Hvad der er vundet, og hvad der er tabt ~ Oneshot

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 okt. 2017
  • Opdateret: 9 okt. 2017
  • Status: Færdig
Nogle gang ved forfatteren ikke helt, hvad den selv skriver. Sådan har jeg det i hvert tilfælde nogle gange, som om orderne bliver skabt af det der er så dybt inde i mig selv, at jeg ikke engang selv forstår det - Sådan har jeg det med dette oneshot.

2Likes
2Kommentarer
149Visninger

1. -

 

Kære Almægtige Kraft, som hun ville sige.

Dette brev er tilegnet dig. Jeg ved ikke, hvordan jeg kan sende det afsted, men hvis du virkelig er i alt, vil du også læse dette.

Hun elskede hvid. Hvid er en smuk farve, sagde hun. Den mindede hende om blod. Først forstod jeg hende ikke helt, men hun mente det alvorligt. Så fortalte hun om enhjørningers blod, for det var hvidt, og det var jo klart. Hvorfor havde jeg ikke straks tænkt på det? Men problemet var, at jeg aldrig havde set en enhjørning. Fra første dag jeg så hende, vidste jeg, at hun var noget for sig selv, men aldrig i min vildeste fantasi havde jeg forestillet mig hende så vild. Ja, vild var ordet. Hun fløj. Og jeg ville ønske jeg kunne svæve med hende, men det kunne jeg altså ikke, for jeg troede ikke. Det gjorde hun. Hun turde at tro.

Derfor skriver jeg til dig, Almægtige Kraft, som hun havde opkaldt dig. Er det sandt at du danser med bladende i vinden? Falder du virkelig hånd i hånd med regnen? Slår du mod mit hjerterum og holder pulsen oppe? Synger du med ildens buldren og knitre? Tager du hvert liv sammen med døden? Lever du i tonerne, hun høre? Lever du i hende? Lever du i mig? Lad mig spørge dig her i den mørke stilhed; er du til? For jeg vil så gerne tro på dig. Jeg vil så gerne se dig, for hun sagde, du er smuk. Hun sagde, hun græd, når du viste dig for hende. Er du virkelig smuk? Hvordan kunne du gøre hende så smuk blot ved de ord, du gav hende i munden? Har du også skænket mig en gave selvom jeg ikke tror?

Jeg beder dig, om du findes eller ej. Om du er smuk eller ussel. Jeg beder dig, skjul hende for mit syn. Lad mig hvile, for jeg ved, at min livstreng svækkes en smule, hver gang jeg ser hendes ansigt i søen. Hver gang jeg hører hendes sang bragt med vinden. Hver gang jeg mærker hende i mine arme. Jeg beder dig stoppe disse syn. Lad mig give slip.

Men før jeg glemmer hende, vil jeg hører, hvorfor du gjorde, som du gjorde. Spirede hun ikke smukt nok, eller spirede hun alt for smukt? Hvorfor skulle du stoppe den glæde, hun følte? Hvorfor skulle du ende det så brat? Jeg måtte ikke engang sige farvel. Hun sagde, du er smuk, men det tror jeg ikke på, for du har sat dybe spor i mit hjerte. Hun stolede på dig, og hvad gav du hende? Intet!

Du Almægtigste Kraft, jeg tror på dig nu, men jeg har ikke lyst til det. Jeg forklarer mig selv fysikkens regler og videnskabens grænser igen. Der er ikke mere mellem himmel og jord. Du findes ikke! Du skal lade mig være i fred! Du skal få hendes stemme til at holde kæft! Du skal banke hendes smukke ansigt itu. Du skal skærer hendes arme af.

Jeg har grædt nu! Og jeg har accepteret, at hun aldrig kommer igen. Få hende til at forsvinde. Forsvinde helt! Du kan ikke blot lade hendes krop dø, du må sige, at hendes sjæl skal hvile nu. Hun skal gå og lade mig være i fred! Jeg vil leve videre nu. Leve.

Forstå mig nu ret, jeg har vundet den største glæde, mit hjerte kan bære. Men også har jeg tabt det hele igen. I dag er jeg ingen vinder af livets goder, men jeg er heller ingen dårlig taber, for jeg har set min smerte i øjnene, og nu er jeg parat til at lade hende gå. Du Almægtigste kraft, følg hende til De Udødelige Lande og til de ukendte kyster på den anden side. Før hende til Verdens Ende, og lad hende vente på mig der, og når tiden er inde, skal vi elske i evigheden.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...