The darkness within you

60921
Vanessa lodge er lige flyttet tilbage til Stratford hvor hun nu bor sammen med sin far. Vanessa er ikke en som bare bukker under længere, ikke en som bare lige begynder at græde fordi folk ikke kan lide hendes udseende. Hun har fået sin selvtillid tilbage.

Dog når hun kommer tilbage til sin gamle skole, hvor hun møder alle hendes mobbere hvordan tager hun det så? hvordan tager hun det når hun møder Justin den værste af alle?

AA
aa

5. Fall

Vanessa's synsvinkel
 

"Fuck, fuck, fuck, fuck, fuck, fuck, fuck. Hvad fanden skal jeg gøre Chaz!? Har jeg slået hende ihjel? OMG det var ikke meningen!" kan jeg høre en stemme mumle. "Hold nu kæft Justin! Hun har ligesom en puls din idiot. Du kunne skuda også bare lade vær med at skubbe hende så hårdt!" Siger Chaz, eller det regner jeg med det er siden Justin nævnte ham. Åhh ja, jeg ligger bare her og lytter til deres samtale indtil jeg kan finde på en flugtplan.. Såe det skal nok blive sjovt :/

"Kan i ikke se at hun allerede er vågen, idioter" hører jeg en bekendt stemme længere væk. Jason.. Han ødelagde min chance. Nå.. Jeg må vel bare tage det, og håbe på at de ikke slår mig.

Jeg åbnede mine øjne langsomt og jeg befandt mig i et mørkt rum med meget lidt lys, jeg tror jeg lå på en seng og jeg lå faktisk ret godt, for at være ærlig. Altså ikke at denne her situation kunne blive meget bedre, men idet mindste var jeg blevet lagt på en blød seng.. Hehe. 

Jeg satte mig ligeså stille op, og kunne mærke en stærk dunken i mit hoved. Hvad fanden var der lige sket?
Jeg kiggede rundt i rummet og ser Jason, Chaz og Justin se meget bekymrede ud. Vent! Hvorfor så de bekymrede ud? Hvad fanden sker der lige her!

"Hvorfor ligner i nogle som lige har været til begravelse?" Siger jeg flabet, med en lille rysten i stemmen, siden det var Justins skyld at jeg ligger her jo..
Jeg kigger undrende på Chaz siden jeg føler han er den mest følsomme i sådan en her situation, og han forstår min hentydning og begynder at snakke "Jo. Nu skal du høre, siden Justin var på stoffer og skubbede dig så hårdt ind i væggen at du besvimede, tænkte vi på om du ikke ville lade være med at sige det til nogen, eller hvis du tager til lægen så sige at du faldt ned af trappen eller sådan noget? For hvis du indblander Justin, vil de have en blod-og urinprøve og der vil de så se positive resultater for alt muligt lort.." Sagde han i næsten en lang køre.

Jeg magtede faktisk ikke at diskutere den her samtale, siden det skete så mange gange for mig dengang for tre år siden. "Jeg skal nok holde min mund" Sagde jeg koldt og rejste mig op fra sengen. Okay, okay, jeg kan godt mærke jeg stadig er lidt svimmel men det går jo nok, men som altid når man har fået en mild hjernerystelse, som jeg vil tro det her det er, siden jeg har kvalme. "Er du okay" spurgte Jason om bekymrende, han tog sin arm rundt om mig sådan jeg støttede mig op ad ham, men jeg skubbede ham hurtigt væk igen. "Jeg har det fint, det er ikke første gang jeg har prøvet noget lignende" og stirrede på Justin som kiggede ned i gulvet.

Jeg vendte mig om, og lige da jeg gjorde det kunne jeg mærke det ikke bare var kvalme længere! aaaargh FUCK! "CHAZ! Hvor er der et badeværelse!!" råbte jeg desperat. "Den dør der!" og pegede på en dør lige ved siden af mig, jeg løb hen til og rev døren op og skyndte mig hurtigt hen til toilettet, jeg nåede det lige inde refleksen skred ind, og opkast kom op.

Efter jeg var færdig, var der heldighvis en som havde lukket døren, så jeg ikke ydmygede mig selv endnu mere som jeg allerede har gjort. Som sagt har jeg prøvet det før, og der kom heldighvis ikke noget bræk på mit tøj eller i mit hår. Jeg rejste mig op og tog et hurtig kig i spejlet, jeg græder, eller jeg gjorde. Mine øjne er blodsprængte og mine kinder røde, jeg rydder op efter mig og får det værste mascara og alt det der væk fra mine kinder (det er heldighvis ikke vandfast)

Jeg lukker døren op, og ser at Jason og Justin stadig sidder på sengen. Da jeg kommer ud rejser de sig begge op og kigger på mig. "Jeg smutter" siger jeg koldt og kigger ned i jorden mens jeg går hen til døren, dog før jeg når at tage i håndtaget er der en som tager mit håndled og trækker mig tilbage. Jeg kigger op og ser et par hasselbrune øjne som ser sørglige ud, jeg er frossen, jeg kan slet ikke bevæge mig, jeg stirrer bare i de øjne også siger han noget som virkelig overrasker mig
 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...