Det Alternative Univers

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 nov. 2017
  • Opdateret: 2 jan. 2018
  • Status: Igang
Er det muligt at ændre sin egen virkelighed? Det er et spørgsmål, som de fire teenagepiger Emma, Olivia, Hayley og Cherry stiller sig selv en dag midt i en kedelig fysik time. Den samtale fører til, at de efter timen opretter en Messenger-gruppe, som de kalder: Det Alternative Univers. I den gruppe skriver de, som om de lever i et alternativt univers, og de elsker alle sammen at glemme deres problemer og forsvinde ind i AU. I Det Alternative Univers lever de det perfekte liv, og de dater de kendisser, som de altid har sukket efter. Det hele er bare sjov og ballade. Indtil de en dag vågner op på den forkerte side af virkeligheden.
*Deltager i AU-konkurrencen med valgmulighed 2*

9Likes
1Kommentarer
1422Visninger
AA

8. Kapitel 7. Coffee And Confusement

 

Kapitel 7. Olivia

Coffee And Confusement

 

 

Det første jeg gjorde i morges, var at nive mig selv i armen i den tro, at jeg stadig drømte. Det andet jeg gjorde, var at gå i panik. Og det tredje jeg gjorde, var at låse mig selv inde på badeværelset. Mens jeg sidder her på Tobbers med hænderne samlet om den varme kop, er det stadig ikke gået fuldt op for mig, at jeg ikke drømmer. Da jeg i morges så mig selv i spejlet, fik jeg endnu mere lyst til at skrige. Det er ikke fordi, at jeg har ændret mig meget, men jeg har ændret mig på en enkelt nat, og det skræmmer mig. Mit før så runde ansigt er blevet skarpt og det samme er mine træk. Mine øjne er blevet dybere og mere indsigtsfulde, og min krop har udviklet sig en del. Men alle de ting skubbede jeg til side for den mest skræmmende ting, der skete i morges. Jeg vågnede op ved siden af Kit Harrington.

Jeg havde slået øjnene op og var rullet om på siden, og da så jeg lige ind i hans dybe brune øjne. Mit hoved var først eksploderet med forskellige teorier, og det var derefter, at jeg forsøgte at nive mig selv i armen for at bekræfte, at jeg drømte. Men jeg drømmer ikke. Det hele er så virkeligt, som det kan være.

Duften af kaffe smyger sig ind i min næse, og jeg ser ned på min dampende kop. Normalt drikker jeg aldrig kaffe, aldrig. Men da jeg her til morgen trådte ind på Tobbers, og den varme duft slog mig i møde, fik jeg en umindelig lyst til det. Nu har jeg siddet her en halv time og bare stirret ud i luften uden at kunne tage mig sammen til at tage mere ned en slurk eller to. Kaffen føles ikke ulækker eller malplaceret i min mund, som den plejer at gøre. I stedet er det en kærkommen smag, der fylder min mund, og den varme drik føles opkvikkende og varmer mig hele vejen igennem.

De andre piger sagde, at de ville komme så hurtigt som muligt, men ingen af dem er endnu dukket op, og det er snart en time siden, at vi afsluttede telefonsamtalen. Jo længere tid jeg sidder alene, desto mærkeligere bliver det hele for mig. Befinder vi os virkelig i vores eget opdigtede univers? Hvordan er det her overhovedet muligt?

Det sidste jeg husker er drømmen. Vi faldt alle sammen, og så var der et stærkt lysglimt og en høj lyd. Hyletonen for mine ører er blevet en smule kraftigere, end den her til morgen var, selvom jeg prøver at ignorere den.

Mit blik lander på en lille gruppe teenagere, der sidder ved et bord i den anden ende af lokalet. Ingen af dem sidder bøjet over deres telefoner, som vi altid gør. I stedet sidder de og snakker og griner af noget, som jeg ikke kan høre. De ser ud til at være et par år yngre end os, eller et par år yngre end den alder vi er i virkeligheden. Her i universet, har vi alle ændret vores alder, og måske er det derfor, at vi alle sammen ser anderledes ud. Eller jeg ved selvfølgelig ikke, om de andre har ændret sig så meget, som jeg selv har. Men i samtalen bekræftede både Cherry og Emma, at også de ser ældre ud. Så hvis vi virkelig befinder os i Det Alternative Univers, så må jeg være omkring femogtyve. Det lyder så syret. Jeg gik fra at være seksten til at være femogtyve på en enkelt nat. En enkelt fatal nat. Men i mit hoved føler jeg mig ikke spor ældre, nærmest som om min sjæl er for ung til min krop.

En høj latter fra bordet med teenagere trækker mig ud af min tankestrøm, og jeg ser atter over på dem. På en måde virker de bekendte. Måske har jeg set dem på skolen? Hvis jeg overhovedet har gået i skole i det her univers. Mit hoved er ved at eksplodere af overtænkningen, og i samme øjeblik træder Emma ind af døren. Hendes lyse hår hænger uredt om hendes skuldre, og hun har en jakke på, der ser alt for stor ud. Klokken over døren gjalder ud over lokalet, og stilheden sænker sig over teenagebordet. Emma sender mig et forvirret blik, som jeg gengælder.

”Tror I virkelig, at det er hende?” Jeg opfanger en hvisken ovre fra bordet, og mit blik lander atter på dem. De har lænet sig ind over bordet, og taler sammen som om ingen andre må høre dem. Mit blik møder igen Emmas, og så går det op for mig. Hvis vi virkelig befinder os i AU, hvilket vi snart må indse, at vi gør, så er Emma jo en verdenskendt sanger. Hendes sanger ligger i toppen af Billboard top 100, og hun spiller udsolgte shows over hele verden.

At dømme ud fra Emmas blik, har hun stadig ikke fattet, hvorfor hendes ankomst bragte denne spændte og afventende stemning med sig. Pigen bag ved kassen ser afventende på hende, og hun bestiller hurtigt noget, som jeg ikke opfanger. Bordet med teenagerne begynder igen at hviske, da Emma hænger sin, alt for store jakke, op på knagerækken og derefter kommer hen og sætter sig ved mit bord.

”Okay, Olivia du er simpelthen nødt til at forklare mig, hvad fanden der sker!” Hendes stemme er hård og kontant, og jeg betragter hendes forvirrede øjne og hendes vindbidte kinder.

”Det kan jeg ikke,” indrømmer jeg, og hendes blik bliver endnu mere opgivende.

”Nej, det regnede jeg egentlig heller ikke med.” Hun læner sig tilbage på stolen og lader et langt suk forlade sine læber. Det slår mig nu, at hun virkelig ser ældre ud. Ikke meget, ligesom jeg gør, men man kan se det. Hendes træk er blevet mere skarpe og definerede, og hendes hår et klippet kort så det går hende til lige over skuldrene. I AU besluttede hun sig for at være atten, for hun ville ikke ændre for meget ved sin alder. I virkeligheden er hun lige fyldt sytten, men virkeligheden er død lige nu.

”Du ser godt.” Emmas stemme trækker mig ud af mine tanker, og jeg møder hendes blik.

”Det gør du også, du ser ældre ud.” Min stemme lyder endda også en smule anderledes, en smule mere blød og fin.

”O.M.G!” Endnu en hvisken bryder ud ved teenagebordet, da klokken over døren annoncerer endnu en nyankommen gæst.

Hayley træder ind, og også hun ser ældre ud. Hendes hår er i modsætning til Emmas blevet længere, og hendes træk står også mere skarpe frem. I AU besluttede Hayley sig for at være omkring tyve år, så der ikke ville være så stor aldersforskel mellem hende og Tom, der er enogtyve. Desuden er hun, hvis vi befinder os i AU, verdensberømt skuespillerinde, hvilket kunne forklare, hvor teenagebordet atter går amok med hviskende stemmer.

Jeg selv i dette univers er ikke synderligt kendt for mit udseende. For jeg besluttede mig nemlig for at arbejde som professionel fotograf i universet, da det er det, som jeg drømmer allermest om at blive i virkeligheden. I universet tager jeg på spændende rejser rundt om i verden for at tage billeder, og jeg tjener gode penge, når jeg sælger mine værker til de rigtige.

Hayley dumper ned i sofaen ved siden af mig, og jeg sender hende et lille smil, som hun ikke engang prøver at gengælde. I stedet stirrer hun bare frem for sig, som er hun i en form for trance. Emma og jeg betragter hende lidt, før hun endelig rømmer sig og møder vores spørgende blikke.

”Tom Holland har lige kysset mig.” Hendes stemme er hæs, forvirret, glad og drømmende på en gang, og jeg har svært ved at udlede præcis, hvad hun synes om det.

”Det hele føles så virkeligt og uvirkeligt på samme tid. For ham virkede det helt naturligt, han lænede sig bare ind og kyssede mig.” Hayleys blik flakker imellem os, som hun beretter om hendes morgen, der lyder til at have været mindst lige så forvirrende som vores.

”Det lykkedes mig at slippe ud af huset, inden Kit rigtig nåede at snakke til mig,” fortæller jeg, og billeder af ham, der stadig bare lå i min seng, mens jeg fór rundt og prøvede at finde hoved og hale i det hele, kører rundt i mit hoved. Hans øjne betragtede mig bare kærligt, og på en og samme tid fik det mig til at rødme og væmmes.

”Harry skræmte livet af mig hele to gange, inden jeg slap væk derfra.” Emmas kinder blusser en smule op ved tanken, og jeg mærker en mærkelig følelse i min mave. Det hele er så uvirkeligt. Lige nu kunne vi lige så godt sidde i vores normale univers, for sådan her lyder vores samtaler næsten altid. Det hele er bare alt for syret.

”Hvor fanden bliver Cherry af?” Jeg ser atter ud på gaden i håb om at se hendes høje skikkelse komme mod døren, men der er endnu tomt derude.

”Hun flippede virkelig ud i telefonen,” siger Emma med eftertænksomhed i stemmen. ”Og sagde hun ikke noget med, at Ed opførte sig bekymret? Måske har hun svært ved at slippe væk derfra?”

”Jo, måske…” Jeg læner mig tilbage i sofaen og lægger igen mærke til hyletonen for mine ører.

”Havde I også en drøm?” Mit blik flakker mellem dem, og jeg ser med det samme på dem, at det havde de også.

”Ja, vi faldt.” Hayley gyser lidt ved tanken om det uigennemtrængelige mørke.

”Og der var et lysglimt.” Emma lyder lidt, som om hun først husker noget om drømmen nu.

”Og et brag,” tilføjer jeg, og de andre nikker genkendende.

”Tror I, at det var der, det skete? At det måske heller ikke var en drøm?” Hayley ser på os, og jeg nikker langsomt.

”Det er faktisk meget muligt,” siger jeg og nikker anerkendende.

Klokken over døren gjalder igennem stilheden, der har sænket sig over begge borde, og Cherry træder ind. Ved første øjekast synes jeg, at hun har ændret sig allermest, men det er måske, fordi hun i universet valgte at have pandehår, og det har hun så nu. Det er pænt, det klæder hendes ansigt og får hende til at se endnu ældre ud, end hun allerede gør. Hendes blik flakker hurtigt mellem de to border, og en lettelse lægger sig over det, da hun får øje på os. Hurtigt hænger hun sin jakke på knagerækken og går med lange elegante skridt i sine højhælede sko over til bordet. I mine øjne ser hun helt fattet ud, som om situationen slet ikke berører hende.

”Hvor blev du af?” Jeg ser på hende, da hun sætter sig på en stol ved siden af Emma.

”Ed ville ikke lade mig gå, før jeg forklarede ham, hvad der var galt,” svarer hun, og nu flakker hendes blik også på en forvirret måde.

”Og hvad fortalte du ham så?” Emma ser på hende med et skræmt blik.

”Rolig nu,” siger Cherry, da hun ser Emmas blik. ”Jeg fortalte selvfølgelig ikke noget om, at jeg fucking er i det forkerte univers. Jeg sagde bare, at Olivia og jeg har været uvenner, og at vi skulle mødes i dag:”

Alle omkring bordet åndet lettet op. Der er stadig ingen af os, der ved, hvorfor vi er her, eller hvordan vi kom her til. Og hvad der sker, hvis vi fortæller nogen, at vi ikke hører til her, ved vi overhovedet ikke.

”Godt, men nu hvor vi alle er her, synes jeg vi skal prøve at finde ud af, hvad der foregår.” Min stemme lyder stærkere, end jeg føler mig, og de andre nikker.

”Vi kan starte med at lave en liste over, hvad vi ved,” forslår Cherry og trækker en blok og kuglepind og ad sin skuldertaske.

”God ide.” Hayley ser rundt på os, men hun kommer ikke med nogen forslag til, hvad vi egentlig ved. Cherry sætter kuglepinden til papiret og skriver med flotte tydelige bogstaver: Hvad vi ved:

”Okay, så er vi enige om, at vi må befinde os i AU?” Jeg ser rundt på de andre piger, der uden at tøve nikker.

”Ja, helt bestemt.” Cherry er allerede i gang med at skrive ned.

”Vi havde alle sammen en drøm om, at vi faldt,” siger Hayley, og Cherry ser op fra blokken med et hurtigt ryk.

”Havde I også sådan en drøm?” Hendes stemme er en smule hæs, og vi andre nikker.

”Alle sammen,” siger jeg, og Cherry bøjer sig igen over blokken, hvor kuglepinden udformer ordene: Drøm om fald. Så ser hun atter på os, men der er blevet stille omkring bordet. For hvad ved vi egentligt mere? Jeg gransker min hukommelse, men det meste, der er tilbage, er minder om forvirring og atter forvirring.

”Måske skal vi gå videre til, hvad vi ikke ved?” Cherry ser spørgende på os.

”Ja, den liste bliver nok lidt længere,” siger Hayley tørt, og selvom vi plejer at grine af hendes tørre humor, så er der ingen, der griner nu. Men plejer er også død. Ingenting er, som det plejer.

”Vi ved ikke, hvorfor vi er her,” siger jeg med det samme, og Cherrys hånd udformer ordene på papiret. ”Eller hvordan vi kom hertil.”

Cherry kommer på overarbejde, da tingene vi ikke ved hagler ned over hende. Vi ved ikke, hvordan vi skal komme tilbage, eller om vi kan komme tilbage. Vi ved ikke, hvad der sker, hvis vi fortæller nogen, at vi ikke hører til her. Vi ved ikke, hvor vores forældre er. Det er aldrig noget, som vi har tænkt over, når vi skriver i universet. Vi er alle sammen flyttede hjemmefra, og vi ser aldrig vores forældre. Så nu, hvor vi sidder inde i universet, aner vi ikke engang, hvor de er. Da Cherry har skrevet listen færdig, ser hun op.

”Der er noget mere, der undrer mig,” siger hun, og vi læner og alle lidt frem for at høre, hvad hun har at sige.

”Det seneste vi skrev i Universet var, at jeg var på tour med Ed, men alligevel vågnede jeg op i min egen lejlighed, og Ed var der også.” Cherry lader blikket glide over os alle sammen, som om hun håber på, at vi alle sammen kan komme med en forklaring.

”Måske…” Hayley rømmer sig lidt. ”Måske er det, fordi vi skal være sammen? Måske skal vi klare noget sammen?”

Der bliver igen stille rundt om bordet, mens vi alle sammen lader hendes ord suge ind i os. Måske har hun egentlig fat i noget, men hvad skal vi klare?

”Men hvad skal vi klare?” Jeg ser rundt på dem, og de trækker alle på skuldrene. Igen bliver der stille omkring os, og hyletonen for mine ører tager til.

Inden nogen af os igen når at sige noget, er der en stemme bag Cherry og Emma, der rømmer sig. Vi vender alle blikket mod to piger, der højest sandsynlig har siddet ved teenagebordet.

”Øhm…” Den ene pige rømmer sig lidt, og rødmen stiger op i hendes kinder, da hun ser på Emma og derefter på Hayley. ”Vi tænkte på, om vi måtte få taget et billede med jer to?” Genert gør hun en lille gestus med hovedet mod Emma og Hayley, og de ser begge to forvirret på hinanden. Der er stadig ingen af dem, der helt har forstået, at de, i dette univers, er verdenskendte.

”Jo… øhm okay,” siger Emma tøvende og rejser sig fra stolen.

De to piger ligner nogen, der er ved at dø over, at de rent faktisk står snakker med deres idoler. Cherry og jeg sidder bare og ser på, mens de begge to stiller op til en selfie hos hver af pigerne. Emma ligner, på den ene side, en, der ikke aner, hvad hun skal gøre af sig selv, men på den anden side, ligner hun en, der har været kendt hele sit liv. Hayley ved bare ikke, hvad hun skal gøre af sig selv. Efter lang tid takker pigerne for billederne og forsvinder ud på gaden til resten af den lille gruppe, der står derude og venter på dem.

”Så hvad gør vi nu?” Cherry ser på os alle sammen, da de to andre har fået sat sig igen.

”Det ved jeg virkelig ikke,” siger Emma, der stadig har røde kinder efter det akavede møde med hendes fans, som hun ikke engang vidste, at hun havde.

”Har vi andet valg end bare at prøve at leve så normalt, som vi nu kan?” spørger jeg.

”Leve normalt?” Emma lyder, som om jeg lige har stukket hende en syngende lussing eller sådan noget. ”Jeg kan ikke bare tage hjem og lade som om, det er normalt, at Harry fucking Styles er der!” Hendes stemme er skinger, og hun får igen røde kinder.

”Jeg ved godt, at det lyder svært, men vi har ikke andre alternativer,” siger jeg med rolig stemme i håb om, at hun falder en smule ned. ”Vi må bare prøve at opføre os så naturligt som muligt.”

”Du mener lade, som om vi er forelsket?” Cherry ser på mig, som om jeg forslår noget helt sindssygt.

”Ja, er det ikke det, som vi har gjort de sidste otte måneder inde i universet?” Jeg ser spørgende på dem, og Cherry, der ellers havde åbnet munden for at sige noget, klapper i igen. En tid er der helt stille blandt os.

”Men det var over en skærm, det var ikke virkeligt,” siger Hayley.

”Nej, det ved jeg, men du kan ikke fortælle mig, at du aldrig har følt dig forelsket i det, som dig og Tom har sammen i universet.” Mit blik viger ikke fra hendes, skønt hendes flakker en smule.

”Nej, du har ret, jeg er virkelig forelsket i det vi har.” Hun ser på mig.

”Så må vi vel prøve at bygge lidt på det. Træk på de følelser I havde, når I sad med telefonen og skrev jeres romanerne. Bare indtil vi finder ud af, hvad vi skal gøre.” Det bliver mine sidste ord i diskussionen, da en bil i det samme dytter udenfor, og jeg kan se, at det er Kit.

Det giver et mærkeligt sug i min mave, da han vinker til os gennem vinduet. På den ene side føles det så bekendt, når jeg ser på ham, og på den anden side er det så mærkeligt. Hele den her situation er mærkelig. Vi lever i vores eget opdigtede univers! Og vi hører ikke til her.

 

Messenger-gruppe Det Alternative Univers

12:09 Ingen nye beskeder.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...