Det Alternative Univers

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 nov. 2017
  • Opdateret: 2 jan. 2018
  • Status: Igang
Er det muligt at ændre sin egen virkelighed? Det er et spørgsmål, som de fire teenagepiger Emma, Olivia, Hayley og Cherry stiller sig selv en dag midt i en kedelig fysik time. Den samtale fører til, at de efter timen opretter en Messenger-gruppe, som de kalder: Det Alternative Univers. I den gruppe skriver de, som om de lever i et alternativt univers, og de elsker alle sammen at glemme deres problemer og forsvinde ind i AU. I Det Alternative Univers lever de det perfekte liv, og de dater de kendisser, som de altid har sukket efter. Det hele er bare sjov og ballade. Indtil de en dag vågner op på den forkerte side af virkeligheden.
*Deltager i AU-konkurrencen med valgmulighed 2*

9Likes
1Kommentarer
1434Visninger
AA

7. Kapitel 6. Wrong Universe

 

Kapitel 5. Emma

Wrong Universe

 

 

Jeg vågner til lyden af fuglesang udenfor vinduerne, og jeg slår øjnene op. En mærkelig ringen lyder for mine ører, som om jeg har hørt en meget høj lyd kort tid forinden. Måske er det bare på grund af den høje musik, som vi spillede i går. Der går lidt tid, før det går op for mig, at jeg ligger i min egen seng på mit værelse i stedet for i stuen sammen med pigerne. Vinduet står åbent, og de hvide blondegardiner danser let i vindens brise, der bærer fuglesangen med sig. Det er koldt i værelset, da jeg sætter fødderne mod trægulvet, mærker jeg kuldegysningerne krybe mig om kroppen. Jeg rejser mig og går med det samme hen til vinduet for at lukke det. Det glider på plads med et klik, og lyden af fuglesang bliver svagere, næsten som når man hører noget under vand.

”Er du allerede oppe?” En dyb og hæs stemme bryder stilheden, og jeg spjætter forskrækket. Mit blik søger kilden til lyden, og det lander på min seng. I sengen ligger en mand, som jeg kender alt for godt. Han har langt brunt hår, der hænger i utæmmede krøller omkring hans ansigt, hans øjne er krystalgrønne og smilende, og hans træk er skarpe og smukke. Det kan ikke være sandt. Det er Harry freaking Styles. Det går hurtigt op for mig, at jeg drømmer. Det sidste jeg kan huske er, at jeg faldt i søvn sammen med pigerne nede i stuen, så det her kan ikke være andet end en drøm, vel?  Jeg griner lidt af mig selv, hvordan kunne jeg nogensinde forstille mig andet? Er det ikke noget med, at man skal nive sig i armen, når man drømmer? Jeg rækker ned og niver mig hårdt i armen. En svigende smerte breder sig, og jeg skynder mig at lade være. Er det ikke meningen, at man ikke skal kunne mærke noget, når man drømmer?

Mit blik møder atter de krystalgrønne øjne, der ser mærkeligt på mig, sikkert undrende over, at jeg bare står og kigger.

”Drømmer jeg?” Det er sådan et mærkeligt spørgsmål at stille, men mit hoved er så forvirret, at jeg ikke kan finde på andet at sige.

”Det håber jeg da ikke, du gør?” Harry smiler skævt, og hans hæse stemme fylder mine ører. Jeg står fortsat bare og stirrer på ham, og jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv. Det kan da ikke passe det her, det må ikke passe. Hvad fanden er det, der sker?

”Er du okay, Emma?” Harrys stemme lyder bekymret, og han gør mine til at rejse sig. På en eller anden måde virker hans stemme både fremmed og bekendt, og det er mærkeligt. Jeg begynder at gå i panik. Det hele føles så virkeligt, og jeg kan ikke lide det. Den mærkelig ringen for mine ører bliver en smule stærkere, og jeg tager mig til hovedet.

”Jeg har det fint!” skynder jeg mig at sige, før jeg skynder mig ud af døren til værelset for at komme ud på badeværelset. Jeg låser hurtigt døren efter mig og vender mig mod spejlet. Mit blik møder spørgende mit gennem spejlet. Jeg ligner ikke mig selv, synes jeg. Mine træk er mere skarpe, mine øjne dybere, mit hår kortere og min krop mere udviklet. Generelt ser jeg bare ældre ud. Det her må seriøst være en drøm, hvad fanden er der ellers sket med mig? Jeg griber om porcelænshåndvasken og klemmer den så hårdt, at mine knoer bliver hvide. Mit hoved føles, som om det skal til at eksplodere med de mange tanker, der suser rundt derinde, og hyletonen for mine ører er næsten øredøvende.

”Emma, din telefon ringer!” Harrys stemmer overdøver hyletonen, og jeg ser mod døren, som jeg egentligt ikke har særligt meget lyst til at åbne. Alligevel griber jeg om håndtaget og trykker ned. Først vil den ikke åbne, og jeg er lige ved at gå i panik, da det går op for mig, at jeg mangler at låse den op. Jeg plejer aldrig at låse døren herhjemme. Mine fingre fumler med låsen, og jeg får den endelig op. Døren svinger til side, og på den anden side står Harry med min telefon i hånden. På grund af min store forvirring tager jeg bare telefonen og lukker derefter bare døren til badeværelset igen. På skærmen står der, at der er en gruppesamtale i gang i messenger-gruppen Det Alternative Univers. Jeg skynder mig at trykke deltag og føre telefonen op til øret.

”Piger, hvad fanden sker der?” Min stemme ryster en smule, da jeg spørger.

”Jeg har absolut ingen ide, men ud fra din reaktion regner jeg ved, at du også vågnede på den forkerte side af sengen.” Olivia lyder ikke mindre forvirret end jeg gør, men hun har kontrol over sin stemme i modsætning til mig.

”Øh, jeg vågnede med en fremmede mand i min seng!” udbryder jeg, og selvom at sådan en kommentar normalt ville have fået os til at knække sammen er grin, så er der ingen i samtalen, der griner.

”Det gjorde jeg også!” Cherry bryder ind.

”Også mig,” siger Hayley.

Mit hjerte begynder at banke så hurtigt, at jeg er bange for, at det skal falde ud af mit bryst.

”Hvad er der sket?” spørger jeg igen, da ingen af dem indtil videre har svaret på mit spørgsmål.

”Jeg har ingen ide,” siger Cherry. ”Det sidste jeg husker er, at jeg faldt i søvn sammen med jer, og da jeg vågnede, var jeg pludselig hjemme i min egen seng,”

Det hele er så uvirkeligt, at jeg næsten ikke kan stå på mine ben. Jeg føler mig så overvældet, og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv.

”Piger, vi ved jo inderst inde godt, hvor vi er.” Hayley lyder, som om hun helst ikke vil sige det. Som om hun er bange for at lyde skør. Men lige nu skal der meget til i mit hoved at lyde skør. På den anden side af den dør står mit største kendiscrush og er bekymret for mig.

”AU,” hører jeg mig selv sige, og jeg er sikker på, at de andre piger nikker, for der bliver helt stille i samtalen et kort øjeblik.

”Har I også…” Cherry tøver. ”Har I også ændret jer?”

”Ja,” siger jeg. ”Jeg ser… ældre ud.”

”Det gør jeg også, meget endda!” Olivia lyder næsten skræmt.

”Tror I vi har fået samme alder, som vi sagde, at vi var i universet?” Hayleys stemme er fjern, som om hun har lagt telefonen fra sig.

”Det ville ikke overrasket mig, hvis vi virkelig befinder os i AU,” siger jeg og ser atter på mig selv i spejlet.

”Vi er nødt til at mødes og snakke om det her, piger!” Olivia lyder helt klar i sin stemme, som om hun slet ikke er påvirket af hele situationen. Måske er det ikke gået op for hende endnu, at vi befinder os i det forkerte univers.

”Tobbers, så hurtigt som muligt!” Cherry lyder næsten panisk, og der lyder nogle stemmer i baggrunden på hendes linje.

”Men hvordan slipper vi udenom vores… øhm,” jeg ved ikke, hvordan jeg skal omtale Harry. I virkeligheden, eller ikke i virkeligheden i AU, som nu er virkeligheden, er han jo min forlovede. Men i min rigtige virkelighed er han en verdensstjerne, der ikke engang ved, at jeg eksisterer.

”Vi må finde på noget, jeg er nødt til at løbe, jeg har låst mig inde på toilettet, og Ed opføre sig bekymret.” Cherry snakker hurtigt, som om hun ikke kan vente med at lægge på og komme ud af sin lejlighed.

”Okay, vi ses piger. Så hurtigt som muligt!” Olivia lægger på som den første, derefter lægger jeg på.

Jeg har på ingen måde lyst til at forlade badeværelset, og jeg kaster endnu et blik på mig selv i spejlet. En kuldegysning kryber om mine skuldre, og jeg ryster en smule. Hvad fanden er der sket med os? Efter noget, der føles som en evighed, hvor jeg bare står og betragter mig selv i spejlet, får jeg endelig taget mig sammen til at forlade badeværelset. På den anden side af døren venter Harry.

”Hvad handlede det lige om?” spørger han med et skævt smil på læben. Jeg forsvinder lidt ind i hans krystalgrønne øjne, der spørgende betragter mig.

”Øhm… Cherry har et problem, og øhm… vi skal mødes om lidt. Lang historie!” Ordene vælter ud af min mund i usammenhængende stimer, og jeg mærker rødmen stige op i mine kinder. Her står jeg så, i mit nattøj, og ydmyger mig foran en verdensstjerne.

”Har du brug for et lift?” Han lægger hovedet lidt på skrå, som om han prøver at gennemskue, hvad der går af mig, men jeg ryster hurtigt på hovedet.

”Nej, jeg går bare, det er fint.” Knap har jeg afsluttet sætningen, før jeg rastløst bare går fra ham og ind på mit værelse for at finde noget tøj. Først nu lægger jeg mærke til, at værelset slet ikke ligner sig selv. Alle fire vægge er malet helt hvide, hvor de to af dem før var blå, og alle mine plakater med inspirerende citater er væk. Sengen er den samme dobbeltseng som altid, men lagnerne er flotte hvide og ser nyvaskede ud. Normalt skifter jeg ikke sengetøj mere end en gang i måneden. Jeg skynder mig hen til min kommode, der udenpå ligner sig selv, men indeni på ingen måde gør. Alt mit gamle tøj, som jeg har købt billigt i en genbrugsbutik eller i H&M er væk og er erstattet af dyre mærkevarer. Calvin Klein, Marc Jacobs, Channel alle de dyre mærker, som jeg aldrig før har gidet at bruge penge på. Men på trods af alt det overdådige tøj griber jeg bare hurtigt et par jeans, en bh og en stor hoodie.

Jeg skifter bare inde på værelset, fuldstændig som jeg plejer, og da jeg er ved at trække hoodien over hovedet som det sidste, mærker jeg et par hænder på min talje. Jeg er lige ved at skrige, da jeg allerede havde glemt alt om Harry, men jeg nøjes med bare forskrækket at spjætte lidt.

”Wow, undskyld. Det var ikke meningen at forskrække dig.” Harrys stemme er hæs og blide, og jeg kan mærke hans lange krøller kilde på min kind. Alligevel river jeg mig hurtigt ud af hans greb og vender mig om for at se på ham. Han har et skævt smil siddende i mundvigen. Det forbandende skæve smil, der gør mig helt rød i hovedet og blød i knæene.

”Det er okay,” siger jeg bare og fortaber mig endnu engang i hans grønne øjne. Men jeg har ikke tid til at stå og stirrer, jeg skal mødes med de andre og finde ud af, hvad fanden der foregår. Så jeg griber hurtigt min telefon og min håndtaske, der ligger på dens sædvanlige plads, og så forsvinder jeg ud fra værelset og hele vejen ud af huset. Jeg når lige at gribe en tilfældig jakke fra stumtjeneren i gangen, før jeg smækker hoveddøren efter mig.

Den kølige efterårsluft slår mig i møde, og jeg suger den grådigt ned i mine lunger. Som om den friske luft måske kan rense noget af forvirringen ud af min krop. Men nej. Ikke engang solen, der blid skinner ned mellem de orange blade på træerne, kan berolige mig bare en lille smule. Jeg er ved at gå fuldstændig i panik. Alting herude ligner sig selv, men ingenting i det her univers er som det plejer at være. Jeg er ikke engang selv, som jeg plejer at være, og det skræmmer mig.

Uden at have nogen som helst kontrol over mig selv begynder jeg bare at gå. Jeg tager skovstien ind mod byen, og der ligner alting også sig selv. Men intet er som det plejer, det er som om at selve luften i det her univers er anderledes. Som om vindene bærer noget andet med sig, når de blidt blæser mit hår til side fra mit ansigt. Jeg føler mig ikke velkommen her, jeg føler mig malplaceret. Jeg føler, at jeg står i den forkerte ende af virkeligheden.

 

Messenger-gruppe Det Alternative Univers

// 08:37 Ingen nye beskeder. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...