Det Alternative Univers

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 nov. 2017
  • Opdateret: 2 jan. 2018
  • Status: Igang
Er det muligt at ændre sin egen virkelighed? Det er et spørgsmål, som de fire teenagepiger Emma, Olivia, Hayley og Cherry stiller sig selv en dag midt i en kedelig fysik time. Den samtale fører til, at de efter timen opretter en Messenger-gruppe, som de kalder: Det Alternative Univers. I den gruppe skriver de, som om de lever i et alternativt univers, og de elsker alle sammen at glemme deres problemer og forsvinde ind i AU. I Det Alternative Univers lever de det perfekte liv, og de dater de kendisser, som de altid har sukket efter. Det hele er bare sjov og ballade. Indtil de en dag vågner op på den forkerte side af virkeligheden.
*Deltager i AU-konkurrencen med valgmulighed 2*

9Likes
1Kommentarer
1437Visninger
AA

12. Kapitel 11. Watching You

 

Kapitel 11. Olivia

Watching You

 

 

For anden gang i mit liv vågner jeg næste morgen ved siden af en fremmed mand. Eller så fremmed kan han jo ikke længere være. Vi snakkede rigtig meget i går, efter han kom og hentede mig på Tobbers. Og egentlig føles det lidt, som om jeg har kendt ham i mange år i stedet for kun at have kendt ham i et døgn nu. Jeg ligger lidt og betragter Kit, der stadig ligger og sover. Hans regelmæssige åndedræt fylder mine ører og blander sig med hyletonen, der stadig lyder uafbrudt, skønt den er blevet svagere, end den i går var.

Jeg havde på en måde håbet, at jeg ville vågne tilbage i min egen virkelighed. Jeg endte her i universet ved at sove, måske jeg kunne været komme væk herfra ved at sove? Det var en håbefuld teori, og den var ikke sand. For her ligger jeg og betragter min kæreste, som jeg knap nok kender. Nogle af hans halvlange krøller er faldet ned i hans ansigt, og de dybe brune øjne er endnu lukket i. Uden at tænke over det rækker jeg min hånd frem og stryger blidt hans brune krøller til side, så jeg har frit udsyn til hans ansigt. Hurtigt bider jeg mig selv en smule i læben. Den måde hvorpå min krop nærmest tager beslutninger for mig, før min hjerne gør, irriterer mig, og jeg er nødt til at minde mig selv om, at jeg skal bevare selvkontrollen hele tiden. Som om jo længere tid jeg er her, desto svære bliver det at bevare overblikket over, hvilke følelser, der er ægte, og hvilke følelser AU bringer frem i mig. Lysten, der sidder i mine læber, efter at kysset Kit, den følelse er helt sikkert frembragt af AU, og jeg kæmper mod den med al min styrke.

Før jeg når at gøre noget dumt, rejser jeg mig hurtigt fra sengen og forsvinder lydløst ud på badeværelset for ikke at vække Kit. Jeg har brug for at være sammen med pigerne igen, for når jeg ikke er sammen med dem, glemmer jeg at tænke. Jeg gør bare det, som falder mig ind, og de ting bliver efterhånden flere og flere. Når de ikke er i nærheden glemmer jeg, hvorfor jeg egentlig er her. Men problemet er, at det ved jeg ikke. Jeg aner ikke, hvorfor fanden jeg er her.

Jeg betragter mig selv i spejlet, mens jeg hurtigt skifter ud af mit nattøj. Mit lange mørkebrune hår sidder sat op i en rodede knold, og der hænger flere totter ned omkring mit blege ansigt. Siden hvornår er jeg blevet så bleg? Jeg plejer altid at være gyldenbrun hele året rundt. De andre piger er altid meget jaloux på det. Hurtigt glider jeg ned i et par sorte jeans og trækker en sweater over hoved, før jeg igen låser døren til badeværelset op. Et hurtigt blik ind i soveværelset bekræfter, at Kit stadig sover, og jeg beslutter mig for bare at efterlade en lille seddel, som han kan se, når han engang vågner. Lige nu har jeg bare brug for at komme langt væk fra ham og fra de mærkelige valg min hjerne tager for mig, når jeg er i nærheden af ham.

Det føles, som om en vægt bliver løftet af mine skuldre, da jeg træder ud i opgangen og styrter ned af trappen for at komme væk fra Kit så hurtigt som muligt. Den friske, fugtige luft slår mod mine kinder, da jeg endelig kan skubbe døren til side. Regnen, der eller har hærget byen kraftigt i nat, er stilnet af, og er blevet erstattet af en let støvregn. I min hast har jeg selvfølgelig glemt en paraply, men jeg er ligeglad. Jeg magter ikke at gå tilbage op i lejligheden og risikere at støde ind i Kit.

De andre piger, har jeg ikke hørt fra, men jeg går ud fra, at jeg bare skriver til dem, når jeg finder ud af, hvor jeg er på vej hen. Gågaden er meget let befolket på sådan en tidlig morgen, og det går op for mig, at jeg faktisk ikke aner, hvad klokken er. Solen er stået op, så jeg går ud fra, at klokken er over syv. For her i det mørke efterår står solen jo ikke op før halv otte.

Mit hoved koger, da jeg hele natten har prøvet at finde ud af, hvad jeg laver her, hvad vi laver her, og hvordan vi nogensinde skal komme væk herfra igen. Jeg føler mig ikke tilpas her, og en tanke, der hjemsøger mig gang på gang, er, hvad der er sket med os i det normale univers? Kom Bellas forældre bare hjem og fandt os sovende på gulvet? Er vi helt forsvundet? Går tiden i det virkelig univers overhovedet, mens vi befinder os her? Alle spørgsmålene får snart min hjerne til at koge over, og jeg kan ikke finde svar på et eneste af dem.

Et øjeblik stopper jeg op, da jeg er kommet til enden af gågaden, og ikke ved, hvor jeg nu skal gå hen. Jeg beslutter mig for at skrive til pigerne. Vi har brug for at snakke sammen, måske vi sammen kan regne ud, hvordan vi kommer væk herfra. På en måde virker det morsomt for mig, at jeg skriver til dem via AU-gruppen. Jeg ved ikke, om det bare er mig, men det er da morsomt.

Mrs. Harrington: Piger, jeg ved ikke, om I er oppe endnu, men vi skal mødes!

Hurtigt trykker jeg på send og lader telefonen glide tilbage i min lomme, så den ikke løber tør for strøm på grund af den stadig bidende kulde. Jeg begraver mine hænder dybt i mine lommer, da jeg efterlod mine handsker hjemme i lejligheden. Typisk mig. Både AU-mig og den virkelig mig, hvis der så overhovedet er en forskel imellem os.

Jeg beslutter mig for at tage ud til Emma, hvorfor, ved jeg ikke, men mine ben bevæger sig bare i retning af skovstien, der fører ud til hende og hendes forældres gård. Eller nu er det jo kun hendes. Eller hende og Harrys. Jeg tager mig forvirret til hovedet. Nogle gange skal jeg stoppe med at overtænke så meget. Det var stressende nok, da jeg stadig bare var i den virkelige verden, men her, hvor alting er så forvirrende, er det hundrede gange mere stressende.

Normalt, når jeg går på skovstien, kan jeg ikke gå der uden at stoppe op og tage billeder. Men jeg føler ikke for det i dag, hvilket er første gang i flere år. Skønheden i alting virker fordrejet her, som om jeg ikke rigtig kan se den, lige meget, hvor meget jeg prøver. Selvom alting ligner sig selv, så er det hele så anderledes.

En gren knækker et sted inde i skoven, og jeg farer forskrækket sammen, da lyden trækker mig ud af mit store tankespind. Mit blik søger skovbunden efter svar på, hvad der har forsaget lyden, men jeg får intet svar. I stedet lægger følelsen af at blive betragtet sig over mig, og jeg sætter med vilje farten en smule op. Selvom jeg normalt ikke er bange for at gå i skoven alene i dagslys, ved jeg ikke, hvad der kan vente mellem træerne i dette univers. Her er alting jo meget mere dramatisk. Med hurtige skridt går jeg gennem skoven, og jeg ser mig af og til tilbage, bare fordi, at følelsen af at blive betragtet ikke vil efterlade mit hoved. Endnu engang bekræfter mit hurtige kig tilbage, at stien bag mig endnu er tom, men da jeg igen vender hovedet mod stien forlader et skrig mine læber.

Foran mig, som sprunget ud af den blå luft, står Emma. Hun skriger også ved lyden af mit skrig, og vi tumler begge to en smule baglæns, mens vi roder rundt i de mange visne blade.

”Hvad fanden laver du her?” Min stemme er helt skinger af forskrækkelse, og jeg ser på Emma, der ser en smule brødebetynget ud.

”Jeg ved det ikke,” siger hun og ser på mig. ”Det føltes næsten, som om jeg gik i søvne eller sådan noget. Som om, jeg ikke styrede min egen krop.”

Hendes blik er vildt forvirret, og derfor tvivler jeg ikke et sekund på hendes ord. Desuden ved jeg alt for godt, hvad hun snakker om. Måske har vi alle sammen den følelse af at blive styret af noget andet end vores frie vilje.

”Hvad laver du her?” Nu ser hun spørgende på mig, og jeg må indrømme, at jeg heller ikke rigtig ved det.

”Jeg måtte vel bare væk fra lejligheden,” siger jeg, men jeg mener i virkeligheden, at jeg måtte væk fra Kit.

Et øjeblik står vi bare og betragter hinanden lidt, som om vi stadig ikke helt har vænnet os til, hvordan vi nu ser ud.

”Olivia, vi er simpelthen nødt til at komme væk herfra.” Emma ser på mig med et blik, som jeg har svært ved at tyde. Alligevel nikker jeg.

”Jeg er helt enig,” siger jeg. ”Tænk, at vi troede, at det ville være som et paradis at leve i AU.” Et lille hånligt grin undslipper mine læber.

”Ja, tænkt.” Emma ser en smule tænkende ud. ”Men måske er det et paradis for de alternative versioner af os?” Hun ser på mig, og jeg nikker langsomt.

”Måske.” Er det eneste jeg siger. Mere kan jeg ikke rigtig finde på.

Igen knækker en gren et sted i skovbunden, og kuldegysningerne kryber om mine skuldre, da følelsen af at blive betragtet vender tilbage. Atter gennemsøger mit blik skoven, men jeg finder stadig ingen svar på, hvad der forsager lydene.

”Hørte du det også?” Emmas blik er pludselig blevet opmærksomt, og hendes øjne scanner også skoven omkring os.

”Ja…” Mit blik følger hendes, men ingen af os finder svar. Emma gyser.

”Måske vi skulle gå hjem til mig?” Hun ser på mig, og hun ser ud til at være ivrig efter at komme så langt væk fra den her skov som muligt. Det er heller ikke, fordi jeg er meget imod den ide.

”Jo, jeg får myrekryb af at være her,” skynder jeg mig at sige.

Vi går arm i arm tilbage mod Emmas hus, men jeg føler stadig, at jeg bliver betragtet, og jeg kan ikke ryste følelsen af mig.

Emma rømmer sig lidt.

”Gør du også…” hun tøver lidt. ”Gør du også ting uden at tænke over dem?” Jeg ser på hende og stopper et kort øjeblik op.

”Ja,” siger jeg. ”I starten var det bare indfald, men det bliver værre og værre, jeg føler mig næsten som-”

”Som en dukke.” Emma afbryder mig og færdiggøre sætningen, før jeg selv får chancen. En smule tøvende nikker jeg genkendende til hendes ord, og vi begynder igen at gå.

”Der må da være nogen her, der ved, hvorfor vi er her.” Emma ser tænksomt frem for sig, da hun siger det, og jeg nikker genkendende.

”Det ville være endnu mere ulogisk, end alting allerede er, hvis der ikke er en, der kan forklare os noget mere om det her.” Jeg har altid godt kunne lide, når ting har en logisk forklaring, ligesom alting har en mening. Lige nu giver intet af det her mening, men det skal vi have det til.

”Vi ved, at vi ikke høre til her, fordi vi opfandt AU,” siger Emma.

”Ja?”

”Men hvad hvis vi ved, at vi ikke høre til her, fordi vi ved, hvad AU er?” Hun stopper igen om, som om et lys er gået op for hende.

”Jeg kan altså ikke helt følge med? Er det ikke det samme? Det er kun os, der ved, hvad AU er, ikke?” Med det samme jeg har sagt sætningen, slår det mig. Nej, det er ikke kun os fire, der ved, hvad AU er. Jeg ser hurtigt på Emma, og præcis samtidig udbryder vi.

”Anette!” Vores stemme lyder i kor, og vi ser på hinanden med opspilede øjne. Vores klasselærer Anette. Vi fortalte hende om AU. Hvis vores teori passer, så ved hun også, at hun ikke høre til her, og måske endda hvorfor vi er her.

”Jeg ringer til de andre.” Emma hiver hurtigt sin telefon op af lommen, og få sekunder efter ringer min, fordi hun har startet en gruppesamtale i Det Alternative Univers.

”Piger, vi skal mødes, nu!”

 

Messenger-gruppe Det Alternative Univers

//07:12 Gruppesamtale startet.  

________________________________________

Kom lige ind i en rigtig god skrivestemning, så jeg har et kapitel mere klar inden konkurrencen slutter. Faktisk tror jeg, at jeg har hele to kapitler mere klar, hvis jeg er rigtig heldig. Så det er ikke det sidste, I har hørt til denne historie endnu.

- Emilie $  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...