Nu eller Aldrig

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2017
  • Opdateret: 26 okt. 2017
  • Status: Igang
Victoria er 15, og bor i Bergen. Hun har boet i Bergen hele sit liv, men skal flytte til Trofors, på grund af hendes forældres jobs.
I Trofors møder Victoria Marcus og Martinus (igen) men hun har lovet sig selv, at hun IKKE vil have noget at gøre med dem overhovedet!
Men kan hun holde det løfte, når både Marcus og Martinus prøver ihærdigt at blive venner med hende?

Historien ligger i øjeblikket på 1. plads under fanfiktion på Wattpad (:
Jeg kommer til at lægge et kapitel ud omkring hver anden dag (Hvis jeg husker det ihvertfald)
Sry for grammatik fejl!

Der bliver skrevet dansk, selvom den foregår i Norge, og de taler i Norsk!!

0Likes
0Kommentarer
1042Visninger
AA

2. //2. kap// "Ejj gud! undskyld!"

Jeg vågner ved, at der er nogen der puster mig i hovedet.
"Ejjj stop" mumler jeg. "Det er kun mig der må gøre det!" fortsætter jeg sløvt. Sarah flækker af grin. Jeg rejser mig, og går ud på toilettet og børster tænder. 

"Hvad er klokken Sarah?" spørger jeg med munden fuld af tandpasta. Hun griner igen.
"Klokken er 08:06" griner hun. Jeg stønner irriteret. 
"Det er jo ALLTTTT for tidligt?!" råber jeg træt. Sarah kommer ind til mig og rusker i mig. Vi bryder begge to ud i grin. Igen. Da vi er kommet os, går vi ind for at skifte.

Da vi har skiftet beslutter vi os for at tage afsted, og så spise morgenmad på Starbucks. Ingen af os orker at tage toget i syv og en halv time, så vi beslutter os for, at tage ind til centeret i byen. Der kan vi køre med bus, og det tager kun omkring ti minutter. Vi går ud til busstoppestedet, og venter på bussen.

(Springer frem til inde i centeret)

"Skal vi ikke gå ind på Starbucks?" griner Sarah.(Skal lige siges, at jeg ikke har nogen ide om hvilke butikker der er derinde i virkeligheden, jeg vælger bare nogen, jeg synes der skal være der) Jeg nikker. Vi går ind på Starbucks, og bestiller to frappuccino'er med karamel. Der går næsten ingen tid, før de er klar. Vi sidder og drikker dem, da jeg opdager Amalie henne ved kassen. Jeg tager fat i Sarah og trækker hende med hen mod udgangen. 
"Hvad laver Vicci?" spørger Sarah forvirret. Jeg stirrer på hende med store øjne, og gør tegn til at hun skal være stille. Hun ser bare endnu mere forvirret ud.
"Amalie. Oppe ved kassen." hvisker jeg. Hun laver store øjne, men nikker så. Vi går ud fra Starbucks, og skynder os væk. Pludselig forsvinder Sarah fra mig. Jeg kan overhovedet ikke finde hende. Jeg går rundt i like 10 minutter, men hun er fuldstændig væk. Jeg går og tænker over hvor hun kan være henne, så jeg opdager slet ikke drengen foran mig, før at det er for sent.
"Ejj gud! undskyld! Jeg var vidst i min egen verden!" smiler jeg og rejser mig. Jeg kigger op i hans store brune øjne. Han griner og skynder sig videre. Jeg skynder mig videre, for jeg kan stadig ikke finde Sarah. Tilsidst giver jeg op, og sætter mig på en bænk. Jeg sidder bare og stirrer på folk der går forbi. Det er egentlig ret sjovt, for de kigger underligt hen på mig, når de går væk. Efter et par stykker, bryder jeg virkelig ud i grin. Det gør bare, at folk kigger endnu mere underligt på mig, hvilket får mig til at grine endnu mere. Jeg sidder bare og griner, så jeg lægger slet ikke mærke til, at der er nogen der sætter sig ved siden af mig. 
"Hvad griner du af?" spørger en stemme ved siden af mig. Jeg drejer hovedet. Han ligner drengen jeg stødte ind i tidligere, men alligevel ikke, og så har han også noget andet tøj på. 
"Mennesker? hvad ellers?" fniser jeg. Han rynker brynene, og kigger hen på mig. Da han gør det, går det op for mig hvem han er. 
"Åhh gud!" hvisker jeg for mig selv. Jeg ved godt, at jeg ikke skal tale med hverken Marcus eller Martinus. Hvis Amalie finder ud af det, er jeg så godt som død. 
"Er du okay? du ser virkelig bleg ud?" spørger han forvirret.
"Ja, det var jeg indtil DU kom!" hvæser jeg og rejser mig. Jeg har ingen ide om hvor dét kom fra! Det må være frygten for at blive smidt ud af fællesskabet. Han kigger forvirret op på mig.
"Hvad mener du?" spørger han. Stadig forvirret.
"Jeg mener, at jeg havde det fantastisk, indtil du kom og satte dig!" fortsætter jeg i en sur tone. Jeg slår mig selv mentalt. Hvorfor fanden er jeg så ond? Jeg kigger op på ham. Han ser faktisk ret såret ud. Jeg synker en klump, og stirrer ondt på ham.
"Farvel!" hvæser jeg og går. Han bliver siddende tilbage, og kigger efter mig med et såret udtryk.

(Martinus' synsvinkel)

"Ja, det var jeg indtil DU kom!" hvæser hun surt. Av. Den gjorde ondt. Jeg kigger forvirret op på hende. Hvad sker der for hende? Hun ligner slet ikke en af de der haters? Måske er hun veninder med dem. Er det derfor, at hun er så led? Tidligere stødte jeg ind i en lille flok diva'er. Værre end dem derhjemme. De havde simpelt hen været så irriterende, at jeg bare var gået fra Marcus. Dumt, i know. 
"Hvad mener du?" spørger jeg lidt forvirret.
"Jeg mener, at jeg havde det fantastisk, indtil du kom og satte dig!" fortæller hun surt. Av igen. Den sad. Jeg kigger såret ned på hende. Jeg er lidt højere end hende, så jeg kan se ned på hende. Hun rejser sig op. 
"Farvel!" hvæser hun og går væk. Hun kigger tilbage en gang, men så heller ikke mere. Hvad i al verden var hendes problem?

(Sarah's synsvinkel)

Jeg har ingen ide om hvor Vicci er. Lige pludselig forsvandt hun bare. Ret irriterende. Der går ikke lang tid, før jeg giver op at finde hende. Jeg går bare ind i en eller anden random butik og kigger på tøj. Pludselig hører jeg nogen der griner mega højt. Det kan KUN være Victoria. Hun er den eneste, der kan gå ud i storcenteret, og så finde noget fuldstændig randomt at grine af. Jeg følger efter hendes grin, men pludselig stopper det. Der går lidt tid, hvor jeg bare går rundt, men så ser jeg hende. Hun sidder sammen med... nej, vel? Det kan ikke være rigtigt! Hun sidder og taler med Martinus! Hvad skal jeg gøre? Skal jeg vise det til Amalie? nej, så vil jeg jo være en dårlig veninde, men det kan være at Amalie måske vil kunne lide mig? Jeg ryster hurtigt tanken af mig. Hun er både min bedsteveninde og min eneste. Jeg vil ikke skifte hende ud for Amalie. Selvom, at hun nok skiftede mig ud.
"Jeg mener, at jeg havde det fantastisk, indtil du kom og satte dig!" hvisler hun surt. Åhh nej! Stakkels Martinus. Det kan hun altså ikke være bekendt at gøre! Han har jo ikke gjort hende noget? Han ser såret ud. 
"Farvel!" hvæser hun, og går hen imod mig. Hun ser mig, og begynder at smile og vinke. 
"Heeejj Sarahh!" smiler hun. Jeg smiler falskt tilbage. Hun sender mig et underligt blik.
"Hvad er der galt?" spørger hu forsigtigt. Hun ser faktisk oprigtig bekymret ud, men alt jeg kan tænke på, er måden hun talte til Martinus på. Det kan godt være, at Amalie ikke kan lide dem, men derfor behøver Victoria vel ikke at svine ham til, når hun ikke engang er her!
Hvad tror du?" spørger jeg surt. Hun ser forvirret op på mig.
"Det var altså ikke med vilje, at vi blev væk fra hinanden" siger hun trist. Hvad?! Tror hun virkelig, at det er dét jeg er sur over? Hun er endnu værre end jeg troede! 
"Helt ærligt! Det kan du altså ikke være bekendt at gøre mod Martinus! Han har ligesom ikke gjort dig noget!" hvæser jeg rasende. Hendes ansigt går fra forvirret, til vredt.
"Hvad ved du om det? Hvorfor kan du ikke bare være ligeglad!" hvæser hun tilbage.
"Fordi han også er et menneske!" råber jeg surt. Folk er begyndt at kigge hen på os. Fedt. Endnu mere opmærksomhed! (Mærk ironien). 
"Hvad fanden skulle jeg ellers have gjort!" råber hun tilbage. Endnu mere sur.
"Du kunne have været venlig! Men det ord tror jeg ikke at du kender!" råber jeg endnu højere. Hendes underlæbe bævrer, og hun stirrer på mig med store øjne. Jeg fortryder med det samme. Det skulle jeg virkelig ikke have sagt. Slet ikke til min eneste veninde. Hun tager hånden op for munden og løber hen mod udgangen. Væk fra mig. Jeg synker sammen på gulvet, med kun den ene tanke, at jeg lige har mistet min eneste og min bedsteveninde. Kort tid efter begynder jeg rigtig at græde. Jeg er ligeglad, om folk ser det. Der er alligevel mange, der så vores skænderi.

(Victoria's synsvinkel)

Jeg løber væk fra Storcenteret. Hen til busstoppestedet, og tager den første bus væk. Jeg ved faktisk ikke hvor den kører hen, men jeg er også ligeglad. Jeg fatter ikke, at hun lige sagde det! Måske har hun ret. Jeg skulle nok have været sødere ved ham. Han har jo ikke gjort mig noget, men han er jo bare en snobbet og forkælet sanger! Jeg stiger af på første station, der kommer, og sætter mig på en stor sten. Jeg sidder bare og græder, da jeg pludselig mærker en hånd på mig skulder.
"Lad mig være i fred!" hulker jeg. Jeg hører et lille suk, men hånden fjerner sig ikke. 
"Hvad er der galt søde?" spørger en dame stemme. Jeg hulker bare videre.
"Ingenting" stammer jeg efter lidt tid. 
"Hvis det var ingenting, så sad du vel ikke herude og græd, vel?" spørger hun venligt.
"Jo, jeg sidder altid ude på en sten og græder, når der ikke er noget galt!" hvæser jeg sarkastisk. Hun tager fat i min hånd, og trækker afsted med mig. Jeg følger efter, for jeg orker ikke andet. Lidt efter kommer vi til en café. Hun åbner døren og skubber mig ind med et smil. 
"Hvad kan jeg hjælpe med?" spørger servitricen, lige så snart vi har sat os. Damen kigger afventende på mig. Jeg siger ikke noget, jeg stirrer bare ned i bordet. Hun sukker.
"En kop varm kakao, og en kop kaffe" bestiller hun. Hun smiler til mig, da servitricen er gået.
"Jeg hedder Gerd-Anne, hvad hedder du?" spørger hun.
"Victoria" mumler jeg. Hvorfor er hun så venlig overfor mig? Hvorfor lod hun mig ikke bare sidde på stenen og græde?
"Victoria? det er et smukt navn" smiler hun. Jeg nikker bare, mens jeg stirrer ned i bordet. Kort tid efter kommer servitricen med vores drikkevarer. Hun stiller kaffen foran Gerd-Anne og kakaoen foran mig.
"Nå, hvad er der så sket med dig?" spørger Gerd-Anne forsigtigt. Jeg kigger op på hende. Kan jeg stole på hende? eller skal jeg lyve? Jeg er egentlig ret træt af at lyve, så jeg fortæller sandheden. Omkring det med at Sarah godt kan lide Marcus og Martinus, men er nødt til at skjule det på grund af Amalie. Jeg fortæller omkring det med at Amalie synes at jeg er for tyk. Jeg fortæller om mig og Sarahs hyggeaften, og vores tur i centeret, og tilsidst fortæller jeg også om hvordan jeg svinede Martinus til. Jeg ved ikke hvorfor jeg stoler sådan på Gerd-Anne. Hun har været stille under hele forklaringen, men ser ud til at forstå. Hun sidder og tænker, da jeg er færdig. 
"Jamen søde skat da!" hvisker hun. Hun ser lidt chokeret ud over fortællingen.
"Er der virkelig så meget drama over Marcus og Martinus?" spørger hun. Jeg nikker bare.
"Det er ikke så godt! Det er heller ikke så godt, det der skete med dig og din veninde" fortsætter hun. Jeg ryster bare på hovedet, og begynder at græde igen. Sarah var den eneste person, som jeg faktisk kunne være mig selv med. Med alle andre, er jeg nødt til at have en facade, så de ikke synes jeg er for mærkelig til at være sammen med. Nu har jeg ingen. 
"I skal nok finde ud af det! Bare rolig. Det lover jeg" hvisker Gerd-Anne, mens hun klapper mig på skulderen. Jeg nikker bare, men jeg er ikke helt sikker.
"Hvilken skole er det nu, at du går på?" spørg hun. Jeg ved ikke hvorfor, at hun vil vide det, men det er vel ligegyldigt.
"Jeg går på ********" svarer jeg med et skævt smil. Hun nikker og smiler til mig. Før jeg af det, har hun trukket mig ind i en krammer. I starten, stivner jeg, men efter lidt tid krammer jeg med.
"Tusind tak for alt Gerd-Anne!" siger jeg, mens vi krammer. 
"Selvfølgelig! Du kan bare ringe, hvis der er noget! Her er mit nummer" Hun trækker sig ud fra krammeren, og rækker mig et lille stykke papir. Jeg smiler taknemlig, og går hen mod busstoppestedet. Bussen kommer kort tid efter.

________________________________________________________________________________
Andet kapitel (: ♥♥♥
De første kapitler er lidt lange, men de bliver lidt kortere hen af vejen, så kan det måske være, at det bliver lidt mere overskueligt ♥

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...