Middagen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 okt. 2017
  • Opdateret: 10 okt. 2017
  • Status: Færdig
Når kærligheden slutter

2Likes
0Kommentarer
323Visninger

1. Middagen

Middagen

Hun fortrød det ikke, selvom det gør ondt dybt ind i hjertet. Hun gjorde det i kærlighedens navn. Hun var en romantiker. Lige siden dengang hun var et barn, havde hun haft forestillinger om kærlighedens smukke sider, men livet havde vist hende det modsatte. Bid for bid var hun blevet immun overfor kærlighedens nederlag. Hun bemærkede det ikke, at hendes hjerte var blevet koldere gennem tiden.

Hun sidder på træbænken, og kigger på solnedgangen. De sidste solstråler varmer hendes kinder. Hun lukker øjnene, og suger varmen til sig. Hun indånder dybt, og mens hun åbner øjnene igen, falder en dråbe vand ned af hendes kind. Hun lader den være, for hun ved, at den ville ikke have styrke nok til at falde ned på hendes ny købte kjole. Hun købte den i anledningen af deres års dag.

Hun kan ikke huske, hvornår det hele begyndte, hvornår det små irritationer startede, hvornår hun opfattede, at hun ofrede alt for megen af sig selv i forholdet. Rastløstheden tog sig om hende. Tilværelset blev til rutiner, og hun lod ensomheden trængte på. Hun følte sig mest ensomt i hans samvær, der drænede hende for energien. Hun kunne ikke trække vejret i hans selskab. Hun savnede sig selv. Hun savnede sit gamle liv, før hun mødte ham. Hun troede, at hun kunne forandre ham, at hun kunne få ham til at se på de ting, der er skadelige for deres forhold, at han var voksen nok til at se sine egne fejl. Men hun brugte lange diskussioner på at få ham til bare at indse den mindste fejl. Hun bestemte sig for, at han havde for længst opgivet at kæmpe, og i stedet lukkede øjnene for de ting, der i hendes øjne var uacceptabelt. Hun hadede den måde, han gjorde brug af vennetjenester. Hun hadede ham for, at han krybede sig for sin familie. Hun hadede, at hans væremåde ændredes drastisk i deres nærvær. Hun hadede deres små borgerlighed. Hun hadede deres selvfede retfærdighed. Hun hadede, det lille verden, de levede i. Der var ikke plads til en som hende, der skilte sig ud i enhver af deres selskab, hun var med til.

Hun solgte sin egen lejlighed, som hun købte for sin hårdtjente penge. Det var i modstrid af hendes sunde fornuft at gøre det, men hun tog chancen. Hun troede på ham. Hun troede på forholdet. Hans vennekreds, hun kunne mærke, hvordan de gjorde sig umage for ikke at være uhøfligt. Hun ignorerede det faktum, at de havde svært ved at se hende i øjnene.

Hvad gjorde værre var, at han holdte sin økonomiske situation skjult for hende. Han bortforklarede det med, at han var bange for, at hun ikke ville have noget med ham at gøre, hvis hun kendte til det tidligt i deres forhold. Hun var vredt og følte sig såret. Han fik hende til at føle sig som en gold digger. Hun var en smuk kvinde og en del yngre end ham selv.  Han var af normal udseende og mærket af alderen.

Hun kan ikke huske , hvornår hun stoppede med at kæmpe, at det ikke nyttede noget, at hun lukkede ham af, og fandt på alt mulige undskyldninger for at komme med til familiemiddage. Hun begyndte at gå til syning om mandag, selvom hun ikke kunne se meningen med det. Hun dyrker yoga om tirsdag, spiller bridge om onsdag og gå til læseklub om torsdag, og i weekenden bruger hun al tiden på at male. Når han ikke var der, gik hun en tur alene eller sad på den lokale cafe og nød en kop te.

Hun havde flere gange lyst til at bryde i gråd og fortælle ham, hvordan hun havde det og at det ikke kunne være sådan, for hun druknede i deres forhold. Hun vidste,  at det gør mere skade end gavn. Hun vidste, at han ville kalde hende for at være hysterisk, og at hun overreagere. Hun ved, at han ville have ignoreret det. Han ville ikke have taget hende alvorligt.

 

Hun rejser sig fra bænken. Hun går gennem parken på vej hjem til hans lejlighed på 3. sal. Hun har omhyggeligt arrangeret for dagen. Hun har købt de fineste roser i hende favorit blomsterbutik. Hun har bestilt hans yndlingsmad. Hun kigger på uret. Den viser 17:30. Han kommer hjem om en halv time. Hun har tidsnok til at få de sidste ting på plads. Elevator turen føles som en evighed. Hun har alt for lang tid til at tænke over, det hun komme til at gøre. Hun får pludselig en klump i halsen. Hun er også bange for, at hun ændrer mening, når hun ser ham. Men hun har allerede købt flybilletten. Kufferterne er pakket og skjult bagest i klædeskabet. Hun har endda bestilt taxa’en.

Hun gennemgår det hele engang til i sit hoved. Hvordan hun vil sende ham kærlige blikke under middagen, hvordan hun vil forkæle ham, fortælle ham om deres søde, små historier i deres forhold, hvordan hun vil smile over alt det, han siger til hende. Hun vil minde ham om, den første gang de mødte. Hun håber på, at hun kunne holde til skuespillet, for inde i hende, brister det.

Elevatoren standser op. Hun træder ud i entreen og begynder at gå mod hans lejlighed. Hun låser sig ind i lejligheden, går direkte hen til klædeskabet og tager den røde kjole frem. Hun vil have en anden kjole på Den passer hende stadigvæk. Hun husker, at hun havde den på til valentine’s dag  for et par år siden. Hun maler sine læber i dybrød, lader sit hår falder ned. Hun børster dem nænsomt på plads, kigger på sig selv i spejlet med et sørgmodigt blik. Hun bliver afbrudt af hoveddøren, der åbnes op. Om et par timer, vil hun ganske vist, fordufter fra hans tilværelse. Hun har sørget for at han ikke kan komme i kontakt med hende. Hun har slettet sin facebook, instagram, linkedin. Nu mangler hun at blokere for hans mobilnummer. For første gang i flere år, har hun gjort noget for sig selv , at være selvisk for at redde hende i denne uholdbare situation. Hun antager et smil og går ud i entreen for at komme ham i møde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...