendte bunden i vejret på glasset, og sank væsken der kom ind i min mund. Den sprittede smag brændte i min hals. Jeg kiggede hen på Anastasia, og grinte over grimmassen der ramte hendes ansigt, da hun slugte den samme sprittede væske jeg selv lige havde slugt. 

Efter julemiddagen var vi to endt på en bar, hvor vi nu kørte det ene shot ned efter det andet. Måske var det ikke det klogeste, især ikke når der var under otte timer til, at vi skulle kunne sidde rundt om et juletræ og åbne gaver med de yngste i vores familie. Tømmermænd var måske ikke den bedste tilstand at have, når nu man skulle sidde og kunne hygge sig med den familie man så sjældent så. 

Man kunne ane sneen dale igennem vinduerne på trods af mørket, og det gav mig en underlig fornemmelse i kroppen. Her sad jeg, juleaften, og drak mig utroligt stiv, velvidende hvilke symptomer jeg ville føle julemorgen, den eneste dag på hele året hvor jeg var samlet med min fars familie. Desuden var turen på baren slet ikke nødvendig, det var ikke ligefrem fordi mors familie var uudholdelig. 

Det var Anastasias idé, at vi skulle tage på en bar. Jeg havde spurgt hende, om vi så ikke hellere skulle finde et diskotek, men hun var ikke åben for min idé. Hun havde endda allerede valgt hvilken bar vi skulle på, og nu sad vi så; midt i London by, på en tilfældig bar, som jeg ikke engang kendte navnet på. 

“En runde mere?” Spurgte bartenderen, som stod foran os. Det var en ung mand, måske et år eller to ældre end os. Det var tydeligt at se, at han flirtede med Anastasia. Det hele var en meget akavet situation. 

“Nej tak,” svarede jeg, og kiggede hen på Anastasia. Hun kiggede på mig, og skød underlæben frem. Hun buhede af mig, og tiggede om at få flere shots. Hun var allerede blevet utroligt fuld, og det ville være uansvarligt af mig, som en kommende læge, at tillade min kusine at drikke mere.

“Faktisk Anastasia,” startede jeg forsigtigt ud, indtil jeg fik hendes opmærksomhed. “Så må vi nok hellere tage hjem igen,” afsluttede jeg. Jeg kunne se skuffelsen i hendes øjne, og kunne mærke på hendes kropssprog, at det absolut ikke var noget hun havde lyst til. 

“Men jeg har det så sjovt,” beklagede hun sig, syngende. Hun sad og rokkede frem og tilbage på stolen, mens hun knugede shotglasset i sin hånd. Hun kiggede flirtende op på bartenderen, og det var der, at jeg vidste, at jeg skulle gøre noget. 

Så jeg rejste mig op og stillede mig bag hende, for at få hende ned fra stolen.

“Kom så prinsesse,” sagde jeg, mens jeg forsigtigt flyttede begge hendes ben ned på gulvet. Jeg prøvede at få hende op og stå, men hun havde ingen balance tilbage i sin krop. 

“Har du brug for hjælp?” spurgte en kvinde bag mig. Jeg vendte mig om, mens jeg havde armene om min alt for fulde kusine. Jeg kiggede på en ung kvinde, utroligt smuk, og smilede til hende. 

“Hvis det ikke er til for meget besvær, så ja tak,” svarede jeg høfligt. Jeg fik drejet Anastasia om, og hun kiggede nu også på kvinden. Hun så ud til, at være jævnaldrende. Der var et eller andet ved hende, som jeg syntes at have set før, men jeg kunne et finde ud af hvor jeg kendte hende fra. 

“Du er pæn,” mumlede Anastasia, mens hun lagde sit hoved på min skulder. Anastasia løj ikke. Kvinden var utroligt smuk, med langt brunt hår, som faldt ned omkring hendes skuldre, og hendes brune øjne som komplimenterede hendes hudtone utroligt godt. 

Jeg viklede min ene arm om hende, og spændte grebet, så jeg kunne slippe med min højre hånd. Jeg rakte hånden ud mod kvinden, og introducerede mig selv. 

“Harry Styles,” sagde jeg, da jeg rakte ud efter hendes hånd. Hun lagde sin hånd i min, og jeg trykkede forsigtigt hendes hånd. “Madeleine Metrodora Wilkins,” svarede hun, og smilte.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...