Pity Party ❥ H.S AU

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 nov. 2017
  • Opdateret: 19 nov. 2017
  • Status: Igang
Harry Styles, en 22 årig lægestuderende, som falder for sin klassekammerat. Vejen til succes i New York er hård, men vejen til kærligheden er hårdere. Hvad sker der mellem de to i en hverdag hvor lektier og foredrag burde fylde mest? //
Vinder af AU konkurrencen med mulighed 2. Vinder af AU konkurrencen med visuals, coveret, som er lavet af Korslay (kan findes på YouTube).

26Likes
17Kommentarer
3366Visninger
AA

6. femte

FEBRUAR

 

“Mener du det? Er det din geniale idé til en date?” spurgte hun mens hun grinte. Jeg kunne ikke selv lade vær med at grine, da jeg så hendes ansigtsudtryk.

Med udsynet til en gård, var hun ikke særligt tilfreds. Lugten af køer og marker, hø og foder fyldte mine næsebor, og jeg var sikker på, at hun også kunne dufte det. 

“Hvad mener du dog? Det er fantastisk!” sagde jeg, og jeg slog armene bredt ud til siderne. Ironien var tydelig, men Madeleines reaktion var et svagt grin mens hun rullede med øjnene. “Ja, så fantastisk,” mumlede hun. 

“Bare rolig, Madeleine. Du har ikke set det bedste endnu,” beroligede jeg hende. Jeg lagde min arm om hende, og hun pressede sin krop ind mod min. Vi gik hen imod gården, som bestod af et hus og tre lader, af hvad man kunne se. Jeg var sikker på, at der nok var flere lader længere ud på grunden.

Jeg var vant til at tage sådan nogle steder hen da jeg boede hjemme i England, men nu hvor jeg boede i New York, var der ikke så mange muligheder for det længere. Det var ikke ligefrem fordi, at der var placeret en gård på midten af Manhatten. 

Laden vi skulle ind i var lige foran os. De store døre stod åbne, og man kunne se direkte ind i hvad der lignede et rod. Der var en masse borde, fyldt med en masse skrammel, hvor noget af det forhåbentlig havde noget værdi. For enden kunne man betale, eller købe varm kakao. 

“Vil du have en kop varm kakao?” spurgte jeg. Jeg kiggede på Madeleine, som stod med let åben mund, mens hun stirrede ind i laden. Hun kiggede op på mig med åbne øjne. “Ja tak,” svarede hun og smilte. 

Jeg fjernede min arm fra hendes ryg, og gik ned og købte to kopper varm kakao, hvor jeg derefter gik tilbage til Madeleine. “Klar til shoppe?” spurgte jeg flabet, efterfulgt af et blink.

Vi gik sammen hen til det bord der var tættest på os, og begyndte at kigge på tingene. Hver gang Madeleine rørte ved noget, rørte hun ved det, som om at hun kunne få en sygdom bare ved at kigge på det. Måske var det, det, at tingene var placeret i en lade fyldt med støv og skidt, eller også var det bare det, at hun ikke var interesseret i tingene på bordet. 

Og sådan fortsatte vi i flere timer, faktisk. For hvert bord vi kom hen til, blev Madeleine mere interesseret i tingene på det. Der var endda et bord med antikke spejle og lignende ting, som hun virkede interesseret i. Som hun selv havde sagt, så passede tingene lige ind på hendes makeupbord.

Efter at have købt nogle få ting og fået lagt dem i poser, gik vi ud fra laden. Vi blev enige om, at gå en tur langs markerne. Det gav os den mulighed for rigtigt at snakke, som jeg havde ledt efter. 

“Du nævnte ikke, at du havde en bror,” sagde jeg til hende. Hendes hånd lå i min, og vi gik i takt langs markere som stadig var dækket af sne. Hun grinede svagt. 

“Jeg tænkte, at du selv skulle opdage det,” svarede hun grinende. Det var tydeligvis ment som en joke, og jeg opdagede, at jeg også selv grinede. “Men for at være fair, så nævnte du heller ikke at du kunne lide mudder og gamle, brugte ting.” 

Vi grinede begge to, mens vi hånd i hånd gik hen mod gården igen. Toget ville køre tyve minutter senere, og det ville tage syv minutter at gå hen til stationen. Togturen varede to timer på vejen til gården, og ville tage en halv time længere tilbage. Sådan var det, når man missede lyntoget. 

“Hvorfor valgte du egentlig det her som vores date?” spurgte hun. Jeg kunne mærke hendes øjne i siden af mit ansigt, så jeg drejede hovedet, og mine øjne mødte hendes. 

“Jeg ville lære dig at kende,” svarede jeg. Jeg var hundrede procent ærlig i mit svar. Selvom hun havde fortalt mig mange ting om sig selv i den måned vi havde set hinanden, så kendte jeg stadig ikke den rigtige Madeleine; hende under den luksuriøse facade. 

“Du lyver så meget,” startede hun seriøst ud. Jeg rynkede brynene, og var generelt forvirret. “Du ville bare se mig med mudder op til knæene,” jokede hun. Vi grinede begge to. 

 

 

Vi steg af toget på Grand Central Station, og bevægede os ud mod de fyldte gader. Jeg kiggede på mit ur, og så at klokken stadig ikke var mere end syv. “Er du sulten?” spurgte jeg hende, mens jeg allerede gik i retningen af min yndlingsrestaurant. Hun grinte, men nikkede.

Jeg var sikker på, at det måtte være nyt for hende at rende rundt i glamourøse gader og ind på fire-stjernede restauranter kun iført jeans og en skjorte, og nogle mudrede støvler. Men hun gjorde det alligevel, uden at protestere. 

“Et bord til to,” sagde jeg, da tjeneren kom hen til os. Han nikkede, og fulgte os hen til et ledigt bord ved vinduerne. Jeg trak stolen ud for Madeleine, men inden hun fik en mulighed for at sætte sig, hev tjeneren nærmest jakken af hende, for at tage den. Det samme gjorde han ved mig. 

Vi grinede begge, mens Madeleine satte sig på stolen, så jeg kunne rykke hende ind til bordet, som en ægte gentleman. Vi tog begge fat i menukortene, og gik dem igennem. 

Inden vi overhovedet gik ind, vidste jeg hvad jeg skulle have. Jeg havde en sædvanlig ting her, og flere af tjenerne kendte mig. Flere af tjenerne, som ikke kendte mig, kendte min sædvanlige bestilling. Madeleine så derimod utroligt ubeslutsom ud, men forståeligt nok. Der var mange gode retter, og endnu flere sideretter. 

“Er I klar til at bestille?” spurgte en tjener, som allerede var henne ved os igen. Vi havde siddet ved bordet i mindre end ti minutter, og allerede var en tjener henne ved os. Madeleine kiggede op på mig, og det var første gang siden vi havde taget menukortene i hånden, at hun ikke havde kigget på retterne. Hun rystede svagt på hovedet, men kun nok til at jeg kunne se det. “Nej,” svarede jeg ham, med et smil. 

Tjeneren gik væk fra os, og Madeleine pustede hårdt luften fra hendes lunger ud. Hun rettede på sit hår, og gav sig til at læse menukortet igen. “Hvad skal du have?” spurgte hun mig mumlende, uden at kigge på mig. Jeg smilede svagt. 

“Stegt andebryst med svampe, garniture og rødvinsauce som hovedret. Crème brûlée til dessert, og en Château Moulin de Mallet,” svarede jeg hende, mens jeg også kiggede ned i menukortet. “Men det her er også min yndlingsrestaurant.”

Madeleine kiggede op fra menukortet igen, men nu for at smile til mig. Jeg smilede tilbage til hende, og holdte øjenkontakten med hende. Jeg rakte ud efter hendes hånd, hvilket resulterede i, at menukortet faldt ud af hendes hænder, og nu lå på bordet. “Tak for at tage mig med herind,” sagde hun taknemmeligt. 

“Det var så lidt,” startede jeg forsigtigt ud. “Vil du have hjælp til, hvad du skal bestille?”

Sammen sad vi og kiggede på menukortet i ydeligere fem minutter, og fandt til sidst frem til, at hun ville bestille det samme som jeg ville have. Jeg prajede en tjener, og bestilte præcist det vi havde aftalt. Tjeneren nikkede, og forlod os så igen. 

Klokken nærmede sig otte, da vi fik vores mad. Det så udsøgt ud, og Madeleine endte med at være ganske tilfreds med sin bestilling. Vi fik snakket en smule mere over maden, men ikke noget som vi lærte af. 

Hun virkede som en fantastisk pige, og jeg var så utroligt fascineret af hende. Hun var ekstra, en luksuspige, sikkert utroligt forkælet og snobbet omkring de forkerte mennesker, men omkring mig var hun omsorgsfuld, sjov, ydmyg, genert, sød og absolut henrivende. 

Det gik alt for hurtigt det her. Det kunne ikke passe, at jeg allerede var ved at falde for hende, hvis ikke det allerede var sket. Hun var i mine tanker hver dag, og hver gang jeg adskilledes fra hende, tænkte jeg på næste gang vi skulle ses igen. 

“Nå, skal jeg se og få dig hjem til din bror?” spurgte jeg hende. Hun smilede, og nikkede så. “Du burde nok ikke komme på hans dårlige side første gang du møder ham,” svarede hun.

Jeg kunne ikke lade vær med at grine. “Jeg er allerede på hans gode side, Madeleine.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...