Født som engel

Denne historie er en viderefortælling på Kim Fupz Aakesons bog “berørte Katrine”, håber i vil nyde min fortolkning af den;))

2Likes
2Kommentarer
128Visninger
AA

1. Født som engel

 

Jeg mærkede den bløde madras under mig, den varme omklamrende dyne. Den velkendte duft af kaffe kommer flyvende ind over mig som en bølge på havet, den omfavner mig, men med et kommer kvalmen.

 

Jeg ruller ud i toilettet, rejser mig op. Min mave er blevet så stor, jeg er begyndt at få svært ved at komme op. Nu ved jeg hvordan mænd med ølmaver har det, tænkte jeg.

Jeg tog en slurk vand, låste døren op til toilettet, og vandrede de få skridt ud til fælleskøkkenet.  

”Godmorgen” sagde Louise. Louise bor her også, hun er en af dem der ikke er helt tosset.

”Godmorgen” svarer jeg høfligt. Jeg går ind foran hende, tager en kop og hælder kaffen op. Jeg går hen til bordet med den rædselsfulde gule dug, med tuschstreger de andre unger har lavet. Jeg tager en stol ud og begynder at drikke, jeg nyder hver slurk.

”Går det godt med mavsen?” spørger Louise, og smiler til mig

”Ja” svarer jeg og kigger ned på den. Jeg magter ikke rigtig at snakke.

Jeg fører koppen op til munden og drikker den varme drik. Alle væggene i køkkenet er helt kridhvide, ikke som da jeg boede med mor og hønse, der var væggene gule af røg og guderne må vide hvad ellers der var på de vægge. Louise rømmer sig i hjørnet, hun åbner køleskabet og tager et æble.

“Nå men jeg smutter nu” Louise går ud af køkkenet og videre ned af vores lange gang. Jeg sidder nu alene i køkkenet. Den brune stol jeg sidder på knirker da jeg rykker mig lidt. Jeg kigger ned på den store runde mave, en dejlig varme omfavner mig, her for tiden er jeg blevet så sentimental. Jeg føler mig så heldig, så lykkelig, en tårer baner sig vej ned af min kind.

“Lykke” Hvisker jeg. Jeg mærker sommerfugle i maven af glæde, det er hvad mit barn skal hedde. Lykke.

“Jeg har gjort alt klar til dig Lykke. Jeg har købt tøj, sko og små søde bamser. Dem fra huset har også givet dig en masse ting deres børn har leget med” Det er begyndt at blive en vane at snakke med Lykke. Jeg ved godt hun ikke er her endnu, men når jeg snakker til

hende føler jeg mig henrykt, henrykt over den gave som er blevet skænket mig, nemlig hende. Hun er mit et og alt. Jeg smiler, drikker lidt mere kaffe, og nyder russen af den lykke der befinder sig i min krop .

 

Søndag aften 2 dage efter, begynder mine veer.

Jeg sætter mig op i sengen, hvorfor er jeg vågen? Jeg mærker en begyndende uro, jeg ved ikke hvor den kommer fra. Med et opdager jeg min seng er våd. Har jeg tisset i sengen? Jeg lugter til det, det lugter ikke af tis.

“Mit vand er gået” jeg tager panisk fat i min telefon. Hvad var det nu jordemoderen sagde? Jeg når ikke at tænke videre, før jeg ringer til den eneste person jeg har tilbage.

 

En time senere ligger jeg i en hospitalsseng med Frederikke ved min side.

“Du har åbnet dig 10 cm nu, så vi begynder fødslen” siger en læge i hvidt.

Hele min pande er dækket til af sved. Jeg tror aldrig jeg har mærket sådan smerte før, det spænder og stikker så meget i min maven. Jeg har en følelse af at tusind knive stikker mig uden nåde, jeg mærker hver en af dem. Mærker dem grave dybt nede under min hud, for at finde det punkt, hvor det gør mest ondt. Men det værste er når smerten stopper, for jeg ved det vil komme igen. Under forløbet har Frederikke lovet mig ikke at vie fra min side. Jeg vender hovedet og kigger på hende, hun smiler medfølende til mig. Der kommer pludselig nogle flere læger eller sygeplejersker ind af døren, jeg kan aldrig finde ud af hvem der er hvem. De smiler alle til mig. Jeg mærker mine læber der prøver at danne et smil, men det bliver nok mere til en grimasse. Jordemoderen går ned til sengens ende og begynder at snakke til de andre på stuen, om alt muligt lægeviden jeg fatter hat af.

“Okay” Jordemoderen kigger på mig. “Når vi nu om få sekunder vil gå i gang med fødslen, vil jeg gerne have du forbereder dig til at presse når vi siger til” Jeg nikker “Jeg vil også gerne hurtigt lige have dig op i en bedre stilling, når du skal til at presse” En af de mange mennesker på stuen løfter min seng op så jeg nærmest sidder op “Når der så er veer igen, skal du presse” Jeg nikker igen. Hele min krop er anspændt. Jeg tager fat i Frederikkes hånd, mine håndflader bader i sved. Jeg mærker smerten af de tusind knive.

“Okay Katrine, du skal presse nu” siger jordemoderen “Nu katrine!” Jeg lukker øjnene og presser. Hele min krop spænder, men det er værst omkring underlivet. Jeg mærker sved omkring min ryg og pande, de tusind knive der stikker mig i maven og underlivet. Mit ansigt forvrænges i et smertefuldt udtryk, og jeg kan ikke holde nogle små støn tilbage. Dette føles ikke som et lille hoved der er på vej ud af mig, nærmere som en stor fodbold.

“Flot Katrine, nu vil jeg have du skal slappe af og få luft ind og ud” Jeg følger jordemoderens råd. Puster ind. Puster ud.

Sådan fortsætter vi den næste halve time.

“Okay katrine, du er der næsten” Jeg nikker, jeg er så udmattet, men smerten lader mig ikke få ro. Den er der stadig som en ond drøm, man ikke kan glemme. “Pres nu!”

Jeg læner mig en smule frem og presser, det føles helt seriøst som om jeg skider. Det er ret underligt.

Jeg mærker pludselig et pres, en smerte der forsvinder, som en tung byrde man bære rundt på alt for længe. Det føles rart. Smerten er pludselig halveret, men væk er den dog ikke helt.

“Hovedet er ude nu” siger jordemoderen. Jeg smiler, et kort øjeblik er alt godt.

“Vi har brug for ilt, nu!” råber jordemoderen pludselig. Der, lige der, går tiden i stå. Alt bliver sort og hvidt, som i en gammel film. Jeg ser deres munde bevæge sig, men hører intet. Intet. Jeg ser lægerne farer frem og tilbage. Hvad mener de med ilt? Mine tanker samler sig roligt. Jeg mærker nu panikken komme.

“HVAD sker der!” råber jeg panisk ud i rummet “Hvor er mit barn, jeg vil have mit barn” Jeg kigger panisk rundt. Jeg ser de holder Lykke med en maske for munden. “Frederikke sig de skal give mig barnet” Jeg kigger på hende med tårer i øjnene. “Hvorfor får jeg ikke mit barn?” Jeg kigger tilbage på hende. Hun virker underlig slap i lægernes hænder. Tårer falder ned af mine kinder.

“Lykke” Hvisker jeg

 

Jeg står nu og kigger ned, tårer løber fra mine øjne. Frederikke står ved siden af mig. Hun holder om mig. Jeg kigger op i himlen, ser skyerne danse afsted. Ser livet for andre væsner fortsætte, mit er lige nu gået i stå. De sagde til mig de intet kunne gøre, at hun var væk. Jeg tror ikke på det. Hun kan ikke bare være væk. Mit liv er ødelagt. Jeg er ødelagt. De sagde navlestrengen havde kvalt hende. En navlestreng har kvalt min datter. Jeg ønsker det hele skal stoppe, gå væk. Jeg ønsker ikke at leve længere, mit liv er meningsløst. Jeg falder sammen i græsset og skriger af mine lungers fulde kraft. Skriger for mit lorte liv, for Markus, Hønse, Mie, min mor, Jeg skriger for alle.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...