She Wolf | Justin Bieber

42225
  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 nov. 2018
  • Opdateret: 24 nov. 2018
  • Status: Igang
Amara Whills er 16 år gammel og bor med hendes plejeforældre. En nat vågner hun med de sygeste smerter i hele kroppen og en pludselig stræben efter fuldmånen. Denne nat forandrer hendes liv fuldstændig. Amara ved, at der er mange hemmeligheder, men hvad hun ikke ved er, at hendes biologiske familie stammer fra den ældste vareulvslægt, og at der findes en speciel skole, hvoriblandt vareulve, vampyrer og hekse omgås med hinanden. Og hvad sker, når hemmeligheden om den overnaturlige verden næsten bliver røbet? Og hvad med den mysteriske unge fyr, som pludselig får rigtig stor betydning for Amara.

Hvad vil hende plejeforældre sige? Klarer Amara sin transformation, hvordan vil Amaras fremtid se ud? Bliver hemmeligheden røbet eller forbliver den gemt?

AA
aa

3. Kapitel 2. En del af flokken?

~ Amaras synsvinkel ~

Hjemme hos Amara, kl. 06:45 - Toronto, Canada.  

Klokken var kvart i syv, og jeg var i færd med at gøre mig klar til skole. Jeg havde været i bad, og jeg sad nu lagde lidt makeup, dog ikke for meget, eftersom jeg helst ville udstråle naturlig. Derfor kørte jeg blot noget brow-gel i mine mørkebryn, hvorefter jeg bukkede mine øjenvipper og lagde en tyndt lag mascara. Mit våde hår var gemt under et håndklæde, som jeg havde viklet rundt om i en form for turban, og jeg foldede langsom håndklædet ud og mærkede mit våde hår mod min halvnøgne krop. 
Efter mit hår var børstet igennem og tørt, lod jeg det hænge løst og lod min højre hånd igennem det, hvorefter jeg lod det være.

Der lå en del tog rundt omkring, eftersom jeg i nu 10 minutter havde prøvet at finde noget tøj at tage på. “Åh fuck it”. Der lå en sort-hvid stribet bluse, som jeg hurtigt fik kastet over hovedet og nogle ripped Levis jeans, som jeg fik møvet over min røv efterfulgt at mine yndlings støvler fra Dr. Martens. Jeg lagde min mobil i min baglomme, greb fat i min taske, som lå alene sammen med mit nu krøllede tøj på gulvet, og derefter løb jeg nedenunder i køkkenet, hvor Esther og Brian sad og spiste morgenmad.  
“Godmorgen Amara”. Esther sendte hendes normale godmorgen-smil, og jeg gengældte det så godt, jeg kunne. “Skal jeg køre dig i skole i dag, Amara?” spurgte Brian, hvorefter han tog en slurk af sin sorte kaffe. “Nej det er okay. Jeg går bare nu, så kan jeg sagtens nå det” svarede jeg. “Okay”. Som jeg plejede, greb jeg fat i et æble og skulle til at gå ud af døren. “Vi ses Amara”. “Ses!”  

Jeg havde gået i cirka 10 minutter, og jeg havde sådan en fornemmelse om, at der var nogen, som fulgte efter mig. Mens jeg gik, fokuserede jeg på en masse lyde, og på mystisk vis, blev lydene højere, og jeg kunne pludselig høre en masse nye lyde. Der var dog noget, som fangede mig. Der var en bestemt duft, som jeg følte, jeg genkendte. Jeg vendte mig om og fik øje på Justin cirka 20 meter væk fra mig. I dét som jeg vendte mig om, stoppede Justin også op og blev bare ved med at stirre på mig. Vi stod og kiggede på hinanden et par sekunder, og på en eller anden måde, mærkede jeg en bestemt vibe fra ham, som om vi var samme person. Det mærkelige, som fuckede med mit hoved var, at Justin og jeg aldrig rigtig havde udvekslet særlig mange ord til hinanden. Hvordan kunne jeg mærke den her form for “connection” med ham, når vi knap nok kendte hinanden.   

Jeg blev revet ud af mine frustrationer, da en pige prikkede mig på skulderen. Det var hende fra i morges. Hvad var det nu, hun hed?  “Hey, Stacy. Vi mødtes her til morgen.” Stacy var lige så høj som mig. Hun havde mørkebrune øjne og hun havde en rød og hvid stribet off-shoulder top på og nogle søde shorts. De var faktisk vildt søde. Ej.
“Hvad vil du mig?” spurgte jeg. “Jeg kommer egentlig bare, for at holde lidt øje med dig”. “Hvad? Hvorfor det? Jeg klare mig” sagde jeg og vendte mig om. Justin var væk. “Hey, du!” Stacy tog fat i mig. “Hvad?!” svarede jeg frustreret. “Hvad hedder du?” spurgte hun og kiggede på mig. “Du ligner en, som jeg har set før”. “Mig?” Nu var jeg ordentlig forvirret. Stacy trådte et skridt tilbage og indenfor nogle sekunder, hørte jeg en ulv hyle. Jeg kunne se på Stacy, at hun hørte det samme som mig. “Vi er nødt til at gå nu” kom det nervøst fra hende. “Hvad sker der?” Uden at jeg kunne nå at gøre noget, tog Stacy fat i mig og begyndte at løbe.   

Stacy og jeg havde nu løbet forholdsvis langt, og jeg kunne ikke være mere forvirret. “STACY! HVAD FOREGÅR DER?!” Nu var jeg sur, for hun kunne sku da ikke bare forvente sådan noget af mig. “Jægere. Det er jægere. Vi er nødt til at tage hjem de andre fra flokken” sagde hun, imens vi løb. “Flokken? Hvilken flok?”. “Kom nu bare”. Stacy satte farten op og overraskende, kunne jeg følge med. 
 

Inde i en skov langt væk fra byen, kl. 08:10 - Toronto, Canada.

Vi havde løbet rigtig langt nu. Stacy stoppede og hun begyndte at råbe et eller andet mærkeligt ud i luften. “Aiii aiii!” råbte hun, og jeg kunne høre det samme mærkelige kaldt komme tilbage. “We are here!” sagde hun med et smil på læben. Under få sekunder kom der flere mennesker til, som nu stod rundt om mig og Stacy. 
“Hey Stacy! Hvem er hun?” kom det fra en høj, mørk håret fyr med. “Øhh… Hvad hed du nu?” Stacy vendte sig om mod mig og ventede på svar. “Amara” sagde jeg nervøst. “Er hun..?” fyren gik hen til Stacy og kiggede nysgerrigt på mig. “Ja hun er ligesom os. Det var hende, som Mrs. Lockwood fandt ude i skoven.” Fyren bevægede sig hen imod mig og rakte hånden ud mod mig. “Callum Wess” præsenterede han sig. “Amara”.   

Efter lidt tid, hvor jeg havde sagt hej til de fleste fra Stacys flok, fik je gøje på Justin igen. Lige som Justin og jeg havde fået øjenkontakt gemte Justin sig bag et af træerne. “Stacy! Ham der fyren der, kender I ham?” spurgte jeg. Stacy vendte sig om og fik også øje på Justin. “Guys! Der er uventede gæster!” sagde hun, og idé hun sagde det, var over halvdelen af flokken på vej mod Justin, som jeg nu kunne se løbe for hans liv. 
“Hvad vil I gøre med ham?” spurgte jeg. “Vi må have fat i ham. Hvis han er ligesom os er der intet problem, men hvis han ikke er… Så må vi tage det derfra.” Jeg kunne se, der var noget, hun ikke fortalte mig. Jeg nikkede bare.  

Der var nu gået lidt over en halv time, og jeg kunne høre, at de andre fra flokken var vendt tilbage. “Lad mig gå!” Det var Justin. Nogle af de andre fyre fra flokken havde godt og grundigt fat i Justin, som jeg kunne se havde fået et par på hovedet. 
Der kom en ældre fra flokken og kiggede på Justin. “Hvem er du? Hvad ved du?” Justin sagde ikke noget, men kiggede blot på mig, som om han ventede på, at jeg trådte ind og redede ham. Den ældre mand fra flokken tog sin ene hånd frem og et sæt klør dukkede op. Lige så stille tog han sin pegefinger og begyndte at løfte den stille op mod Justin strube. “Hey, hvad laver du?” Justin var bange. Det var tydeligt. Jeg vidste godt, hvad der skulle ske, og jeg ville i se på. Lige inden Justins strube var ved at blive skåret over, råbte han noget. “Hey, jeg er ligesom jer! Jeg ved ikke, hvad det betyder, men jeg er ligesom jer! Ligesom hende!” sagde han og pegede på mig. Den ældre man lavede tegn til, at de andre fyre skulle give slip på Justin, og det gjorde de så.  De tog Justin med indenfor i flokkens “hovedkvarter”, og Stacy tog mig med. 


I flokkens “hovedkvarter”, kl. 09:00 - Toronto, Canada.

Justin og jeg havde udvekslet nogle blikke frem og tilbage, mens vi i stilhed sad inde i det store sommerhus, som flokken havde, og ventede. 
“Justin du siger, at du er ligesom os. Hvordan kan vi stole på dig?” spurgte Stacy. Justin kiggede rundt om de mennesker, som sad rundt omkring. “Vis mig dine øjne”. Stacy kiggede alvorligt på Justin og ventede utålmodigt. “Kom så i gang!” Stacy stod nu tættere på Justin, og jeg kunne se, at Justin blev mere og mere agressiv. “Stop!” vrissede han, men Stacy blev ved med at presse på. Indtil lige pludselig. Justin rejste sig ud af agressivitet og et par lysende gule øjne kom til syne. De var ligesom mine. Jamen hvordan? Hvordan har han båret sig ad med at holde det hemmeligt? “Der var de”. Stacy smilede tilfreds og vendte sig om mod mig. “Sig mig, hvordan er det I kender hinanden?” spurgte Stacy forvirret. “Vi går på samme skole” svarede jeg. “Jamen dog.”

 

Jamen dog! Så blev Amara OG Justin introduceret til den nye verden med Stacy og resten af flokken i den mystiske skov. Hvad mon der nu vil ske, og hvilke jægere snakkede Stacy om? Og hvad med Justin? Følg med i "She Wolf" og find ud af det ;) 

Knus <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...