Fuck - Alexandras historie

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 nov. 2017
  • Opdateret: 23 apr. 2018
  • Status: Igang
Et nyt skoleår bringer nye udfordringer. Det erfarer Alexandra hurtigt, da hun møder den betagende Jackie, og ikke længere kan finde hoved og hale på tilværelsen. Efter et par romantiske tilnærmelser og en håndfuld drinks opløses grænserne mellem venskab og flirt. Pludselig befinder hun sig i midten af et farligt spil med hjertet som indsats. Et spil fyldt med tabere og uden nogen vinder.

7Likes
8Kommentarer
756Visninger
AA

5. Kapitel 3

Jeg lyttede kun halvt med, som Tony snakkede om en bog han havde læst fornylig. Den blev vist snart til en film, men mere havde jeg heller ikke fået ud af samtalen. På trods af at jeg havde kendt Tony i mange år, så havde jeg aldrig lært at gennemskue hans humør. Der var dog ingen tvivl om at samværet med Aske de sidste par måneder, havde gjort ham langt mere snaksaglig, og talestrømmen var uvant for os alle. Måske med undtagelse af William, men deres forhold var også ganske specielt. Om ikke andet, så var de skarpe træk i Tonys ansigt blevet blødt op, på trods af at foråret havde været imod ham.

Jeg blev først opmærksom på mine omgivelser, da Tony pludselig stoppede med at tale og nikkede som hilsen til nogen bag mig.

”Værsgo,” proklamerede William overstadigt og viftede med noget foran ansigtet på os begge. En smule forskrækket trådte jeg et skridt tilbage, og prøvede at fokusere på indholdet i hans hånd.

”Værsgo hvad?” forlangte jeg at få at vide, men uanset hvad, så var det store smil på Williams ansigt ildevarslende. Min mave slog en knude, da mistanken voksede.

”Hvad fanden er det?” Modsat mig så trådte Tony nærmere og rev indholdet ud af hænderne på William. Nu hvor det ikke længere var i bevægelse, så var det let at genkende de røde papirarmbånd, som man havde kunne købe i kantinen hele ugen. Det var billetter, og det var ikke til en hjemmeaften på sofaen.

”Johan og jeg har besluttet, at vi skal til introfesten i aften,” smilede han stort. Så stort at smilet nåede hans øjne, selvom de var gemt godt væk under det halvlange blonde hår.

”Skal vi det?” spurgte jeg forundret, uden at kunne komme i tanke om, at det på noget tidspunkt havde været på tale. De kunne i det mindste have spurgt, så vi havde en chance for at sige nej.

”At hvad skal vi?” Tony hævede stemmen, og enhver anden end William ville nok være vendt om. De to drenge låste øjne. Et par irriterede, brune versus et par nonchalante blå. Uden nogen andre tilskuere end mig, blev der udkæmpet et slag på skolens gang. De havde ikke brug for ord, for at snakke sammen, og jeg misundte dem en smule, selvom de altid var uenige.

”I hørte mig godt,” sagde William og brød stilheden, der efterhånden var blevet ubehagelig at stå i.

”Har vi noget valg?” Jeg rettede mit spørgsmål mod Tony, i håb om at han vidste mere end jeg gjorde. Hvis nogen kunne få os ud af det her, så var det ham, men han så ikke just ud som en der lige havde vundet en diskussion.

”Det tror jeg ikke,” beklagede han, og jeg kunne se at han var oprigtig ked af det. Kort forestillede jeg mig, hvordan han ville være nødt til at aflyse en telefondate med Aske, men jeg vidste også godt at Tony aldrig havde givet sig, hvis han reelt havde haft en aftale med sin kæreste. Den slags menneske var Tony ganske simpelt ikke. I hvert fald ikke overfor de mennesker han holdt af.

”Fuck,” mumlede jeg og vinkede mentalt farvel til mit nattøj og min filmaften. I stedet kunne jeg forberede mig selv på den tøjkrise der med hundrede procent sikkerhed ventede mig, så snart jeg kom hjem.

”Forfest hos Alex klokken syv.” Det var ikke et spørgsmål. Blot en aftale, som jeg ikke havde været med til at lave.

”Holder jeg forfest?” spurgte jeg med et hævet øjenbryn. Som en anden tegnefilmskarakter lagde jeg armene overkors, men opdagede først sammenhængen for sent.

”Tony tager ikke afsted uden en forfest,” forklarede William uskyldigt og trak på skuldrene, som om det var det mest naturlige i hele verden.

”Sandt. Og det gør du heller ikke,” bidrog Tony, men det var ikke en kommentar der var velkommen, uanset hvor sandt det end var. For jeg ville ikke tage af sted uden en forfest, af den simple årsag at jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle begå mig blandt så mange mennesker, som jeg ikke kendte.

”Lad dog være med at bakke ham op!” svarede jeg bestemt og slog ud efter Tony. Selvom jeg var irriteret over, at beslutningen blev taget hen over hovedet på mig, så kunne jeg heller ikke være sur for alvor. De drenge var uforbederlige. Når alt kom til alt, så ville jeg hade at side derhjemme og følge med i deres fest på snapchat, og det vidste William udmærket godt.

 

En tøjkrise, adskillige genstande inklusive shots og en længere gåtur i den lune sommerluft senere befandt vi os på skolens grund. Vores gymnasie var et af de ældste på Fyn, hvis ikke i hele landet, så det eneste område stort nok til at holde en fest var kantinen på øverste etage. En del af charmen var foruden pynten det faktum, at det lignede et renligt høloft med bjælker på kryds og tværs. Det kan ikke blot nogle vilde dekoreringsmuligheder, men det gav også anledning til et godt grin, eftersom berusede elever fra tid til anden havde det med at slå hovedet ind i bjælkerne.

Selvom jeg på ingen måde havde haft lyst til at tage af sted, så måtte jeg indrømme at jeg indtil nu havde haft det skægt. Vi havde spillet spil, snakket og danset lige siden drengene kom hjem til mig, og de havde imod al forventning ikke noget imod at hjælpe mig med min tøjkrise. Af samme grund var mit outfit mere vovet end jeg ville have valgt på egen hånd.

De sorte skinny jeans var ikke noget specielt, men det var den gennemsigtige mesh-bluse til gengæld. Min BH havde det primære ansvar for at jeg var anstændigt påklædt, og selvom den havde en bred blondekant, så havde jeg følt mig udsat den første times tid. Jeg havde endda taget lidt mere makeup på for at mit ansigt ikke skulle virke kedeligt ved siden af. Da jeg kom i tanke om min læbestift, kom jeg også i tanke om at jeg havde drukket en del siden jeg tog den på, og at den derfor nok trængte til at blive frisket op.

I et forsøg på at finde ud af om der var kø til toilettet hæftede mine øjne sig ved en brunhåret pige, som jeg vidste at jeg havde set før. Jeg var slet ikke i tvivl, for den samme trang til at strejfe hendes kind, bare for at se om den var så blød, som den så ud til at være, meldte sig. Håret krøllede om hendes ansigt. Mere end det havde gjort her den anden dag. En kjole af rød velour lagde sig legende omkring hendes krop. Kjolens lange ærmer og runde udskæring klædte hende. Den var kort. Næsten uanstændigt kort, hvis ikke det var på grund af de tynde nylonstrømper der gik hende til låret, og de Doktor Martens støvler hun havde på til. Som første gang jeg så hende, havde hun en halskæde på, der mindede mere om et halsbånd end om et smykke, og jeg fik en ufattelig lyst til at røre hendes hals.

”Skal du have noget med, Alex?” Williams stemme brød igennem mit dagdrømmeri. Lyden af mit navn må have kaldt mig tilbage til virkeligheden, men jeg var langt fra taknemlig over at blive afbrudt.

”Noget hvad?” spurgte jeg, da jeg var for distraheret til at lade som om, jeg vidste hvad de snakkede om. Det lykkedes mig da heller ikke at løsrive mig fra synet af pigen og de røde kinder alkohollen havde givet hende. Mon mine havde samme farve, når det kom til stykket? Jeg tvivlede.

”Ja hvad tror du?” William var tydeligvis ikke tilfreds med at skulle gentage sig selv, nu hvor han havde tilbudt at hente, hvad jeg formoder var en øl, til os andre, når han alligevel selv skulle hente en.

”Øhm… Nej, det er fint.” Jeg fortrød lige så snart jeg havde sagt det, for mit glas var næsten tomt, og hvis jeg skulle have en undskyldning for at blive stående her og betragte hende, så var jeg nødt til at have noget i glasset, for at det ikke virkede alt for underligt. 

”Hvem kigger du efter?” William fulgte mit blik, men til mit held var der for mange mennesker til, at det var alt for indlysende hvem jeg betragtede.

”Ikke nogen,” løj jeg, men bildte ikke mig selv ind at jeg narrede nogen. Jeg var ikke sikker på, om det var fordi vores samtale var for diskret til at overse, eller om det var fordi vi snakkede højere end vi selv var klar over, men pludselig havde både Tony og Johan rettet deres opmærksomhed mod os.

”Hvad går jeg glip af her?” spurgte Tony og virkede oprigtigt interesseret i at blive inddraget i en samtale, som jeg helst ville ud af.

”Alex tjekker en eller anden ud, og jeg prøver at finde ud af hvem,” sladrede William. Jeg slog ham hårdt på skulderen, men det lod ikke til at stoppe ham. Han bemærkede det i hvert fald dårligt nok, hvis han overhovedet havde kunne mærke det.

”Hvem er det?” spurgte Johan, hvilket fik det til at virke som om, at han kun hørte halvdelen af sætningen, hvis ikke det var fordi jeg efterhånden havde fundet ud af, at Johan bliver en kende tilbagestående, så snart han har drukket.

”Det ved jeg jo ikke endnu for fanden.” hvæsede William pirreligt, men jeg tvivlede på at han var oprigtigt irriteret. De havde det bare med at snakke hårdt til hinanden, og jeg havde efterhånden vænnet mig til det.

”Sikkert ham i den prikkede skjorte,” bidrog Tony, og så let som ingenting var jeg ude af samtalen. Snart fik vi alle øje på den prikkede skjorte, som Tony havde nævnt. Heldigvis var jeg ikke den eneste der bemærkede at fyren havde rødt hår, selvom det var mere orange end Askes.

”Styr dig lige. Det er ikke alle, som er vilde med rødhårede,” spruttede Johan af grin, og Tony slog ud efter hans skulder med flad hånd, men ramte intet. Håret var heller ikke gået Williams næse forbi.

”Nu ikke noget med at nuppe ham fra hende,” advarede William, efterfulgt af en mumlende tale omkring den såkaldte bro-code.

”Jeg har nok i Aske, tro mig,” smilede Tony. Jeg synes det lød sødt, men William og Johan har måtte kunne se noget i hans øjne, som jeg ikke kunne, for før jeg vidste af det himlede de med øjnene, og anklagede ham for at have fortalt mere end de havde brug for at vide.

”Det er ikke ham,” konstaterede jeg, uden at slippe hende helt af syne. Hun florerede primært i udkanten af mit syn, men jeg havde svært ved ikke at kigge direkte på hende.

”Hvem så?” spurgte Johan og virkede pludselig langt mere klar i hovedet, end han havde gjort for blot få minutter siden.

”Det er så meget Tanja,” udbrød William og da jeg fulgte hans blik, var navnet en reel mulighed. Men pigen fra butikken var selvfølgelig ikke alene. Selvom vi kiggede på samme gruppe af mennesker, så var det på ingen måde sikkert at vi kiggede på den samme. Dog så jeg noget i Williams øjne, som mindede mig om den måde, som jeg prøvede på ikke at se ud, når jeg kiggede på hende fra forretningen. Hans blik skiftede fra beundring, til begær, til noget ubestemmeligt, men hvis William ville snakke om noget, så skulle han nok selv bringe det op, så jeg undlod at spørge.

”Hvem fanden er Tanja?” En del af mig var taknemmelig over at høre, at Tony havde de samme spørgsmål, som jeg selv brændte inde med.

”Hende den flotte fra 1.x,” forklarede Johan, men det hjalp mig ikke just. Jeg havde intet overblik over hvordan folk var fordelt i klasserne, selvom jeg efterhånden var begyndt at genkende en del mennesker på gangene.

”Jeg ved godt du er optaget, men prøv nu lige at følge med,” skældte William ud, og jeg kunne mærke at samtalen ville komme ud på et sidespor, hvis jeg ikke gjorde noget for at stoppe det. Ligeså meget som jeg ville have de skulle blande sig uden om, lige så meget håbede jeg at de kendte hendes navn, så jeg havde noget at kalde hende.

”Hvem af dem er Tanja?” spurgte jeg, og gentog derved Tonys spørgsmål, blot mere stuerent, i håb om at få noget fornuftigt ud af dem.

”Hun står ved siden af hende med det skuldrelange hår i den røde kjole,” forklarede Johan, og Tony måtte tage hårdt fat i hans arm, for at forhindre at han pegede direkte over mod gruppen.

”Så kigger jeg ikke på Tanja,” sukkede jeg, da navnet på hendes veninde ikke ligefrem bragte mig nogen vegne. Det begyndte at virke som en reel mulighed, at gennemgå alle nye elever på hele skolen, for at se om der var et lectio-billede, som lignede bare en smule.

”Du har tydeligvis fået øje på en godte. Lad nu os andre være med også,” sukkede William og virkede næsten frustreret over ikke at kunne se, hvad jeg kunne se. Det var næsten komisk.

”Så for satan. Hun tjekker så meget Jackie ud,” udbrød Tony så pludseligt og overbevisende, at jeg var tilbøjelig til at give ham ret, selvom han lige så let kunne tage fejl.

”Du ved ikke hvem Tanja er, men du har styr på Jackie?” Den anklagende tone i Williams stemme var ikke til at tage fejl af. Selvom jeg ikke var sikker på om min blomsterpige overhovedet var Jackie, så følte jeg en pludselig trang til at forsvare hende.

”Hun har kant,” forklarede Tony og trak kort på skuldrene, uden at bide mærke i den dårligt skjulte anklage.

”Er man lidt misundelig, William?” lo Johan og kiggede på William med falsk medlidenhed. Måske var jeg i min berusede tilstand latterligt fokuseret på en fremmed pige, men i det mindste formåede jeg at holde koncentrationen bedre end de andre.

”No offence til Aske, men jeg synes jo selv jeg er lidt af et catch,” proklamerede William og løftede hænderne både undskyldende, men også for at drage fokus på omtalte kvaliteter. Selvom det var sagt i sjov og vi alle var klar over det, så bredte der sig en alvor i Tonys ansigt, som var svært ikke at tage seriøst, eftersom han tidligere havde haft en del problemer med sit temperament.

”Jeg ville hellere falde samtlige tre etager ned af skolens trapper, end jeg ville kysse dig igen,” bed Tony af ham, hvilket fik dem alle ting at grine. Selv bed jeg dog mærke i ordvalget, hvilket fik mig til at kigge væk fra min blomsterpige, blot for at hæve et øjenbryn af dem.

”Vil jeg overhovedet vide, hvorfor i har kysset?”

”Nej,” udbrød de tre drenge i munden på hinanden, og det var svært ikke at spørge yderligere ind til det, der åbenlyst var en god historie.

”Hun kigger på dig,” smilede Tony og nikkede i hendes retning. Jeg kiggede hurtigt til siden i en bevægelse jeg håbede virkede henkastet.

”Nej hun gør ej,” protesterede jeg, men følte mine kinder blive varme ved tanken om at hun havde kigget i vores retning, uanset hvem af os hun havde kigget på.

”Det gør hun så meget.”

”Skal jeg præsentere jer?” tilbød William hurtigt og jeg kunne se hvordan hans indre sociale sommerfugl foldede vingerne ud og gjorde klar til at lette. Selvom det var et spørgsmål, så vidste jeg et eller andet sted godt, at jeg formentlig ikke ville få et valg,

”Kender du hende overhovedet?” Jeg kunne ikke lade være med at spørge, da en del af mig begyndte at overveje muligheden.

”Nej, men jeg er naturligt charmerende,” smilede han stort, hvilket fik Tony til at blande sig og lægge op til et større mundhuggeri.

”En eller anden dag, er vi nødt til at tage en alvorlig snak om din selvsikkerhed.”

”Du elsker den.”

”Hun kommer herover,” brød Johan ind og hans stemme lød næsten skinger af panik, selvom han ikke havde noget som helst at frygte. Hvis der var nogen der skulle være nervøs, så var det mig.

”Skal vi løbe?” foreslog Tony. Tilbuddet var ikke tiltænkt mig, men tanken, om at stikke halen mellem benene og gemme mig på toilettet indtil alle andre var gået, virkede appellerende.

”Gider i godt opfører jer bare nogenlunde normalt?” Tanken om at de gjorde mig til grin, var næsten værre end tanken om at jeg gjorde mig selv til grin. Hvis det var mig selv, så vidste jeg i det mindste hvem jeg skulle være vred på.

”Det kan vi ikke.”

”No can do.” Himlende med øjnene slog jeg skiftevis ud efter dem begge, så diskret som det var muligt. Det var formentlig sandheden, men mine håndflader var allerede svedige, og deres fjollede indslag gjorde det ikke ligefrem bedre.

”Hey! Jackie!” William vinkede til Jackie, som om det var det mest naturlige i verden. Øllen fyldte lige pludselig meget mere i min mave end den havde gjort tidligere og jeg mærkede en begyndende kvalme, da hun reagerede på hans hilsen.

”Jeg troede ikke du kendte hende?” spurgte jeg skingert, men William trak blot på skuldrene, som om at han havde gjort mig en tjeneste, hvilket han formentlig også havde, da jeg aldrig selv ville have haft modet til at tage kontakt.

”Det behøver hun jo ikke at vide,” trak han på skuldrene.

”Du er sindssyg,” råbte jeg skingert af ham, men min stemme blev opslugt af musikken og de mange samtaler omkring os. Det eneste der afslørede mit råb, var en hvæsende følelse bagerst i halsen.

”Fortæl mig om det,” sukkede Tony højlydt, og uanset hvor ondt jeg havde af mig selv, så havde jeg tusinde gange mere ondt af Tony, som havde været bedstevenner med William lige så længe, som jeg kunne huske. Det var ikke svært at forestille sig, hvor mange gange i løbet af årene, at William havde gjort noget lignende overfor Tony.

”Jeg præsenterer jer hurtigt, og så efterlader vi dig alene med hende,” indviede William mig i sin plan efter et øjebliks stilhed udsprunget af rædsel.

”Det gør du ikke!” hvæsede jeg af ham. Normalt var jeg ikke typen der hidsede mig op, men mit hjerte bankede og jeg kunne praktisk talt mærke adrenalinen i min krop, hvilket ikke efterlod ret meget overskud til at bevare fatningen.

”Hvad med os?” spurgte Johan forvirret. Uanset hvor klog Johan var til hverdag, så kunne hans intelligens på ingen måde holde til indtagelsen af alkohol.

”De er da for helvede ikke alene, hvis vi stadig står og glor,” forklarede Tony, om end noget mangelfuldt, for det virkede endnu ikke som om, at situationen var gået op for Johan, og Tony havde om muligt endnu mindre tålmodighed end jeg havde.

Langsomt nærmede hun sig vores finurlige selskab, og hvis jeg ikke tidligere havde haft kvalme, så havde jeg det i hvert fald nu. Uden at spørge rev jeg glasset med øl ud af hænderne på Tony, da jeg på forhånd vidste at jeg ville få brug for noget at have i hænderne. Han nåede dog at protestere voldsomt, inden Jackie kom så tæt på, at han var tvunget til at overgive sig, for ikke at lave en scene.

Som sendt fra himlen, eller måske nærmere helvede i den røde kjole, stod hun foran mig. Hun var endnu mere fortryllende tæt på, end hun havde været på afstand, og så snart jeg opdagede, hvordan jeg stod med åben mund, skyndte jeg mig at tage en tår af øllen, imens jeg samlede mig. Det samme kunne man ikke sige om William.

”Hej Jackieskat. Jeg ville bare lige hurtigt sige tusind tak for sidst. Har du mødt Alexandra? Hun er skidesød. Alex, Jackie, Jackie, Alex. For helvede, det må i sgu undskylde. Jeg er lige nødt til at hjælp Tony, med at få Johan ind i en taxa. Nogen mennesker kan bare ikke styre forfester.” Han slog armene omkring hende, da han højlydt hilste hende. Det var næsten overbevisende nok til, at jeg begyndte at sætte spørgsmålstegn ved, om han havde løjet omkring, hvorvidt de kendte hinanden.

Ved lyden af mit navn løftede jeg akavet hånden i et panisk forsøg på at markere min tilstedeværelse uden at skrige hende i ansigtet, at hun var indbegrebet af perfektion. Man skulle næsten tro at drengene havde haft tid til at indøve det lille skuespil, for Tony spillede straks med, da Johan begyndte at protestere og pointere, at han i hvert fald ikke var fuld. De vendte ryggen til og støttede begge Johan. De nåede dog ikke langt inden han rev sig løs og selvom jeg ikke kunne høre hvad de sagde, så vidste jeg at han formentlig brokkede sig over, at det var ham, som skulle være den fulde ven. Det var svært for mig ikke at smile, men umuligt at glemme skønheden der stod foran mig.

”Du er godt klar over, at jeg ikke aner hvad han snakker om, ikke?” Hun smilede undskyldende til mig. Ved synet af hendes let åbne mund og smilerynkerne omkring hendes øjne, begyndte mine ben at forsvinde under mig. Frygten for at falde overskyggede, frygten for at svare hende.

”De færreste ved hvad han snakker om det meste af tiden,” indrømmede jeg. Desperat forsøgte jeg at gemme det smil, som var smittet af på mig, bag plastikkruset med øl, men det skjulte ikke nær så meget, som jeg ønskede at det ville. Et sekund fortrød jeg, at jeg ikke havde ret meget hår at gemme mig bag.

”Du arbejder i blomsterforretningen, ikke?” spurgte hun, men jeg vidste at hun allerede kendte svaret. Det forhindrede mig dog ikke i at bekræfte hendes antagelse, blot for at fortsætte samtalen.

”Jo… Tak for blomsten for resten.”

”Det er mig der takker. Jeg havde aldrig fundet noget, der ville have gjort min mor tilfreds, hvis ikke det havde været for din hjælp.” Om muligt smilede jeg endnu større. Glad for at have hjulpet hende og stolt af at have udført mit job, selvom det ikke var så kompliceret igen. Hun virkede dog oprigtigt taknemlig, hvilket gjorde mig varm inden i på en måde, som alkoholen ikke kunne imitere.

”Går du her?”

”Festen er kun for elever, er den ikke?” Hendes svar var ment i sjov, men jeg kunne være faldet død om af skam, for selvfølgelig havde hun ret. Selvfølgelig gik hun her. Jeg var bare alt for desperat efter at snakke med hende til at tænke mig ordentligt om.

”Jo… Det er bare… Jeg synes ikke jeg har set dig på gangene,” forklarede jeg og prøvede at redde den. Hun lod dog ikke til at synes jeg var så dum, som jeg følte mig. Om muligt voksede hendes smil og varmen i hendes øjne.

”Det må vi lave om på,” lo hun, hvorefter hun bad om min telefon. Uden at stille spørgsmålstegn rakte jeg hende den og så hende skrive i søgefeltet på min Facebook app, samt tilføje sit nummer i mine kontakter. Smilet om mine læber blev så stort at jeg fik ondt i kinderne, og hvor jeg før havde været bange for at falde, så var jeg nu ved at flyve væk af glæde. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...