Look at yourself

11000
  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 aug. 2018
  • Opdateret: 11 okt. 2017
  • Status: Igang
De havde taget hendes selvværd fra hende, de havde taget hendes barndom fra hende og var lige ved at destruere hende. Men nu er Beth tilbage efter nogle års slankelejre, for at tabe alt sin 'hvalpefedt'. De fleste kender hende dog stadigvæk endnu, og vil ikke rigtig 'glemme' hvordan hun så ud før, i sådan en lille by, glemmer folk ikke, mon ikke den nye pige Ronnie kan få det til at ændre sig? Beth ser hurtigt op til den nye, smukke og mystiske pige. Beth ved godt Ronnie er lesbisk, og der begynder samle sig følelser, men mon det gengældt?

AA
aa

1. Begyndelsen på et nyt mareridt

En ny start, på den værst tænkelige high school, som min mor kunne finde mig. Der har gået år siden, at jeg sidst befandt mig i dette hul. Det var her hvor alle mine livs dårligste minder stammede fra. Men mor sagde jo altid, forbliv fokuseret, Beth, så vil du blive til noget. Lad ikke de idioter ødelægge dig, du smuk, begavet og bedre end alle dem. Men hvis det var sandt, hvad fik de så ud af at kalde mig alle disse afskyelige ting, sidst jeg gik her. 

Jeg stoppede op i mine egne tanker, da døren til inspektøren blev flået op, og ud kom en lille rødhåret djævel, Cheryl Blossom. Mine øjne flakkede inden jeg hurtigt fjernede mit blik, satans hun opdagede det. Mon hun kan huske mig?

"Ugly Betty!" udbrød hun til min overraskelse, pis. Jeg smilede stort op til hende, og prøvede bevare roen inden i. Mit hjerte galopperede derudad, hvis det var et væddeløb, så ville jeg med sikkerhed vinde.

"Cheryl, længe siden.." sukkede jeg bittert, da jeg så det smørrede smil. Dette her bliver en lang dag..

"Ja mon ikke, jeg kan se du har smidt nogle af de mange deler, hva?" lo hun højt med sit klokkeklare grin. Hun begyndte at gå roligt imod mig, mens hendes stiletter klikkede mod gulvet. Cheryl var ikke for sjov, og var den person man mindst skulle prøve at provokere.

"Det gør vel intet jeg lige sætter mig her vel?" fnøs hun, for skubbe mig væk fra pladsen, så hun kunne have bedre udsigt til mig og hvis der kom nogen.

"Nej.." mumlede jeg svækket, og håbede inderligt at inspektøren Miss McCoy ville komme ud. 

"Jeg forstår virkelig ikke hvorfor du så tykpandet, at komme tilbage, når ingen tydeligvis kan lide dig?" fnes hun igennem sammenbidte tænder, så et par snore lige perlesæt af tænder dukkede frem. Jeg kunne mærke vreden boble inden i mig, men jeg kunne ikke rigtig lukke den ud. Hun skulle aldrig nogensinde have æren af at se mig græde igen, det havde jeg svoret på slankelejren, efter at jeg havde smidt de 40 kilo denne sommer, efter to års intens træning.

"Tjo det fordi jeg.. øh..." jeg blev afbrudt da Miss McCoy åbnede døren, og bad mig træde ind på hendes kontor. Hun var en smuk kvinde, som havde stil. Jeg smilede varmt og satte mig i hendes poleyester stol, her havde jeg siddet alt for mange gange, efter at blive smidt op på kontoret, for at tage skylden når de andre mobbede mig. 

"Miss Cooper, jeg troede aldrig nogensinde, at jeg skulle se dig her igen, og slet ikke så smuk." mumlede hun forbavset, og tog hånden på hjertet. Hun var tydeligvis overrasket over jeg kunne tabe alt det fedt.. Måske hun endda troede at far betalte, men det var dog mig selv, der havde klaret det. Motivationen stammede fra flere års mobberi trods alt.

"Tak, jo mor siger at det går glimrende med avisen her, og at hun gerne vil give mig en praktikplads i deres avis, jeg mangler dog at lave noget frivilligt, som her på skolen, skolebladet for eksempel? Jeg ønsker virkelig at få et scholarship til Haward." sukkede jeg og så op på Miss McCoy, der så helt forvirret ud, da det trods alt var min første dag tilbage. Jeg bed mig i kinden, fuck.. Jeg havde hundrede procent misset chancen nu, som om nogle ville arbejde sammen med mig i skoleavisen.. medmindre det selvfølgelig var en af de andre tabere, som også blev trådt på.. som Jughead.. stakkels fyr.

"Altså det kunne jeg ikke se var et problem, vi mangler faktisk frivillige, men det flere måneder siden, at der sidst blev udgivet noget, alle de forrige elever som arbejdede der, hoppede pludselig fra." sukkede hun irriteret, for hurtigt at skifte det ud med et tvunget smil. Mon Cheryl var indblandet? Det skulle ikke komme bag på mig, men det var min bedste chance for at lave noget frivilligt, som jeg var god til. 

"Jeg lover, at jeg nok skal være aktiv og skrive om noget relevant for skolen." sprang jeg op og så bedende på hende. Hun så tænkende ud, før hun så endelig mødte mit blik med et smil. 

"Deal, jeg vil gerne læse nogle udkast før du sender det ud, og kom nu endelig til mig, hvis der kommer problemer, vi er her for at hjælpe." lo hun over min entusiasme, for at rejse sig op, med udstrakt hånd. Jeg tog hurtigt imod den for at give den et lille tryk. YES, jobbet var mit, mor ville blive ellevild. 

 

Efterfølgende gav McCoy mig et skemaer over mine timer, og lukkede mig ud fra sit kontor. Jeg havde intet problem med hukommelsen, så klasselokalerne var intet problem. Jeg så ud på den tomme gang, og frøs lidt fast. Flashbacks fra dengang skyllede ned over mig, så håret rejste sig på armene. Ugh, jeg havde ikke en god følelse med dette her. Jeg havde endda undgået min nabo Archie, hvilket ikke ligefrem var let, alt det for intet.

 

Lokale 183, jeg bankede hurtigt på, for så at åbne døren op. En masse bekendte ansigter mødte mig, og jeg hørte dem hurtigt hviske til hinanden, og hvis ikke jeg hørte helt forkert så også suk? Jeg rystede kort på hovedet, og blev taget imod min historielærer Miss Bricks

"Betty Cooper? Hej, jeg er Miss Bricks, velkommen til, eller tilbage. Du tager bare plads der hvor der ledigt." fedt, den eneste plads, som var ledig var ved siden af Archie. Han iagttog mig imens jeg med tunge skridt, fandt min plads ved siden af ham. Miss Bricks havde for længst fortsat sin undervisning. Hvilket egentlig passede mig perfekt, alt for at undgå opmærksomheden. 

Jeg fandt mine bøger og notespapir frem, og lænede mig tilbage i stolen. Jeg turde ikke kigge andre steder hen end op på tavlen, jeg ville nødigt møde de andres blikke, for slet ikke at tale om Archies.

"Hvad præcis er det du bange for?" lød en lav hæs stemme tæt mod mit øre, for at jeg for op. Jeg vendte blikket mod nogle store nysgerrige øjne, og fnøs. 

"Bange? Jeg er ikke bange, lettere utilpas måske? Ikke at du alligevel går op i det." svarede jeg hårdt igen, for at se væk fra ham. Jeg kunne mærke hvordan han rykkede på sig, velvidende om at han havde det mest smørret grin hen over læberne.

"Jaså? Hvorfor sidder du så anspændt, og lader som om du følger med? Selvom du sikkert allerede er helt forud i det forløb vi gennemgår?" svarede han alt for selvsikkert, argh selvoptaget nar. Sandheden om Archie og jeg var den, at dengang vi var små, altså 5-6 år gamle, så var vi helt uadskillelige, vi var hinandens bedstevenner, men det tog en drejning, da Archie blev en sportsidiot og lækker, og jeg.. ja det var ihvertfald ingen af delene. Han havde dog ikke ændret sig spor.

"Jeg har andet at tage mig til end at snakke med dig, så vil du ikke please, bare lade mig være? Så undgår vi begge to en ubehagelig samtale." sukkede jeg opgivende, for at vende hovedet nedad, så mine lyse lokker røg foran mit ansigt. Han skulle ikke se hvilken påvirkning han gav. 

"Ja, okay, whatever." svarede han så uinteresseret tilbage som muligt, for at rykke sig væk fra mig, med armene over kors. Puha, sikke en lettelse. 

Resten af dagen forløb nogenlunde, jeg stødte ikke ind i nogle ubehagelige personer, især fordi jeg løb, hvis de kom imod min retning, men det en mindre detalje. Jeg havde endda ført en kort samtale med Kevin Keller, skolens dramaqueen, Kevin har altid været noget for sig, og homoseksuel. Ikke at jeg har noget imod det, jeg elsker at han er så åben omkring det, og endda stadigvæk er sig selv, for ikke at nævne, at han ikke lader noget træde på ham. Han er præcis, det jeg ikke er. Modig og selvsikker. Hvad jeg ikke ville give for lidt af hans selvsikkerhed og rapkæftet mund, meeeeen jeg er Betty, og Bettyer har ikke noget at skulle have sagt i dette fængsel af en high school. Måske imorgen bliver bedre? Hvem narer jeg...

 

Det var så første kapitel, jeg håber I kan lide det. Stavefejl osv, vil blive rettet hen af vejen, nu var det bare for endelig at kunne publicere det til jer. ;-) 

 

Skriv endelig hvis I synes den er god, eller ikke, og ja det er fan fiction af Riverdale karaktererne og omgivelserne, blottet derimod, helt anderledes. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...