Det Alternative Univers

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 nov. 2017
  • Opdateret: 2 jan. 2018
  • Status: Igang
Er det muligt at ændre sin egen virkelighed? Det er et spørgsmål, som de fire teenagepiger Emma, Olivia, Hayley og Cherry stiller sig selv en dag midt i en kedelig fysik time. Den samtale fører til, at de efter timen opretter en Messenger-gruppe, som de kalder: Det Alternative Univers. I den gruppe skriver de, som om de lever i et alternativt univers, og de elsker alle sammen at glemme deres problemer og forsvinde ind i AU. I Det Alternative Univers lever de det perfekte liv, og de dater de kendisser, som de altid har sukket efter. Det hele er bare sjov og ballade. Indtil de en dag vågner op på den forkerte side af virkeligheden.
*Deltager i AU-konkurrencen med valgmulighed 2*

9Likes
1Kommentarer
1426Visninger
AA

11. Kapitel 10. Marionettes

 

Kapitel 10. Emma

Marionettes

 

 

Mørket er faldet over byen tidligt på aftenen, og jeg ser ud af vinduet på, hvordan skyggerne kaster sig over landskabet.

Duften af kylling breder sig i huset, fordi Harry står i køkkenet, og laver mad til os. Når han er i nærheden af mig, føles det på en måde forkert og rigtigt. Selvom det føles, som om min hals snører sig sammen, når han er i nærheden af mig, er det, som om jeg ikke kan styre min egen krop. Min stemme lyder stærkere, end den føles, og jeg gør ting helt naturligt uden at tænke over det. Som at tage hans hånd, eller endda at kysse ham.

Siden jeg mødte min mor i supermarkedet, har jeg haft det mærkeligt. Den måde hun bare så på mig, som om jeg helt seriøst var sluppet ud fra den lukkede, fik mig til at føle mig svimmel og malplaceret. Og Olivias ord giver genlyd i mit hoved. Vi eksisterer ikke, det er en anden version af os, der gør det. En alternativ version! Det løber mig koldt ned ad ryggen ved tanken om det. For vi er alle sammen ret sikre på, at Olivia har ret. Men hvis vi ikke eksisterer, hvad laver vi så her? Og hvor er de andre versioner af os?

”Emma?” Harry står i døren og betragter mig, da jeg med et sæt vender blikket imod ham. Igen flyver sommerfuglene rundt i min mave, da mit blik møder hans, men samtidig får jeg en klump i halsen af at se på ham. Han har vippet hovedet lidt på skrå, og hans kæbeben står skarpt frem.

”Ja?” svarer jeg, før jeg overhovedet ja tænkt over det.

”Hvad tænker du på?” Hans spørgsmål hænger lidt i luften mellem os, før jeg helt forstår, at han egentligt spørger mig. Mere end noget andet har jeg lyst til at fortælle ham, hvad jeg egentlig tænker på. Fortælle ham, at jeg ikke er den pige, som han er forelsket og forlovet med. At jeg faktisk ikke aner, hvad jeg laver her. Men jeg lovede de andre, vi lovede alle sammen, at vi ville prøve at leve normalt, og at vi ikke ville fortælle nogen, at vi ikke hører til her. Jeg mærker hans krystalgrønne øjne betragte mig, men jeg føler mig stadig ude af stand til at svare på hans spørgsmål. Skønt jeg egentlig ikke kender ham overhovedet, føler jeg stadig ikke, at jeg kan lyve for ham. For i hans øjne er jeg, trods alt, den pige, han elsker.

”Det hele,” siger jeg bare kort for hovedet, og de grønne øjne betragter mig en smule dybere.

”Det lyder lidt, som om du har meget i hovedet lige nu.” Hans hæse stemme fylder mine ører, og han kommer hen til mig og tager mine hænder. Jeg sidder stadig i den brede vindueskarm, og han står så tæt på mig, at jeg kan mærke hans kropsvarme blande sig med min egen.

I stedet for at svare ham nikker jeg bare, og tygger lidt i min underlæbe, som jeg altid gør, når jeg føler mig en smule utilpas. Han klemmer blidt mine hænder mellem sine, og jeg løfter mit blik for at møde hans. Selvom jeg ikke havde lyst til det. De krystalgrønne øjne gør mig blød i knæene, og får mig til at gøre ting, som jeg aldrig før har gjort, og jeg hader det. Men på den anden side kan jeg ikke tvinge mig selv til at se væk.

”Det skal nok blive okay igen.” Et øjeblik føler jeg alt farven forsvinde fra mine kinder. Ved han godt, at jeg ikke er mig selv?

”Øhm…” Jeg åbner munden for at sige noget, men nu lukker min hals ingen ord igennem. Harrys blik er kærligt og fyldt med omsorg, mens han betragter mig.

”Det er bare stress, ikke? Du skal nok komme over det, det ved jeg.” Hans hæse stemmer får atter farven til at vende tilbage i mine kinder. Selvfølgelig ved han det ikke. Og selvfølgelig er vi endt i den tid af universet, hvor jeg valgte at have stress, bare fordi, at der skulle ske noget spændende. Eller bare fordi, at jeg trængte til at skabe lidt drama for mig selv. Men jeg har aldrig haft stress i virkeligheden, så jeg aner ikke, hvordan det føles. Men på en måde kan jeg bruge det som en god undskyldning til at opføre mig så mærkeligt, som jeg nu gør.

”Ja, øh… det håber jeg.” Nu tager min krop ikke bare over, og jeg er nødt til selv at tænke mig til noget at sige. Hvorfor er det, at min krop aldrig hjælper mig i de rigtige situationer?

Før jeg når at ydmyge mig selv endnu mere, bliver jeg, bogstavelig talt, redet af klokken. Eller, for at være specifik, æggeuret i køkkenet, der ringer højlydt gennem huset. På den ene side bliver jeg lettet, da Harry går ind i køkkenet igen, men på den anden side vil jeg ønske, at han blev stående. Igen retter jeg mit blik mod det skyggebelagte landskab. Et stykke ude i horisonten, kan jeg se den altid trafikerede motorvej, hvor forlygter og baglygter lyser natten op. Det hele ligner sig selv, men det er så anderledes alligevel.

Siden samtalen med de andre piger, har jeg haft det endnu mærkeligere, end jeg havde det før. Jeg kan ikke beskrive følelsen, men jeg har det lidt, som om jeg er fremmede, skønt jeg sidder i mit eget hjem. I min egen vindueskarm, hvor jeg altid har siddet og tænkt, lige siden jeg var helt lille. Og jeg føler mig ikke helt som mig selv. Altså nej, jeg ligner jo heller ikke mig selv helt, men det er noget andet. Jeg tænker tanker, som jeg ikke aner, hvor kommer fra, og jeg gør ting, som jeg aldrig før ville have gjort. Som om AU overtager mig og mit hoved og mine handlinger. Næsten, som om jeg ændrer mig til den pige, som jeg skal forstille at være her i AU.

Igen forsvinder mit blik ud i det næsten uigennemtrængelige mørke, der kaster sig over landskabet. Hvorfor er jeg her? Mine tanker strækker sig ud i lange grene, der rækker efter et svar, som jeg, ærligt talt, ikke tror er så nemt at finde. Men der må da være en dybere mening med, at vi alle sammen pludselig er endt her, i den forkerte ende af virkeligheden. Det er vel ikke bare noget, som bare tilfældigvis skete, og der må helt bestemt være en måde at komme tilbage på.

”Så er maden færdig, Emma.” Harry står igen i døren ind til køkkenet og spisestuen, og de krystalgrønne øjne betragter mig kærligt. Det får rødmen til at stige op i mine kinder, og jeg ser hurtigt væk for ikke at blive helt forfjamsket igen.

”Det lyder dejligt.” Det er, som om usynlige tråde trækker i mit hoved, for jeg løfter, uden nogen form for selvkontrol, hovedet og ser på ham. Trådene trækker også i mine mundvige, og vender dem opad i et smil. Udadtil må jeg se utrolig fattet ud og slet ikke ligne en, der er ved at kaste op af forvirring og rædsel. Følelsen af ikke at have kontrol over mine egne lemmer, giver mig kvalme og gør mig svimmel, men jeg ser ikke ud til at være anfægtet af det. Det er kun i mit eget stille sind, at det påvirker mig så meget, som det gør.

”Det lyder dejligt.” Ordene flyver ud af min mund, og min stemme lyder rolig og fin, selvom jeg føler mig som alt andet end det. Igen trækker trådene i mine mundvige, og jeg sender Harry et smil, da mine ben, af egen fri vilje, rejser sig fra vindueskarmen og går hen til ham.

Jeg er helt klart ved at have fået nok af ikke at kunne kontrollere min krop. Min hjerne kæmper for at signalere til mine muskler, hvad de skal gøre, men trådene, der nærmest binder mig, er stærkere end det. Jeg føler mig som en dukke, der bliver styret for oven. I tusindvis af tråde, der bestemmer mine handlinger, tanker og endda min skæbne. Alle mine tanker er så absurde, at jeg næsten er ved at grine og græde samtidig.

 Harry har dækket op ved det store spisebord, og jeg ser på det med foragt i blikket. Præcis samme service, som det altid har været og præcis samme bord, men nu kun dækket op til to. Hvad skal to mennesker bruge så stort et bord til? Af en eller anden grund finder jeg det næsten komisk, at vi, Harry og jeg, har så stort et bord.

Jeg sætter mig på en stol uden rigtig at tænke over det, og Harry gør ikke nogle indvendinger, så jeg må da have valgt rigtigt. Hvis vi overhovedet har faste pladser, jeg ved jo ingen ting. På bordet står også to vinglas. Uden at spørger skænker Harry en dybrød væske op i mit glas, og jeg går, så klog som jeg nu er, ud fra, at det er vin. Jeg bliver en smule tør i munden. I det rigtige univers drikker jeg næsten aldrig, og hvis jeg gør, så er det i hvert fald ikke vin. Men gør jeg nogen indvendinger? Nej. For jeg sidder bare der på stolen som en lille marionetdukke, som AU tror, det kan styre, og jeg hader det. Men hvad skal jeg gøre ved det? Olivia sagde, at vi skal leve så normalt, som vi kan, indtil vi finder ud af noget mere, og at begynde at råbe op omkring marionetdukker og usynlige snore er nok ikke den måde, som AU-Emma ville have taklet situationen. Jeg tænker lidt. Hvad ville AU-Emma gøre, hvis hun ikke magtede at spise ”fin” middag med Harry? Hun ville selvfølgelig bare undskylde sig med, at hun var træt og bare gerne ville sove, og det ville Harry accepterer, fordi han er den perfekte kæreste. Jeg tager en dyb indånding. Det er tid til at vise, at jeg ikke bare er AU’s lille dukke.

”Harry, det er virkelig fint alt det her, men jeg er virkeligt træt, og jeg vil bare gerne i seng.” Det føles næsten, som om ordene skærer i min hals, og jeg skal virkelig presse dem ud. Men min stemme lyder rolig og undskyldende, præcis, som jeg ville have den til. Hans krystalgrønne øjne møder mine, og et kort øjeblik tror jeg, at han er vred eller forarget, men så smiler han skævt til mig, og jeg bliver en smule blød i knæene.

”Det er helt fin, Emma. Du kan bare gå op og lægge dig, så tager jeg af, når jeg har spist.” Hans stemme er blid og forstående, og jeg mærker et lille smil bryde frem på mine læber. Et smil, som jeg helt selv frembringer. Mig 1. AU 0.

Uden et ord mere rejser jeg mig for at gå op og lægge mig. Men lige som jeg tror, at jeg har frigjort mig fra mine usynlige lænker, bukker jeg mig i forbifarten ned og planter et lille blidt kys på Harrys varme læber.

”Jeg elsker dig,” siger jeg, og jeg har igen lyst til at brække mig. Det ville AU-Emma helt sikkert også have gjort, men jeg gjorde det ikke frivilligt. Ordene føltes varme i min mund, i modsætning til dem, som jeg pressede ud lige før. Som om det er nemmere for mig at lyve på AU’s kommando end på min egen.

”Jeg elsker også dig.” Når jeg lige at høre Harry sige, for jeg er allerede, næsten i fuldt firspring, på vej ovenpå for at komme væk fra ham. Mig 1. AU 1.

Jeg magter ikke engang at skifte til nattøj, da jeg når op på mit- eller vores, værelse. Og tanken om, at Harry nok kommer op og lægger sig ved siden af mig i sengen, giver mig endnu mindre lyst til at have de korte natshorts på. I rastløshed ender jeg med bare at smide på i sengen, trække dynen tæt omkring mig og falde ind i en urolig søvn. Hyletonen for mine ører forstummer langsomt, desto længere ind i søvnens bindende greb jeg kommer.  

 

Messenger-gruppe Det Alternative Univers

// 17:01 Gruppesamtale afsluttet

________________________________________

Jeg er ret sikker på, at dette er det sidste kapitel, som jeg når at udgive inden konkurrencen, som jeg deltager i, slutter. For at være ærlig er jeg en smule skuffet over mig selv, da jeg troede, at jeg kunne nå at skrive meget mere på den her bog, end jeg egentlig har nået. Egentlig er jeg okay tilfreds med den, det er ikke det bedste, som jeg nogensinde har skrevet, men det er bestemt heller ikke noget, som jeg ikke er stolt af eller kan stå ved. Så nu må jeg se, hvor det hele bærer hen, i hvert fald har jeg nydt at skrive på denne bog, men jeg ved dog ikke, om jeg kommer til at fortsætte den, når konkurrencen bliver afgjort. Jeg er endt i lidt af en skriveblokering, hvad denne historie angår, så jeg ser lige, hvad fremtiden bringer. 

- Emilie $. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...